Sidste stik

Jeg har fået min anden dose Pfizer-vaccine i dag. Overskriften kunne også have været Andet stik stak. Men det ville ikke have været rigtigt, for det gjorde det ikke. Faktisk mærkede jeg stort set ikke stikket, det var en meget dygtig injektør, og det gik lynhurtigt. Og da jeg satte mig i vente-på-bivirkninger-salen bagefter, prikkede en bekendt, der viste sig at sidde lige bagved, mig på skulderen – det gjorde heller ikke ondt, selv om det var den nyligt bestukne side. Til gengæld gik det påbudte kvarter hurtigt med behagelig snak, og så kunne jeg køre hjem.

Jeg har det godt. Min arm er ikke faldet af. Skulderen er begyndt at blive øm, ligesom ved første stik, og måske bliver det værre. Men så går det over. Intet tyder indtil videre på influenzasymptomer, som jeg har hørt, at nogle får.

Og mentalt føles det mest af alt godt.

I mellemtiden i forstæderne

Der er et stykke med granitskærver i min forhave. Det er eksploderet med ukrudt i år, meget mere end de foregående år. På sådan en svedigt varm og lummer dag uden andre planer er det såmænd en udmærket beskæftigelse at sætte mig derude på en plastikkasse med en lydbog i ørerne og luge løs – igen. Det får formentlig aldrig ende. Det stykke, som jeg lugede i sidste uge, pibler igen.

Imens tænker jeg på min haveglade mor, der altid, altid, altid havde succes med – og tid til – at tage den slags i opløbet. Hun gik aldrig tur i sin have uden at have øje for at bøje sig ned og trække små ukrudtsspirer op, som havde sneget sig frem siden hendes seneste tur med skuffejernet. Hun holdt haven ren, hun gjorde den ikke ren.

Jeg tænker også på min far, som for længe siden ville have tilbudt at gå en tur med roundupsprøjten.

Ligeglad med sommerbiler og herrebiler

“Jeg tog sommerbilen i dag, den har kaleche, og airconditionen i den anden er begyndt ikke at virke så godt”, sagde en kollega forleden ved frokosten, da snakken faldt på sommervarmen, som vi glædede os til at få fri til.

Næste dag sagde jeg til hende, at hun da ikke havde nævnt, at ’sommerbilen’ var en Porsche. Jeg havde godt set, at der holdt sådan en på parkeringspladsen, da jeg mødte om morgenen, men havde samtidig tænkt, at jeg ikke gad spørge nogen, hvis det var, for jeg er faktisk ret ligeglad med biler. Det var der så andre, der havde spekuleret på, og nogen vidste præcis, hvem der kørte i den. Da jeg nævnte det for min kollega, trak hun på skuldrene og sagde: “Men det er fordi, jeg er ligeglad med det. Ja, det er en Porsche. Den er hvid.”

Og det er præcis sådan, jeg også har det med biler. Jeg købte selv en ny bil i efteråret, og kort tid efter var der en kollega, der sagde til mig i kantinen: “Det er da godt nok en herrebil, du har fået dig!”. Jeg er tit ankommet til arbejdspladsen samtidig med ham og har bakket min lille Aygo ind ved siden af hans store stationcar – af et mærke, som jeg ikke kan gøre rede for. Den er hvid. Og nu havde han tydeligvis bemærket, at jeg kom i noget andet.

Og hvorfor har jeg købt sådan en herrebil, når jeg er ligeglad med biler? Tjoo, primært fordi jeg kunne. Jeg arvede nogle penge samtidig med, at jeg blev alene på matriklen. Den store bil med anhængertræk og større bagagerum flyttede, og min lille bil havde begrænset person- og lastkapacitet i de ganske vist sjældne situationer, hvor jeg havde brug for det. Ikke engang en cykel kunne jeg fragte. Så jeg orienterede mig på bilmarkedet og var egentlig ikke så længe om at beslutte mig. Og gjorde det udelukkende ud fra mavefornemmelsen og uden at prøvekøre andre end den, jeg endte med. Det måtte gerne være noget hybrid, for at jeg kunne møde omverdenens klimablikke, men jeg gad ikke rode med at skulle installere en lader i carporten. Toyota ville godt tage Aygoen i bytte. Og den skulle være rød. Farven var faktisk det eneste, jeg aktivt valgte og insisterede på. Alt det andet var mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt tage med, hvis den har dét.

