Tak for brevet, tror jeg

Kommunen har sendt mig digital post. Jeg forstår mit navn og rådhusets åbningstider.

Brevet lægger hårdt ud med overskriften “Årsopgørelse af lån til betaling af stigninger i grundskylden”. Jeg kender alle ordene, men er ikke i stand til at foretage en meningsfuld afkodning. Nederst er der anført et beløb på 203 kroner og 82 øre. Jeg har ingen anelse, om det er penge, jeg skal modtage, betale, har haft eller nogensinde vil få.

Men vi blev enige om, at hvis vi skylder nogen noget, har samme nogen nok snablen så meget nede i vores kasse, at de bare kan tage dem selv.

Jeg er voksen. Jeg ejer et hus.

Er det klogt?

Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.

 

Af sted, af sted med pas og pund

Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”

Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.

Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.

En ko på kassen

Nytårsaften åbnede værten en kasse rødvin, som han havde haft liggende i næsten tyve år. Margaux fra 1999. Château Marquis d’Alesme Margaux, for at være helt præcis. Vinen var god, og det var en rar – og lidt andægtig – følelse at være udvalgt som medsmager af en særlig skat fra gemmekassen.

I listigt samarbejde med husets frue luskede vi trækassen ud af huset og med os hjem med et særligt formål for øje. Ti dage inde i januar fyldte værten nemlig rundt, og i lørdags festede vi for hans halvtreds år. Planen var, at han skulle have sin vinkasse tilbage i gave – som kokasse.

Det er ikke så mystisk, som det lyder. Her i byen bor en kunstner, som udover farverige malerier på traditionelt lærred også maler sjove køer på vinkasser. Det koncept kalder han – naturligvis – Kokasser. Han hedder Jesper Sørensen, og du kan se alle hans malerier her.

På vejen hjem nytårsdag kørte vi omkring Jesper med kassen og et par stikord, hvorefter han fik frie hænder med penslerne. Og se, det blev godt!

Det er ikke tit, det vækker begejstring at få én på kassen, men fødselaren blev meget, meget glad.

Mus og mig

Jeg har mistet et rum i mit hus.

Der er en mus, så jeg kan ganske enkelt ikke bruge rummet længere.

Vores hus er fra den tid, hvor man helt naturligt anlagde sauna i forbindelse med et badeværelse. Energikrisen var ikke opfundet endnu, og alle ville sidde og privatsvede i små bræddeklædte rum, der lugtede af finske fjelde. På samme måde som alle nogle årtier senere ville sidde og boble i spabad. Indtil de alligevel ikke fik dem brugt.

Vores sauna har ikke været anvendt til det oprindelige formål i mange år. Dem vi købte huset af brugte det også bare som depotrum, selv om ovnen stadig sad på væggen. Vi pillede den ned og stuvede alt vores pulter derind. Vinterjakker, lange rober, rygsække, kufferter, soveposer, telt, papkasser med børnebøger og gamle breve, ekstradyner, klapstole, al den slags som er dejligt at have pakket af vejen fra den daglige færden.

Det har fungeret rigtig fint.

Forleden aften ville jeg hænge en kjole derind. Da jeg åbnede døren til saunaen, faldt noget ned fra en hylde, roterede om sig selv nede på gulvet og pilede i skjul. Jeg skreg højt og KNALDEDE døren i, så Morten, der sad i stuen nedenunder, tydeligt kunne høre, at der skete noget usædvanligt oppe i badeværelset. Musen er sikkert blevet lige så forskrækket som mig og har hvinet lydløst inde i sig selv, mens den reddede sig væk.

De der kender mig ved, at jeg har det stramt med smådyr, kryb og fugle. Jeg er god til mange ting, men ikke dét. Væsener der er hurtige og uforudsigelige og når som helst helt uventet kan springe, hoppe, flyve, pile lige ud i hovedet på mig gør mig sindssygt utryg. Jeg er ikke stolt af det, men det er sådan, det er.

Heldigvis er min kæreste en klippe og en helt.

Jeg fik Morten til at tage alle de tasker og alt det tøj ud, som jeg mente at kunne få brug for langt ud i fremtiden, og næste dag installerede han to musefælder på gulvet derinde og ladede dem med mel. Det virker, siger hans erfaring.

Nu er der gået to dage. Melet er spredt lidt, men ingen fælder er klappet. Vi (Morten) banker hårdt på døren og råber op, så de levende kan fortrække den anden vej, inden vi (Morten) linder på døren og kigger ind for at tilse skafottet.

Noget kunne tyde på, at musen er forduftet, siger min helt beroligende. Jeg synes, det er en noget forhastet konklusion at drage. Det er ALT for tidligt at stole på stilheden.

