En lille buks

Der ligger en lille babybuks og tørrer på mit tørrestativ, uldvasket, behørigt behandlet og snart klar til brug. Et af de første af formodentlig mange stykker babytøj, jeg kommer til at producere. Mit første barnebarn er på vej, og han skal selvfølgelig have noget, der er ’made by farmor’.

Afslører jeg for meget for de kommende forældre? Næppe. De ved vist godt, at buksen er i produktion, og nu kan de så se, at den er færdig. Willums selebukser hedder opskriften, og den findes i mange størrelser, så falder modellen i god jord, kan der måske falde flere af.

Nu ser vi. Jeg strikker ting, jeg selv synes er sjove at lave, mere end at efterkomme noget de har ønsket sig – indtil videre, i hvert fald.

Jeg har allerede strikket et babytæppe til dem, og det ved jeg, at mormoren også har gjort, så hun producerer nok efter samme princip. Rigtig mange af dem, jeg har fortalt om babytæppet, har spurgt – insidervidenagtigt, om det er Marys tæppe, jeg har strikket. Kronprinsessen, tænker jeg. Der findes åbenbart et babytæppe, der bærer hendes navn. Men det er altså ikke det. Mit mønster hedder Blueberry og er fra Tante Grøn i Odense. Det blev så fint. Der var fælt meget masketælleri, det var sjovt at strikke, og jeg har kun et enkelt billede af det, for det er allerede givet videre til søn og svigerdatters depot. Jeg kunne ikke vente. Er måske i virkeligheden ikke så god til hemmeligheder.

Og se nu bare her. Selebukserne kunne jeg heller ikke holde hemmelige. Farmor, altså!

Alt fra firserne

Over nutidens strikketøj kom jeg til at tænke på hønsestrik. Det, jeg er i gang med nu, har intet med hønsestrik at gøre – på ingen måde, det er mønsterstrik i en helt anden genre, men jeg har naturligvis også haft min tid med halvfjerdsernes eksperimenterende og flippede håndarbejder.

Blandt andet huskede jeg en bluse, jeg engang strikkede med diagrammer, jeg selv komponerede. Med katte, fisk, tørresnor, blomster og hjerter i borter over en hel overkrop. Havde jeg mon et billede? De årtier var ikke helt så veldokumenterede, som vi dokumenterer vores hverdage og værker i dag. Men jeg havde et kamera og var faktisk flittig med det, så jeg har alligevel en del i arkivet.

Da jeg gik igennem gamle albums, gik det op for mig, at vi på stort set alle billeder fra dengang i startfirserne var iklædt noget, vi selv havde syet, strikket, batikfarvet og applikeret, og på mange af dem sidder vi med garn og strikketøj i hænderne (og rødvin og smøger!). Vi var ret flittige og ret gode.

På det her billede fra 1982 har jeg hønsestriktrøjen på. Mest stolt var jeg af tørresnoren øverst, med hvide bluser, bukser, strømper, underbukser og håndklæder på blå bund. Kigger vi på hele fotoet, indeholder det faktisk ALT fra firserne. Vi spiser fondue, dugen er noget afrikansk tekstiltryk, der er lerskåle på bordet og på hylden, tøjet er varianter af lilla, interiøret er brunt og orange, på væggen hænger plakaten af Van Goghs stjernenat, tørvarerne opbevarer vi i gamle henkogningsglas, rødvinen er en magnumflaske med skruelåg fra Brugsen, og vi drikker den af sennepsglas.

Jeg har stadig flere af tingene, blandt andet fonduesættet og salatbestikket. Men hønsestriktrøjen? Hvornår har jeg syntes, at den var slidt op, ude af trit med tiden og skulle ud? Jeg kunne da i det mindste have flyttet den med mig videre som en museumseffekt, et hovedværk, et mesterværk i mit håndarbejdsliv. Jeg gad godt have haft den i dag.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - 2 kommentarer.

Nye batterier på godt og skidt

Jeg har et par trådløse håndsæbedispensere af den slags, hvor man holder hånden hen foran en sensor under tuden, og så spyr apparatet sæbe ud. Meget praktisk, meget afspejlende tidsånden, der anbefaler at holde sine fingeraftryk og smitsomme bakterier for sig selv.

I et stykke tid har dispenserne kviet sig noget ved at aflevere sin ladning. Så fandt jeg på at prøve at skifte batterierne. Det hjalp. Nu spytter de rigeligt og gerne.

Det fik mig til at tænke på engang for mange år siden, hvor en af mine drenge havde fået lov at få et maskingeværlignende plastikvåben fra en bod på et købe-sælge-bytte-legetøjsmarked. Den kunne sige nogle forkølede skydelyde, og alt var godt og til at holde ud. Indtil den ingenting kunne sige mere, og vi fandt på at sætte nye batterier i. Og opdagede, hvor højt den faktisk var lavet til at sige. Så fortrød vi – de voksne – lidt batteriskiftet.

