Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Tændt fra start

Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.

Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.

Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.

Ha!

Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.

Skifter du til hjemmetøj, når du kommer fra arbejde?

Denne interessante snak havde jeg med kollegerne sidst på eftermiddagen, et kvarters tid før fyraften. Udover at vi nok alle sammen følte, at ugens første arbejdsdag strammede lidt til på det tidspunkt og vi godt ville hjem nu, kan jeg faktisk ikke huske, hvordan vi kom ind på det emne. Det er i hvert ikke blandt de ting, vi ellers ved om hinanden.

Men skifter vi så tøj, når vi kommer hjem? Det spændte lige fra “Ja, det gør jeg da. Lige så snart jeg kommer hjem. Det har jeg altid gjort, helt fra vi var børn og kom hjem fra skole og skiftede tøj. Det har jeg bare altid været vant til!” til “Hvad?! Hvorfor gør I dét? Jeg skifter da aldrig ..!” Én glæder sig nærmest hele dagen til blødt tøj og hyggelige hjemmesko, og en anden tager straks housecoat på, når han kommer hjem og ikke har sociale planer for aftenen. Mens én synes, hun altid har så behageligt tøj på, at hun ikke behøver at skifte.

Konklusionen var, at rigtig mange os ville lukke op iført joggingbukser og løse trøjer, hvis vi kom uanmeldt og ringede på hos hinanden en hverdagsaften eller en søndag formiddag. Det er på en måde en mærkelig ting at vide om sine kolleger…

Og jeg selv? Ja, jeg kan også sagtens finde på at skrælle arbejdshammen af og kravle i noget, der egner sig bedre til at krybe sammen i sofaen. Så ved I dét.

Den hyggeligste dag i det blødeste tøj

Hvor har det været en hyggelig dag i forstæderne. For en gangs skyld havde vi en lørdag uden udgående planer og uden gæster. Vi var begge to hjemme og i vores bløde tøj hele dagen. Jeg sov endda sådan lidt længe.

Og så har vi ellers tullet med hver sit. Morten havde sine arbejdsopgaver, og jeg har siddet med min brors illustrationer og akvareller. Vi har hentet de arbejder, som han havde liggende i skuffer og skabe, og jeg er i gang med at digitalisere det. Det er både et stort arbejde og nyttig terapi for mig.

Hen på eftermiddagen spurgte jeg Morten, hvilken af tre muligheder vi skulle gå med i forhold til aftensmad. 1. Gå ud og spise, 2. Hente takeaway, 3. Lave noget selv. Den første indebar, at vi skulle have noget andet end vores bløde tøj på. Det gjorde de to andre kun i mindre grad, til gengæld betød treeren, at vi både skulle finde på, købe ind og kokkerere.

Vi var ret enige om mulighed nummer to.

Så sådan blev det. Jeg hentede dejlig thaimad, og ellers har ingen af os været uden for en dør i dag. Sådan en dag kan jeg lide.

Vi samler min brors værker på en Facebookside, vi har oprettet til formålet. Så kan alle nyde hans fabelagtige talent, og billederne gik ikke tabt, da vi lukkede hans personlige profil. Hvis du vil kigge med, hedder siden Illustrator Erik Sørensen.

Dengang med akillessenen

En torsdag aften i starten af november 2004 spillede jeg badminton med nogle kolleger i en gymnastiksal i Viborg. Jeg havde spillet mig til en spinkel føring i første sæt i første kamp, da jeg hørte et flop. Som af hårdt gummi. Jeg kiggede først efter, om sålen var gået af min sko. Det var den ikke. Men jeg kunne ikke gå. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne ikke få min fod til at modtage signaler. Efter at jeg havde siddet lidt og ventet på stadig ikke at kunne gå, blev vi enige om, at jeg hellere måtte på skadestuen.

Lang historie kort. Akillessenen var revet over. Den aften tilbragte jeg på Viborg Sygehus, mens jeg ventede på at blive syet sammen. Jeg kunne ikke andet end at ligge og se fjernsyn. Det var netop den aften, hvor et fyrværkerilager i Seest skød sig selv af, og derfor har jeg, når jeg siden har glemt hvornår jeg nu lige havde den ting med akillessenen, nemt kunnet google mig til datoen.

