Betragtning #11
Den eneste situation, hvor det forekommer helt naturligt, at jeg sidder i sofaen og siger: “Jeg mangler nogle damer!”: Når jeg lægger kabale.
Udgivet i Betragtninger - Tagget med - Skriv en kommentar.
Hørekabler for tilbagestående
Der er store udfordringer forbundet med at være glad for noget, man har haft længe og er groet lidt sammen med. Især når der skal skaffes reservedele. Toyotaen er et eksempel. Jeg har været ude for, at både motorhjelm og den bageste siderude var udgået af produktion, da jeg skulle have dem skiftet, så mekanikeren måtte finde en donor.
Nu er det min Nokia, der kæmper. Polstringen er faldet af den ene ørepløk på mit headset. Den ligger enten et sted i min taske, på Kreta eller inde i mit øre. Nu er det sådan, at Nokias gamle telefoner som stort set de eneste i verden bruger microjackstik i stedet for minijack, så jeg kunne ikke bare bruge et af de andre sæt, jeg har.
Så fandt jeg et til 49 kroner i en webshop. Fint. For at fragten ikke blev så voldsom en procentdel af prisen, bestilte jeg også en oplader til bilen. Desværre fik jeg kun opladeren, for det jeg egentlig gik efter, headsettet, var out of stock. Det havde jeg ikke set. Så jeg fik en oplader for 49 kroner plus 29 kroners fragt. Leverandøren kan ikke sige noget om, hvornår man kan levere. Jeg tror: Aldrig.
Så kunne jeg da bare købe en microjack-han-til-minijack-hun-konverterdims. Den kostede 15 kroner og en porto på 8 og kom i en kuvert dagen efter. Der kom faktisk to. Det var sikkert en fejl, men det er underordnet, for de dur ikke. Dels er det lidt træls, at det stikker langt ud til siden, dels – og værre – at lyden er lort. Lidt som at høre udsendte journalister stå ude i en orkan ved Storebæltsbroen med en mikrofon uden pels: en slem susen hen over det, der bliver sagt.
Jeg er nok bare tilbage ved én polstret og én nøgen ørepløk.
Men nu har jeg også en oplader i bilen. Den bli’r jeg glad for. Det vil jeg være. Den har kostet 101 kroner, og jeg havde egentlig ikke brug for den.
Så la’ da vejr
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
Udgivet i At have have, den store bunke - Tagget med , blæst, isolering, regn, skunke, solsikker, varmeregning, vejr, vinter - Skriv en kommentar.
Ballerup forever
I lørdags fik jeg den polkaprikkede madkasse, og her i aften havde jeg et andet af min barndoms fyrtårn fremme. Min Ballerup Master Mixer, som har hakket kød, æltet franskbrødsdej, rørt kagedej og lavet vanillekranse og medisterpølser til min familie i tres år.
Den har været til reparatør én gang, og det var fordi min mor var gået fra den et øjeblik, og så kørte den sig selv i gulvet. Det har de konsekvenser helt op til nutiden, at røreskålen er en lille bitte smule skæv, og at min mor aldrig undlader at formane mig om, når talen falder på den, at jeg jo ikke må lade den køre uden opsyn.
Den er rå kraft fra først i 50’erne, den kører upåklageligt, og jeg er urimeligt glad for den. Så glad at en bekendt troede, jeg kom fra Ballerup. Bare fordi jeg har et Facebook-album, der hedder Ballerup forever, og som indeholder billeder af alt, hvad den kan. Da jeg pressede saft, da vi eksperimenterede med vildtpølser af rådyrkød og bacon, da vi bagte vanillekranse, æltning af dej.
Jeg har brugt mere af tilbehøret end min mor nogensinde har. Jeg kommer ikke til at bruge piskeaggregaterne; der er en håndmixer alligevel mere handy, men alt det andet har været i brug.
Jeg har også original brugsanvisning på 116 sider i hårdt bind. Dét er stort, skal jeg hilse og sige. Deri står blandt andet om vedligeholdelse: Den helt korrekte slibning faar De, naar De sender Kniv og Hulskive i en lille Pakke til: HELMUTH A. JENSEN, Slibeafdelingen, Bernhard Bangsallé 20, København, F. Vedlæg en Seddel med Navn og Adresse, og et Par Dage efter har De det slebne Skæreværktøj retur.
Det bliver ikke nødvendigt. Min far sørgede for at holde kniven skarptsleben, og jeg har en ekstra liggende.
Undskyld, men jeg fik bare lige lyst til at være offentligt glad for min bedste køkkenven igen…
Der var ti, der var ni, der var otte…
Helt så mange var der nu ikke fra starten, men det var meningen, at jeg skulle være vært for madklubben i aften, og fordi jeg havde vagt på Paletten i eftermiddag til noget indendørs bagagerumsmarked – vi skulle stå for salg af drikkevarer, havde jeg købt det meste ind på forhånd.
Men langsomt faldt gæsterne fra, så det bare ville blive søn og mig. Da jeg efter dagens vagt stod i Netto med de sidste ingredienser i kurven, indløb sms fra ham: Nogen havde mindet ham om, at de skulle filme det sidste til det mediefagsprojekt, som skal fremlægges i morgen, så han spiser ikke hjemme i dag.
Så det er bare mig og mine ømme fødder og den pakke tortellini, jeg så også puttede i kurven. Det er egentlig okay.
Og der er allerede købt ind til aftensmaden i morgen!
Udgivet i den store bunke - Tagget med , madklub, ømme fødder, Paletten, tortellini - Skriv en kommentar.
Lige nu i ørehøjde
