En Tycho Brahes dag

Det er ikke alle, der ved, hvad en Tycho Brahes dag er. Vi læste op på den danske astronom, da vi var i Prag i sidste uge, og begrebet var nyt for de unge, vi havde med. Og det var endda netop på en Tycho Brahe-dag, vi gjorde det. Den 17. juli er en af 32 dage, som den gode Thyge angiveligt beregnede sig frem til skulle være særligt ulykkebringende. Men det er nu noget vås, er nutidens videnskabelige enige om. Der skete os da heller ikke noget som helst uheldigt i tirsdags. I dag, den 21., er også en af de ’forvorpne’ dage, og den går også helt godt indtil videre.

Tycho Brahe blev et emne på vores ferie, fordi han er begravet i Prag. I Tynkirken ved den store plads i den gamle bydel. Det er kirken med dobbelttårnene med masser af små spir med guldkugler – som ser lidt mørk og uhyggelig ud med spotlight på om natten. Indgangen ligger inde bag nogle restauranter og er lidt svær at finde. Det var også svært at finde graven, selv om det er en forholdsvis lille kirke, fordi vi ikke helt vidste hvad vi kiggede efter. Men da vi først fik øjnene åbnet ordentligt, var der både stenplade med temmelig store guldbogstaver, et relief af Thyge og endda et Dannebrog. Det var et fint lille, småhemmeligt indslag i storbyfamilieferien.

Jeg har to regler for byferie: 1. Man skal sejle, hvis man kan. 2. Man skal finde et højt sted, hvorfra man kan se ud over byen. Så det var hvad vi gjorde.

Prag er en dejlig by. Der er simpelt hen så mange fantastiske bygninger fra dengang, man gad gøre noget ud af det med spir og guld, snirkler og krummelurer, basunengle, fantasifuld ornamentik, og de er vedligeholdt i de fineste pastelfarver.

Byen har meget andet end de kendte turistslugere som slottet, katedralen og Karlsbroen. Tychos kirke, for eksempel. Og synagogen der er bygget efter maurisk inspiration og sprudler af glade cirkusfarver.

Der er også Nationalmuseet, kunstudstillinger, U Fleků – Europas ældste bryggeri og værtshus, som har ligget der siden 1499 og har middelalderatmosfære og én slags øl. Og slentreture langs floden, hvor man bare holder øjnene åbne og nysgerrige. Er man heldig, kan man endda få øje på et par sumpbævere, der svømmer i floden.

En af de fineste stjernestunder var den sidste aften, hvor vi købte vin og pizza og satte os på en bakke i Riegrovy sady-parken i Vinohrady, hvor vi boede, lige øst for banegården, og så solnedgang. Det var min fødselsdag, og bedre afslutning på dagen og ferien kunne jeg ikke have fået.

Vi er rigtig glade og tilfredse, selv om nogle af os har taget vores tossede ansigter på.

 

Birgitte, du har snart fødselsdag …

Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.

Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.

Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.

26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…

Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.

Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.

Note til mig selv: Tænke på sommerferie

I fredags var jeg til firmaets sommerfest. Og mens man sådan sidder der på en terrasse og bager i solen med et glas rosévin, som man er nødt til at drikke i en fart, inden indholdet begynder at koge, går snakken imellem kollegerne. Og fordi det både er fredag, festligt og efter fyraften, snakker man om andet end arbejdet, for eksempel om hvad man laver, når man ikke arbejder.

Det spørgsmål, jeg fik flest gange i fredags, var: Hvad skal I så i sommerferien?

Jeg fik det faktisk så mange gange, at jeg efterhånden syntes, det var ærgerligt, at jeg ikke rigtigt kunne svare på det. Altså, i min første ferieuge har vi snakket om, at husstanden måske nok muligvis eventuelt kører til Prag. Ligesom vi de foregående år har været i Amsterdam, Strasbourg og Hamburg, denne gang bliver min Aygo dog hjemme til fordel for Mortens bil, der er nyere og større.

