Jeg ved, det er onsdag

Jeg ved, det er onsdag, fordi Joe Biden i dag er indsat som USA’s 46. præsident, og i den forbindelse er der sagt onsdag den 20. januar tilstrækkeligt mange gange til, at jeg kan huske det.

Ellers kniber det lidt med at holde styr på ugedagene, og egentlig er jeg forundret over, at det allerede er onsdag. Jeg synes lige, det var søndag, hvor jeg forberedte mig på at sætte mig ved arbejdscomputeren på hjemmekontoret næste morgen – og her er vi så. Onsdag.

Dagene ligner hinanden meget. Bortset fra vejret. I dag har det silet ned udenfor, hver gang jeg har løftet hovedet og kigget ud. En nogenlunde fast rutine i min nuværende hverdag er at gå en tur, når jeg har lukket ned for dagens arbejde, for at tømme hovedet, lytte bog og få mig rørt. Der var intet udenfor, der indbød til at gøre det i dag, men hvis jeg starter i det ene hjørne af huset og tager en runde og går ind i alle værelser på begge etager, tager det to trekvart minut med et forbrug på lidt over 200 skridt (jeg ved det – jeg har målt!), så det krævede egentlig ikke så meget overvejelse alligevel at trække i regntøjet, putte Paul Austers 4 3 2 1 i ørerne og tilbagelægge fire en halv kilometer. Og stadig nå Lady Gaga, J-Lo og præsidentielle edsaflæggelser.

Og udover verdenspolitik i tv byder sådan en onsdag aften på mange fine ting. 3 x beliggenhed er for eksempel et af mine yndlingsprogrammer. Jeg har fået tortellini til aftensmad, der er ild i brændeovnen, og jeg strikker på en hue. Ikke fordi jeg egentlig har brug for en hue, men jeg havde garn til en hue, og så bliver det sådan.

Stille dage, men der ER liv

Billedet ovenfor viser meget tydeligt, hvorfor man ikke skal lade lukkede væskefyldte beholdere, for eksempel flasker og dåser med dyrebare dråber, stå ude i frostvejr. Væsken har ikke plads til at udvide sig. Her har vandet i sin nye faste form ganske enkelt valgt at bevæge sig oven ud af baljen. Man kan hævde, at fuglene, som den lækre forfriskning egentlig var tiltænkt, ikke har meget glæde af det i denne form, men jeg kan se ud af mine vinduer, at de klarer sig alligevel.

Det er stille dage her. Jeg arbejder hjemme, og da jeg er eneste menneske på matriklen, er det ikke hver dag, jeg siger noget. Og jeg snakker altså ikke med fuglene! Jeg arbejder fra 8 til 16, holder frokost- og kaffepauser med samme intervaller som på udekontoret, går en tur, når jeg har lukket arbejdscomputeren, henter brænde ind, fordi hjemmearbejde kræver noget mere brænde i ovnen end udearbejde, holder mit hus rent, får varm mad hver dag, strikker, læser, ser fjernsyn. Jeg har set to sæsoner af The Crown og har aldrig googlet så meget om britisk politik, Commonwealth og kongehuset som i den seneste tid. Ind i mellem ses jeg med de få, jeg har i min boble, og vi spiser, snakker og spiller spil. Det er guld værd, for at ingen af os løber alt for meget sur i, hvilken ugedag det er. Af og til gribes jeg af voldsom kuller, ligesom de fleste andre sikkert gør i denne tid. Men det går over igen, og jeg kan godt se, at jeg på mange måder er heldigt stillet, og at det nok ikke kræver så meget af mig at ’holde fast’. Men verden må gerne snart blive almindelig igen.

I dag har jeg haft Teams-møde med mit team, med både mikrofon og kamera, så i dag har jeg sagt ord og haft øjenkontakt. En udadvendt dag. Desuden har jeg fået indkaldelse til tandlægeeftersyn om fire uger, og det er lige før jeg glæder mig til det. Den slags har jeg lige godt aldrig før opfattet som et højdepunkt, men isolation gør åbenbart mærkelige ting ved en.

I dagens pauser holder jeg øje med fuglene i haven. Flest skovspurve, solsorte og husskader, men jeg har også set blåmejser, musvitter og en enkelt bogfinke. Og ænder.

Ænderne er åbenbart et helårs oprydningshold. I efteråret landede ænder hver dag i haven og gnaskede nedfaldsæbler, og nu gnasker de tilsyneladende nedfaldskerner. I hvert fald ser det ud til, at der er gode ting at finde under fodertemplet, hvor de mindre fugle sviner med maden og spilder foder ud over kanten uden at bekymre sig om madspild. Godt for ænderne.

