30. juni 2018 | Udpluk |
Tanker tænkt under støvsugning
- Det er egentlig utroligt, at to bittesmå sneppefjer, der ligger i vindueskarmen som trofæer over jægerens træfsikkerhed, aldrig er forsvundet under rengøring. Eller måske er det ikke så utroligt.
- De nye affaldsbeholdere med helt nyt sorteringskodeks, som vi fik i den forløbne uge, giver mig samme følelse som et gamle computerspil. ALT vores affald er kastet op i luften, og vi skal løbe rundt og dirigere det i de rigtige retninger, inden det rammer jorden … Men vi får det lært!!
- Sommerfugle findes stadig! Jeg har set to i dag, en kålsommerfugl og en nældens takvinge.
- Få mig nu taget sammen til at købe nye – og hele – vasketøjskurve.
- Husk at vande krydderurterne.
- Kunne jo også godt lige samle noget strygetøj sammen og få det hele strøget på én gang. Bare en tanke.
- Husk at tage en skål med låg med i kolonihaven til de taybær, der sikkert er modnet siden i forgårs.
Tænkt under en afstikker ud i haven for at tømme kompost og vande krukker:
- Kunne jo også godt lige købe nye krydderurter – der ikke er visne grundet mangelfuld vanding.
- Neiij, er det døde oliventræ genopstået? Er der ikke tremillimeters ansatser til noget, der godt kunne ligne nye bladskud?
Tilbage ved støvsugeren:
- Skal også have lagt vasketøj sammen.
- Tror jeg støvsuger ovenpå i morgen.
27. juni 2018 | den store bunke |
Jeg var ellers ved at skrive noget om nedfaldne æbler, der bliver til missiler, hvis man ikke fjerner dem fra plænen, inden man slår græs. Overskriften ville have været Æblekrigen, og fortællingen ville have været en sand historie fra min barndom.
Men så læste jeg i mit Facebookfeed en sætning, der beskrev en person som ’… skarp som en spritny Schweizerkniv’ – og straks røg min tankestrøm ud ad en helt anden tangent. Til dengang jeg mistede min schweizerkniv.
Jeg havde fået den som reklamegave fra en leverandør i fordums bureautid – vi taler slutfirserne. Hartmann Druckfarben stod der på det største knivsblad, men resten var autentisk med det hvide Victorinox-logo på skæftets karakteristiske røde farve. Det var en af de små modeller, med et par knivsblade, skruetrækkere, dåseåbner og proptrækker. Ikke så meget pangelværk. Men hvor har jeg dog haft den med mange steder og haft gavn af den lille uundværlige hjælper. Den boede i min taske altid. Efter at knivloven kom i 2008, havde jeg den dog kun med ved særlige lejligheder.
Jeg havde den med til Rom, da jeg var der sammen med to veninder i efteråret 2009. I Italien måtte man nemlig godt have en lommekniv med sig til at skære ferskner og trække vin op og andre nødvendigheder. Selvfølgelig var den i min indcheckede kuffert på flyrejsen dertil, men derefter flyttede den over i min håndtaske.
Da vi besøgte Vatikanmuseet, blev vores tasker scannet. “You have a knife??”, spurgte vagten vantro, da min taske passerede scanneren. Årh, fuck, tænkte jeg og begyndte at forklare og bortforklare. Om ferskner og den slags. “Oh, it’s a small knife, and you will not stab anybody, will you?”, sagde den flinke vagt og lod mig beholde kniven.
Her kunne historien være sluttet lykkeligt, men næste dag stillede vi os spontant i køen til Peterskirken, og her var signore Vagt ikke nær så imødekommende. Faktisk overhovedet ikke. Da min taske blev scannet, og ferskenkniven igen gjorde opmærksom på sig selv, pegede den sure kontrollør på den og sagde ét ord: ”Trash”. Meningen var, at jeg selv kunne tage min forbryderkniv og dumpe den i skarnstønden, inden jeg kunne få lov at passere. Forhåbningsfuld efter forrige dags guddommelige mildhed hos stabskollegaen forsøgte jeg at lave en aftale om at deponere kniven og hente den igen, når vi kom ud fra det helligste. Jeg var faktisk ret glad for min kniv.
Den gik ikke. Kontrolløren gentog sit “Trash!”, og så røg Hartmann Druckfarben ned i den store grønne tønde sammen med de andre ulovligheder, og jeg så den aldrig igen.
Det absolut eneste, jeg kan finde fred med i den episode, er, at det er sjovt at sige, at min schweizerkniv gik til schweizergarden.
26. juni 2018 | At have have |
Taybærhøsten tegner storslået i år. Vi plantede busken for fire år siden, fordi vi (Morten) fik øje på den på en planteskoletur og syntes, den var en skæg og anderledes bærfætter at have i haven. Den kunne vi nok få noget sjov ud af, blev der tænkt.
Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, googlede jeg mig til. Da jeg efter købet viste Lasse et billede af bærrene, syntes han mere, de lignede Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi var spændte på udkommet.
Det første og det andet år og også de efterfølgende bar busken stort set ingenting, og de få bær der var blandede jeg bare i hindbærmarmeladen. I år slår hindbærhøsten grundigt fejl, til gengæld får vi en ordentlig masse taybær, medmindre nogle lede fugle pludselig får smag for dem. De er på ingen måde fire centimeter lange, men der er masser af nissehue og cambodjansk tempel over designet.
Jeg har kun plukket de mørkeste og regner med at tage dem efterhånden, som de modner. De ryger løbende i fryseren, og så ender de fleste nok som marmelade. Som alle bare har at kunne lide.
Vi har også solbær. De får samme skæbne.
19. juni 2018 | den store bunke |
Min lørdag favnede livet fra slut til start – i den rækkefølge. Sorger og glæder, gejstligt og verdsligt, ånd og legeme, tårer og latter.
Om formiddagen bisatte vi verdens ældste faster fra Tranbjerg Kirke. Hun nåede at blive 102 og sov stille ind efter et langt og godt liv, hvor hun var frisk og klarhjernet næsten til det sidste. Jeg var med til hendes 100 års fødselsdag.
Efter kirken var der sandwiches, kaffe og kringle i den nærliggende sognegård. Og fremfor alt gensyn med den store familie, som Mary efterlader sig. Mine fætre og alle de aftryk, de har sat i form af store og små mennesker. Faktisk talte den gren af familien i et års tid fem levende generationer. FEM! Med tipoldemor i den ene ende og en lille tipoldetrunte i den anden. Det sker ikke tit. “De fleste opnår kun tre”, funderede Lasse klogt.
Da jeg havde talt færdig med én del af min familie, kørte vi videre til Fyn, hvor vi havde billetter til størstebrors årlige revy. Inden vi stuvede os sammen foran scenen i Borgerhuset i Søndersø, var der et par timers hygge med min egen gren af familien på barndomsgården. Bror og svigerinde, niece og niecemand med deres lækre halvandetårige, som jeg ikke ser så tit.
Revyen var super som altid. Min bror gør det så godt. Blandt andet dukkede han op som Smadremandens Søster fra Søndersø i år igen, med store tænder, gul paryk og nylonknæstrømper. Jeg ville have filmet, men var for fedfingret til, at det lykkedes. Men der er link til filmen fra sidste år her. Han var lige så grim i år. Også i munden.
Søndag besøgte vi min mor på hjemvejen og kiggede blandt andet i gamle fotoalbums. Resten af dagen var jeg helt baldret i hovedet af al den fortid, alle de indtryk og al den familie.
17. juni 2018 | den store bunke |
“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.
I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.
Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.
Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.
Seje piger på græs!
