Et fintmasket netværk

Det er blevet in at strikke, og det er populært at mødes med andre om det. Den gryde er jeg også faldet i. Jeg fik behov for at finde nye fællesskaber, mødes med mennesker, have noget at forlade mit hjem for, noget at ’gå til’. Og jeg hørte om en lokal strikkecafé.

På det tidspunkt strikkede jeg ikke engang, så det var faktisk dét, der fik mig i gang med strikning igen. Noget skulle jeg jo have med første gang, så jeg startede med at grave i min garnbeholdning og strikkede et par usædvanligt grimme sokker. Efterfølgende har jeg mest strikket pæne ting.

Under alle omstændigheder er strikkecaféen blevet en hyggelig tradition. Et uforpligtende samvær med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. En lokal café åbner dørene en aften om ugen, og så kan man bare komme og sætte sig. Det er vist i øvrigt blevet omdøbt til krea-café, for man må selvfølgelig nørkle med hvad som helst. Men jeg og dem, jeg efterhånden fast sætter mig sammen med, strikker eller hækler eller broderer. Jeg kendte dem ikke i forvejen, vi ses kun dér, men snakken kommer ret vidt omkring i løbet af det par timer, det varer.

Sidst snakkede vi om, hvor svært det mon er at strikke efter en engelsk opskrift, hvad ret og vrang egentlig hedder på engelsk (knit og pull), hvem der kan lide Anthon Bergs spiritusfyldte chokoladeflasker, om man skal læse hele strikkeopskriften igennem før man går i gang med et projekt eller bare gå i gang, hvor meget af influencernes virkelige liv man ser på de sociale medier, om et broderet bogmærke dronningen har designet, om håndbold, om vaccinations- og teststrategier, om vores børn, sommerhuse, om fælles bekendte det viser sig at vi har, om at falde i søvn på sofaen sidst på eftermiddagen og meget andet, jeg har glemt igen.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Det skulle den 16-årige bare have vidst

Engang i folkeskolen på 9. eller 10. årgang spurgte vores dansklærer Grethe klassen om, hvor meget vi læste. Altså ud over skolepensum. Fordybelse i rigtig litteratur. Det gik lærerne også op i dengang. Jeg tror nok, hun havde satset på blandt andet mit svar, for jeg var det, man kaldte en læsehest, og havde siden jeg forstod alfabetet læst alt, hvad jeg kom i nærheden af. Men det var så lige i en periode, hvor frilæsningsbøger ikke havde min højeste prioritet, i hvert fald svarede jeg kækt, at jeg ikke læste, fordi “jeg synes, det tager alt for meget tid”…!

Ja, det var mig, der sagde det. Mig der snakkede hele tiden. Mig der som lille og lidt større konstant satte ord og bogstaver sammen og skilte dem ad igen, digtede historier og slugte alle Bogbussens og skolebibliotekets hyldemeter.

Indtil lige i den periode, hvor Grethe spurgte. Jeg kan tydeligt huske det, og hvorfor jeg svarede sådan. Det tog jo meget tid at læse bøger. Når man læste, kunne man jo ikke andet. Hvis jeg lå med næsen i en bog, kunne jeg ikke bruge den samme tid med et kreativt projekt i hænderne. Tegne, lave papirklip, strikke, hækle, brodere, sy tøj, tømre noget sammen i huggehuset. Og det ville jeg også gerne. Og kigge efter drenge og køre på knallert.

Siden kom jeg efter det med læsningen igen, også selv om det stjal tid fra noget andet. Åh, hvor har der været mange år, hvor vi kun kunne håndtere én aktivitet ad gangen.

Men så kom lydbøger!

Sidste år lyttede jeg til 69 bøger, mens jeg strikkede fem trøjer, en hue og fem par strømper, gjorde rent, kørte bil og vandrede 1.200 kilometer.

Det skulle mit 16-årige jeg bare have vidst. Så havde Grethe ikke tabt skuffen den dag.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - 1 kommentar.

Smykkegenbrugsglæde

Sommetider er det de enkleste tankesæt, der giver den allerstørste tilfredsstillelse. Det handler det her om.