Redekassen er beboet af et par skovspurve. I efteråret tømte jeg kassen for det rederi og roderi, de havde slæbt ind i løbet af sommeren. Jeg gjorde det i en god mening, for selv synes jeg jo, det er rart at få skiftet sengetøj i ny og næ. Men den holdning delte fuglene ikke, for de begyndte straks at flyve nyt byggemateriale ind. Jeg ved ikke, om de sover i kassen, men så er den da klar til nyt yngel, når de er. Hver formiddag har de stadig travlt med strå og dun. Dyrebare materialer. Forleden så jeg, at først fløj den ene fugl ud og kort efter den anden, og et lille hvidt dun flagrede med. Straks dykkede begge fugle ned efter dunet, der landede i sneen. Den ene fik fat i det og bragte det op i kassen igen. Imponerende. Det kan godt være, de er ligeglade med at spise pænt, men boligindretningen er seriøst vigtig.

Hver formiddag klokken halv elleve låser mine genboer deres hoveddør efter sig og spadserer ud på tur. De er pensionister og synes sikkert, det er vigtigt fastholde visse rutiner i hverdagen. Det gør jeg tilsyneladende også, siden jeg får holdt strække-ben-pause på så faste tidspunkter, at jeg kan konstatere andres regelmæssighed.

Vel er der stille, men der ER liv i forstæderne.

Type 0 – dagens portion samtale

Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.

Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.

Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.

Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.

Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.

I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.

Tiltagende

I aften er kun en tynd skive af månen synlig. Jeg stod og kiggede ud på den, mens der ingen skyer var, og afkodede på samme måde, som jeg har gjort altid, hvilken fase den var på vej imod. På vej væk eller på vej til at blive fuld.

Man tegner et skråskrift-a eller et skråskrift-t langs månens yderste rand. T for tiltagende, også kaldet ny og på vej til fuldmåne, a for aftagende og på vej til ingenting. Det kaldes også næ, og de to begreber findes i udtrykket ’i ny og næ’ og nærmest kun dér.

Måske er det min mor, der har lært mig det med bogstaverne. Det er det nok. Det har under alle omstændigheder været et menneske, der kunne skrive skråskrift. Og det er nyttig viden at have samlet op. Jeg behøver i hvert fald aldrig at lære månefaserne på en mere videnskabelig måde.

Nyttig viden for mig, unyttig for dem der ikke har lært at skrive skråskrift.

Det var bare dét.

I aften er månen tiltagende. Så bliver den sikkert fuld mellem jul og nytår.

Nye pengesedler … men hvorfor?

Der dumpede en pamflet i min postkasse. Det sker ikke så tit, for jeg har takket nej til reklamer, men denne her var åbenbart en, som alle SKAL have, for den var draperet i et omslag med navn og adresse.

Nationalbanken udsteder nye udgaver af danske pengesedler, fortæller brochuren, og aktuelt kommer der i 2020 en ny 500-kroneseddel. Den er angiveligt mere sikker og sværere at forfalske.

Men hvorfor? Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule overflødigt, for jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en dansk pengeseddel i hånden, eller bare set en. Jeg betaler alt med kort eller mobil, og det er virkelig længe siden, jeg har ’hævet over’ for at have kontanter, som man gjorde engang. Jeg var nok nærmest den sidste i landet, der holdt op med det.

Jeg har lige kigget efter, om der skulle have forputtet sig en enkelt glemt hundredemand i min pung, men det var ikke tilfældet. Og hvis der var, ville jeg næppe kunne komme af med den i disse tider. Den kan jo overføre smitte. Tager nogen overhovedet mod andet end elektronisk betaling mere?

Men bedre tider kan jo komme. Nationalbanken pointerer i hvert fald, at man trods de nye udgaver ikke skal have ombyttet de pengesedler, man allerede har, for dem kan man fint fortsætte med at bruge. Det er nok dén vigtige oplysning, der er grunden til den pligtige husstandsomdeling.

Så jeg gemmer fortsat de her tikronesedler, som er de allerførste, jeg kan huske fra min barndom. Med H.C. Andersen og en storkerede på den ene side og ’tikronemøllen’, Egeskov Mølle, på den anden. Måske kan de stadig bruges.

