Af hænde

Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.

Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.

Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.

Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.

Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.

Indtil da slapper jeg lidt af.

Typen med ansigtsbredde

Tykhovedet, sig det bare.

I går var det blodtjek, i dag fik jeg kontrolleret synet, i morgen skal jeg ikke have undersøgt noget. Udover måske at pille lidt næse.

Det primære i dag var, om mine kontaktlinser passer til det syn, jeg har nu om stunder; om de sidder ordentligt, om mine øjne er sunde, den slags. Alt var fint, og det så endda ud til, at vi kan pille noget styrke af begge linser. ’Vi sætter mindre plus på’, udtrykte optikeren sig. Det opfatter jeg som ’mere minus’.

Jeg bruger altid linser og har faktisk ingen brugbare briller. Det viser sig også, at jeg sidst fik lavet briller i 1998, så der er da en grund til, at de ikke rigtigt passer mig længere. Det ville jeg gerne lave om på, og derfor skulle jeg kigge på et stel. Ekspedienten vurderede mit ansigt og sagde ’du har jo en god bredde på dit ansigt’. Hun skyndte sig at forsikre, at dét ikke var dårligt, men at vi så tværtimod skulle blablabla. Faktum er at jeg endte med en model, som jeg ’bærer rigtig, rigtig flot’ …?! Runde, store. Ikke helt som den højhattede med hunden i Fjernsyn for dig, men i den retning.

Og så kom jeg hjem til en buket leveret ved hoveddøren. Fra prins Valentin i Østrig. Heldige mig!

Udpluk #21

  • Klokken 20.57 indløb melding fra de østrigske alper, at nu var man krøbet i køjen efter en lang og god skidag. Jeg ønskede godnat og konstaterede, at så træt bliver man alligevel ikke af at cykle på arbejde og hjem ad en for det meste ligeud viborgensisk cykelsti, selv om det var for første gang i månedsvis.
  • Man kunne ellers godt forestille sig, at jeg var træt efter dagens blodtab. Jeg var nemlig i blodbanken for at … ja, give blod og pudse glorien. Det var tapning nummer 50. I hvert fald er det det antal, der er registreret. Jeg startede som donor i Aarhus tilbage i midtfirserne og gav blod et antal gange, som ikke blev registreret digitalt. Så flyttede jeg til Nykøbing Mors og siden til Viborg, og undervejs fik jeg tre børn, hvorfor jeg naturligvis gik i donordvale i en årrække. Da jeg i ’99 startede som donor i Viborg, sjussede vi os frem til, hvor mange tapninger vi skulle registrere, og så ramte jeg altså 50 i dag.
  • Jubilæumstapningen udløste ekstra tak, flag på sidebordet og en fritvalgsgave. Jeg valgte et tæppe af alpakauld, meget fint, meget lunt. Glorien fik jeg også med. Og en brikjuice og et lille kvadrat Ritter Sport som sædvanligt. En med cornflakes, kom jeg til at tage. Jeg blev også tilbudt en guldnål med bloddråbe, som jeg dog sagde tak, men nej tak til. Har allerede en 25 gangs-nål et sted.
  • Det er fordi jeg er så blodfattig, jeg har slået mig ned i sofaen med rødvin og saltmandler. For at genoprette et eller andet.
  • I øvrigt har jeg konstateret, at det var en god ide at stoppe lytningen af Carlos Ruiz Zafóns Åndernes labyrint for nogle måneder siden og genoptage den senere. Jeg startede på den lige efter at have lyttet til Jesper Christensens oplæsning af Harry Potter i omkring 130 timer. Han var smør for ørerne, ren vellyd, og det kan INGEN oplæser komme efter. Ham der indlæser Zafón kunne i hvert fald ikke. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig og opgav efter nogle timer. Siden har jeg lyttet – og gennemført – en række andre romaner, og nu har jeg vovet at tage den op igen. Faktisk lige efter at have forsøgt med en indspilning af Michel Houellebecqs Underkastelse, som var ENDNU værre (undskyld, indlæser!). Denne gang holder Åndernes labyrint. Jeg startede forfra og kunne intet huske af, hvad jeg havde hørt af den tidligere. Men nu formår jeg at høre efter, og bogen er indtil videre god.
  • Nå, nu begynder alpesyndromet alligevel at nappe mig i haserne. Men jeg skal altså lige se Natholdet og drikke op.

