Ifølge myten blev alt, hvad den græske kong Midas rørte ved, til guld. Det var et ønske, han uforsigtigt havde fremsat og fået opfyldt af Dionysos. I stedet for at gøre ham rig blev det imidlertid en forbandelse, eftersom hans mad og drikke også blev til guld, og han var nær ved at dø af sult og tørst, inden han blev befriet for sin gave.
Alt hvad jeg rører ved, bliver fyldt med hår. Lange grå hår, som sidder på tøj, tørklæder og strømper, ligger i hjørnerne og stopper afløbene. Ingen er i tvivl om, hvis de er, grundet længden og farven. Alle de andre i huset er mørkhårede.
Det er muligvis at trække den lidt for langt at kalde det en forbandelse. Men det er voldsomt irriterende. Hvis alt det fælderi så bare havde kastet en lille bitte smule guld af sig, så jeg kunne blive rig som Midas.
Jeg troede lige, jeg havde forstået det. Men så havde jeg åbenbart ikke.
Førhen skulle vi stille urene manuelt. En time frem i slutningen af marts og en time tilbage i slutningen af oktober, og der var masser af ting, der kunne gå galt om søndagen. Man kunne komme for sent eller for tidligt til en aftale, fordi man havde glemt at skrue på tiden. Helt hen om mandagen var der endda mulighed for at komme for tidligt eller for sent til det, man skulle, fordi man heller ikke om søndagen havde opdaget, at tiderne var skiftet.
Den slags sker næsten aldrig mere, fordi de fleste af vores elektroniske dimser automatisk skifter fra det ene tidspunkt til det andet i rette tid. Mobiltelefoner, tablets, computere. Vi går i seng i én tidsregning og står op i en anden, uden at behøve at bekymre os. Sågar den elektroniske parkeringsskive i bilens forrude ved, hvad klokken er slået, og indretter sig.
Det eneste svære nu er faktisk efterfølgende at regne ud, hvad klokken egentlig er, og om det er længere lyst eller tidligere mørkt end i går ved samme tid. Men dét er altså også svært!
Jeg har virkelig forsøgt med logiske udregninger og strøet om mig med selvsikre jo’er. “Vi har jo stillet uret en time tilbage, så det er jo længere lyst, fordi klokken kun er 5, når den var 6 i går”. Jeg har åbenbart været meget overbevisende i min argumentation, så Morten og jeg drog friskt i kolonihaven henad halv fem i eftermiddags, han for at flå et nyskudt dyr og jeg for at grave have og ’udnytte lyset og den ekstra time’. Vi syntes ganske vist begge to, at det blev noget tidligere mørkt, end vi havde regnet med, men blev enige om, at det måtte skyldes skydækket i dag i modsætning til solskinnet i går.
Jeg måtte opgive gravningen allerede halv seks, da jeg ikke længere kunne skelne noget, og han havde heldigvis taget pandelampe med, ellers havde vi fået nogle ret sære udskæringer.
Og nu er det endelig gået op for mig, at – og hvor – mine overbevisende argumenter fejlede.
Ja, klokken er kun 5 på det tidspunkt, hvor den var 6 i går. Men klokken 6 i går var det også mørkt, derfor er det mørkt klokken 5 i dag. Det bliver altså tidligere mørkt om aftenen nu.
Og derfor bliver det også tidligere lyst om morgenen, kan jeg jo regne ud. Det er godt, jeg har fundet ud af det nu, ellers ville jeg være blevet forvirret i morgen tidlig, når jeg skal afsted hjemmefra.
Jeg bager jo boller hele tiden og ustandseligt og i ét væk. Synes nogen. Har folk kommenteret. Alt er jo relativt. I forhold til aldrig at bage boller bager jeg ofte. Men jeg overbager ikke. Bagningen er finjusteret efter efterspørgslen. Når depotet er ved at være tømt, tager jeg fat igen. Der skal være til madpakker, morgenmad og nattespisning. Ældsteteenageren får ikke madpakker mere, men det har ikke ændret på hans samlede indtag. I min egen madpakke indgår der en bolle stort set hver dag. Og så skal der være til weekendmorgenmad og mellemmåltider.
Så i løbet af en måned bager jeg vel tre gange. Omkring 40 boller pr. gang, lidt flere eller lidt færre, det kommer an på, hvordan dejen hæver.
De ser lækre ud, hvordan gør du? Har du en opskrift? Det er jeg blevet spurgt om flere gange, men jeg har ingen opskrift. Jeg gør, som jeg plejer, og bruger lidt af dét og lidt mere af dét og en sjat af dét og mel, til det passer.
Skal jeg komme med nogle få velvalgte grevindetips, vil det være:
° Kog først kernerne til en klistret grød og lad det afkøle.
° Brug meget lidt gær, højst en femtedel af en pakke.