Og nej, det er altså ikke, fordi jeg som en anden Joakim von And har gemt mine allerførst tjente penge. Jeg er bare ud af en samlerfamilie. Blandt min brors efterladenskaber lå en slidt tegnebog med nogle gamle pengesedler. Dels disse, dels forskellige værdier fra serie 1972 (dem med dyr på bagsiden), dels nogle endnu ældre, blandt andet fem og ti rigsdaler og jeg er ret sikker på, at det er den samme tegnebog, som lå i min morfars skrivebordsskuffe med pengesedler i, da jeg var barn. Nu er den ad omveje kommet til at ligge hos mig, og der bliver den liggende. Ti kroner kommer man jo ikke langt med mere, og det virker også lidt sært at drage i supermarkedet med en grøn femhundredekroneseddel med Franziska Genoveva von Qualen på forsiden og et firben på bagsiden.

Når der nu snart kommer en ny.

Når selv chefen kommenterer

Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.

Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.

Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.

Det kan egentlig godt være.

Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.

At måle en succes

Vi har en kageturnus i min afdeling på arbejde. Det er frivilligt at være med, og de der står på planen skiftes til at have kage med. Det styres enkelt med et excelark med navne og datoer, så vi ved lang tid i forvejen, hvornår vi kan nyde (oftest) og hvornår vi skal yde (sjældnest). Nogle mener, de ikke kan holde til at spise så meget kage og vil derfor ikke være med i ordningen. Men det er faktisk ikke en betingelse for at være med, at man spiser noget. Man må gerne yde uden at nyde. Det er også sket.

Der er kun et eneste kriterium for det man medbringer: Bare det er kage. Det betyder, at man helt selv må bestemme, om man køber bagerens bedste, bager selv eller får sin mor eller sin mand til det. Bare det er kage. Flødeboller er for eksempel ikke kage. Og ingen bliver ugleset for deres valg.

Det var min tur i dag. Jeg kan godt lide at bage, så jeg vælger for det meste noget hjemmebagt og tit noget, jeg ikke har prøvet før. Så er det lidt mindre mit ansvar, om det bliver godt, for jeg følger jo bare opskriften, og så kan vi sammen vurdere, om det er en opskrift, der er værd at gemme.

Jeg var derfor lige så spændt som de andre på, hvordan kagen smagte i dag.

Den var god. “Frisk, syrlig og sød på samme tid”, sagde én, og det er vel den bedste bekræftelse, at flere kolleger tog to gange og efterfølgende bad om opskriften. Den er i øvrigt fra Spis Bedre og hedder en stor del af ingredienslisten: Citronkage med hindbær, flødeost og mandler. Jeg supplerede med blåbær, fordi supermarkedet kun havde halvdelen af de hindbær, jeg skulle bruge.

Succes, altså.

Og nu skal jeg have en aftensnack af de rester, der trods alt var.

Udpluk #32

  • Kommer håndtrykket tilbage? Jeg ved det ikke. Ikke i samme omfang som før, i hvert fald, og dermed bliver det endnu sværere at få lært et ordentligt, fast håndtryk. Omtalt i det syvende punkt i dette gamle indlæg fra for godt fire år siden, da yngsten stadig boede hjemme.
  • Hele selvsamme gamle liste over, hvad vi talte om over aftensmaden, understreger i øvrigt, hvorfor det var sådan en sand påstand, jeg indtil for nylig havde stående på min bogstavtavle.
  • I relation til et andet punkt på listen kan jeg afsløre, at jeg ikke savner at måtte kramme. Jeg er ikke et kramme-til-højre-og-venstre-menneske, og nu kan jeg slippe, uden at det bliver akavet.
  • Jeg er træt af udtrykkene ’… under coronaen’ og ’… på grund af corona’ i almindelighed og i særdeleshed af konsekvenserne af bemeldte virus. Alt det vi ikke kan, og nærmest har vænnet os til, at vi ikke kan.
  • Men jeg vil godt ud at rejse. Og ikke kun til tilladte Grækenland og Italien med mundbind. Jo, det vil jeg også gerne – bare uden mundbind, men jeg har to brændende ønsker til destinationer, som jeg sådan ønsker snart kunne gå i opfyldelse. Jeg vil besøge min kusine i Belgien og min veninde i Australien, og begge steder er totalt no-go uden udsigt til ændringer.
  • Jeg har været til MUS i dag. Og man skal huske, at man ikke må sige MUS-samtale, fordi s’et står for samtale. Så ville det jo være medarbejderudviklingssamtale-samtale. Det gik øvrigt fint. Jeg udvikler mig, som jeg skal, var vi enige om.
  • Sofaen kalder.
Udgivet i Udpluk - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Jeg mener det stadig, men …

I lang tid har denne bogstavtavle hængt på min køkkenvæg. Budskabet, som jeg selv har fundet på, holder jeg fast ved. De snakke, der opstår når man sidder flere om et måltid, gør godt på mange planer, og man går næsten altid derfra med noget, man ikke vidste i forvejen.

