Støv for alle pengene

Støv for alle pengene er titlen på en dansk film fra 1963 med blandt andre Dirch Passer. Den skabte mig et tidligt biograftraume, så jeg længe efter blev passet hos mormor og morfar, når resten af familien kørte til Otterup Kino for at lade sig underholde af tidens folkekomedier. Jeg skulle ikke! Der var noget med en flyvemaskine, der faldt ned i en lade, meget forskrækkeligt. Jeg var fire år og forstod ikke den del af underholdningen. Alle parter har sikkert haft fordel af den efterfølgende pasningsordning; mine forældre og ældre brødre kunne nyde biografturen i fred, mormor og morfar fik fornøjelsen af et enkelt barnebarn, og jeg fik udelt opmærksomhed. I øvrigt er jeg kommet mig over traumet.

Tilbage til nutiden. Vi har også støv for alle pengene i denne påske. Dagene går ret ens. Vi bryder ned, rydder op, kører affald væk, om aftenen laver jeg tarte flambé, og så ser vi fjernsyn i sengen, inden vi vælter om på skjoldet og sover. Næste dag det samme med ganske få afvigelser. Det er egentlig ganske rart.

De første dage havde vi hjælp af vores unge, som havde sjov med helt lovlige ødelæggelser. Det er sandelig også lykkedes mig at lægge nogle timers arbejde i kolonihaven, hvor jeg har lagt to sorter kartofler, sat fire slags løg og sået fire typer salat. Der var i øvrigt også støvet.

Vi er godt med alle steder. Jeg vil ikke sige, det begynder at ligne noget, for det gør det ikke. Billederne taler for sig selv.

Men det går planmæssigt, og bagefter bliver det godt.

God påske til jer, der både har sofa og fri.

Præcisionsplacering

Sådan en chauffør, der kommer med en container, ved altså, hvad han har med at gøre. Jeg har den dybeste respekt for den slags beherskelse af store kræfter. Han kørte kæmpelastbilen ned ad vores lille vej, iførte sig et overdimensioneret buschaufførbælte med en række knapper og joysticks, slog fire potente støttefødder ud, vækkede kranen til live og lod den folde sig ud som en drage, der løftede containeren af ladet, og styrede den med millimeterpræcision vinkelret ind på plads ved siden af carporten.

Bagefter foldede han sin lastbil sammen igen og lagde dragen til slummer. Bakkede hele vejen ud (respekt!), og nu står containeren så fint derovre, klar til indbo, habengut og det løse. Tak til naboen for udlån af pladsen, i øvrigt.

Jeg er gået i gang med at pakke ned, og jeg har pakket over 4 kilometer i dag. Jeg har kun været inde i huset, bortset et smut ovre at kigge ind i containeren og ude at tømme en grøntsagsspand i kompostbeholderen. Det var måske de 0,2, og resten har været pakkeri. Det viser sig således, at det giver mange flere skridt at pakke i kasser end at grave have. Så ved vi det.

Og hvorfor var det nu, alt det her bøvleri med kasser, container og campingvogn? Jo, fordi rør.

Undtagelsestilstand

Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.

Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.

Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…

Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.

Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.

I mit vindue.

Reception i Fjand, bogen om Illeborg

Vi har været til bogreception i Fjand i dag, og sikke en dag. Det var det allerdejligste solskinsvejr at præsentere resultatet af flere års arbejde i. Bogen hedder “Bønder og badegæster” og handler om gården Illeborg i Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland. Forfatteren er Mikael Bramsen, og i dag samlede han 30-40 mennesker, som har bidraget til den på den ene eller den anden måde, til en virkelig, virkelig fin eftermiddag på Illeborg. Morten og jeg har blandt andet bidraget med den grafiske opsætning, derfor var vi med. Jeg har skrevet lidt om vores del af det, her og her, men ventet med at råbe min begejstring over det færdige resultat ud mod alle verdenshjørner, til barnet var helt officielt.

Og det er det nu. Der var tale og tak i klaverstuen, alle var begejstrede og bevægede, og der var åbent hus, traktement og summende snak rundt i gårdens stuer.

Hvordan fortæller man – kort, hvad der gemmer sig i en bog på 264 sider med mere end 450 billeder? Det havde vi brug for at gøre i en anden sammenhæng, og det gjorde jeg sådan:

Badehotellets” fiktive univers findes i virkeligheden

Danmarks badehoteller havde deres storhedstid i starten af 1900-tallet, hvor det var forbeholdt de økonomisk mest velstillede borgere at holde ferie ved havet. I disse år søger mange tilbage til denne ferieform, og derfor er TV-serien “Badehotellet” blevet så stor en succes.