Jeg har ladet nogle hengemte og i lange perioder glemte smykker få nyt liv ved at iscenesætte deres bestanddele på en anden måde, og det er faktisk kommet bag på mig, hvor glad den simple proces har gjort mig.

Fortællingen bag lyder sådan her. Gennem firserne var min daværende kæreste turleder i Grønland et par måneder hver sommer, fortrinsvis i Sydgrønland, hvor jeg også selv var med på en vandretur fra Narsarsuaq til Narsaq i 1986. Stor oplevelse, i øvrigt. Senere havde han også enkelte ture i Diskobugten. Jeg kan ikke huske, hvornår han havde nuummit-ørestikkerne med hjem til mig, blot at det havde han. Det må have været i slutningen af firserne eller lige omkring 1990.

Bjergarten nuummit var blevet fundet i Nuuk-området i 1982. Den er sortbrun, og i naturen adskiller den sig ikke fra andre mørke bjergarter. Det særlige ved stenen er, at de farvede reflekser først fremkommer ved polering, og i årene efter fundet blev der etableret slibeværksted med guldsmed og stenslibere i Nuuk. Fortællingen var allerede dengang, jeg fik ørestikkerne, at det var en helt ny smykkesten, man var begyndt at bruge.

Imidlertid var ørestikkerne indfattet, som man gjorde det dengang, i nikkelholdigt sølv. På samme tid var man ellers begyndt at bruge det, der blev omtalt som ’hospitalsstål’, til smykker, for det havde vist sig, at rigtig mange af de billige smykker, vi havde råd til at købe, indeholdt nikkel, som fik vores ører, halse, fingre og håndled til at klø. Derfor var vi begyndt at interessere os for alternativer, og her var kirurgisk hospitalsstål det nye sort.

Den trend havde ikke ramt værkstedet i Grønland, og det betød, at jeg havde svært ved at bruge de flotte øresmykker, jeg var blevet så glad for. Jeg tog dem kun på, når jeg skulle være rigtig fin, og efter et par timer med dem havde jeg røde ører.

Og så har de ligget i skabet i over tredive år.

Sidste efterår var jeg i København, hvor jeg så udstillingen Dinosaurernes konge på Statens Naturhistoriske Museum. En flot udstilling – formidlet på 2021-måden. På museets førstesal er der en mineralsamling. Den er formidlet, som man gjorde for halvtreds år siden, med uendelige rækker af montreborde med glaslåg ud fra devisen “okay, vi har 43 eksemplarer af dette mineral – her er de!”. Jeg siger ikke, at det er en kedelig udstilling (jo, det siger jeg), for materialet er sådan set interessant nok, det er bare formidlingen, der kunne trænge til en opdatering.

Nok om det. Jeg var der længe nok til at komme i tanker om mine hengemte nuummitter og blive enig med mig selv om, at det var synd og skam, at de bare lå og lå. At de også trængte til en ny formidling.

Så for at gøre en allerede lang historie kun lidt længere tog jeg ørestikkerne ind til min guldsmed og spurgte “Hvad kan vi?”. Hun tegnede en ring, hvor de to sten skulle sættes ned i sølvskåle omgivet af sølvkugler i tre forskellige størrelser, og hvor selve ringen blev tykkere nedad som kontrast til dekorationens tyngde. Det design kunne jeg aldrig selv have udtænkt. Helle Norup er dygtig! Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, sagde bare “Sæt i gang – og sig, hvornår jeg kan hente den”.

Så her er den. Min fantastiske ring, som ingen andre har magen til, som har hele sin historie med, som passer lige ind i tidens opfordring til at bruge det man har i stedet for at anskaffe nyt, som rummer personlige minder. Som er så smuk.

Og som gør mig så glad og tilfreds, når jeg tager den på.

Urværk af Ane Riel. En anbefaling #6

Jeg er lige blevet færdig med Ane Riels nyeste roman Urværk, og dette er min varmeste anbefaling.