Jeg har i hvert fald indstillet mig på, at jeg aldrig mere kan bruge pulterrummet. Derfor er der heller ikke noget illustrerende billede af fældeopstillingen. Jeg kan ikke komme derind.

Lokalblind

Mange kan sikkert genkende en oplevelse, jeg havde i søndags. Man kan have lokale seværdigheder, som man aldrig har set, selv om de ligger lige i baghaven. For eksempel har jeg aldrig set H.C. Andersens hus, selv om jeg boede lige midt i Odense for mange år siden. Hverken indeni eller udefra har jeg set digterens barndomshjem, og jeg er ikke engang helt sikker på, hvor det præcist ligger.

Nu har jeg boet i Viborg i 25 år. Her spiller Hærvejen en stor rolle i byens historie, fordi Viborg var et vigtigt knudepunkt på den lange rute. Byfesten kaldtes indtil for få år siden Hærvejsfestival, nu hedder den Snapsting, men en af aktiviteterne er stadig den traditionsrige Hærvejsmarch, og byen er også slutmålet for den årligt tilbagevendende Hærvejsvandring, der varer syv dage og går fra Slesvig til Viborg. Og lige mens jeg skriver dette, taler byens borgmester, Ulrik Wilbek, varmt for en Hærvejsmotorvej henne i mit fjernsyn.

Hærvejen, altså. Den er vigtig. Det vidste jeg godt.

Men der findes også Hærvejsstenen. Dét vidste jeg ikke. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på det. Men i søndags gik jeg en tur, bare nogle få kilometers rundtur ud fra mit eget hus for at få en smule frisk luft, og så var jeg på det nærmeste ved at falde over den. Hærvejsstenen. Den står bare 50 meter fra vejen, der går fra Viborg mod Hald Ege. Det er en stor granittromle med en kompasrose på toppen, og i spiraler rundt om stenen er indhugget en tekst af Peter Seeberg:

“Jerusalem, Rom, Santiago de Compostella, Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde.”

“Kræmmere, krigere, kærrer, karosser, ryttere, drivere, vandringsmænd, heste, stude, gæs, fromme, gode, onde, ene.”

“Langvejsfra til langvejssteder, trætte ad den slyngende vej.”

Han kunne ord, Peter Seeberg! Jeg gik tre gange rundt om stenen for at få det hele med.

Men tænk at være så lokalblind og intet ane. Nu har jeg heldigvis set.

At se

Seneftermiddagshimlen havde gjort sig virkelig umage i dag. Jeg nåede at se den, inden den pakkede sig sammen til almindeligt mørke og aften. Det der med ’på vej mod lysere tider’ ER stadig mest … på vej.

Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne se himlen i al dens pragt. Tidligere på dagen besøgte jeg min mor, og hos hende kniber det anderledes med at se. Det er svært at være vidne til, at en essentiel færdighed som synet forsvinder, men det er i særdeleshed hårdt for den, som øjnene sidder på.

Min mor er 92, og hendes dage har været fyldt ud med fjernsyn, Fyens Stiftstidende fra ende til anden hver dag, FamilieJournal fra ende til anden hver uge og samtlige krydsogtværser i både dag- og ugeblad. Det er sådan, hun kan lide det, og det er sådan, hun har holdt hjernen i form. I de seneste måneder er hendes syn svækket markant og alt for hurtigt, og det er virkelig svært at underholde sig selv og finde mening, når det, der giver allermest glæde at beskæftige sig med, tages væk. Det er næsten umuligt at følge med i verdens gang, når man kun kan læse overskrifterne i avisen og må sammenholde dem med det, man kan høre i fjernsynets nyhedsudsendelser, og på den måde sammenstykke verdens begivenheder. Det er trist, både at være i og være på sidelinjen af. Det fylder en del for tiden på begge sider.

Vi er i gang med at undersøge muligheden for hjælpemidler, der måske kan give fornyet luft i et stykke tid. I sådan en proces er der ventetid, og tålmodighed har aldrig været en af mors dyder, så det kæmper vi også med.

Jeg kan ikke lindre hendes frustrationer, og dybest set kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad hun kan se eller ikke kan se, eller de tanker hun gør sig undervejs. Jeg kan bare konstatere, at vi aldrig kan forudse, hvordan vi ældes.

Eller hvor længe vi kan glæde os over spektakulære scenarier som en januarsolnedgang.

Andendagen

Dagen er tiltaget med 11 minutter. Der er et stykke vej endnu, inden det rigtigt kan mærkes, men retningen er god, og anden arbejdsdag efter ferien er lagt bag mig. Alt er godt.

