Status på fugleriet

Man kan ikke se det på billedet, og da jeg fotograferede, holdt forældrefuglene sig endda helt ude af fokus. De sidder ellers tit på toppen af lågen med myrer eller insekter i næbbet og venter på, at makkeren kommer ud af hullet, så der er plads til at flyve næste ret ind.

For der er unger i kassen. Vi kan høre det, når mutter eller fatter viser sig i døråbningen med godbidder. Så galper de op derinde og råber “Mig! Mig! Mig! Mig!”, og de sidste dage har de fået betydeligt mere volumen. For bare få dage siden hørtes de kun som en ubetydelig summen derinde, som atmosfæriske forstyrrelser i et radiosignal. Men nu! Vi er faktisk lidt glade for, at vi har soveværelse i den anden ende af huset.

Skovspurve er det. Og de voksne fugle har travlt. Fra tidlig morgen til sen aften flyver de i pendulfart mellem æbletræet, hækken og redekassen for at mætte de sultne rollinger, som vi kan høre, men ikke se. Vi ved ikke, hvor mange der er, hvor store de er, hvor grimme de er, hvor lang tid det tager at opfostre et kuld og sende dem ud på egne vinger.

Men fugleforældrene gør ALT hvad de kan. Og der er rig lejlighed til at blive klog på fugleliv for tiden.

Det er ret hyggeligt.

Udpluk #29

  • Rabarber! Dét savner jeg. Og sender en lille vemodig tanke til den blok rabarber, der sikkert lige nu eksploderer i vores gamle kolonihave.
  • Ellers savner jeg ikke noget derfra, og det er dejligt.
  • Fem ugers hjemmearbejde og allerede tre uger fysisk tilbage på arbejdspladsen. Det er vildt, som tiden går.
  • Jeg havde lige nået at tænke, det måske snart var tid til en frisørtid, da det hele lukkede ned. Frisørerne har haft åbent i to uger nu, men jeg har stadig ikke fået bestilt tid. Har åbenbart bare ræsonneret, at der nok er så lang ventetid hos frisøren, at det ikke kan betale sig at ringe… Hvad tror jeg egentlig? At frisøren ringer til mig og spørger, om jeg ikke snart skal klippes?
  • Det er aftenen før Store Bededag. Folk jubler over deres varme hveder. Ikke jeg. Det er jo bare søde, hvide boller med smør…? Come on!
  • Til aftensmaden tilberedte jeg steaks af okseinderlår uden at stege dem totalt ihjel, måske for første gang. Og jeg lavede sovs, der faktisk smagte godt – og ikke bare af tam fløde.
  • Jeg har også pudset sølvtøj. Wuhu!
  • En forlænget weekend forude. Tre herlige fridage. Jeg skal blandt andet have væltet en hæk. Måske undersøge, om min bil stadig er hvid inde under alt skidtet. Der står faktisk 12 punkter på min to do-liste. Halvdelen af dem er helt uinteressante og skal ikke regne med at blive streget foreløbig.

Costa Rica-karantæne

Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.

Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.

I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.

Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.

Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.

De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.

Udpluk #28

  • Når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på. Det gjorde jeg i dag.
  • Den allerførste dag tilbage på arbejde efter fem uger stort set uden kørsel har jeg tilsyneladende haft travlt med at komme hjem igen. Og politiet har haft travlt med at stå med stopuret og har noteret, at jeg kørte 59 km i timen et sted, hvor jeg kun måtte køre 50. Det er altid de laveste begrænsninger, der er de mest luskede.
  • Jeg skal også til at holde øje med at være opmærksom på at tænke over, at jeg har en cykel. Den kan ikke køre ret hurtigt. Den kan jeg tage frem en dag.
  • På den anden side skal jeg have madpakke med, fordi kantinen er lukket indtil videre. Det kan godt blive for meget at balancere med på cykel.
  • Jeg kan jo bare køre ordentligt og efter reglerne i min bil. Og skulle det glippe lidt for mig, husker vi, at jeg må købe lækkerier til mig selv for et beløb, som rigspolitiet fastsætter.
  • I en helt anden genre: Jeg har sat georgineknoldene i jorden i dag. Nu er jeg spændt på, om de kommer op igen.
Udgivet i Udpluk - Tagget med , , - Skriv en kommentar.

SÅ kunne jeg ikke vente længere

Jeg har gået og holdt mig i skindet siden påske, konstateret rim på græsset om morgenen, studeret meteorologiske forudsigelser. Jeg har sagt til mig selv igen og igen, at det var for tidligt at plante ud i drivhuset. Formanet mig om, at det jo ikke haster. At jorden ikke er varm nok. At der skal være tocifrede grader. Og jeg har holdt mig.

Siden skærtorsdag har vores nye, flotte mobile drivhus (fra Urban Greenhouse, hvis du er interesseret) stået klar på terrassen, og næsten lige så længe har der også været kapillærkasser og plantesække i det. Solen har skinnet og skinnet, og jeg har endda haft shorts på i haven flere gange.

Men det har været koldt om natten. Nogle nætter frostgrader. Og der er ingen grund til hastværk. Vel? Og jeg har holdt mig tilbage.