Den handler om Alma, der er gammel og døv og bor alene. Virkelighed og erindringer flyder sammen for hende, mens hun kigger ud af vinduerne, og tiden går, samtidig med at den er gået i stå. Tid – og ure – er i det hele taget en væsentlig faktor i fortællingen. Hukommelsen svigter, hørelsen er væk, og i en tiltagende demens har hun udviklet en snigende, absurd logik, som hvirvler hendes tanker rundt og blander det, der sker, sammen med det, der skete engang, og det der måske er sket.

De af Ane Riels tidligere bøger, jeg har læst, er grumme og hjerteskærende, det er denne også, men på en anden og mere stille måde. Et gammelt menneske i forfald og frit fald på kanten af livet. Flere gange under læsningen har jeg tænkt på den mærkelige, bagvendte logik, der farvede min mors sind i de sidste måneder af hendes liv. Det var ofte svært at følge med i og forstå de besynderlige konklusioner, hun nåede frem til, om alt muligt i fortid, nutid og fremtid.

Urværk er virkelig velskrevet og stærkt tankevækkende. Fin og smuk også. Jeg synes, I skal læse den.

Heureka!

I aftes kom jeg af en eller anden grund til at tænke på en fyr fra parallelklassen i gymnasiet og spekulerede på, hvor han mon befinder sig i dag. Jeg kunne bare ikke huske, hvad han hed til efternavn, og det er et lidt tyndt grundlag at søge på et ret almindeligt fornavn uden at kende hverken nuværende bopæl eller metier. Der er billeder i mit fotoalbum fra en Københavnertur, en flok af os tog i efteråret efter studentereksamen, men selv om jeg sirligt har skrevet kommentarer ved billederne, står der også kun hans fornavn. Jeg fandt Facebook-profilen på en af de piger, han hang ud med dengang, men hendes venner havde jeg ikke mulighed for at se, så den vej var lukket. Blev han læge? Fornavnet og ’læge’ var heller ikke en gangbar vej.

Så brugte jeg mere end en time på at lede efter Blå bog fra gymnasiet, som jeg vidste, jeg havde et sted, bare ikke hvor. Jeg kiggede i mange, mange kasser og skabe med alt muligt skrabsammen, endda flere gange, men forgæves. Jeg var også i pulterkammeret, hvor jeg blandt andet opbevarer otte ens kasser med endnu mere blandet fortidsgods. Kasser med påskrifter som ’Børnebøger og Pixi-bøger’, ’Lauras ungpigebøger’, ’Prikkede kopper’, ’Sus’ keramikkrus’, ’Astrologibøger’, ’Børnetegninger + skoleting’ osv, og den allerinderste kunne jeg ved at vride hovedet næsten af led se indeholdt ’Birgittes skolebøger’. At komme ind til den krævede bare, at jeg lirkede de syv andre kasser ud. På det tidspunkt opgav jeg og gik i seng.

I dag tog jeg søgningen op igen. Med lirkning og flytning. Og dér, i den formodede kasse, oven på bøger, jeg tilsyneladende aldrig fik afleveret til skolens bogdepot, lå minsandten Blå bog og flere skoleblade fra gymnasiet. Hurra!

Efternavnet stod der – jeg var aldrig kommet på det af mig selv – og så var det nemt at søge på nettet. Og jo, han blev læge og bor igen i Odense. Og ligner sig selv, bortset fra hårets længde og farve. Jeg skal ikke bruge den viden til noget som helst, men nu behøver jeg ikke spekulere mere på det.

Det er Tietgen med studenterhue på forsiden af Blå bog. Statuen af Tietgen stod dengang i Kongens have lige over for skolen. Han har haft mange langhårede og muligvis øldrikkende gymnasieelever liggende for sine fødder i tidens løb. Ved siden af Blå bog på billedet ligger et årsskrift fra samme år med forsideillustration af mig, et papirklip jeg tydeligvis har lavet hen mod slutningen af gymnasietiden. Tyk og overdrevet hvad-skal-vi-nu-symbolik.

Koppen af birketræ fandt jeg i en anden kasse, måske var det den med de prikkede kopper (som jeg egentlig ikke behøver at gemme mere på?). Måske er det en, der hedder Ove, som har drejet den mug til mig for tredive år siden, det kan jeg ikke helt huske, men jeg har ikke lagt den tilbage i kassen. Den kan da godt stå i outdoor-skabet og være heldig at komme med på tur engang.