Nytårsforsætter bruger jeg ikke. Ikke noget med slankekure eller hvid januar her. Skal noget ændres, kan jeg lige så godt gøre det i november eller midt i marts. Det behøver ikke være ved årsskiftet. Så jeg skal bare spise, som jeg plejer, drikke den samme velafprøvede mængde alkohol og motionere på samme tvivlsomme niveau som altid.

Derfor har jeg heller ikke taget cyklen på arbejde endnu. Folk skulle nødigt tro, det var et nytårsforsæt.

Forårsmusikken

Jeg havde første arbejdsdag efter juleferien i dag og mødte som altid kl. 8. Omkring 8.15 syntes jeg egentlig, jeg var klar til at gå hjem igen, og sådan var vi flere, der havde det. Det er alt for brat at skulle starte 2. januar, når det nu lige gik så godt med at holde ferie. Alt, alt for brat.

Men dagen gik alligevel, og jeg fik trods alt færdiggjort en hel del arbejdsopgaver. Og heldigvis er ugen kort, så vi får en nogenlunde blid start.

En anden ting, der kommer lige efter nytår med samme usvigelige sikkerhed som arbejdsstart, er den interne tilmelding til forårets frivilligtjanser på Paletten. Jeg har været frivillig siden sommeren 2010, og jeg synes, det er umådelig privilegeret selv at kunne vælge og vrage blandt alle spillestedets forårsarrangementer, hvornår det passer mig at nuppe et stykke med frivilligt arbejde. Vi plotter ganske enkelt vores navne ind i kalenderen på de datoer og de arrangementer, der passer os hver især, og når dagen kommer, investerer vi en aften i baren, indgangen, køkkenet og garderoben og får en frisk glorie og en god oplevelse for det. Det er der kun godt at sige om.

Jeg er færdig med sæsonbestillingen. Personligt kan jeg bedst lide at stå i baren, og hvis jeg også får det ønske opfyldt, kan I komme og få gyldne smil og velskænkede dråber hos mig, når Laura Mo, Thøger Dixgaard, Dicte & Frederik Vedersø, Annika Aakjær og Gorm Bull & Palle Hjorth lægger vejen forbi Paletten.

Ses vi?

Stille start

Jeg kunne godt spinde en ende om, hvad denne rosenfingrede himmel spår om. Noget om, hvad det nye år vil bringe af mål og muligheder. Noget om ’omtanke og eftertanke, der bliver klemt og glemt’ – det var en rasende fin nytårstale, Dronningen leverede i går, ikke også!?

Men sandheden er jo, at jeg ikke ved en bjælde om, hvad den himmel spår. Det blæser, og solen skinner lidt på skyerne, så ser himlen sådan ud. Længere er den ikke. Og det eneste jeg ved med sikkerhed om det nye år er, at vi nok (nok? Så det er da ikke engang sikkert…) skal have anskaffet et sæt nye havestole, og at jeg fylder 60 til sommer. Resten ser vi til. Det bliver fint. Meget af det er i virkeligheden også, hvad vi bestemmer os for, at det skal være. Synes vi, det skal være godt, må vi gøre det godt. Synes vi, det skal være skidt, må vi arbejde i den retning. Personligt stemmer jeg for godt.

Vi starter stille. Vi er hjemme og har testet, om vi stadig mestrer disciplinerne Blødt tøj og tæpper, Avislæsning i sofa, Sove i lænestol til skihop. Det gør vi.

Huset står. Postkassen har overlevet sprængningsforsøg med meget, meget småt og fesent skyts. Der er lidt lyserødt konfettiskum på vores fliser, men ellers ser der ud til at have været fredeligt i forstæderne.

Nytårsaften udenbys var fin og hyggelig med gode mennesker, god snak, god mad og drikke og klare dagen-derpå-hoveder.

Juleaften faldt perfekt i forhold til fridage, og skulle jeg ønske mig noget, var det at freestyle kalenderkodekset og lægge nytårsaften på en torsdag, så vi fik et par ekstra fridage. Jeg synes, det er lidt brat at skulle starte på arbejde i morgen. Mest fordi jeg lige er blevet så god til at holde fri.

Men det er så sådan, det er. Arbejde starter i morgen, og jævnfør ovenfor: Synes jeg, det skal være godt, må jeg gøre det godt. Så det er planen.

Oksemørbrad, firskårne grillede og bagte kartofler, langtidsbagte tomater, langtidssimret rødvinssauce, jordskokpure, svampe og grønkålschips.

Browniebund rullet i ristet kokos, rødbedeparfait og rørt vaniljeis med chokoladesnirkel, citronmelisse og tørret hindbær. En reprise. Vi lavede det for to år siden. Relevante data kan findes her.