Imidlertid spiser jeg oftest alene, og sommetider synes jeg, mine egne ord på tavlen rækker lidt tunge ad mig. Vendt positivt kan man sige, at jeg holder en pause med at blive klogere ad den vej. Derfor har jeg bestemt mig for, at skriften på væggen godt kan skiftes ud med mellemrum. Ord og bogstaver har jeg jo nok af. Eller … ikke alle bogstaver. Der fulgte et meget udansk bogstavsæt med tavlen, så jeg kan ikke skrive noget med æ, næsten ikke noget med å og kun lidt med ø. Og kun hvis jeg tager komma og punktum til hjælp. Hvad jeg gør.

Lige nu vurderer jeg, hvor længe denne opbyggelige note skal opmuntre mig.

Mit første møde med trailerappen

Lad os bare sige, at jeg var glad for, at udleveringsstedet var bemandet.

Jeg havde lovet at hjælpe ældste søn med at flytte. Min rolle var blandt andet at møde op på fraflytteradressen med en flyttetrailer. Det er mange år siden, jeg har været ansvarlig for at leje trailer, og i den tid har man lavet om på alt. Det hele foregår eksempelvis via en app.

For flere uger siden bookede jeg traileren og installerede appen på min telefon. Alt var således klar. Og dagen kom.

Kør til udleveringsstedet og find din trailer var første trin. Det gjorde jeg. Min trailer havde nummer 3. Så langt så godt.

Gennemgå traileren var næste trin. Tag et foto af fronten. Tjek traileren for fejl. Men for at kunne se, om alle lygter virkede, var jeg jo nødt til at montere traileren på bilen, mente jeg.

Første tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse hængelåsen op?”, “Nej, det gør du først, når du har gennemgået proceduren.” Ud igen og igennem alle trin, Er den rengjort?, Har den synlige skader?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og til sidst Afmonter låseboksen.

Traileren på bilen, og så gik jeg i gang med at tjekke lys. Venstre blinklys virkede ikke.

Anden tur ind til medarbejderen: “Venstre blinklys virker ikke!”, “Nej, jeg kan godt se, den er mærket med en periodisk fejl på lyset, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.”, “Men er der så en anden trailer, jeg kan få?”. Søgen i systemet: “Ja, nummer 4 er ledig, jeg ændrer det lige, så hvis du genstarter appen, kan du tage den i stedet for”. Ud igen, af med nummer 3, hen til nummer 4, tage et billede af fronten, tjekke om traileren var rengjort, havde synlige skader, havde intakt næsehjul og sikkerhedswire. Men jeg kunne ikke aktivere hængelåsen.

Tredje tur ind til medarbejderen: “Jeg kan ikke låse den op med appen!”. Medarbejderen med ud og låse op med sin telefon, hjælpe med at sætte traileren på bilen OG tjekke lygterne. Venstre blinklys virkede ikke. Jeg vidste positivt, at det ikke var min lånte bil, der havde fejl, for den har for ganske nylig kørt med fuldt funktionsdygtig trailer. Men der var ikke så meget, medarbejderen kunne gøre, for den sidste trailer på stedet, nummer 5, var ’til reparation’. Det så mest ud til at betyde, at den bare holdt der og ikke skulle udlejes. Så jeg bestemte mig for, at det var rigtig fint, at nummer 4, som nu sad på bilen, i det mindste kunne blinke til højre. Jeg gennemgik min kommende rute i hovedet og konstaterede, at den hovedsageligt bestod af højresving, så jeg lagde låseboksen i bagagerummet, takkede medarbejderen for god og udvidet service og kørte af sted.

Flytningen gik fint, og jeg drejede ganske rigtigt mest til højre. Da det hele var overstået, og jeg kom tilbage til udleveringsstedet, som nu var konverteret til indleveringssted, tog jeg traileren af bilen og gik i gang med returneringsproceduren på appen: Er traileren rengjort til næste lejer?, Er næsehjulet intakt?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og Er låseboks og hængelås påmonteret? Men jeg kunne ikke sætte hængelåsen på, fordi den af en ukendt grund var lukket, og jeg kunne ikke åbne den. Så:

Fjerde tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse den her op?”. Medarbejderen åbnede hængelåsen med sin telefon. Ud igen, låsen på, rapportere defekt venstre blinklys på traileren, tage et foto af lygten, farvel og tak for i dag.

Inden jeg kørte derfra, nåede der at indløbe kvittering for returnering og en besked Er du tilfreds med vores app?

Jeg svarede bare ja.