Sæbedispenserne siger heldigvis ingenting, og jeg fortryder intet.

Blomsterhandlernes ukrudt

Denne stueplante hedder paletblad. Det har jeg lært i nyere tid, og indtil da har jeg kendt den under to andre navne.

Den har været en del af hele mit liv, til og fra, og den er virkelig nem. Har kun brug for vand nok. I mit barndomshjem kaldte vi den for ’brændenældeblomst’ – på grund af bladenes form, tænker jeg, og min mor havde flere af dem. I potter og som stiklinger, der skulle slå rod. For det er sådan, man formerer den. Klipper en gren af og sætter den i vand en uge eller to, og så danner den rødder og er lige til at plante.

Derfor var den blandt de potteplanter, jeg fik med, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kom en del hjemme hos min gymnasiekammerat Mikael, der boede lige om hjørnet fra mit klubværelse, og hans mor Ruth havde en blomsterbutik. Det var i øvrigt også hende, der tippede mig om klubværelset i Thorsgade i Odense, hvor jeg boede hele 3.g. En dag spurgte jeg Ruth, hvad min brændenældeblomst hed i virkeligheden, og hun svarede prompte, at “åh, det er en coleus – den betragter vi blomsterhandlere som ukrudt”.

Nå. Så var den åbenbart sådan en usofistikeret og alt for nem fattigmandsplante, som man ikke skulle være stolt over. Men fin og dekorativ er den altså. Og nem.

Jeg har et par stykker nu. Efter mange år uden fik jeg en stikling af min datter, som havde fået sin af en veninde og drevet flere eksemplarer frem. Sådan har paletblad cirkuleret i årtier, fra hånd til hånd, fra ven til ven.

Og jeg fortsætter med at formere og drive frem. Nu er endnu en ’unge’ kommet i muld. Som en rødlilla farveklat blandt alle de grønne.

At lære fra sig versus at lære selv

På en (alt for) kort køretur fra min arbejdsplads til min bank skulle jeg omstille mig fra at være den, der lærte fra mig, til at være den, der lærte selv (og forstod).

Jeg har fået en ny kollega, som skal kunne præcis det samme, som jeg kan. Ikke fordi jeg skal lave noget andet, vi er bare blevet flere på holdet. Derfor er jeg i gang med at oplære og indføre hende i alle systemer og metoder. Her finder du, sådan gør du, derefter gør du sådan, du kan hente mere her og her og her, og du kan også gå dén vej ind, her er guidelines, sådan arkiverer du, her skal du bruge dét login og her det andet du fik, sørg for at gøre sådan, undgå at gøre sådan, og bagefter skal du huske at …

Allernemmest var det, hvis jeg kunne teleportere hele min mentale database ind i hendes hjerne, sætte mit eget hoved på hendes skuldre – og så kunne hun det hele. Men sådan fungerer det jo ikke, og jeg kan godt forstå, hvis hun er træt, når arbejdsdagen er slut. Det er jeg også. Men hvis jeg gør det godt i de lidt heftige startdage, kommer min kollega til at gøre det godt i alle de efterfølgende dage, og de samlede superkræfter er det fælles mål.

I dag havde jeg et lille kvarter til at omstille mig til selv at være den, der tog nyt stof ind.

De der konverteringer af lån på grund af stigende renter, ikke? Som alle talte om i forrige uge, før de snakkede om folkeafstemning og forsvarsforbehold, og som de nok snart vil tage op igen, fordi renten bliver ved at stige.

Jeg spurgte min bank, om det er noget jeg skal overveje. Kort spørgsmål. Ikke så kort svar. Så jeg havde aftalt et møde med min bankrådgiver. Jeg forstår alt, hvad han siger. Altså mens jeg sidder i bankens mødelokale. Så snart jeg træder ud over dørtærsklen, forstår jeg det langt mindre, og når jeg kommer hjem til det hus, som er hele årsagen til at jeg har et lån, er tavlen mere eller mindre blank. Sådan er det hver gang, og derfor prøvede jeg virkelig, virkelig at være en dygtig lytter.

Jeg kunne ikke få min bankmand til at sige, hvad han synes, jeg skal. Han var kun interesseret i at give mig et oplyst fundament til selv at tage en beslutning. Det andet havde ellers været nemmere. Hvor skal jeg skrive under?, kunne jeg så bare have sagt. Men sådan legede vi ikke. Hvis du gør sådan, KAN konsekvensen være … Hvis du gør sådan, sker der ingenting, til GENGÆLD … Og her er en tredje mulighed, MEN … Jeg skal selv tage beslutningen. De næste dage må jeg tænke grundigt over, om jeg vil konvertere, og så ender det nok (som sædvanligt) med, at jeg beslutter mig på grundlag af en mavefornemmelse snarere end det oplyste (og hastigt smuldrende) fundament, han tror han gav mig.

