Rigspolitimesteren, altså! Igen!

Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.

Det gjorde jeg senest i april.

Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.

Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.

Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.

Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.

Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.

Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.

På plads på ARoS

I februar mødtes jeg med et kunstmenneske på ARoS for at give et billede til museet. Min bror havde haft maleriet hængende på sin væg i årtier og havde angivet på bagsiden, at det efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det ønske efterkom vi, og på ARoS, som byens kunstmuseum i mellemtiden er kommet til at hedde, var de begejstrede over donationen. De har flere skilderier af kunstneren, Peder Holm, og et mere ville skabe en fin symmetri i samlingen. Ved overdragelsen aftalte vi, at min brors navn ville komme til at stå på infoskiltet ved maleriet.

Forårets nedlukning af alting har forhindret os i at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Til gengæld har de jo så haft rigelig tid til at få det hængt op og printe et passende kort.

Nu har vi været der. Og alting er som det skal være. ’Aarhus set fra nord’ hænger sammen med sine fæller, og det ser ganske enkelt rigtig fint ud. Motivet på de to til venstre er byen set fra syd, og de to til højre fra nord. Eriks billede er det øverste til højre – endda i den originale ramme, og jeg stod simpelt hen og blev så glad over at se det, over at maleriet er kommet derhen, hvor han ønskede. Det ville han også have været.

Det hænger på ARoS’ øverste etage i guldaldersamlingen, som ikke længere hedder guldalder, men Human Nature. Når du kommer ind i udstillingen, går du til venstre, så langt du kan komme, og så hænger de fire små perler helt inde i hjørnet. Og hvis du strenger øjnene an, kan du også læse skiltet.

Flødeboller med betydning

“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.

Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.

Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.

For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.

At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:

Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.

Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.

Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!

Birk til bryg i Thy

“Vi skal med folk fra Thisted Bryghus på tur i klitplantagen i morgen og plukke birkeblade til deres bryg. Har du lyst til at komme med?”, skrev min veninde fredag aften.

Det lød så tilpas mærkeligt, at jeg ikke behøvede at betænke mig ret længe, inden jeg slog til.

Meget tidligt næste morgen kørte jeg nordvestpå, spændt på hvad dagen bragte, om der lå gode historier gemt i Thy.

Det gjorde der, og det blev en rigtig dejlig dag. Omkring 25 frivillige og folk fra bryghuset mødtes til morgenkaffe på Thisted Bryghus og drog derefter ud på “et hemmeligt sted” i plantagen, hvor der skulle plukkes 125 kg birkeblade til den kommende produktion af specialøllene Cold Hawaii og Thagaard, der brygges helt uden humle, men med naturens lokale råvarer.

Det var bagende varmt, men let at finde skygge i skoven under arbejdet. Vi fordelte os rundt omkring, og når spanden var fyldt, blev høsten vejet og fyldt i sække. En godt stampet spand rummer 2-3 kg, hvis nogen skulle spørge. Svaret på et andet muligt påtrængende spørgsmål er, at birketræerne ikke tager skade.

Der var vand og øl ad libitum til arbejdet, og forbavsende hurtigt – i løbet af et par timer – var kvoten faktisk plukket. Så var der smørrebrød, mere vand, mere øl og røverhistorier i en endnu større mængde ved et langt frokostbord under skyggende parasoller, inden vi kørte tilbage til bryghuset.

Her blev de 25 sække sænket i hver sin plastikspand med 40 % sprit, hvor de skal trække i nogle måneder og afgive saft og kraft, inden de anvendes i produktionen. Af den portion birkeblade, vi plukkede i går, bliver der jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-tusind flasker øl, som er færdige sent på efteråret.

Thagaard ser sådan ud. Smagen er frisk og dejlig helt uden bitterhed, og jeg kan lide den. De kalder den en kvindeøl, og det er sikkert rigtigt. Det er fraværet af humle, der gør det.

Og fra november glæder jeg mig til de øl, jeg nu synes jeg har en lille part i.

Status på fugleriet

Man kan ikke se det på billedet, og da jeg fotograferede, holdt forældrefuglene sig endda helt ude af fokus. De sidder ellers tit på toppen af lågen med myrer eller insekter i næbbet og venter på, at makkeren kommer ud af hullet, så der er plads til at flyve næste ret ind.

For der er unger i kassen. Vi kan høre det, når mutter eller fatter viser sig i døråbningen med godbidder. Så galper de op derinde og råber “Mig! Mig! Mig! Mig!”, og de sidste dage har de fået betydeligt mere volumen. For bare få dage siden hørtes de kun som en ubetydelig summen derinde, som atmosfæriske forstyrrelser i et radiosignal. Men nu! Vi er faktisk lidt glade for, at vi har soveværelse i den anden ende af huset.