Jeg kan så sige, at jeg virkelig nyder det, hver gang jeg sætter mig ind i min bil. Køreglæden opvejer i den grad alt det ligeglade. Men jeg kunne have været lige så glad i enhver anden moderne bil. Nu blev det bare den her.

Og ja, det er min bil på billedet. Og ja, den er beskidt. Det er jeg sådan set også ret ligeglad med.

Pip i konstruktionen

Jeg kan høre en spæd pippen bag sternbrædderne, og det er faktisk en lettelse. Så er det nemlig ikke mig, der har fået pip.

Bag vinduet her er kontoret, hvor jeg har hjemmearbejdet siden før jul. I løbet af foråret har jeg siddet derinde og ind i mellem syntes, at jeg kunne høre lyde og skraben fra hjørnet oppe ved loftet, og jeg har tænkt lidt på, om der mon var flyttet mus eller mår ind. Og om det var noget, jeg skulle gøre noget ved. Men jeg har simpelt hen ikke kunnet se nogen huller i mur, tag eller træværk. Og så har jeg gjort det ved det, at jeg har ignoreret det.

I de sidste dage har jeg i kanten af mit synsfelt fornemmet hurtige fugle udenfor, som jeg knapt når at se, fordi de er væk, før jeg når at dreje hovedet. I sekunderne efter de hurtige vingeslag er der udløst et værre pipperi deroppe, stærkere og højere for hver dag.

En fuglerede, altså! Nu med udklækkede unger, der bliver mere og mere sultne og højlydte og lyder, som om de bor lige over mit hoved. Det gør de jo også, bare med indgang udefra. Jeg tror, det er mejser, for ingen andre kan komme ind af en sprække, der er så lille. Jeg kan ikke engang helt få øje på, hvor indflyvningen er. Jeg kan heller ikke nå at se forældrefuglene længe nok til, at jeg kan være helt sikker på arten. Men mejser er sindssygt hurtige, så det er nok dem.

De må gerne være der. Jeg ved ikke, om det er godt for huset, men det er godt og trygt for den nye fuglegeneration, og så er det fint med mig. I det mindste er de i sikkerhed for rovfugle og andre blodtørstige væsener.

Det er lidt hyggeligt, indtil de flyver fra reden inden så længe. Og hvis mejseparret mener, de vil nå et kuld mere og bygge lidt til først, ved jeg i det mindste, hvem der støjer deroppe.

Jeg ved, det er onsdag

Jeg ved, det er onsdag, fordi Joe Biden i dag er indsat som USA’s 46. præsident, og i den forbindelse er der sagt onsdag den 20. januar tilstrækkeligt mange gange til, at jeg kan huske det.

Ellers kniber det lidt med at holde styr på ugedagene, og egentlig er jeg forundret over, at det allerede er onsdag. Jeg synes lige, det var søndag, hvor jeg forberedte mig på at sætte mig ved arbejdscomputeren på hjemmekontoret næste morgen – og her er vi så. Onsdag.

Dagene ligner hinanden meget. Bortset fra vejret. I dag har det silet ned udenfor, hver gang jeg har løftet hovedet og kigget ud. En nogenlunde fast rutine i min nuværende hverdag er at gå en tur, når jeg har lukket ned for dagens arbejde, for at tømme hovedet, lytte bog og få mig rørt. Der var intet udenfor, der indbød til at gøre det i dag, men hvis jeg starter i det ene hjørne af huset og tager en runde og går ind i alle værelser på begge etager, tager det to trekvart minut med et forbrug på lidt over 200 skridt (jeg ved det – jeg har målt!), så det krævede egentlig ikke så meget overvejelse alligevel at trække i regntøjet, putte Paul Austers 4 3 2 1 i ørerne og tilbagelægge fire en halv kilometer. Og stadig nå Lady Gaga, J-Lo og præsidentielle edsaflæggelser.