Og overskriften? Ja, det var det, den græske matematiker og fysiker Arkimedes skal have udbrudt, da han trådte ned i badekarret og bemærkede, at vandstanden steg svarende til hans fods volumen, og derved opdagede princippet om opdrift. Det betyder ’Fundet!’.

Jeg var klassisksproglig og gik i 3.c.

Og nu ved jeg, hvordan det er gået med Mikkel fra 3.u.

Mange spørgsmål – og svar på alt

Det har været en dag med mange spørgsmål at tage stilling til.

Hvornår skal vi have brugt vores feriefridage efter den nye ferielov, hvor sidder anhængertilkoblingsstikket på min bil, og findes verbet ’at krane’ virkelig?

Dagen har bragt svar på det hele.

Vi skal have brugt indeværende års feriefritimer inden udgangen af 2021. I morgen kommer der 37 nye timer. Det er også en god ide at få afviklet ferietimerne her i efteråret, … chef. Jeg har mange.

Min bil. Jeg har aftageligt træk. Det er kun blevet brugt to gange – til cykeltransport på til lejlighederne lånte saksecykelholdere. Jeg har brugt lang tid på at overveje, hvilken type cykelholder/lygtebom jeg ville anskaffe, til gengæld har jeg haft min 3. nummerplade liggende i et halvt år. Nu er jeg endelig nået frem til en beslutning og ville derfor afklare, om jeg havde 7-pols eller 13-pols-stik. Og så var der slet ikke noget stik på bilen! Virkelig dumt at have trækkrog uden at kunne få trailerlygter til at virke, hva’. Skulle jeg måske specifikt have bedt om en tilkobling, da jeg købte bilen? Ubegribeligt. Så jeg kørte ganske enkelt hen til forhandleren og spurgte. Tabte jeg ansigt, er jeg gammel nok til selv at gribe det.

Stikket sidder bag kofangeren og kan vippes ned – hvis man ved, hvor man skal gribe efter det. På moderne biler må man ikke kunne se grimt tilbehør, der kan spolere det supersmarte design. Nu har jeg købt lygtebom med 13-pols stik og monteret nummerpladen. Heldigvis var jeg smart nok til at afprøve forbindelsen mellem bil og bom, inden jeg satte pladen fast. Ellers havde den siddet på hovedet, alternativt havde lygterne blinket modsat af bilen.

Og ja, udsagnsordet ’at krane’ findes. Det betyder flytte ved hjælp af en kran; udføre arbejde med en kran. Jeg havde aldrig hørt det før. Nu vil jeg til at bruge det hele tiden.

Jeg er en gris

Se, det var nok en overskrift, der kunne generere klik og opmærksomhed.

Men det er faktisk mere en tænksomhed genereret af formiddagens rengøring. Jeg skulle egentlig bare gøre badeværelser rene og støvsuge hele huset; det som min almindelige rengøring plejer at indebære. Men i badeværelset fik jeg øje på et par flasker med rensemiddel og plejemiddel til matte overflader, som jeg ærligt ALDRIG har brugt. Og så fik vaskene i badeværelse og køkken en tur med dét, nu jeg var i gang.

I køkkenet faldt mit blik under støvsugningen på nogle fedtpletter på en låge, og da jeg først havde fokuseret på én låge, konstaterede jeg, at alle låger og skuffer var mærket af substanser, der engang var stænket og løbet og ladt i fred. Det kender I godt, ikke? Man skulle egentlig bare tørre komfuret af, og pludselig tager det overhånd, og til sidst har man rykket komfur og køleskab ud og splittet emhætten ad. Det er i hvert fald engang sket for mig. I dag fik jeg givet alle låger og overflader i køkkenet en lidt grundigere omgang en sædvanligt.