Lige til i dag. I dag turde jeg godt. Jeg kørte i plantecenter og fortabte mig. Og nu har jeg plantet tre forskellige tomatsorter og en forsigtig agurk – jeg regner med at supplere med endnu en type agurk senere, når vejret nok alligevel bliver lidt varmere. Jeg har også plantet krydderurter: rosmarin, oregano, salvie og timian. Og mynte, hvis vi nu skal have mojitos en dag.

Jeg er virkelig glad for dagens indsats og nyder at kigge ud i drivhuset – lige inde fra stuen.

Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.

5 seneste på kamerarullen

Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.

Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.

Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.

Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.

Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.

Så var der ikke flere billeder.

Ti små fortællinger om dette billede

 

  • Det er påskedag i en påske, der er meget lidt påskeagtig, bortset fra en masse fridage i træk.
  • Jeg holder kaffepause i et graveprojekt.
  • Nu hvor vi har solgt kolonihaven, er jeg nemlig kommet i tanker om, at vi mangler et sted til georginerne, som snart skal i jorden. I et af bedene i rækkehushaven er (var) der et ret stort område med lavendel, som jeg egentlig ikke er ret glad for, efter at jeg engang på en ferie i Provence købte en lille flakon lavendeldråber, som lækkede det meste af sit indhold ud i min rygsæk.
  • Nu er lavendlerne væk, jorden er gravet igennem for rødder og skvalderkål, og der er sort jord i et tilstrækkeligt areal til de fem georginesorter, vi aktuelt har.
  • På billedet ses en række af vores havedarlings. Lad os tage dem fra højre side.
  • I stenbedet ovre ved hækken står mit lille oliventræ i en krukke. Det har stadig nogenlunde samme størrelse som da jeg fik det for snart fem år siden, måske er det endda mindre. Men i det mindste er det i live.
  • På muren har vi redekassen, som min bror har lavet, og som der straks blev rift om, da vi havde sat den op. Imidlertid blev det ikke de fine blåmejser, der vandt lejemålet, selv om de byggede ihærdigt i flere dage. De blev jaget på porten af et magtfuldt skovspurvepar, der fortsat bygger og huserer. Af gode grunde aner vi ikke, hvordan der ser ud indendørs – om reden er færdig, og om der er æg. Jeg er blank på fugles formeringsmønster, men det antal æg, som hunnen lægger, kan jo umuligt være inde i hende på én gang. Jeg har set adfærd, der kunne tyde på, at parret brygger et æg om dagen, og så kan det være, hunnen stikker ind og klemmer det ud bagefter. Eller hvad véd jeg.
  • Så har vi en helt ny darling, som også er en konsekvens af salg af kolonihave. Vi har anskaffet et mobilt drivhus, et Urban Greenhouse. Det er virkelig flot, smart og på hjul, og jeg fortæller helt sikkert mere om det i løbet af sæsonen. Det er lige tidligt nok at plante i det, synes jeg. Jeg vil godt være mere sikker på tocifrede varmegrader. Men vi skal have tomater og agurker.
  • Foran det ses vores brændekløver. Den er det jo overhovedet ikke sæson for nu, men den er en fin og praktisk hjælper, når der lige skal kløves en pind eller fem til optænding i brændeovnen. Vi har en mukkert stående lige inden for terrassedøren. Billedet viser ikke, hvordan kløveren fungerer, og det nemmeste er bare at google Kindling Cracker.
  • Den sidste darling er mig selv. Frisørtrængende, usædvanligt solpræget for årstiden og med alderssvarende løs hals og hage fra denne vinkel, kan jeg se. Men påsketilfreds og haveglad.

Tilbage til Bramslev Bakker

Så opdager man et nyt sted, som er smukt, og så siger man til hinanden, at HER må man komme tilbage en anden gang.

Og det gør man bare aldrig.

Og så alligevel.

I dag havde vi aftalt med vores gode venner at tage til Mariager Fjord og gå i Bramslev Bakker med hund, kaffe og madpakke. Vi må ikke mødes med dem indenfor, men udenfor er der masser af plads til at holde afstand, så det var på med støvler og rygsæk og af sted mod Hobro.

Vi gik Panoramaruten. Det var den tur, som Morten og jeg vandrede i silende regn i november sidste år. Ikke fordi vi er særligt glade for at gå i regnvejr, men fordi turen var kommet til os som gave, hånd i hånd med en overnatning på Bramslevgaard. Og det regnede altså den weekend, vi havde booket. Det er altid værre at tænke på end at være i, ved vi, og det blev skam en fin tur, men også en meget våd og mudret tur. Jeg fortalte om den her. Teksten slutter med den evigt håbefulde sætning “… vi kommer tilbage, Bramslev Bakker”.

Det kom vi så i dag. Det var en HELT anden tur, og ikke bare fordi vi gik den modsatte vej rundt. Men vejret!! Jeg er pæonrød i ansigtet af sol og vind i skønne timer, der havde det hele. Godt selskab, masser af snak, dejlige pauser med madpakke og kaffetår.

Og fantastisk vejr! Bare til sammenligning er her to billeder taget fra nøjagtigt samme sted.

Godt selskab.

Det ER forår!

Man opdager det på flere måder.

Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.

Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.

Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.

Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.

Det er crumble før bagning!

Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.

Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.