Hvor mange bøger kan man lytte på et år?

Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?

Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.

Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.

Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.

Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.

Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.

Et verdensbillede i korssting

Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.

Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.

Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.

Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.

Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.

Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.

Glædelig julestjernejul

Vi er der. Det er blevet juleaften. Eller indtil videre juleaftensdag. Juleaftensdags formiddag.

Kalenderlyset er brændt ajour, godt og vel endda. Der er bagt ekstra småkager, gavepakkeriet er meldt klar og juleglæden det samme. Jeg er mild og god, og forude venter kirkegang og jul med nære og kære.

Glædelig jul til hver og én og hele verden!

Næsten som at få en ekstra julegave

Engang havde jeg en sort cashmeretrøje, som jeg var så glad for, at jeg sled huller på albuerne og fik trevlede ribkanter. Laura havde en magen til, som hun ikke brugte, så hun spurgte om jeg ville overtage den. Det ville jeg gerne, og ved næste besøg i København fik jeg den med hjem. Jeg tror vi skal et år tilbage.

Siden er den forsvundet. En dag gik det op for mig, at jeg kun havde én, nemlig den hullede, og jeg tænkte, at jeg nok havde smidt den forkerte ud. Kasseret den nye og beholdt den gamle. Det var jo virkelig dumt, og jeg har aldrig fortalt det til Laura.

I aften havde jeg fat i vores store kuffert, og da jeg åbnede den, var der noget blødt klemt op i et hjørne. Jeg troede først, det var Mortens halstørklæde, selv om han vist slet ikke har et sort halstørklæde, og hvis han havde, havde det nok egentlig aldrig været ude at rejse i lige dén kuffert. Men så havde halstørklædet ærmer. DET VAR TRØJEN!

Jeg kan ikke afgøre, om den aldrig har været ude af kufferten efter Københavnerturen, eller om jeg har haft den med andre steder hen siden.

Men at finde den igen var næsten som at få en ekstra julegave.

Vådvejr og vinterdæk

Det meste af dagen har jeg haft denne udsigt og lyden af slagregn på ruden. Gråt i gråt og vådt i vådt og aldrig lysere end dette. Det gode var, at jeg ikke skulle ud, for det var på ingen måde vejr til andet end at sidde indenfor og vende den anden kind til.

Den eksotiske pynt? Ja, den vandt jeg i pakkespil i starten af december, og det var her, den bedste placering var.

Et andet lyspunkt er, at jeg har fået vinterdæk på min bil. Min søde og dygtige kæreste ordnede det i går. I tørvejr. Lille Hviden kan nemlig sagtens holde på tværs i carporten. Måske løftede han den derind, jeg så ikke mellempositionerne.

Til alle dem, der har været bekymrede, altså: Jeg kører vintersikkert.

Dimsen, der stikker op fra bunden af billedet, er toppen af troldhaslen. Som jeg ikke har fået klippet endnu.

Kryds ved december

Det ligger tit i luften, at vi skal være varsomme med at placere aftaler og arrangementer i december, for “der er jo så meget i december”. Altså, hvad? Hvad er alt det meget, der er i december, hvis man netop undgår at lægge noget der? Hvis julefrokosterne er i november og januar.

Da børnene var små, er det da rigtigt nok, at der kunne være tre gange julearrangementer i børnehaven og skolen i december. Men det der traditionelt har presset mig er de andre forberedelser. Pynt, dekorationer, gaveindkøb, planlægning. Uden grund, selvfølgelig, for det er jo altid gået fint.

I år er jeg ikke i nærheden af travl. Det er måske den mest tjekkede december i nyere tid. Adventslysene blev lynhurtigt kastet sammen et par dage efter, at vi kom hjem fra Costa Rica; minimalistisk og med plads til udvikling, men eksisterende. Jeg har pyntet op. Jeg har bagt småkager. Stort set alle gaver er i hus eller på vej, og de er pakket ind. Portvinen, som er det eneste vi skal medbringe til juleaften, står og venter. Vi har en julefrokost herhjemme i julehelligdagene, som vi skal have købt ind til, men vi ved nogenlunde, hvad der skal på bordet, og det skal man da for pokker heller ikke købe to uger før. Kalenderlyset er ajour og brænder netop nu på den femtende. Jeg kan egentlig bare læne mig tilbage og nyde.

