21. januar 2018 | den store bunke |
Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.
Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.
Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra
Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.
Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.
Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.
Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.
Der er både pænt og vådt omkring Viborg.
Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.
Da havde skindluen også gjort det godt.
11. december 2017 | den store bunke |
Det her handler ikke om, hvor meget fisk eller frugt man bør spise, eller om hvor mange gange om dagen man lyver. Overskriften er bare valgt, fordi det var det antal billeder, jeg i gennemsnit tog i en virkelig dejlig og hyggelig weekend. Spørgsmålet er nu, om den weekend overhovedet fandt sted, når den nu ikke blev gennemdokumenteret. Eller om jeg bare havde tilstrækkelig travlt med at være til stede i virkeligheden.
Her er, hvad der blev pixelbåret.
Det fine, fine Nytorv i Viborg, som er gået all in på julemarked – og gør det fortryllende godt.
På Nytorv ligger den ganske nyåbnede restaurant Kehlet, som gør det i italiensk – og gør det guddommeligt godt.
Sneen dryssede og skabte eventyr lige uden for vinduerne
Søndagsspadsereturen gav røde kinder og varm chokolade – sødmefuldt, lækkert og godt.
I dag er det sådan her – varmt og godt.
Resten kan ikke bevises.
29. oktober 2017 | den store bunke |
Flere gange i dag har jeg sagt til mig selv, at jeg er en stor klovn til at udnytte vejret. Mens solen skinnede så flot derude og bare kaldte på udendørsaktivitet – som for eksempel at høste og rydde op i kolonihaven – gik jeg rundt herhjemme og gjorde ting indenfor. Jeg svedte oven i købet, fordi solen bagte hedt ind af vinduerne.
Til gengæld – og dét er væsentligt – er jeg grundtilfreds med de ting, jeg fik gjort. De lyder virkelig kedelige, de punkter jeg vinklede af, men det skæmmer ikke tilfredsheden.
Hænge længe over morgenmad og avis (det stod nu ikke på listen) og nyde at der var en hel time ekstra at gøre det i på grund af skift til normaltid. Støvsuge hele huset, – solen afslører jo ALT. Vaske tre vaske. Bage 64 boller. Skære kødet fra en vildsvinebov og lave simremad. Tage bad (fordi hvis en drone kom flyvende og fotograferede mig oppefra, ville man ud fra billederne tro, jeg var Johnny Madsen!). Stille mange hyldemeter ubrugelig fortid ind i en reol.
Det sidste er næsten det bedste. En kæmpestor kasse med musik-cd’er og film-dvd’er, som ikke er blevet afspillet i årevis og med størst sandsynlighed aldrig mere bliver det, har længe stået i vejen foran reolen ovenpå. Jeg kan ikke sige, om kassetterne kommer til at stå i vejen i reolen, men de er ikke helt modne til udsmidning endnu, og vi har ikke et loft, vi kan stille kassen op på. OG: Jeg er altså virkelig, virkelig, virkelig tilfreds med at have fået den kasse tømt.
Mens solen skinnede.
Yndlingsmorgen med kaffe og avis
Solbeskinnet stue, nu med billeder på væggene – og støvsuget gulv!
Set og hørt
Flamsk vildsvinestuvning med udseendet imod sig og smagen med sig.
19. marts 2017 | den store bunke |
Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.
Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.
Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.
Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.
Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.
Kald mig bare forandringsparat.
26. februar 2017 | den store bunke |
Vi har været oppe så tidligt, at det føles, som om klokken nu er fire, selv om den kun er et. Vi har været oppe så tidligt, ikke fordi vi skulle noget, men fordi vi vågnede.
Det er en søndag lige efter mit hoved lige i dag. Lige ned midt i en lang række weekender fyldt med planer og aftaler faldt denne her som et blankt stykke papir. Vi skal ingenting andet end det, vi spontant finder på. I dag er det oplagte valg sofaen. Den har også længtes efter os, kan jeg mærke.
Vi har indrettet os, så vi ikke behøver at rejse os unødigt. Vi har computere, telefoner, head sets, aviser, kaffe og te, fjernbetjeninger, tæpper og hinanden inden for rækkevidde. Radioen er tændt, måske hører vi efter, måske gør vi ikke. Vi sidder i hver sin lille verden i bevidstheden om, at der er kort til lyt og nærvær, hvis vi siger noget.
Alt er godt.