Jeg er ingen måde renpillen, som min mor kaldte mennesker, der var overdrevet optaget af rengøring. Faktisk ser jeg ikke rigtigt, at der trænger, og det er kun, fordi jeg ved, at man skal, at jeg gør rent med jævne mellemrum. Derimod er jeg virkelig god til at holde orden og lægge ting på plads, så på den måde ser der altid okay ud hos mig. Men jeg ER i virkeligheden en gris.

Da min ældste bror og jeg tømte vores afdøde brors hus, konstaterede vi, at det hele fremstod lidt nusset. Lidt præget af, at en enlig mand havde boet i huset i mange år og på flere områder accepteret tingenes tilstand og ikke gået op i at holde rent i hjørnerne og bunden af skabene. Ikke decideret ulækkert, bare … ja, nusset. Vi talte om det, mens vi ryddede op og smed ud og forsøgte at få tristheden over hele situationen til at ligge et acceptabelt sted og forstå mekanismen i, at vores bror så ud til at have ladet stå til i krogene. “Det er jo ikke værre end i går”, var ældstebrors bud på, hvorfor der ikke lige bliver gjort rent ’i dag’.

Det er jo ikke værre end i går …

Den sætning gjorde indtryk på mig, og jeg tager den ind i mellem frem og formaner mig selv om, at jeg ikke skal blive en enlig gammel kone, der langsomt gror til i sit eget skidt. For det ER jo ikke værre end i går, og det ER ikke nødvendigt at gøre rent i dag, det kan godt vente til i morgen. Og så er der lige pludselig gået mange dage, og pludselig er det værre end i fjor.

Jeg kan næppe ændre grundlæggende på min rengøringshabitus, og jeg kommer aldrig til at gøre rent forud, eller hvis der ikke trænger, men jeg er også tilfreds, hvis jeg bare kan huske mig selv på ikke at falde i det-er-jo-ikke-værre-end-i-går-fælden.

I dag? Ja, der spejler jeg mig i glorie og god samvittighed. For se bare ovnlågen! Spejlblank. Jeg vidste ikke engang, at den KUNNE blive så ren og blank. Men det har den jo nok været, da jeg flyttede ind … for fire år siden.

I dag er det langt bedre end i går.

Spryllet

Der er muligvis kun ét menneske i verden, der ved præcist, hvad jeg mener, når jeg siger, at denne kage er spryllet. Det er min bror. Han er nemlig også vokset op med vores mors mange mærkelige, gammeldags fynske udtryk.

Når noget – fortrinsvis madvarer – er spryllet, er det sådan lidt tørt og smuldrende og går let fra hinanden. Det kan være en ost, der er så lagret, at der falder stykker og flager af i kanterne, når man forsøger at skære et stykke, eller en småkage, der er så gennembagt eller gammeltør, at den eksploderer, når man tager en bid.

“Hm, det spryller godt nok!”, tænkte jeg med det samme, jeg satte skeen i denne bountykage, som kantinen kaldte den, og forsøgte at fange mig en mundfuld. Der var kokos ud over hele tallerkenen. Dernæst tænkte jeg, at jeg kun kender min bror, der ville kunne se det for sig uden faktisk at kigge på kagen.

Så følte jeg mig lidt gammel.

Bagefter googlede jeg lidt, for det var alligevel lidt ensomt, hvis vi kun var to, der kendte udtrykket.

Jeg fandt spor på en liste over sønderjyske ord, som nogen har gjort sig ulejlighed med at samle. Her kender de tilsyneladende også begrebet sprylle, som betyder sprede eller sprutte. Det giver jo god mening.

Og jeg fandt frem til Moths Ordbog, en historisk ordbog fra ca. 1700. Den er digitaliseret og udgivet af Dansk Sprog- og Litteraturselskab – der er henvisning til den på ordnet.dk, hvor de andre uundværlige og mere gængse ordbøger også ligger. Her kan man også læse om Mathias Moths omfattende arbejde med at registrere almindelige menneskers daglige talesprog på den tid.

Moth definerer sprylde eller sprylle som at være skør, let til at falde fra hinanden.

Tænk engang, ordet findes faktisk og har gjort det i trehundrede år.

Nu føler jeg mig virkelig gammel.

Var det noget med et sæt vinterdæk, så?

