Vi er de formørkede julenaboer

Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.

Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.

I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.

Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.

Les Tuileries d’Affiac, 1984

Et tilfældigt sammentræf sendte mig her i aften 35 år tilbage i tiden.

Morten er i gang med en arbejdsopgave, der blandt andet består i at køre rundt i Jylland og lave videointerviews med en række projektledere indenfor et specifikt område. Han fortalte om dagens oplevelser og de kommende dages aftaler. På mandag skal han mødes med en biologfyr, som jeg i sommeren 1984 tilbragte et par dage med i et hus i Sydfrankrig. Denne er nært beslægtet med en kendt, dansk musiker, og netop det faktum var årsagen til, at Morten og jeg sporede os ind på forbindelsen. Verden er sommetider virkelig lille.

Det var ikke bare mig og biologen, der var på ferie i Frankrig. Faktisk kendte jeg ham slet ikke i forvejen. Omstændighederne var, at vi var 10 unge fra Århus (det var dengang det blev stavet med bolle-å) og København, der havde lejet et stort, gammelt skrummel af et hus i Sydfrankrig, omkring 25 km nordøst for Carcassonne, som jeg husker det. Vi var studerende, i 20’erne, og jeg kan ikke huske præcis, hvem der egentlig havde fået dét der hus op under neglene, men det var noget med nogen, der kendte nogen, der kendte de danskere, der ejede det og var i gang med at sætte det i stand. I hvert fald var det kæmpestort, langt ude på landet og rørende billigt at leje. 6000 kroner for tre uger. Fordelt på ti mennesker, hva’beha’r! Det var også billigt i 1984. Læg dertil en interrailbillet og vores cykler, som vi sendte i forvejen som rejsegods og transporterede os rundt på i tre lange, dovne augustuger. Den ferie havde alt! Skønne rejsefæller, en fast base som udgangspunkt for ture ud, fælles måltider, leg og brætspil, byfest og masser af vin.

Vi havde alle sammen givet adressen til vores andre venner og opfordret dem til at komme forbi, hvis de kom på de kanter. Det var der faktisk en 10-11 stykker, der gjorde i løbet af de tre uger. Vi havde ekstra madrasser, tallerkener og vin nok og altid plads til gæster. Den senere biolog var en af dem, der kom forbi på sin interrailtur sammen med kæresten og blev hængende et par dage. Vi kaldte ham Musen, fordi hans kæreste kaldte ham det, og det er sådan, jeg i dag vil kunne få mine rejsefæller til at huske ham. Han hedder selvfølgelig noget andet, nemlig det navn, der nu – helt mærkeligt – står noteret i min og Mortens fælleskalender.

Jeg har aldrig mødt ham siden, men jeg har billeder af ham i mit fotoalbum fra dengang. Og nu har Morten også set fotos af ham forud for deres møde på mandag. Han skal dog nok ikke forvente det samme Playmobil-hår og sorte firserskæg som Musen bar i 80’erne.

Jeg er jo heller ikke længere den sprøde 25-årige med brunt hår og batikfarvet militærskjorte, der havde en fest med rejsekammeraterne i nattoget til Paris.

De efterlod os alt

I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.

Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.

Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.

Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.

Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.

Læs den, synes jeg.

På hovedet langt og længe væk

Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.

Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.

Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.

Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.

Gisp

Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?

Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.

Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.

Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.

I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.

Det var lige før, jeg groede en lille glorie.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.

Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.

Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .

Jeg tog med.

Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?

Ti ting at huske

Der er lige nu ti punkter på min huskenote på telefonen. Der har jeg en dynamisk liste, som jeg hele tiden opdaterer ved at påføre nye ting, jeg skal huske, og slette dem, jeg har håndteret. Noget står der i kort tid, det kan for eksempel være ’Købe ind’, andet kan være på listen i lang tid, for det måske bare er projekter, jeg gerne ville tage mig af, men godt ved jeg aldrig får gjort noget ved. ’Skure bruseniche’ kunne være et eksempel på den kategori.

Aktuelt har jeg disse kort- og langsigtede planer:

• Tjekke andre shorts
Det bliver snart. Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe et par zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Og bruge dem på noget andet.

• Ekstra neglelak
Det bliver muligvis i aften. Vi skal til fest i morgen. Nuværende neglelak er ikke slidt nok til at tage helt af og lægge nyt på. Løsningen er et friskt, ekstra lag oven på eksisterende. Jeg glemmer det, hvis jeg ikke skriver det ned.

• Pakker til Marketing
Fordi vi igen i år har decemberpakkespil i afdelingen på arbejde og inden december skal komme med to pakker til spillet. Min hjemkomst fra ferie kommer i karambolage med afleveringsfristen, så jeg skal have gjort noget på forhånd.

• Vinterdæk
Det skal vi jo. Snart. Vi har to biler, vi har dæk, vi har donkraft, og vi har kobberfedt. Hvad vi har mindre af, er tid til at få det gjort. Vi skal til fest, og vi skal købe udstyr til Mellemamerikaferie. Men altså. Vi skal jo. Måske i morgen. Eller søndag.

• Flytte egne ting i sykasse
Fordi jeg arvede min mors sykasse, som har været i hjemmet al den tid, jeg kan huske, og jeg har tilbragt mange timer som lille pige med at kigge på alle de ting, der var i den. Min plan er at rydde op i gamle knappenåle, trådruller, lynlåse, stoppegarn, fingerbøl og alt muligt andet og putte mine egne syting i kassen, så den kan komme til ære og værdighed igen.

• Rydde op i værksted
Jeg var godt i gang for halvandet år siden, men så skulle vi have skiftet rør, og så gik det i stå. Men nu skal der være orden. Hylder er savet til og venter bare på, at jeg går i gang med at indrette og lave indlysende systemer i reolerne. Når der kommer en af de lange vinterweekenddage, hvor vejret er til indesysler, og jeg ikke skal andet. Og har lyst.

• Hente kageskål i Aarhus
Fordi vi har sat noget af min mors porcelæn til salg. Det befinder sig hos min bror på Fyn, bortset fra en småkageskål, som jeg har solgt her i Viborg, og som bror nu har bragt til min niece i Aarhus – hvor jeg skal have den hentet, så jeg kan levere til køber. Det bliver, når det bliver.

• Sortere billeder
Det bliver aldrig. Alle de digitale billeder, som ligger på en harddisk og bare er navngivet med dato. Jeg ville godt have dem katalogiseret lidt bedre. Men der er fotos fra adskillige ÅR. Det bliver aldrig…

• Slå græs i Teglmarken
Fik ikke klippet græsset i slutningen af sæsonen, fordi der var en del med min mor, og fordi det regnede. Nu er det muligvis lidt sent på året at slå græs. Men punktet må blive stående, for jeg har jo ikke gjort det.

• Grave kolonihaven
Endnu en opgave jeg ikke har fået håndteret på grund af de seneste måneders andre gøremål. Og regn. Men det er egentlig ikke anderledes end hvert eneste år. Så punktet bliver stående. Nederst hvor det hører til.

Udpluk #26

 

  • Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
  • Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
  • Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
  • Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
  • Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
  • I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
  • Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
  • Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?

Syltede, grønne tomater

Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.

Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.

Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.

Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.

Efterladte ord

Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.

Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.

For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.

Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.

Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.