Det vil vise sig.

I hvert fald var dagens rolleskift en markant præcisering af, at der er STOR forskel på at lære (fra sig) og at lære (selv). På engelsk er det endda to forskellige ord, teach og learn.

Men jeg tror, at hverken den ene eller den anden rolle i dag havde været nemmere for nogen, hvis det var foregået på engelsk, så lige på dét punkt har jeg allerede besluttet, at jeg ikke vil konvertere.

Tærte med lange, løg, ærter og kapers

Bemærk kommaet! Der er ikke tale om lange løg, men derimod fisken lange og grøntsagen løg. Fisken er hvid, løgene er gule. Zittauerløg. Eller “løg i net”, som nogle af mine kolleger kalder dem, så de ikke forveksles med rødløg og skalotteløg. Jeg er ikke helt med på logikken og har naturligvis forsøgt at belære og berige dem – men dem om dét for nu.

Overskriften henviser til nogle af ingredienserne i den aftensmad, jeg fik lavet. Normalt vil I ikke få opskrifter her hos mig, for madlavning er ikke et fokusområde for mig, og det er sjældent jeg opfinder noget, som andre ikke allerede har gjort bedre.

Derfor er dette heller ikke en opskrift, men I må gerne få at vide, hvad og hvordan jeg gjorde. Det er alt sammen frembragt af noget, jeg allerede havde, og på den måde blev det ikke rugbrød med hytteost i dag.

Jeg havde noget lange i fryseren, fordi min første måltidskasselevering havde dobbelt portion fisk, og det blev udgangspunktet. Jeg snittede to store løg og udblødte nogle tørrede svampe. Det svitsede jeg på panden, tilsatte en håndfuld fine ærter, en skefuld kapers, en sjat hvidvin, lange i tern, lidt frisk rosmarin, salt og peber og lod det simre i et par minutter. Det hele blev hældt ud på bagepapir i en lille bradepande, drysset med revet parmesan og dryppet med citronsaft. Ovenpå lagde jeg et låg af udrullet butterdej, som jeg penslede med æg og stak huller i. Så bagte jeg hele molevitten ved 200 grader varmluft i 30 minutter.

Det smagte godt. Og der er til i morgen også.

Tøj til en gammel model

Sommetider arbejder man åbenbart så længe med “godt nok”, at tiden og udviklingen løber fra én. Den der gemmer til natten, gemmer til katten, hedder et ordsprog. Det ser ud til, at katten har fået en luns.

Jeg har fået en ny telefon. Nyeste model og tiptopdollar. Den er god, kan det den skal og mere til, og jeg er glad for den.

Men den er kun interessant i denne sammenhæng, fordi jeg skulle have et cover til den. Og så tænkte jeg, at jeg samtidig ville anskaffe et nyt cover til min iPad, som længe har trængt til nyt tøj. Det gamle hænger i laser, og flere hjørner er knækket af, og det har indkasseret flere forundrede blikke og et enkelt “nåda!”, når jeg har haft min tablet med ude i verden og ladet andre mennesker se den. Men indpakningen fungerer jo, yder stadig en form for beskyttelse, og jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af eller kendt for bare at skifte ud og smide væk. Her skulle jeg dog nok have ageret lidt tidligere.

Covers, altså. Til telefonen gik det fint, men jeg fandt ikke lige noget i mobiltilbehørsafdelingen, der så ud til at opfylde mit andet behov. Jeg fandt imidlertid en ekspedient, som virkelig gjorde sit bedste, vi målte og gjorde ved og kiggede på allround modeller, der kunne indstilles til flere størrelser og passe til hvad som helst. Bare ikke til min iPad, som svømmede rundt i lidt for stort nyt tøj.

Forklaringen ligger i årgangen. Det gør den altid, ved jeg af personlig erfaring. ”Den har runde hjørner … Er du sikker på, at det er en Air?”, spurgte fyren. Jeg insisterede og holdt mig til, at det mener den selv, men da jeg sjussede mig frem til, at den nok var fra ’15 eller ’16, lyste han op og sagde, at de lavede dem om i 2017. Og så kunne han ikke hjælpe mig.

Hans bedste råd var, at jeg affandt mig med det og prøvede at holde laserne ud, så længe jeg kunne. Altså samme strategi, som jeg har fulgt de seneste fem-seks år.