Rund er også en form

I dag var der audition og udtagelse af seks nye kokke til Danmarks Cateringlandshold, der skal træne fra nu af og frem til OL i Stuttgart i februar næste år. Sammen med fem ’gamle’ kokke på holdet kommer de til at lægge en masse arbejdstimer i træningen det næste år. Det foregår i weekender, for de har alle sammen fuldtidsjobs i kantiner rundt omkring i landet. Vi er nogle, der er tilpasse med, at træningen foregår i fritiden, for landstræner og Team Manager for holdet, Lars Brynjulf Nielsen, er til daglig kantineleder på min arbejdsplads. Køkkenholdet serverer hver dag helt fantastisk mad for mig og alle mine kolleger. Jeg kan lide alt ved frokost.

Måske så I Lars i Go’Morgen Danmark i formiddags. Det var også ham der underviste os, da min afdeling havde et kokkeskolearrangement i kantinen i efteråret. Han er cool.

Jeg SIGER ikke, at det er Lars’ skyld, at følgende skete: I aftes, da jeg havde tjans på Paletten til Laura Mo (som i øvrigt var fuldstændig fantastisk!), kiggede en – muligvis beruset og ikke på arbejde – frivilligkollega muntert op og ned ad mig og spurgte: “Birgitte, hvordan kan det være, at du er blevet sådan lidt … pæreformet?”. Jeg SIGER ikke, at skylden kan placeres andre steder end hos mig selv, men det VILLE være rart at kunne klandre nogen for, at jeg i hvert fald ikke har tabt mig.

Ting der gik godt og ting der gik mindre godt

Jeg har skøjtet rundt i en evighed på siden for forestående flyrejse til London for at checke et enkelt stykke bagage ind. Den ene vej gik det godt. Smådyrt, men acceptabelt. Kom i tanker om, at kufferten skal med hjem igen. Systemet kvitterede med en bekræftelse på 210 GBP. Det er alligevel meget for en kuffert.

Gik frisk videre på en anden hjemmeside for at booke transport fra lufthavn til hotel og tilbage igen nogle dage senere. Nåede gennem hele proceduren og blev afvist, da jeg nåede til Confirm. Så det gik ikke.

Surfede videre for at finde sommerovernatning i Amsterdam til min familieflok. Endte med at betragte det som indledende research.

Gik en lang tur i skoven med veninde og hund. Dét gik godt.

Valgvirvar

Jeg har kysset og vinket farvel. Det sidste, jeg så til resten af husstanden, var røde baglygter for et par timer tid siden, da bilen trillede hen ad villavejen mod østrigske pister. Jeg har ikke ferie, og jeg er ikke misundelig. Tværtimod under jeg af hele mit hjerte far og datter en lykkelig uge med ligesindede bedstevenner og glæder mig over min egen placering hjemme. Det der alpinskidt er ikke mig.

“Hvad skal du så lave?”, er jeg blevet spurgt. Ja, jeg skal arbejde, som jeg plejer, og spare mine feriedage til noget, jeg synes er sjovt. Og så skal jeg …

Ja, som det allerførste skulle jeg åbenbart rammes af den uendelige mængde valgmuligheder, jeg har. Der gik nøjagtigt fem minutter efter, at de var kørt, før jeg var i vildrede over, hvad jeg skulle give mig til i aften. Se det afsnit af Årgang 0, jeg ikke fik set i tirsdags, skrive, læse, lytte bog, rydde op, stryge, ajourføre budget, drikke vin, planlægge vores London-getaway næste måned, kigge på sommerferiemuligheder, ryste puderne i sofaen, pille den udslukte lyskæde af troldhasselgrenene i den store vase, vikle mig i tæpper i sofaen og stirre huller i luften eller noget helt femtende.

De store linjer er udstukket. Jeg har sikret madforsyningen i de kommende dage og lovet mig væk til flere arrangementer. Grundlæggende glæder jeg mig til at brede armene ud og svinge rundt uden at komme til at ramme nogen. Det sker ikke så tit, og netop forskellen fra hverdagen er dejlig en gang imellem.

Det er bare lige i aften, jeg vimser rundt om mig selv i små cirkler. Det er bare en fase, og nu startede jeg så med dette her, og så tror jeg da egentlig, der er vinsjatter, der skal drikkes. Der er jo kun mig til det.

Arhmen…!!

Det her indlæg skulle være postet i forgårs, men så kom der et servernedbrud i vejen. Oven i. Så jeg kunne ikke engang skrige min frustration ud over læserne. Her kommer det.

Lad mig slå to ting fast med det samme.

