Sommetider kan man lige så godt opgive at prøve at regne ud, hvordan ting er gået til.
Engang, jeg hentede børn i børnehaven, rev kraven på min jakke en ørestik ud, lige da jeg var stået ud af bilen. En lille guldkugle. Jeg ledte og ledte på asfalten, men fandt den ikke og ærgrede mig meget. Jeg havde fået ørestikkerne i gave.
En uge senere fandt min mand den i sin strømpe.
EdB? Altså det der elektronisk databehandling?
Ikke EdP eller EdT? Ikke noget med parfumer eller toilettevand?
Nix. Jeg har opsat bloggens mail. Endelig. To år efter at jeg startede med at synes noget om alt muligt, kan der nu skrives private beskeder til grevinden selv, hvis man har noget, som alle ikke behøver høre. Og det der gør, at jeg næsten ikke kan få armene ned – og dermed nærmest ikke er i stand til at støvsuge, som det ellers er planen at gøre om lidt – er, at jeg har gjort det selv. Jeg plejer at trække skaaa-aaat-kortet, fordi Morten kan alt. Men Kongen af IT er på jagt, og da en af mine fineste dyder er utålmodighed, viste det sig, at jeg godt kunne selv. For to år siden har udbyderen nemlig skrevet til mig, hvordan man gør. Så det gjorde jeg. Selv.
Adressen er så simpel som grevinden(at)grevindenpaatredje.dk; den står også under menupunktet Hvem ER grevinden.
For en ni-ti år siden besluttede jeg på vej hjem fra IKEA at slå et slag ind omkring Kasted og se, om min gamle overbo gav en kop kaffe. I slutfirserne boede jeg og min daværende kæreste i Lollandsgade i Aarhus i en andelsforening, som kun havde to andelshavere. Mig i nederste del og Karen i øverste halvdel af byhuset. Jeg havde haft sporadisk kontakt med Karen i de forløbne år og vidste, at hun og manden – som hun havde mødt, efter at vi flyttede fra byen – havde købt et hus i Kasted. Det lille gule hus med det røde tag under den blå himmel, kaldte hun det i sine breve, og jeg havde også adressen, da jeg spontant drejede fra Viborgvej og kørte ind mod Kasted. Men jeg havde ikke ringet i forvejen.
Jeg ringede på, og døren blev åbnet af Karens mand. “Hej”, sagde han. Fuldstændig neutralt. Fuldstændig uden undren over, hvem jeg var og hvad jeg ville. Som om jeg kom hver dag. Bag ham dukkede Karen op og udbrød begejstret “Hej Birgitte! Nej, hvor dejligt! Velkommen!”, og så gik det hele op i gensynsglæde og kaffe og aftensmad og flere timers snak og opdatering på liv.
Senere på dagen spurgte jeg manden: “Du vidste ikke, hvem jeg var, vel?”
“Næh!”, sagde han, “jeg troede, du var Elsebeth, og jeg syntes egentlig, det var mærkeligt, for hun havde allerede været her én gang i dag”.
Jeg var svært smigret. Det var dengang, Elsebeth Egholm havde en lidt anderledes frisure, og jeg havde en lidt anderledes frisure og en anden hårfarve og var lidt yngre, og vi kunne faktisk godt minde lidt om hinanden. Dengang. Hvis hun stadig bor i Kasted, og jeg ringede på hos Karen i dag, tror jeg ikke, nogen ville tage fejl. Vi er ligesom vokset fra hinanden igen.
Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.
Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.
Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.
Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.
Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.
Jeg kan kun sige: Læs den!
