Byens spor. En anbefaling #5

Jeg (gen)fandt Lars Saabye Christensen, da jeg ledte efter den næste bog at lytte til. Det er længe siden, jeg har læst noget af ham, og beskrivelsen af Byens Spor var så tilpas interessant, at jeg sprang til.

Det var et godt valg. Første bogs 12 timer var hurtigt slugt, og nu er jeg allerede i gang med Byens Spor 2. Lars Saabye Christensens sprog er fint og poetisk, og fortællestilen er elegant. Af den slags, som sætter fantasien i gang, så man selv føler og forestiller sig det, som sætningerne beskriver uden at gøre det direkte. Rammerne skitseres, og så er man der selv og mærker handlingen og det, der rører sig i bogens personer. Karakterskildringerne er varme og gennemførte, man føler det samme, som de gør, og forstår, hvorfor de handler som de gør. Bogen er et vidunderligt tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, og jeg kan kun anbefale den.

Skulle man overhovedet aldrig have læst noget af Lars Saabye Christensen, hvilket er en fejl, der hurtigst muligt må rettes, vil jeg også anbefale den 722 sider lange (31 timer) slægtsfortælling Halvbroderen, som gjorde et stort indtryk på mig. Og Maskeblomstfamilien, der er knapt så lang og starter med fire korte sætninger: “Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Så er man i gang.

Men altså, Byens Spor var et knippelgodt valg. Jeg tror, der skal komme et bind 3 også. Det er Bent Otto Hansen, der indlæser. Han er også et godt valg.

Sol og sø

Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.

Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletå ikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.

Søudsigt og sol i øjnene gør glad.

En smertefri tå gør dobbelt glad.

Indeliv og mus forbi #2

Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.

Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.

Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.

Nu må jeg hellere få nattøj på igen.

London var

 

  • Denne her fantastiske udsigt fra vores hotelværelse. Vi boede på hotellets rooftop, fordi jeg øjensynligt havde smidt et par hundrede kroner mere i puljen, da jeg i sin tid bookede overnatningen. Den organiske grønne form til venstre i billedet er British Museum med Norman Fosters imponerende glastag. Nedenunder har man følelsen af at være både ude og inde på én gang. Det ved jeg, fordi jeg har været der tidligere; denne gang var vi ikke derinde.
  • Pubber og caféer, udforskning af kendte og ukendte strøg, holden i hånd, skyer, sol, blæsevejr.
  • Motown, musicalen om pladeselskabet af samme navn, de tilknyttede kunstnere, en masse store hits og historien op gennem 60’erne og 70’erne, en historie jeg slet ikke kendte.
  • En spontan kirkekoncert i St Martin-in-the-Fields. Vi gik forbi og så på et opslag, at Händels Messias ville blive opført næste aften. På stedet besluttede vi, at dét ville vi, og det var et godt valg. Det var smukt og stemningsfuldt.
  • Takeaway på hotelværelset – med den dér skyline lige udenfor.
  • Moderne kunst på Tate Modern – noget var imponerende, noget til at forstå, noget bare til at undres over. Som for eksempel bordmodellen af en old-algiersk by – lavet af couscous..?! Og så er der også på Tate en imponerende udsigt næsten hele vejen rundt fra 10. etage.
  • Over 50.000 skridt, svarende til mere end 35 km, hvilket ikke harmonerede med mit eklatant forkerte valg af fodtøj. Jeg havde ét par støvler med, som lynhurtigt grundlagde vabler på hele tre tæer. Jeg nægtede at være en pivskid – “Jeg skal bare lige i gang!”, og derfor sidder jeg nu med især en bullen lilletå, der trives dårligt i alle mine andre sko. Det bliver ikke til mange skridt de næste dage.
  • Tre dejlige dage væk hjemmefra, hvor alt klappede og gik præcis, som det skulle, med kærestetid, nærvær og udsyn.

Spildplads og madspild

Vi har det ene, og det er godt, for det får vi måske brug for senere – og det andet har vi stoppet.

Spildpladsen befinder sig indtil videre i en kuffert, og det er selvfølgelig helt forkert at kalde det spild. Det er bare opsparet plads, til hvis vi nu skulle finde på at KØBE noget, når vi inden længe indtager London. Vi deler en kuffert. Det kan vi godt. Og jeg har forsøgt at huske og tage ved lære af, hvor lidt jeg plejer at bruge af alt, hvad jeg plejer at tage med for en sikkerheds skyld – og har kun lagt en minimal bunke frem. Morten har ikke lagt noget frem endnu. Altså, jeg tror da, der bliver ved at være god plads i den store sorte. Jeg glæder mig uanset hvad.

Det andet, det med madspildet, som vi altså ikke praktiserer, betyder blot at vi er i gang med at spise op. Nu har jeg i hele to dage lavet fortrinlige måltider af ingredienser, der bare lå og døsede i køleskabet, helt uden at købe ekstra ind. Var det ikke dygtigt?