Seriens ferienostalgi afspejler en tidsånd, som de fleste kun kender fra TV2’s populære fiktion. Men ved den jyske vestkyst findes et sted, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det er dette sted, Mikael Bramsens bog “Bønder og Badegæster” handler om.

Illeborg er en strandingsgård i Fjand, på kanten af Vesterhavet. Fiskeri, strandingsgods og landbrug udgjorde en hård og beskeden levevej for Illeborgs beboere, familien Græm.

I 1919 kom Mikael Bramsens bedsteforældre, et direktørpar fra hovedstaden, til egnen på badeferie og blev indkvarteret i strandingsstuerne på Illeborg, fordi der var optaget på badehotellet i Bjerghuse. Det blev starten på et livslangt venskab mellem to meget forskellige familier og kulturer, de københavnske bedsteborgere og de fattige vestjyske bønder. Familien Bramsen fortsatte, i alle ferier i skiftende årstider, med at komme tilbage til gården i Fjand.

Mikael Bramsen, der ejer og bor på Illeborg i dag, fortæller gårdens og egnens historie, om de barske levevilkår i en fattig egn i Vestjylland. Samtidig er bogen en slægtsfortælling om hundrede års tilknytning og kærlighed til vestkysten og gården Illeborg i Fjand.

Så altså, bogen er både en fortælling om selve gården og om de mennesker, den har rummet gennem tiden. Et udvidet familiealbum, kan man sige.

Jeg er simpelt hen så pavestolt af den bog. Det er først og fremmest Mikaels værk, men jeg synes virkelig, at alle der var med i dag, skal være stolte.

Louise Bramsen, Mikaels farmor, der kom til Illeborg første gang for hundrede år siden.

Cava på Plaça Reial

Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.

Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.

I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.

Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.

Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.

Så er den gal igen

Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.

Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.

Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.

Hvad skal jeg loade og lytte?

I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.

Min spejlingsteori

Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.

Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.

I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”

Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.

Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.

Venstre, vel at mærke.

Rør. Sagen er …

Der er kommet et midlertidigt anneks på vores matrikel. I morges blev denne fine fætter bakket hele vejen ned ad stikvejen og svinget behændigt ind ved siden af skur og carport. Jeg var taget af sted, da den ankom, men jeg ville være gået på røven i benovelse over bakkeriet. Folk der gør sig umage og folk der kan bakke med trailer er nok det, jeg beundrer mest. Og så med campingvogn!

Vi har lånt den af velvillige venner, og om nogle uger bliver vognen vores eksil, når vi skal have skiftet husets rør.

Sagen startede for mere end et år siden, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at I gerne vil kende hele historien. Jeg har skrevet lidt her, lige da lækken var opdaget, og her, da vi endelig fik stoppet vandmasserne i at fosse ud i undergrunden. Det skete desværre først en måned efter, at vi anmeldte skaden, fordi parterne talte forbi hinanden. Sådan her så det ud, da hullerne blev lokaliseret og det berørte stykke rør udskiftet.

 

Sagen er: I januar 18 blev vi ringet op af vandforsyningen, der rådede os til at få undersøgt, hvorfor vi på ni måneder, siden vi overtog huset, havde brugt 90.000 liter vand mere end normalt for en husstand af vores størrelse. Der blev konstateret en læk, og vi anmeldte skaden til vores ejendomsforsikring. Imidlertid konstaterede VVS’eren også, at der var tale om galvaniserede jernrør, som det blev forbudt at bygge med i 1972. Vores hus er fra 1974 og altså opført med ulovlige rør. Alle rør skulle skiftes, og dermed blev det også en sag for ejerskifteforsikringen.

Helt præcist: Selve skaden og konsekvenserne af den skulle udbedres af ejendomsforsikringen, mens udskiftning af rørene skulle gennem ejerskifteforsikringen. Og sidstnævnte ville i øvrigt kun dække 63 % af dén operation, fordi huset er mere end 24 år gammelt. Surt i sig selv og ret trist for privatøkonomien.

Der var heldigvis ikke nogen konsekvenser (udover en stor ekstraregning fra vandværket) af det underjordiske vandfald, fordi huset ligger på en sanddyne, så det syge stykke rør blev blot skiftet, og alt var godt på den led. Vi lod dog være med at få lukket og lagt nye klinker på entregulvet ud fra den jyske tankegang, at det jo snart skulle brækkes op igen. Det var i februar 18, og siden har vi haft en tilskåret plade liggende over hullet.

