30. december 2017 | den store bunke |
Jeg ledte efter klejneopskriften i min mors håndskrevne kogebog, som jeg har arvet. Den rummer også en stabel udklip og løse lapper med opskrifter, udvekslet over et halvt livs kaffeborde. På en af de forreste sedler var en ingrediensliste til appelsinmarmelade, som mor tilsyneladende har fået hos Inge Knud Snedker. Navnet satte en tankerække i gang hos mig. Inge hedder ikke sådan, men det er ved det navn, man ved, hvilken Inge der er tale om. Den Inges mand hed nemlig Knud, og han var snedker.
Næsten alle mennesker i min barndoms persongalleri havde et tilnavn, der refererede til enten deres erhverv, udseende eller tilhørsforhold.
Det giver sig selv, hvad Ingrid Købmand, Arne Politi og Poul Slagter erhvervede sig ved, mens det måske kræver mere forklaring, hvad Kristian Dæk og Kaj Møg lavede. Den første kørte taxa og var kørelærer, den anden tømte landmændenes møddinger og spredte efterfølgende gødningen på deres marker. Nogle kaldte ham også Kaj Møgspreder.
Så var der Kaj Dueunge, hvis forældre havde byens fjerkræslagteri.
Andre folk havde noget udseendemæssigt, der stak ud, nogle mere bogstaveligt end andre, og det blev deres tilnavn. Folkeviddet kan virke nådesløst og ubønhørligt, men det var i lige så høj grad informativt. Man vidste med det samme, hvem der var tale om. Lille Verner var ikke så høj, Skuffe-Karl havde underbid, og Svend med Ørerne havde … nå ja. Og Laurids Hat gik nok bare oftere med blød hat end med kasket som de fleste andre.
Nogle boede et sted, som gjorde det lidt nemmere at præcisere dem. Det var for eksempel Rasmus i mosen, Else ude på hjørnet og Marius Trekant, hvis hus lå på en spids grund mellem to veje.
Og så var der alle kvinderne på egnen, som ganske enkelt blev refereret til med deres mænds navne. Anna Thorvalds, Marie Alfreds og Martha Henriks. Andre koner blev kaldt ved hele mandens navn, som Else Jørgen Jensen og Marie Karl Knudsen. Inge Thormod havde af en eller anden grund ikke et genitiv-s på sin mands fornavn. Men det var nemt at skelne hende fra Inge Knud Snedker.
Jeg har aldrig hørt min mor omtalt med min fars navn. Eller omvendt. Men jeg ved på den anden side heller ikke, om Svend med Ørerne selv vidste, hvad andre folk kaldte ham.
28. december 2017 | den store bunke |
Jeg har en tilståelse. Jeg har ikke formidlet sandheden. Men jeg var i god tro. Og det er nok ikke så slemt. Faktisk har jeg bare talt forkert. Gik det op for mig for to nætter siden, lige da jeg var på grænsen til at falde i søvn.
Sandheden er, at jeg ikke har tolv dages juleferie, og så giver det seneste indlæg jo slet ingen mening. Men jeg troede altså, at det var tilfældet, for det havde jeg talt mig frem til. Men fintællingen forleden nat – dobbelt fintælling, endda – viste, at jeg kun har elleve. Og nu er der kun fire tilbage.
Det er en hel uge siden, jeg har meddelt verden noget digitalt, og det er ikke engang, fordi jeg har villet være smart og moderne og har bekendt mig til digital detox. Det har bare været så nemt og enkelt at nøjes med at være nærværende i den virkelige verden og kun skæve til den digitale i de sene nattetimer, når de andre sov. Ja, nok har jeg fulgt med i feedet, men uden at bidrage med noget selv, og der er helt sikkert verdensnyheder, der er gledet uden om mig. Det kan være, nogen laver et tilbageblik i uddrag og langsom gengivelse til mig på et tidspunkt.
Men jeg har det godt. Det har været dejlige dage hidtil. Og jeg spiste godt, og jeg drak kun lidt (… nej, vent, det var Fader Abraham??). Men jeg morede mig godt.
Mandlen blev væk juleaften. Ingen spiste den, ingen fandt den, og der var ingen risalamanderester. Det er meget mystisk. Medmindreeee … at ham, der havde mandelgaven med, ikke gad have den og lod mandlen forsvinde? Erik??? Nå, men vi raflede om mandelgaven, og jeg vandt ikke. Men jeg gad godt have haft den.
