Hashtag ind i loopet

Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.

I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.

“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.

Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.

Strikkestræk

En af de gamle dyder, strikning, er blevet populær igen. Det har den for så vidt været længe, jeg oplever bare, at det er en støt voksende trend, som alle aldersgrupper har taget til sig. De unge kvinder i min familie er også i gang, og nogle af dem er startet helt fra bunden og har lært sig det gennem digitale tutorials og facetime-konsultationer med deres mor. De startede med firkantede karklude og enkle halstørklæder og er fortsat med forholdsvist avanceret strik til dem selv og omgangskredsens babyer.
“Skal du ikke strikke noget, mor?”, har min datter spurgt flere gange, når hun begejstret vandt nyt land, mens jeg stadig sad og dimsede med mine elektroniske gadgets. Men jeg lader mig ikke sådan diktere, og det skal munde ud i noget brugbart – jeg gider ikke bare strikke formålsløst og for at få tiden til at gå. Og på det tidspunkt havde jeg ikke noget behov for hjemmestrik.
Jeg har strikket virkelig meget i mit liv. I den landbokultur, hvor jeg voksede op, gjorde vi den slags. Mor og mormor strikkede, hæklede, syede og broderede, og jeg lærte det fra helt lille. Jeg var seks år, da jeg blev medlem af en strikkeklub. Der var langt mellem legekammeraterne på landet, og man tog dem, der var. Jeg kan stadig genkalde mig, hvor smigret og stolt jeg var, da Bodil fra Hedengaard, som var 13 år, og Alfreds Else på ni spurgte, om jeg ville være med i deres strikkeklub. Så sad vi tre der på Elses loftsværelse med skråvægge og nørklede. Jeg kan ikke huske, hvad de store piger strikkede, men jeg strikkede et halstørklæde til min bamse. Ti masker retstrikning frem og tilbage i blåt garn.
Siden har jeg strikket flere mere ambitiøse halstørklæder, mange, mange sweatre og sokker til mig selv og alle, der ville have, og også til nogle, der ikke havde ønsket sig det. Jeg har også syet, hæklet og broderet. Og så har der været en meget lang periode, hvor jeg ikke har lavet den slags håndarbejde.
Mine jævnaldrende veninder strikker igen, men jeg har så altså ikke taget den. Endnu.
For nylig blev jeg opmærksom på en lokal strikkecafé. Et mødested, hvor man kan komme en aften om ugen og sidde sammen om strik, snak og en forfriskning. Det er meget uforpligtende, man behøver faktisk ikke noget håndarbejde, man må gerne bare være der, og man behøver ikke engang at komme til tiden, siger Rikke, der arrangerer det. Men det er en mulighed for et hyggeligt, socialt samvær og en anledning til at snakke med nogle andre, end man plejer.
Den mulighed bestemte jeg mig for at gribe, og så måtte jeg have et strikketøj med som adgangsbillet. Så kunne jeg både vurdere, om selskabet var noget for mig, og om jeg skulle tage strikning op igen. Jeg gravede dybt i den garnkurv, som jeg trods alt har bragt med mig gennem hele livet, og fandt alle strømpegarnsresterne frem. Mange rester, mange farver, mange minder om hvem der fik de sokker, der gav de pågældende rester. Heldigvis var der en del garn i samme kvalitet og tykkelse, og heldigvis var der stadig strikkepinde i depotet, efter at datter og svigerdatter har været der.
Så jeg drog til strikkecafe med åbent sind og en pose meget spraglet garn. Det blev en hyggelig aften og måske en ny tradition. Jeg strikkede en halv sok og gjorde mig klog på en hel del. Mon ikke jeg kommer igen.
Siden har jeg strikket sokkerne færdige. De blev sære og meget halvfjerdseragtige i farvesætningen, men det var hvad der kunne blive til, og de kan blive et par dejlige gæstesokker. Selv vil jeg i hvert fald ikke gå med dem.
Men nu er jeg i gang.
Og så skal jeg jo have et nyt projekt …

Udpluk #30

 