Dagen efter blev jeg syet sammen og sendt hjem til otte uger på krykker, de første fem uden overhovedet at måtte støtte på benet. Det var barske uger på mange måder, men det hele gik. Jeg boede alene med børnene og var en ret vigtig voksen i husstanden. Men gode venner købte ind for mig på skift, børnene hjalp derhjemme – og opdagede, hvor meget en mor egentlig går og gør. Jeg lånte min bil til en ung kollega, ”Her har du nøglen, Fie, bilen er din de næste otte uger, men du skal hente mig hver morgen og køre mig på arbejde”. Det var en god aftale.

Der er mange detaljer om bøvlet, jeg har glemt, og det er sikkert godt. Jeg har ingen mén udover et langt ar og et tyndere højreben, der aldrig får så veludviklet en lægmuskel igen. Men benet kan præcis det samme som det venstre.

Jeg tænker stort set aldrig på det mere. Men så blev jeg alligevel mindet om episoden, da jeg i læsningen af min mors dagbøger, som jeg stadig er i gang med, nåede til november 2004.

Fredag 5. november: Hen under aften ringede Birgitte. Hun havde ødelagt akillessenen på sit højre ben og skal gå ved to krykkestokke i otte uger, så det er en besværlig tid hun går i møde. Det var sket torsdag aften, hvor hun spillede badminton.

Lørdag 6. november: Jeg ringede lørdag formiddag til Birgitte om hun ville have min hjælp, hun sagde ja tak. Så jeg fik Mogens til at bestille togbillet til om eftermiddagen. Han kørte mig til banegården til 15.31-toget til Viborg. Jeg ankom til Birgitte ved godt halv 7 tiden, tog en taxa fra banegården. Knud måtte selv passe hus herhjemme, hvad han ikke var ked af.

Søndag 7. november: Kørte for Birgitte i hendes bil til bureauet for at hente en kompeauter, heldigvis er der en elevator i bygningen. Hun lavede en hel masse forarbejde. Det varede godt 2 timer, inden vi kørte tilbage til hjemmet.
Ole kom med børnene aften. Lasse var dårlig, havde kastet op dagen før, men var bedre, men hostede meget. Der var mange der ringede for at høre Birgitte, hvordan det gik. Én tilbød at tage Birgitte med på arbejde, så blev jeg fri for at køre. Jeg fik hele huset støvsuget, mens hun arbejdede på apparatet eftermiddag.

Mandag 8. november: Lasse havde det ikke så godt, han hostede stadig, så Birgitte tog ham med på arbejde. Jeg støvede lidt af, både oppe og nede, og vaskede gulv i gangen og køkkenet og trapperne både til loft og kælder, så hun kunne bruge dem siddende.
Laura gjorde rent i begge badeværelser, da hun kom hjem fra skole. Jeg synes Birgitte er god til at få tingene til at fungere, også sig selv, når hun kun må bruge ét ben. De to store børn er gode til at hjælpe hende.
Jeg gik til banegården eftermiddag, at hente den billet, som Birgitte havde bestilt til mig, så vidste jeg vejen dertil til næste dag.

Tirsdag 9. november: Jeg gik hen på banegården til toget der gik 9.31 og var i Odense 12.43. Sine kom og hentede mig.

Søde mor! Søde børn! Søde venner! Og tænk at det er femten år siden.

Jeg fandtes og findes

Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.

Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.

Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.

Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.

Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.

Hvor mange bøger kan man lytte på et år?

Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?

Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.

Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.

Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.

Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.

Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.

Et verdensbillede i korssting

Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.

Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.

Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.

Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.

Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.

Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.

Glædelig julestjernejul

Vi er der. Det er blevet juleaften. Eller indtil videre juleaftensdag. Juleaftensdags formiddag.

Kalenderlyset er brændt ajour, godt og vel endda. Der er bagt ekstra småkager, gavepakkeriet er meldt klar og juleglæden det samme. Jeg er mild og god, og forude venter kirkegang og jul med nære og kære.

Glædelig jul til hver og én og hele verden!