Jeg hader Marketplace. Faktisk alle former for salgsportaler på nettet. Det gælder også det at have en stand på et bagagerumsmarked eller i en genbrugsbutik.

Ikke for det, jeg vil skam gerne sælge mine brugte ting, forære dem væk eller bare komme af med dem. Jeg er bare ikke fan af det og heller ikke god til agere på brugtvaremarkedet. Jeg kender masser af mennesker, der elsker at finde gode loppefund, gå i genbrugsforretninger og handle på fysiske stande og digitale platforme. Det virker, som om de altid får solgt deres varer fordelagtigt og med det samme. Sådan går det ALDRIG for mig.

I november skilte jeg mig af med min Aygo, som indgik i handelen af min nye bil. Men vinterdækkene, som jeg ikke havde sat på den lille hvide, fordi jeg skulle af med den, har jeg stadig. Jeg satte dem første gang til salg i december. Der skete ingenting. Måske fordi alle allerede havde løst deres vinterkørsel for vinteren 2020. Forleden fik jeg øje på de små gode hjul igen og satte dem til salg. Muligvis heller ikke det optimale tidspunkt på året, men man ved jo aldrig. Eller, faktisk vidste jeg det godt. Ingen reaktioner fra almindelige mennesker.

Men robotprofilerne er tilsyneladende altid interesserede. “Hej Birgitte. Er denne vare stadig tilgængelig?”, spørger Pierre Ouattara, hvis profil har bare ti venner med afrikanske navne, og Chami Diakite fra Elfenbenskysten med hele 259 Facebookvenner. Når jeg svarer ja, vil de gerne købe og gerne allerede dagen efter, men så er der bare det, at de er så ophængt med arbejde, at de er nødt til at sende en kurer fra GLS eller FEDEX med en konvolut med kontanter, og når jeg har bekræftet beløbet, vil kureren tage varen med og sende den til dem, forklarer de. Jeg skal bare lige oplyse mit ’navn, fornavn, adresse, by, globale varens størrelse, e-mail-adresse’. På dette tidspunkt i den første korrespondance trak jeg mig med et “Nej tak, det bliver for mærkeligt, jeg afventer en anden køber.”

Siden er der kommet flere af den slags henvendelser, som jeg nu selvfølgeligbare afviser fra starten.

Men ingen interesse for vinterhjul fra almindelige, virkelige mennesker. Måske er september eller oktober et bedre tidspunkt at tilbyde verden mine fortrinlige dæk?

Medmindre I kender nogen, der lige står og mangler et sæt 14” Continental 165/65 R14T med omkring otte tusind kilometer bag sig? De er på fælge, og der er både bolte og kapsler med.

Eller måske kender I bare nogen, der vil købe af medlidenhed, fordi det er synd for mig, at jeg er så dårlig til at krejle.

Næsten er godt

I aftes påkørte jeg næsten en rå. “Næsten” betyder, at jeg nåede at undvige så meget, at dyret i stedet påløb mig. Og løb videre ind i skoven, sagde bilisten bagved, da vi begge holdt ind og snakkede lidt om, hvad der egentlig skete. Jeg mærkede kun et lillebitte stød i bilen, og dyret har formodentlig lige snittet min bagskærm. Det var pænt af ham, der kørte bagved, at stoppe op og godt for mig at få episoden vendt med en, der så hvad der skete bag mig. Dyret var væk, og formodentlig slap det også med forskrækkelsen. Der var heller ikke noget at se på bilen, ikke så meget som et hår.

Det var første gang, jeg var så tæt på at påkøre et dyr, og jeg kørte meget årvågent resten af vejen hjem.

Således sluttede min sommerferie, og i dag har jeg gennemført en arbejdsdag. Det gik godt, og jeg tænker da, jeg prøver igen i morgen. Men her, første aften efter første arbejdsdag efter ferien er jeg aldeles udmattet og har kun gidet at sidde på terrassen i de sidste solstråler og strikke på noget vinterbeklædning med Kvinde set fra ryggen i ørerne. Helt som forventet og helt, som det skulle være.

Mere end næsten godt, faktisk.