Og udover verdenspolitik i tv byder sådan en onsdag aften på mange fine ting. 3 x beliggenhed er for eksempel et af mine yndlingsprogrammer. Jeg har fået tortellini til aftensmad, der er ild i brændeovnen, og jeg strikker på en hue. Ikke fordi jeg egentlig har brug for en hue, men jeg havde garn til en hue, og så bliver det sådan.

Stille dage, men der ER liv

Billedet ovenfor viser meget tydeligt, hvorfor man ikke skal lade lukkede væskefyldte beholdere, for eksempel flasker og dåser med dyrebare dråber, stå ude i frostvejr. Væsken har ikke plads til at udvide sig. Her har vandet i sin nye faste form ganske enkelt valgt at bevæge sig oven ud af baljen. Man kan hævde, at fuglene, som den lækre forfriskning egentlig var tiltænkt, ikke har meget glæde af det i denne form, men jeg kan se ud af mine vinduer, at de klarer sig alligevel.

Det er stille dage her. Jeg arbejder hjemme, og da jeg er eneste menneske på matriklen, er det ikke hver dag, jeg siger noget. Og jeg snakker altså ikke med fuglene! Jeg arbejder fra 8 til 16, holder frokost- og kaffepauser med samme intervaller som på udekontoret, går en tur, når jeg har lukket arbejdscomputeren, henter brænde ind, fordi hjemmearbejde kræver noget mere brænde i ovnen end udearbejde, holder mit hus rent, får varm mad hver dag, strikker, læser, ser fjernsyn. Jeg har set to sæsoner af The Crown og har aldrig googlet så meget om britisk politik, Commonwealth og kongehuset som i den seneste tid. Ind i mellem ses jeg med de få, jeg har i min boble, og vi spiser, snakker og spiller spil. Det er guld værd, for at ingen af os løber alt for meget sur i, hvilken ugedag det er. Af og til gribes jeg af voldsom kuller, ligesom de fleste andre sikkert gør i denne tid. Men det går over igen, og jeg kan godt se, at jeg på mange måder er heldigt stillet, og at det nok ikke kræver så meget af mig at ’holde fast’. Men verden må gerne snart blive almindelig igen.

I dag har jeg haft Teams-møde med mit team, med både mikrofon og kamera, så i dag har jeg sagt ord og haft øjenkontakt. En udadvendt dag. Desuden har jeg fået indkaldelse til tandlægeeftersyn om fire uger, og det er lige før jeg glæder mig til det. Den slags har jeg lige godt aldrig før opfattet som et højdepunkt, men isolation gør åbenbart mærkelige ting ved en.

I dagens pauser holder jeg øje med fuglene i haven. Flest skovspurve, solsorte og husskader, men jeg har også set blåmejser, musvitter og en enkelt bogfinke. Og ænder.

Ænderne er åbenbart et helårs oprydningshold. I efteråret landede ænder hver dag i haven og gnaskede nedfaldsæbler, og nu gnasker de tilsyneladende nedfaldskerner. I hvert fald ser det ud til, at der er gode ting at finde under fodertemplet, hvor de mindre fugle sviner med maden og spilder foder ud over kanten uden at bekymre sig om madspild. Godt for ænderne.

Redekassen er beboet af et par skovspurve. I efteråret tømte jeg kassen for det rederi og roderi, de havde slæbt ind i løbet af sommeren. Jeg gjorde det i en god mening, for selv synes jeg jo, det er rart at få skiftet sengetøj i ny og næ. Men den holdning delte fuglene ikke, for de begyndte straks at flyve nyt byggemateriale ind. Jeg ved ikke, om de sover i kassen, men så er den da klar til nyt yngel, når de er. Hver formiddag har de stadig travlt med strå og dun. Dyrebare materialer. Forleden så jeg, at først fløj den ene fugl ud og kort efter den anden, og et lille hvidt dun flagrede med. Straks dykkede begge fugle ned efter dunet, der landede i sneen. Den ene fik fat i det og bragte det op i kassen igen. Imponerende. Det kan godt være, de er ligeglade med at spise pænt, men boligindretningen er seriøst vigtig.

