Udpluk #6

• Var på vandreskoindkøb i en butik, hvis to ligeværdige fokusområder er jagt og hvidevarer. Den er Harry Pottersk i sin opbygning – som de telte, de bor i ved Quidditch-mesterskaberne. Man går ind gennem en smal facade og fortsætter gennem en passage med vaskemaskiner, den vider sig ud i et større rum med flere hvidevarer, og til sidst træder man ind i en gigantisk hal med alt til jagt. Alt. Og man kan intet se udefra.

• Har fået vandrestøvler. Nu mangler jeg bare at vandre.

• Kaskaderende var et ord, vi hørte i radioen og efterfølgende slog op. De første mange hits ved googlingen indgik i forbindelsen kaskaderende flæsning. Det er noget med et balletskørt. Sådan kan man blive oplyst uden at forvente det.

• Elsker at have en kæreste, der er lige så hurtig og villig til at slå alt op, som vi kommer til at komme en lille smule i tvivl om, som jeg selv er.

• Hørte, at det var international arbejd-nøgen-i-haven-dag i dag. Var bange for, at de andre i haveforeningen måske var af den slags, som fejrede det, og besluttede at vente med at tage i haven til i morgen. Så viste det sig, at dagen falder den første lørdag i maj, og udfordringen er dermed udskudt til næste lørdag. Det bli’r spændende.

• Var ude at løbe i kuperet terræn i skoven. Der kom en mand løbende bagfra og råbte ”Nu skal du ikke blive forskrækket!”, og da han løb forbi mig i højt tempo, sagde han smilende “Det er en sej bakke, den her, synes du ikke?”, og jeg havde lige nøjagtigt luft til at svare: “Hhhhhhhhhhhhh….”

• Sverige skiftede fra venstrekørsel til højrekørsel den 3. september 1967. Var et af de mange emner, vi kom omkring over aftensmaden. Jeg kan faktisk godt huske det. Er jeg den eneste, der kan det?

• I øvrigt er vi begyndt at overveje Strassbourg som sommerferiedestination. Frankrig, Vogeserne, Alsace, familieferie, Lille Hviden. Det kunne godt blive godt. Flere udtalelser indikerede imidlertid, at det kunne blive endnu bedre, hvis et par af os gik i gang med øve os på vores fransk.

• And now over to something completely different: Hvad skal to veninder bruge en majlørdag i Berlin på, når vi stadig skal have kræfter til at løbe ti kilometer kl. 18 lørdag aften og i øvrigt har været i Berlin et par gange og dermed set det mest indlysende? Er der nogen, der vil dele ud af hemmelige perler?

Glæder i centrum

DER ER OPEN BY NIGHT I BYEN LIGE NU! HØRTE I DET? OPEN BY NIGHT! KOM OG BLIV KLIPPET!

Ja, undskyld, at jeg er nødt til at råbe så højt, men frisørsalonen lige overfor har hyret en fyr til at stå og spille så megamonsterhøjt, at vi ikke rigtigt kan høre noget heroppe i lejligheden på første sal, medmindre vi råber. Vores stue vender mod gaden, og sofaen står op til vinduet. Fjernsynet har sjældent været skruet så højt op, men ellers kan jeg ikke høre det, og jeg kan heller ikke samtale med nogen, der står i køkkenet fire meter væk fra, hvor jeg sidder.

Til gengæld kan jeg høre musik fra 90erne og nullerne, som jeg egentlig havde glemt og egentlig var helt godt tilfreds med at have glemt.

Det sker hver gang, der er Open by Night. De stiller to kæmpehøjttalere op uden for salonen på gågaden, så de vender ud mod de forbipasserende – og os. Sidste gang var vi nede og anbefale, at der blev skruet en smule ned, fordi vi var voldsomt generet af lydstyrken. Så blev der også venligt skruet ned, men det har de glemt denne gang. Eller måske gik de bare ud fra, at de sure genboer var flyttet siden sidst. Det er vi ikke. Og vi er faktisk ikke sure, vi bliver bare lidt stressede af hele tiden at skulle råbe ”HVAD?” til hinanden heroppe.