Og coveret kan jo det, det skal, så jeg holder ved. Så længe dét holder ved.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Effektivt vejarbejde

Aldrig så snart min krop var blevet nogenlunde sig selv efter sidste uges pilates, udfordrede jeg den igen ved at sætte helt andre muskelgrupper i spil.

Vi lagde kabler ned på vejen, naboerne og jeg. Eller vi lagde dem faktisk ned under vejen. Vi var blevet enige om, at fremtiden kræver at få ført strøm over til vores carporte og skure. For fleres vedkommende er det ikke engang fremtiden, der kræver det, men i høj grad nutiden. De har købt elbiler. Det betyder ladestandere. Det betyder, at der skal være tilgængelig strøm i umiddelbar nærhed af bilerne.

Vores asfalt er desuden slidt og trænger til udskiftning. Det vil vi også gerne have ordnet i nær fremtid. Og vi synes alle sammen, at det vil være smart at få lagt de kabler ned, inden vi får asfalteret, også vi der ikke lige står og mangler strøm derovre. Det er fremtidssikring af vores huse, synes vi.

Derfor havde vi aftalt vejdag i lørdags. Tage sten og fliser op, skære asfalt, grave render (uden om andre vigtige kabler og kloakdæksler), trække kabler i rør, lægge kabelrør ned, dække til, stampe jord, lægge sten og fliser på plads igen. Det var dagens opgaver, kun afbrudt af korte pauser for at grille pølser og drikke kaffe. Umiddelbart lyder det let, når det remses op, men jeg skal lige love for, at det var hårdt arbejde. Normalt løfter jeg ikke noget, der er ret meget tungere end min kaffekop, men seks-syv timers intenst fysisk arbejde medførte, at jeg lørdag aften knapt kunne løfte en kop.

Men vi blev færdige, gjorde vi. Vi fik hjælp af et par potente maskiner til at skære asfalten og grave renderne i vejen, og det var altså godt planlagt, ellers havde det været endnu hårdere og taget flere dage.

Det var trods sliddet en hyggelig dag med brilliant naboteamwork. Og nu er det gjort!

Nu er jeg klar, både til ny asfalt og til at jeg faktisk får brug for den strøm.

Og min krop virker igen.

Nu knager den krop

For pokker da! En times fysio pilates på en krop, der egentlig er i rimelig stand, men præget af års ikke-træning, dét kan mærkes. Av.

Jeg har købt et klippekort til et træningscenter, fordi fornuften fortæller mig, at det er smart at vedligeholde sit hylster. Det skal holde i mange år endnu, og selv med naturligt godt bindevæv og gode gener kommer formen nok ikke af sig selv. Der er for mange årringe i stammen.

Klippekort, fordi jeg så lige så godt kan bruge det. Pengene er allerede spenderet.

Fysio pilates indebærer måtte, håndvægte, foamroll og kommandoer som ’stræææk’, ’bøj’, ’rul hvirvel for hvirvel’, ’høj planke’, ’lav planke’, ’løft overkroppen’, ’hooooold den dér!’, ikke ret meget med ’hvile’ eller ’pause’, og har forsynet mig med hundredevis af nye muskler og sener, som helt sikkert ikke fandtes i min krop før, og i morgen vil jeg kunne mærke dem alle sammen – og i overmorgen er det endnu værre.

“Er de for lette?”, spurgte instruktøren undervejs og mente de håndvægte, jeg havde valgt. “Nhhej!”, gispelo jeg og havde lige overvejet, om jeg skulle have valgt nogle lettere.

Jeg var ikke den eneste, der syntes, det var hårdt, kunne jeg høre. Der var støn, sved, sitrende muskler, knagende knogler og knæ, der knækkede, jævnt over hele salen. Men bagefter var alle glade, og et sted skal man jo starte.

I dag: av, i morgen avav, i overmorgen avavav, og SÅ bliver det godt. Og næste gang bedre.

Noget andet

En af de helt store fordele ved at være frivillig på et spillested er, at man kan gå til alle de koncerter, man vil, hvis ikke der er udsolgt.

På sådan en vintermørk februartorsdag, hvor alle kunne trænge til at tænke på noget andet end Ukraine, var det netop, hvad jeg gjorde. Undveg sofaen, slukkede fjernsynet og tog på Paletten. Kalaha var aftenens band. Jeg kendte dem ikke, men det giver tit de fineste overraskelser. Sådan var det også i aften, og jeg blev en god oplevelse og en enkelt øl rigere.

Skulderklap til mig.

I morgen står jeg der igen. Der tager jeg selv en tjans iført frivilliguniformen, den sorte t-shirt med logo på ryggen, og møder gæsterne med smil og imødekommenhed.

Rasmus Hagen spiller. Ham kender jeg heller ikke, men det bliver godt og rart og hyggeligt, er jeg sikker på.