  • “Gamle mennesker bruger ikke græs til noget”, sagde min datter. Måske sagde hun “voksne mennesker”, men hun er selv voksen, så hun har sikkert sagt “gamle”. Jeg har funderet en del over påstanden. Husker børn, der leger og spiller bold på græsplæner, pjasker i badebassiner, teenagere der solbader. Og tænker på mig selv, der ganske rigtigt ikke bruger græsset til ret meget andet end at slå det. Men det er omvendt en lille vedligeholdelsesindsats i forhold til lugning af flere terrassefliser og blomsterbede.
  • Jeg har haft første arbejdsdag efter tre ugers ferie. Det gik godt. Jeg kunne næsten huske hvad man gør, når man er på arbejde. Det faldt sammen med det halvårlige kickoff på firmaets store inhouse-messe, som giver en ekstra lang dag. Klokken var næsten 20, inden jeg var hjemme. Og så var det mørkt kort tid efter …
  • Lyse nætter er tilsyneladende ovre.
  • Varme nætter fortsætter lidt endnu, lader det til.
  • Åben terrassedør ud til aftenmørket og en kølende vind er også kommet for at blive nogle dage. Aftener.
  • Tilbage til første punkt.
  • Jeg bruger nu også græsplænen til at gribe alle de æbler, der falder ned fra æbletræet. Det bugner af æbler i år. Det er en velsmagende sort, men desværre er træet ikke ret dygtigt til at lave dem pæne. De bliver knortede eller rådner og er fyldt med insekthuller. De egner sig bedst til at skære de bedste dele i tern på morgentykmælken eller koge til grød og mos til fryseren. Det sidste får jeg bare ikke brugt. Der er åbent for pluk-selv-afhentning, hvis nogen trænger. Alternativt kommer jeg bare til at bruge en masse tid og energi på at fjerne nedfaldet fra græsplænen, inden jeg kan slå den.
  • Overskriften på dette indlæg kunne faktisk lige så godt have været Selvpluk.
Udgivet i Udpluk - Tagget med , , , - 2 kommentarer.

Rigspolitimesteren, altså! Igen!

Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.

Det gjorde jeg senest i april.

Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.

Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.

Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.

Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.

Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.

Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.

På plads på ARoS

I februar mødtes jeg med et kunstmenneske på ARoS for at give et billede til museet. Min bror havde haft maleriet hængende på sin væg i årtier og havde angivet på bagsiden, at det efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det ønske efterkom vi, og på ARoS, som byens kunstmuseum i mellemtiden er kommet til at hedde, var de begejstrede over donationen. De har flere skilderier af kunstneren, Peder Holm, og et mere ville skabe en fin symmetri i samlingen. Ved overdragelsen aftalte vi, at min brors navn ville komme til at stå på infoskiltet ved maleriet.

Forårets nedlukning af alting har forhindret os i at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Til gengæld har de jo så haft rigelig tid til at få det hængt op og printe et passende kort.

Nu har vi været der. Og alting er som det skal være. ’Aarhus set fra nord’ hænger sammen med sine fæller, og det ser ganske enkelt rigtig fint ud. Motivet på de to til venstre er byen set fra syd, og de to til højre fra nord. Eriks billede er det øverste til højre – endda i den originale ramme, og jeg stod simpelt hen og blev så glad over at se det, over at maleriet er kommet derhen, hvor han ønskede. Det ville han også have været.

Det hænger på ARoS’ øverste etage i guldaldersamlingen, som ikke længere hedder guldalder, men Human Nature. Når du kommer ind i udstillingen, går du til venstre, så langt du kan komme, og så hænger de fire små perler helt inde i hjørnet. Og hvis du strenger øjnene an, kan du også læse skiltet.

Flødeboller med betydning

“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.

Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.

Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.

For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.

At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:

Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.

Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.

Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!

Birk til bryg i Thy

“Vi skal med folk fra Thisted Bryghus på tur i klitplantagen i morgen og plukke birkeblade til deres bryg. Har du lyst til at komme med?”, skrev min veninde fredag aften.

Det lød så tilpas mærkeligt, at jeg ikke behøvede at betænke mig ret længe, inden jeg slog til.

Meget tidligt næste morgen kørte jeg nordvestpå, spændt på hvad dagen bragte, om der lå gode historier gemt i Thy.

Det gjorde der, og det blev en rigtig dejlig dag. Omkring 25 frivillige og folk fra bryghuset mødtes til morgenkaffe på Thisted Bryghus og drog derefter ud på “et hemmeligt sted” i plantagen, hvor der skulle plukkes 125 kg birkeblade til den kommende produktion af specialøllene Cold Hawaii og Thagaard, der brygges helt uden humle, men med naturens lokale råvarer.