Der skete nemlig det, at ejerskifteforsikringsselskabet ville gå efter at få dækket sin del af udgifterne ved at rette sag mod firmaet bag tilstandsrapporten, som ikke havde anført de ulovlige rør. Man kan med det blotte øje se hvilken slags rør det er, der hvor de kommer ind i huset, men det er aldrig anført i tilstandsrapporterne de gange, huset er handlet siden 1974. Ingen har koblet byggetidspunktet med årstallet, hvor galvaniserede jernrør blev bortdømt.

Derfor har vi ventet i mere end et år på, at advokater og sagkyndige og repræsentanter og sekretærer og talsmænd og taksatorer var vigtige og betydningsfulde med dét, og det var som at slå i en dyne, når vi forsøgte at skubbe til processen.

Men NU. Nu har forsikringsselskabet tilsyneladende sikret sine penge, og vi har fået grønt lys til at sætte arbejdet i gang. Tirsdag efter påske rykker VVS og murer ind for at rykke i rør og fræse render i gulve og vægge. Inden da skal vi rydde stuen, pakke alt ned og opmagasinere i en container, det samme med værksted og alle andre berørte rum, også ovenpå hvor der også er et badeværelse, der skal have ny rørføring, samt støvsikre skabe og reoler hvor der er behov for det. Jeg har faktisk ikke helt overblik over det. Men der er lavet en overordnet plan, og den indebærer, at køkkenet ikke skal brækkes op, så vi kan lave mad i det, og det ser ud til, at vi kan have koldt vand i det meste af perioden. Bagefter bliver alt godt, og vi har nye rør og helt nyt stuegulv, hvilket er tiltrængt.

Vi ved ikke hvor længe bøvlet kommer til at vare, og i mellemtiden har vi heldigvis mulighed for at gå i eksil i campingvognen, og vi har tegnet abonnement på varme bade hos forskellige venner – og et gæsteværelse, hvis vi trænger.

Derfor er jeg mægtig glad for, at Henrik er kommet bakkende med vognen.

Og så kommer der nok flere afsnit af watergate-føljetonen.

Karma kom

Min krop er gået i stykker. Overdreven havegravning har gjort mig til en gammel kone. Det er mærkeligt, jeg ikke også er blevet hvidhåret hen over natten. Nej vent … det ER jeg.

Jeg mærkede karma i nat, da jeg skulle vende mig, vågnede og tænkte: Hvordan kommer jeg i gang med dét? Alt, hvad jeg gjorde for at rotere min krop om sin egen akse, gjorde ondt. Det gentog sig tre-fire gange mere i løbet af natten, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har ligget på alle mine fire sider. Højre først, venstre, på maven, venstre igen, en kort overgang på ryggen, fordi der var for langt hele vejen rundt til højre, hvor jeg sluttede af, fordi det i den position ville være nemmest at slukke alarmen, som snart ville vække mig. Jeg ved det, fordi hver eneste bevægelse i løbet af natten var nødt til at være nøje gennemtænkt og orkestreret, for at det gjorde mindst ondt. Normalt sover jeg bare. Jeg lukker øjnene, og så er det morgen. Sådan gør plagede gravekoner altså ikke.

Og ligesom når badmintonsæsonen gik i gang, da jeg var ung, er det altid værst på andendagen.

Jeg kom igennem dagen, mens jeg sad så stille som muligt på min stol på mit arbejde og skrev forsigtige ord sammen. I løbet af dagen grundede jeg over, om en fornyet omgang gravning i eftermiddag, mens vejret stadig var godt, ville have en løsnende eller strammende effekt på mine forpinte balde- og armmuskler. Man ved aldrig, og jeg havde for en sikkerheds skyld taget en pose havetøj med.

Det skader jo ikke at forsøge, satsede jeg på og styrede mod kolonihaven efter fyraften, hvor jeg greb spaden og vendte yderligere nogle kvadratmeter jord. Det gjorde godt nok nas.

Jeg vil faktisk ikke afvise, at det HAR skadet at forsøge. Nu er jeg i sofaen igen. I blødt tøj og i én stilling, som jeg ikke behøver at ændre på, før jeg skal i seng.

Tiden indtil da vil jeg bruge på at planlægge, hvordan jeg griber det an, når jeg skal have mig vendt i nat.

Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!