Så der er faktisk god plads i BÅDE køleskab og kuffert. På en eller anden måde er dét vel dobbelt godt. Masser at glæde sig over og til.

Rise og rasle

Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.

Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?

Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.

Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.

Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.

Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.

Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.

I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.

Hvem pokker bruger også boghvedemel?

Pyyyha, jeg er helt udmattet. Jeg har brugt halvanden time på at købe ind i to supermarkeder efter en usædvanligt lang indkøbsseddel, som vi er så godt forberedte med, at den blev skrevet helt tilbage i søndags. Det første sted, jeg var, havde folk omkring mig netop i dag anbefalet grøntafdelingen som både god og billig, og jeg skulle netop have meget frugt og grønt. Jeg var nu ikke imponeret, og i øvrigt fandt jeg under halvdelen af de ting, jeg ellers skulle have, så bagefter svingede jeg ind til butikken overfor, og der gik det langt bedre. Og dyrere.

Men dét der med at købe ind i et sted, hvor man ikke helt kender – eller forstår – indretningen… Hvor er æggene, hvor har de dej i ruller, hvorfor er der fiskekonserves ved siden af grøntsagerne, hvorfor er fryseren med is et helt andet sted end dem med kød og brød, og hvor er der marcipan? Og kan man overhovedet få marcipan i februar?

Til sidst vadede jeg rundt blandt uendelige hylder og ledte efter boghvedemel. Der var virkelig meget forskelligt mel fra nær og fjern, af mange forskellige kornsorter og i et stort udbud af forskellige formalingsgrader. Men ingen boghvedemel. Jeg nærstuderede samtlige hyldeforkanter, men der var ikke engang en ribbet boghvedemelshylde. Hvem bruger egentlig også boghvedemel i vore dage?

Jeg bestemte mig for at spørge noget personale: “Kan du fortælle mig, om jeg finder boghvedemel, hvis jeg leder længe nok?”“Ja, det gør du. Det kan jeg lige hjælpe dig med. Vi har det faktisk tre steder.” Vi gik glade af sted, og hun udpegede poserne med boghvedemel på hyldefaget med overskriften Fri for … (… gluten, nødder, lactose, dyrisk påvirkning, tænker jeg), og tilføjede “Vi har det også ovre ved Baby”. Det tredje sted fik jeg ikke at vide, men jeg kan jo så regne ud, at boghvedemel ikke er mel på samme måde som hvedemel og rismel, men at det er godt til børn og forsagere.

Lige nu kan jeg faktisk ikke helt huske, hvad det ER, vi skal bruge boghvedemel til.

Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.

Tres er ingen alder – eller er det?

Nå, men jeg skal i gang med at forberede mig mentalt på min næste fødselsdag. Det er ganske vist først midt i juli, men jeg kan mærke, det kræver lidt mere tanke denne gang.

Jeg fylder rundt. Tres. 60. Det er alligevel et højt tal.

Det var fuldstændig problemfrit for mig at runde både tredive, fyrre og halvtreds. Det var bare tal, og jeg har altid hvilet godt i min aktuelle alder. Den eneste gang, jeg har snappet lidt efter vejret, var, da jeg nærmede mig 31 og erkendte, at selv om 30 gik godt, blev det jo ved. Tallet ville bare blive ved med at stige. Men efter en dyb indånding blev det jo også bare ved med at gå godt.

Hvordan har du det med, at du bliver 60?, er jeg blevet spurgt. Og det niver lidt mere denne gang, kan jeg godt mærke. Tres er virkelig meget, når jeg hører om andre, der er tres. Det passer ikke rigtigt til mig, vel?

For syv år siden fyldte min ældste bror tres. Dengang forsøgte jeg at få det til at ligge rigtigt, at én fra min egen generation blev så gammel. Det var sært. Siden er min anden bror også fyldt tres, og mine jævnaldrende er godt i gang. Til sommer er det mig.

Jeg har snakket med nogle af de andre fra 1959 om det, og jeg kan høre, at de fleste tumler lidt mere med tres end med fyrre og halvtreds.

Tresserne er dér, hvor nogle af os går på efterløn. I hvert fald er det traditionelt pensionsårtiet. Der er flere af de uventede dødsfald. Eller bare almindelig skranten. Da vores forældre var tres, var de GAMLE, syntes vi dengang.

Faktisk synes jeg altså stadig, at folk på tres er gamle. Det er nok mest der, jeg skal sætte ind med den mentale forberedelse. Vinkle alderen anderledes og få den til at falde fint. Jeg plejer at være god til den slags. Jeg har knapt fem måneder til det.

Af hænde

Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.

Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.

Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.

Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.

Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.

Indtil da slapper jeg lidt af.