Hver formiddag klokken halv elleve låser mine genboer deres hoveddør efter sig og spadserer ud på tur. De er pensionister og synes sikkert, det er vigtigt fastholde visse rutiner i hverdagen. Det gør jeg tilsyneladende også, siden jeg får holdt strække-ben-pause på så faste tidspunkter, at jeg kan konstatere andres regelmæssighed.

Vel er der stille, men der ER liv i forstæderne.

Type 0 – dagens portion samtale

Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.

Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.

Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.

Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.

Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.

I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.

Tiltagende

I aften er kun en tynd skive af månen synlig. Jeg stod og kiggede ud på den, mens der ingen skyer var, og afkodede på samme måde, som jeg har gjort altid, hvilken fase den var på vej imod. På vej væk eller på vej til at blive fuld.

Man tegner et skråskrift-a eller et skråskrift-t langs månens yderste rand. T for tiltagende, også kaldet ny og på vej til fuldmåne, a for aftagende og på vej til ingenting. Det kaldes også næ, og de to begreber findes i udtrykket ’i ny og næ’ og nærmest kun dér.

Måske er det min mor, der har lært mig det med bogstaverne. Det er det nok. Det har under alle omstændigheder været et menneske, der kunne skrive skråskrift. Og det er nyttig viden at have samlet op. Jeg behøver i hvert fald aldrig at lære månefaserne på en mere videnskabelig måde.

Nyttig viden for mig, unyttig for dem der ikke har lært at skrive skråskrift.

Det var bare dét.

I aften er månen tiltagende. Så bliver den sikkert fuld mellem jul og nytår.

Nye pengesedler … men hvorfor?

Der dumpede en pamflet i min postkasse. Det sker ikke så tit, for jeg har takket nej til reklamer, men denne her var åbenbart en, som alle SKAL have, for den var draperet i et omslag med navn og adresse.

Nationalbanken udsteder nye udgaver af danske pengesedler, fortæller brochuren, og aktuelt kommer der i 2020 en ny 500-kroneseddel. Den er angiveligt mere sikker og sværere at forfalske.

Men hvorfor? Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule overflødigt, for jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en dansk pengeseddel i hånden, eller bare set en. Jeg betaler alt med kort eller mobil, og det er virkelig længe siden, jeg har ’hævet over’ for at have kontanter, som man gjorde engang. Jeg var nok nærmest den sidste i landet, der holdt op med det.

Jeg har lige kigget efter, om der skulle have forputtet sig en enkelt glemt hundredemand i min pung, men det var ikke tilfældet. Og hvis der var, ville jeg næppe kunne komme af med den i disse tider. Den kan jo overføre smitte. Tager nogen overhovedet mod andet end elektronisk betaling mere?

Men bedre tider kan jo komme. Nationalbanken pointerer i hvert fald, at man trods de nye udgaver ikke skal have ombyttet de pengesedler, man allerede har, for dem kan man fint fortsætte med at bruge. Det er nok dén vigtige oplysning, der er grunden til den pligtige husstandsomdeling.

Så jeg gemmer fortsat de her tikronesedler, som er de allerførste, jeg kan huske fra min barndom. Med H.C. Andersen og en storkerede på den ene side og ’tikronemøllen’, Egeskov Mølle, på den anden. Måske kan de stadig bruges.

Og nej, det er altså ikke, fordi jeg som en anden Joakim von And har gemt mine allerførst tjente penge. Jeg er bare ud af en samlerfamilie. Blandt min brors efterladenskaber lå en slidt tegnebog med nogle gamle pengesedler. Dels disse, dels forskellige værdier fra serie 1972 (dem med dyr på bagsiden), dels nogle endnu ældre, blandt andet fem og ti rigsdaler og jeg er ret sikker på, at det er den samme tegnebog, som lå i min morfars skrivebordsskuffe med pengesedler i, da jeg var barn. Nu er den ad omveje kommet til at ligge hos mig, og der bliver den liggende. Ti kroner kommer man jo ikke langt med mere, og det virker også lidt sært at drage i supermarkedet med en grøn femhundredekroneseddel med Franziska Genoveva von Qualen på forsiden og et firben på bagsiden.

Når der nu snart kommer en ny.

Når selv chefen kommenterer

Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.

Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.

Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.

Det kan egentlig godt være.

Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.