Det er præcis sådan noget, man ikke gider høre om, hvis man selv er et sted med stress og pres. Men opfat det endelig ikke som pralende juleoverskud. Det skyldes jo bare det sted, jeg er i mit liv. Med voksne børn, der klarer sig selv og ikke behøver min hjælp til julehejs. Ingen børnebørn, der skal passes eller inviterer til bedsteforældredag i børnehaven. Det at min mor takkede af betyder 10-12 julegaver mindre at sørge for, både dem hun skulle have og dem hun skulle give.

Og når jeg remser op, hvor godt det går, kommer jeg da også helt i tvivl. Kan det virkelig være rigtigt? Har jeg i virkeligheden glemt noget?

Jeg tror det ikke. Jeg tror, det ER sådan fredeligt. I dag er min opgave bare at vælge rækkefølgen af avislæsning, læsning, chokoladedrikning, adventslysetænding og brændeindhentning, og om jeg skal sidde ved køkkenbordet eller i sofaen og kigge ud på juleregnen.

Glædelig 3. søndag i advent.

Udpluk #27

 

  • Der står noget vrøvl på min te-termokande. Nogle ville hævde, at det er mig, der bruger termokanden forkert. Men i min opfattelse er termokander til te hvide og termokander til kaffe sorte. Det er på farven, man kender forskel og griber ud efter den rigtige kande. Altså er det producenten, der har gjort forkert.
  • Det er længe siden, jeg har lavet mig en kande te bare til at nyde en kold decembereftermiddag. Havde glemt hvor koseligt det er. Havde også glemt lyden af termokanden, der står og suger luft ind. Eller slubrer ud, eller hvad det er den gør.
  • Da jeg havde øjne og hænder oppe i kaffe- og teskabet, opdagede jeg en uåbnet dåse med noget farlig fint kakao beregnet til varm chokolade. Det må jeg prøve, når jeg er færdig med min nybryggede te, eller i morgen, som jo sikkert også hedder ’en kold decembereftermiddag’. ’Kold’ er den eneste ubekendte, og ’decembereftermiddag’ er nok til varm chokolade.
  • På siden af dåsen står – med guldbogstaver på mørkebrun bund – opskriften på sådan en gang eksklusiv chokolade. Nedenunder står der Nu kommer den bedste del! Læn dig tilbage og nyd, hvor fyldig og lækker varm chokolade kan være. Se, dét var en dygtig tekstforfatter.
  • Andre tekstforfattere ville tilføje Tag en hjemmebagt småkage til.
  • Det var faktisk en god ide.
  • Også til te.

Hippieaben

Troldhasseltræet i forhaven har mere end én gang lagt grene til nogle af de mindste stykker julepynt. Nogle grene i en stor vase, en lyskæde og små hjerter, stjerner og glimtende dimser, det bliver altid fint.

I år har jeg hængt en gren op i loftet og rigget den til med udvalgte juledimserier fra den ene og den anden, fra før og nu. Kay Bojesen-aben hænger der altid, med armen nonchalant slynget op om en lampeledning. Nu har den fået æren af at hjælpe med at holde troldegrenen, fordi vi syntes, det var sjovt. Da jeg i den store kasse med julepynt stødte på den lange røde perlelænke, draperede jeg den forsøgsvis om halsen på den nøgne abe. Også for at have kontrol over kæden, så jeg ikke pludselig finder den viklet ind i en potteplante eller om et dådyrgevir; man ved aldrig helt, hvad der findes af fantasifulde pyntenisser i husstanden.

Det blev aben egentlig sådan lidt hippieagtig af. På en eller anden måde kommer jeg til at tænke på den farverige Løjtnant Flap fra Basserne.

Flittigfruen og dovendamen

Jeg fokuserer på at glæde mig over, hvad jeg får gjort, og gider ikke græmmes over det, der ikke er blevet streget på huskenoten.

Således sov jeg længe i dag (det tager altså noget tid at få hele organismen tilbage til GMT+1), spiste morgenmad og læste hele avisen, bagte boller, fedtebrød og lakridssmåkager, gjorde rent i badeværelserne, strøg en kjole, stenede i sofaen, talte i telefon med ældstebarnet, planlagde julegaver til alle børnene, spiste fiskefileter, så Tinka og kongespillet, stenede mere i sofaen – og det er der, jeg stadig er, nu med et glas aftenvin.

Var dét for meget overskud at give udtryk for? Men ingen ved jo, hvad det skal sammenlignes med. Ingen ved, hvor meget jeg ikke fik gjort. Og det gider vi heldigvis heller ikke beskæftige os med.

Vi er de formørkede julenaboer

Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.

Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.

I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.

Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.