Nu står vi lige på grænsen mellem bagjul og fornytår. Jeg er så småt ved at indse, at jeg nok alligevel ikke får ryddet op i værkstedet i min lange, lange juleferie med de mange, mange dage uden de store planer. Dagene går jo, og jeg skal også slappe af.
Blandt mange virkeligt gode gaver – jeg fik kun gode og dejlige gaver – fik jeg en ny taske, og den er jeg flyttet ind i i dag. Jeg har tømt den gamle og overvejet hver enkelt ting, jeg tog op. Skulle de over i ny taske eller ej. Barkortene fra Paletten og hårklemmen skulle andre steder hen, men alt det andet er vigtigt og fandt nåde. Bortset fra indkøbssedlen, der røg ud. Jeg mangler ikke noget af det, der står på den.
Nu ved I, at jeg har det godt, og hvad der er i min taske.
21. december 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har juleferie. I 12 dage. Tolv. Det bliver knageme dejligt. Næsten to uger at fylde alt muligt i. Mest jul, selvfølgelig, og en masse spontan afslapning. Samvær med familien. De store børn hjemme på juleferie. Visitter her og der. I morgen lægger vi ud med at bage flere småkager, for fedtebrødene er på uforklarlig (i hvert fald uforklaret – og benægtet) vis forsvundet fra dåsen. Så er der noget gløgg, der vil drikkes, og det første julebarn ankommer.
Det er velsignet at kunne holde fri i så mange dage og ikke have en lang liste med ting, der skal gøres. Vi skal lige have købt mad ind til julehjemmedagene, men jeg er færdig med at pakke julegaver ind. Så vidt jeg ved.
Heldige mig.
Sangen Twelve days of Christmas handler om de tolv dage fra juledag til Helligtrekonger, men i min personlige kalender er de rykket lidt. Og de starter NU.
20. december 2017 | den store bunke |
Først blev jeg slået i ansigtet af duften, da jeg åbnede én dør. Så havde jeg nær slået panden i selve duftkilden, da jeg åbnede den næste dør og gik ud i det mørke værksted. Lige i øjenhøjde hang de. Tolv dådyrpølser på række, helt præcist på knagerække, og de dufter helt vidunderligt og vildt kraftigt.
Der skal de hænge, til de har sat sig.
I andre sammenhænge ville dét være en underlig sætning, men om nylavede spegepølser giver det mening. De skal hænge, til de bliver lidt hårdere, og så skal de fleste i fryseren.
Det her er det allerfineste billede på gevinsten ved at have en pletskydende jægersmand, der samtidig er en opfindsom jægersmand. Se lige et arrangement!
Vi er godt nok nødt til at omarrangere om et par dage, når de store julebørn vender hjem, og vi skal bruge den gæsteseng, som knagerækken med pølserne er hængt op i.
Pølserne smager i øvrigt lige så godt, som de dufter.
17. december 2017 | den store bunke |
Jeg er ikke typen, der smider væk. Dette dekorationslys har jeg flyttet med mig i over ti år. Det kan jeg regne ud ved at genkalde mig forskellige steder i forskellige boliger, hvor jeg har haft det liggende. I kælderen i Slesvigsgade, i pulterkammeret i Sct. Mathias Gade, i det sorte skab i Vestergade. Til sidst havnede det i det røde skab i Teglmarken.
I gode venner, der gang på gang har hjulpet mig med at flytte – og uendeligt mange tak for dét! – véd hermed også, hvad der for eksempel har været i mine mere end firs flyttekasser, som I har bakset med. Det røde lys har I flyttet for mig tre gange. Det har det overlevet, for lyset vinder altid, og det gode er, at I ikke skal bære på det mere. Vi skal nemlig ikke flytte foreløbig, og lyset fra fortiden ender sin rejse nu.
Det står nemlig i en juledekoration sammen med en plade mos, jeg gravede op fra skovbunden med mine behandskede næver på turen til Vedsø i går og bar hjem i én hånd, så min arm til sidst var helt forkrampet. I halvmørket nappede jeg også en fyrredusk, en barket pind, en grankvist og noget der stikker, og sammen med et par dimserier fra den store kasse med julepynt gør naturen sig helt godt på julescenen, synes jeg.
Nu må vi se, hvor længe det holder, inden det visner. Naturen har det jo bedst ude i naturen.
Til gengæld er der kun få dage, til lyset – altså det store udendørs – vender og begynder at vende tilbage.