Det var bagende varmt, men let at finde skygge i skoven under arbejdet. Vi fordelte os rundt omkring, og når spanden var fyldt, blev høsten vejet og fyldt i sække. En godt stampet spand rummer 2-3 kg, hvis nogen skulle spørge. Svaret på et andet muligt påtrængende spørgsmål er, at birketræerne ikke tager skade.

Der var vand og øl ad libitum til arbejdet, og forbavsende hurtigt – i løbet af et par timer – var kvoten faktisk plukket. Så var der smørrebrød, mere vand, mere øl og røverhistorier i en endnu større mængde ved et langt frokostbord under skyggende parasoller, inden vi kørte tilbage til bryghuset.

Her blev de 25 sække sænket i hver sin plastikspand med 40 % sprit, hvor de skal trække i nogle måneder og afgive saft og kraft, inden de anvendes i produktionen. Af den portion birkeblade, vi plukkede i går, bliver der jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-tusind flasker øl, som er færdige sent på efteråret.

Thagaard ser sådan ud. Smagen er frisk og dejlig helt uden bitterhed, og jeg kan lide den. De kalder den en kvindeøl, og det er sikkert rigtigt. Det er fraværet af humle, der gør det.

Og fra november glæder jeg mig til de øl, jeg nu synes jeg har en lille part i.

Status på fugleriet

Man kan ikke se det på billedet, og da jeg fotograferede, holdt forældrefuglene sig endda helt ude af fokus. De sidder ellers tit på toppen af lågen med myrer eller insekter i næbbet og venter på, at makkeren kommer ud af hullet, så der er plads til at flyve næste ret ind.

For der er unger i kassen. Vi kan høre det, når mutter eller fatter viser sig i døråbningen med godbidder. Så galper de op derinde og råber “Mig! Mig! Mig! Mig!”, og de sidste dage har de fået betydeligt mere volumen. For bare få dage siden hørtes de kun som en ubetydelig summen derinde, som atmosfæriske forstyrrelser i et radiosignal. Men nu! Vi er faktisk lidt glade for, at vi har soveværelse i den anden ende af huset.

Skovspurve er det. Og de voksne fugle har travlt. Fra tidlig morgen til sen aften flyver de i pendulfart mellem æbletræet, hækken og redekassen for at mætte de sultne rollinger, som vi kan høre, men ikke se. Vi ved ikke, hvor mange der er, hvor store de er, hvor grimme de er, hvor lang tid det tager at opfostre et kuld og sende dem ud på egne vinger.

Men fugleforældrene gør ALT hvad de kan. Og der er rig lejlighed til at blive klog på fugleliv for tiden.

Det er ret hyggeligt.

Udpluk #29

  • Rabarber! Dét savner jeg. Og sender en lille vemodig tanke til den blok rabarber, der sikkert lige nu eksploderer i vores gamle kolonihave.
  • Ellers savner jeg ikke noget derfra, og det er dejligt.
  • Fem ugers hjemmearbejde og allerede tre uger fysisk tilbage på arbejdspladsen. Det er vildt, som tiden går.
  • Jeg havde lige nået at tænke, det måske snart var tid til en frisørtid, da det hele lukkede ned. Frisørerne har haft åbent i to uger nu, men jeg har stadig ikke fået bestilt tid. Har åbenbart bare ræsonneret, at der nok er så lang ventetid hos frisøren, at det ikke kan betale sig at ringe… Hvad tror jeg egentlig? At frisøren ringer til mig og spørger, om jeg ikke snart skal klippes?
  • Det er aftenen før Store Bededag. Folk jubler over deres varme hveder. Ikke jeg. Det er jo bare søde, hvide boller med smør…? Come on!
  • Til aftensmaden tilberedte jeg steaks af okseinderlår uden at stege dem totalt ihjel, måske for første gang. Og jeg lavede sovs, der faktisk smagte godt – og ikke bare af tam fløde.
  • Jeg har også pudset sølvtøj. Wuhu!
  • En forlænget weekend forude. Tre herlige fridage. Jeg skal blandt andet have væltet en hæk. Måske undersøge, om min bil stadig er hvid inde under alt skidtet. Der står faktisk 12 punkter på min to do-liste. Halvdelen af dem er helt uinteressante og skal ikke regne med at blive streget foreløbig.

Costa Rica-karantæne

Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.

Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.

I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.

Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.

Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.

De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.