° Ælt dejen mindst et kvarter på højeste styrke på røremaskinen – eller tilsvarende med de bare næver. Der skal dannes lange seje glutentråde.
° Lad dejen hæve længe, gerne en hel dag eller natten over. Processen kan trækkes endnu længere ved at sætte dejen koldt.
° Efterhævningen må også gerne vare 2-3 timer.
° Bag varmt, gerne op til 220°.
° Sprøjt vand ind i ovnen med vandforstøver, gerne flere gange under bagningen, det giver en lækker skorpe.
° Frys bollerne ned, så snart de er afkølet, så er de stadig lækre og bløde, når de tøs op igen.
Jeg har lavet en film fra bageriet. Et halvt døgn på halvandet minut. Jeg har endda forsøgt at sætte mål på. Ikke på melet, for mit bedste mål er, at der bare skal tilstrækkeligt og ikke for meget i, så konsistensen bliver rigtig. Sej, blød og lidt klistret.
Det er såmænd ikke hyggen i at udhule en grøntsag og sætte et lys ned i den, jeg har noget imod. Det gjorde vi jo selv som børn, da vi udhulede roer (eller forsøgte på det; roer er hårde!!) og fik lavet et lille hulrum med plads til den stump stearinlys, vi havde fået af vores mor. Hvorefter vi mistede interessen, for der var alligevel ikke nogen, der kom forbi og så roelygterne så langt ude på landet, som vi boede.
På den måde er det langt nemmere i vore dage at komme nogen vegne med et græskar, som nemt lader sig udhule og skære i. Og det er skam hyggeligt med lygter og lanterner i oktobermørket.
Det er alt det, der skal forestille at være uhyggeligt, jeg ikke kan lide. Skeletter, kranier, kister, knogler og afrevne lemmer, zombiesminke, uhygge, mørke, død. Det er ikke sådan, at det skræmmer mig, men jeg får altså bare en ubehagelig og grim smag i munden, når butikkerne faldbyder kranier, skeletter og knokkelhænder. Jeg synes simpelt hen ikke, det er sjovt. Jeg ved godt, at der er trukket tråde til allehelgen og de dødes nat, men jeg forstår bare ikke, hvornår lig og død blev en hyggelig tradition.
Jeg er en ekvilibrist med et stykke håndværktøj. For eksempel har jeg lige repareret min cykel med skaftet af en skruetrækker samt en hammer. Agtigt. Imens jeg var iført noget, der lignede baseballgribehandsker, og det derfor mest føltes, som om jeg havde muldvarpeforpoter på hænderne.
Baggrunden er, at Laura lånte min cykel i efterårsferien. Eller det var meningen. Men hun nåede ikke ret langt, før hun skulle bremse og per automatik greb i begge bremsehåndtag. Det skulle hun ikke have gjort. For gør man det, bliver forbremseklodserne siddende. Man klodser bremserne, helt bogstaveligt. Og så kan forhjulet ikke køre rundt. Og så kan man ikke cykle. Medmindre man er en ekvilibrist i baghjulscykling. Så må man slæbe cyklen tilbage i kælderen og håbe, det på en eller anden måde går over.
Alt det vidste jeg selvfølgelig godt. For engang gjorde jeg det samme, og så blev jeg nødt til at kalde på en voksen, som i det tilfælde var Morten, som fik bæsterne skilt ad igen, og siden har jeg bare ladet være med at bruge forbremsen. Det er ren rutine.
Den viden havde jeg bare glemt at give Laura sammen med cykelnøglen.
Det gode var, at hun ikke var nået ret langt. Med andre ord skulle hun ikke slæbe cyklen langt hjem. Det dårlige var, at hun var nødt til at gå til det, hun skulle. Det gode var, at det var godt vejr.
Det dårlige var, at det ikke gik over af sig selv, det med cyklen. Og jeg skal ud at cykle i aften. Så da jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg ned i cykelkælderen og så på sagerne. Min cykel er beskidt af olie og rust. Det er et grundvilkår. Derfor fandt jeg de alt for store arbejdshandsker, som fik mig til at føle mig som en hybrid mellem en muldvarp og en tyrannosaurus rex i disciplinen “bruge sine hænder til noget konstruktivt”.
Jeg kunne ikke rokke bremseklodserne fra hinanden; det er noget med manglende vedligehold og smøring. Dét er også et grundvilkår. Men jeg kunne bruge skaftet af en skruetrækker som vægtstang og vriste den ene lidt væk fra hjulet og slå på den med en hammer mellem egerne og opnå en lillebitte effekt ved det.
Nu kan jeg cykle i aften.
Hvorfor spurgte jeg ikke Morten, om han ville hjælpe, tænker I måske? Jamen, jeg kan da selv!
Nu skraber bremseklodserne kun en lille smule mod fælgen i den ene side. Det frembringer kun en lillebitte irriterende lyd. Men det kører rundt.