Skovspurve er det. Og de voksne fugle har travlt. Fra tidlig morgen til sen aften flyver de i pendulfart mellem æbletræet, hækken og redekassen for at mætte de sultne rollinger, som vi kan høre, men ikke se. Vi ved ikke, hvor mange der er, hvor store de er, hvor grimme de er, hvor lang tid det tager at opfostre et kuld og sende dem ud på egne vinger.

Men fugleforældrene gør ALT hvad de kan. Og der er rig lejlighed til at blive klog på fugleliv for tiden.

Det er ret hyggeligt.

Udpluk #29

  • Rabarber! Dét savner jeg. Og sender en lille vemodig tanke til den blok rabarber, der sikkert lige nu eksploderer i vores gamle kolonihave.
  • Ellers savner jeg ikke noget derfra, og det er dejligt.
  • Fem ugers hjemmearbejde og allerede tre uger fysisk tilbage på arbejdspladsen. Det er vildt, som tiden går.
  • Jeg havde lige nået at tænke, det måske snart var tid til en frisørtid, da det hele lukkede ned. Frisørerne har haft åbent i to uger nu, men jeg har stadig ikke fået bestilt tid. Har åbenbart bare ræsonneret, at der nok er så lang ventetid hos frisøren, at det ikke kan betale sig at ringe… Hvad tror jeg egentlig? At frisøren ringer til mig og spørger, om jeg ikke snart skal klippes?
  • Det er aftenen før Store Bededag. Folk jubler over deres varme hveder. Ikke jeg. Det er jo bare søde, hvide boller med smør…? Come on!
  • Til aftensmaden tilberedte jeg steaks af okseinderlår uden at stege dem totalt ihjel, måske for første gang. Og jeg lavede sovs, der faktisk smagte godt – og ikke bare af tam fløde.
  • Jeg har også pudset sølvtøj. Wuhu!
  • En forlænget weekend forude. Tre herlige fridage. Jeg skal blandt andet have væltet en hæk. Måske undersøge, om min bil stadig er hvid inde under alt skidtet. Der står faktisk 12 punkter på min to do-liste. Halvdelen af dem er helt uinteressante og skal ikke regne med at blive streget foreløbig.

Costa Rica-karantæne

Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.

Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.

I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.

Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.

Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.

De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.

Udpluk #28

  • Når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på. Det gjorde jeg i dag.
  • Den allerførste dag tilbage på arbejde efter fem uger stort set uden kørsel har jeg tilsyneladende haft travlt med at komme hjem igen. Og politiet har haft travlt med at stå med stopuret og har noteret, at jeg kørte 59 km i timen et sted, hvor jeg kun måtte køre 50. Det er altid de laveste begrænsninger, der er de mest luskede.
  • Jeg skal også til at holde øje med at være opmærksom på at tænke over, at jeg har en cykel. Den kan ikke køre ret hurtigt. Den kan jeg tage frem en dag.
  • På den anden side skal jeg have madpakke med, fordi kantinen er lukket indtil videre. Det kan godt blive for meget at balancere med på cykel.
  • Jeg kan jo bare køre ordentligt og efter reglerne i min bil. Og skulle det glippe lidt for mig, husker vi, at jeg må købe lækkerier til mig selv for et beløb, som rigspolitiet fastsætter.
  • I en helt anden genre: Jeg har sat georgineknoldene i jorden i dag. Nu er jeg spændt på, om de kommer op igen.
Udgivet i Udpluk - Tagget med , , - Skriv en kommentar.

SÅ kunne jeg ikke vente længere

Jeg har gået og holdt mig i skindet siden påske, konstateret rim på græsset om morgenen, studeret meteorologiske forudsigelser. Jeg har sagt til mig selv igen og igen, at det var for tidligt at plante ud i drivhuset. Formanet mig om, at det jo ikke haster. At jorden ikke er varm nok. At der skal være tocifrede grader. Og jeg har holdt mig.

Siden skærtorsdag har vores nye, flotte mobile drivhus (fra Urban Greenhouse, hvis du er interesseret) stået klar på terrassen, og næsten lige så længe har der også været kapillærkasser og plantesække i det. Solen har skinnet og skinnet, og jeg har endda haft shorts på i haven flere gange.

Men det har været koldt om natten. Nogle nætter frostgrader. Og der er ingen grund til hastværk. Vel? Og jeg har holdt mig tilbage.

Lige til i dag. I dag turde jeg godt. Jeg kørte i plantecenter og fortabte mig. Og nu har jeg plantet tre forskellige tomatsorter og en forsigtig agurk – jeg regner med at supplere med endnu en type agurk senere, når vejret nok alligevel bliver lidt varmere. Jeg har også plantet krydderurter: rosmarin, oregano, salvie og timian. Og mynte, hvis vi nu skal have mojitos en dag.

Jeg er virkelig glad for dagens indsats og nyder at kigge ud i drivhuset – lige inde fra stuen.

Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.