Jeg forstår egentlig ikke, hvem musikken er for. Kommer der flere kunder ind og bliver klippet, hvis de får blæst hjernen igennem af høj musik eller får varm kakao med flødeskum fra en bod udenfor? Eller var det bare en god ide, at jeg ikke valgte at blive handelsdrivende i midtbyen, for det har jeg da SLET ikke forstand på? Jeg går ikke engang ud i mylderet, når forretningerne holder aftenåbent, selv om jeg bor midt i det, for jeg vil faktisk hellere handle, når der ikke er så mange mennesker.

Nå, men hvis I overvejer at bosætte jer på en gågade, anbefaler jeg at undersøge, hvordan handelstandsforeningen og de enkelte forretninger agererer på store handelsdage og –aftener, og hvor der er koncerter og gadeunderholdning. Fordi så ved man det. Ellers er det ligesom at købe hus på en trafikeret vej på en bilfri søndag i 1973.

Vi nærmer os heldigvis lukketid, og nu gider gutten ikke engang stå og høre på sig selv længere, men har ladet anlægget stå og brøle fortidens toner ud i nabolaget helt selv. Måtte det regne ned i hans ledninger.

CLOSED BY NIGHT! GODNAT!

openbynight

Yndlingskjole

woodwood

Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.

Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.

Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.

Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.

Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.

Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.

Gik i arkivalierne

Der var en tv-udsendelse om hemmeligholdte familieskaber, hvor et søskendepar undersøgte kirkebøger på internettet for at få bekræftet, at de havde en ukendt bror. Det var ikke så meget det hemmeligholdte, der fik mig til at gå ad den samme vej, for der er ingen hemmeligheder i min familie. Ja, så skråsikker tør jeg være. Nej, det var mere det med de online arkivalier, der fik mig til vejre og tænke Kan man dét?

Og det kan man. Rigsarkivet har brugt oceaner af tid og midler til at indscanne over 30 millioner enkeltbilleder af arkivalier såsom protokoller, dokumenter, kirkebøger og så videre. Arkivalieronline hedder det, og kirkebøgerne finder man her. Vælg amt og sogn og bladr løs. Det er ikke alt, der er scannet, men Uggerslev sogn i Odense Amt er godt dokumenteret. Jeg kunne gå direkte i Kontraministerialbogen, gå ned til mit år og finde mig selv.

daab1

I hele den række, der vedrører det pigebarn, der blev døbt i Uggerslev Kirke den 23. august 1959, er der som ventet ingen oplysninger, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg ved, hvor og hvornår jeg er født, jeg kender mine forældres fulde navne og fødselsdatoer og ved, hvornår de blev gift. Jeg ved, hvad præsten hed, og hvem fadderne var. Jeg ved også, at jeg var nødt til at blive døbt, da jeg kun var fem uger gammel, fordi de ellers ikke ville kunne klemme mig ned i familiedåbskjolen, som min mors ældste bror indviede i 1921. Og at jeg startede i første klasse syv år senere sammen med Susanne og Hanne, som har rækkerne ovenover mig i kirkebogen.

Der findes et billede af de efterfølgende dåbsfestligheder. Jeg tror i hvert fald, det var festligt, og at de bistre ansigtsudtryk udelukkende skyldes den skarpe sol. Terrassen vender mod syd, nemlig.

daab2

Fire år tidligere er min yngste bror noteret i kirkebogen, og jeg noterede mig, hvem der stod faddere for ham. Det vidste jeg nemlig ikke. Min ældste bror fandt jeg ikke, før jeg kom i tanker om, at han er født i et andet sogn, og så var han nem at finde, og jeg konstaterede, at far og mor har delt sol og vind lige blandt familiemedlemmer, da de valgte faddere til os.daab3

En pludselig indskydelse fik mig til at gå endnu længere tilbage i Uggerslev Sogns kirkeprotokoller, til 1926, og det her er sjovt. I øverste række er min mors data noteret. Ella Jensen. Som den nederste står Ellen. De to kom til verden med så få måneders mellemrum, at de står på den samme side i kirkebogen. Nu, 90 år senere, er de genboer. Fra hver deres lille rækkehus holder de øje med hinanden og tusser på besøg tværs over vejen. Når man når den alder, er det en gave at have en med de samme referencerammer.

Det kommer jeg næppe til at have med dem, jeg deler kirkebogsside med.

Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.