Den første er, at jeg er virkelig, virkelig, virkelig dårlig til at håndtere, når min computer driller – jeg panikker straks over, at den måske aldrig kommer til at virke igen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den på ret køl igen.

Den anden er, at jeg har en kæreste, der er virkelig, virkelig, virkelig god til at håndtere computeren – og mig – når det sker.

Nu bliver jeg lidt fagnørdet, og undskyld for dét. Skøjt eventuelt hurtigt hen over nørdedelen og nå frem til essensen. Den korte version af en lang historie er, at vi i mere end et halvt år har arbejdet på et stort fælles projekt (jeg fortalte om det her), og forleden, da jeg sad med det, havde jeg pludselig mistet alle skrifter i hoveddokumentet. En genstart af programmet gjorde ikke noget bedre, en genstart af computeren heller ikke. Det samme med opdatering af programmet og senere styresystemet. Det var kritisk af mange grunde, men især fordi vi er så tæt på at afslutte omtalte projekt – og jeg var med ét smækket ude af maskinrummet.

Her er det, min bedre halvdel (i dette tilfælde virkelig, virkelig meget bedre) træder i karakter. Han har i det sidste halvandet døgn googlet, undersøgt, tilbagerullet, installeret ny harddisk, geninstalleret, synkroniseret, kodet og afkodet. Og samtidig håndteret mig, der ikke tør tro på, at det nogensinde kommer til at virke igen.

Til dem, der står med løftet pegefinger og messer ’Backup, backup, backup!’: Der findes skam både backup og sikkerhedskopier. Men det tager tid at rette op på en uforsigtig systemopdatering, OG man skal vide, hvad man skal gøre.

I dag sendte jeg mig selv ud af huset for at give ham fred. Inden da havde jeg både støvsuget hele huset og gjort rent i badeværelserne. Jeg gik, og jeg gik, og jeg gik. Der var fred, og det var pænt.

Kæft, jeg har været frustreret. Og afmægtig. Og irriterende, tror jeg. Ingen af os havde tænkt, weekenden skulle se sådan ud. Maskineriet er stadig i gang med at synkronisere absurd mange filer, og det er for tidligt at sige endeligt, om det oprindelige problem er elimineret. Lad os krydse fingre.

Nå. Men. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig god til så meget andet.

EFTERSKRIFT. Nu er det blevet tirsdag, og min fil og mit system fungerer, vurderer jeg forsigtigt. Jeg træder stadig uendeligt varsomt. Det ser ud til, at det var én korrupt skrift, der spredte gift i motorrummet og kortsluttede kredsløbet. Den er uskadeliggjort nu. Måske har Den Store Gennemgribende Renselse ikke været nødvendig, men somme tider er vejen til ondets rod kringlet og smertefuld. Man véd først bagefter.

Men pyyh!

 

Mus forbi

Måske sidder der læsere ude i landet, som ikke har sovet godt i flere uger, fordi de spekulerer på, hvordan det så gik med den der mus. Fik vi den? Huserer den endnu? Er jeg stadig udelukket fra tøj og tasker? Ubesvarede spørgsmål er der nok af, og jeg tager helt på min kappe, at de stadig er … ubesvarede.

Om lidt ved I det.

Vi fik den. En dag lå den død derinde på gulvet. Det var modige mig, der opdagede det. Jeg lindede akkurat så meget på døren, at mit ene øje kunne arbejde, og så så jeg den. Jeg lukkede døren igen og skrev en oplysende besked til Morten om, hvilken opgave der ventede ham, når han kom hjem.

Jeg har hørt, at den foretog sin videre rejse i en blå plastikhandske.

Så ja. Jeg har indtaget mit pulterrum igen. Næsten. Vi ved jo ikke, om musen har familie.

Tak for brevet, tror jeg

Kommunen har sendt mig digital post. Jeg forstår mit navn og rådhusets åbningstider.

Brevet lægger hårdt ud med overskriften “Årsopgørelse af lån til betaling af stigninger i grundskylden”. Jeg kender alle ordene, men er ikke i stand til at foretage en meningsfuld afkodning. Nederst er der anført et beløb på 203 kroner og 82 øre. Jeg har ingen anelse, om det er penge, jeg skal modtage, betale, har haft eller nogensinde vil få.

Men vi blev enige om, at hvis vi skylder nogen noget, har samme nogen nok snablen så meget nede i vores kasse, at de bare kan tage dem selv.

Jeg er voksen. Jeg ejer et hus.

Er det klogt?

Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.