Men det er også så langt, vi har tænkt. Der er ikke hverken bestilt overnatning eller tænkt videre over, hvad vi så skal foretage os i Prag. Og bagefter har jeg yderligere to ugers ferie, hvoraf Morten og jeg i den sidste uge gerne vil gøre noget, bare os to. Vi havde bare ikke fået sporet os ind på hvad. Om vi skulle mod nord, syd, øst eller vest. Til natur eller storby. Noget som helst.

Men.

Netop i dag ramte snakken noget, som faldt godt i begge vores maver. Noget med at flyve til et endnu ikke nærmere specificeret sted i Italien, leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kører til højre eller venstre. Nok. Sikkert. Noget i den retning.

Så skal vi bare begynde at overveje at booke noget, dels i Prag, dels noget i den italienske afdeling. Og SÅ kan jeg svare for mig, næste gang kollegerne spørger, hvad jeg skal i min sommerferie.

Derfor har jeg i dag tilføjet et nyt punkt på min huskeliste: Tænke på sommerferie.

Så ved vi, jeg er opmærksom på det.

Dag 3 gik også godt

Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?

Men altså.

Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.

Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.

Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.

Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.

Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.

Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?

Hvem gider høre om en fantastisk ferie?

Sådan ser man ud efter en hel, glad feriedag i haven, hvor håret er blæst i uorden, mens der er dukket store felter af sort jord op mellem rækker af afgrøder.

Og sådan ser himlen ud set fra østsiden af Søndersø en mandag aften, hvor det samme forpjuskede hår og tilhørende krop havde vovet sig rundt om søen i løbetøj – for at se, om dét overhovedet kunne lade sig gøre. Der er 24-timers løb i Viborg i den kommende weekend, og de, der skal repræsentere et hold, skal gerne kunne komme hele vejen rundt og aflevere stafetten til den næste løber. Der beretninger fra løbet i 2013 her, 2014 her og 2016 her. Jeg løber for det samme hold, men i år er neglelakken orange.

I sidste uge var vi i Hamborg. Hvor vi de to forrige år pakkede os sammen i Aygoen og kørte til Amsterdam og Strasbourg, tog vi toget i år. Det var smadderhyggeligt, og vi var lykkeligt fri for at spekulere på trafik og parkering. Vi boede midt på Reeperbahn i Pyjama Park, et lille hotel/hostel, som overraskede positivt i alle henseender. Rolige nætter, god stil, venligt personale, dejlig morgenmad. Skal jeg til Hamborg igen, bor jeg dér. Grafitti var grundlaget for al dekoration både i fællesområder og på værelser. Lasse og jeg havde Der Elbseegler over vores senge.

Hamborg var et godt bekendtskab, som var nyt for mig. Det, der satte det største aftryk hos mig, var Miniature Wunderland. Det er et fantastisk sted med en fin historie bag. Vi endte med at være der i syv timer, og jeg tænker stadig på alle de flotte scenarier, fine tableauer og mange indbyggede små gimmicks. Billeder og ord dækker ikke; man er faktisk nødt til at tage ind og se det selv! Her er alligevel skud fra Hamborg Lufthavn og fra en skihopkonkurrence i Østrig.

Den nye Elbphilharmonie gjorde også indtryk. Virkelig flot og meget, meget dyr nytænkende arkitektur. Andre blivende aftryk er det udbrændte tårn og museet ved Skt. Nikolai Kirche, som satte perspektiv på vores forestilling om de gode og de onde i Anden Verdenskrig og gav en forstemmende historie om næsten en million civile, der måtte forlade en ødelagt storby lige ved siden af Danmark, da den blev sønderbombet – af de allierede. Die Alte Elbtunnel, de to oprindelige, kakkelbelagte tunnelrør, hvor fodgængere, cyklister og personbiler stadig kan transportere sig under Elben. Havnerundfarten, der gav os en totimers fornemmelse af Hamburg Hafens enorme dimensioner.

Parken Planten un Blomen, byens grønne hjerte med træer og lægeplanter, japansk have, søer, terrasser og masser af muligheder for at chille dagene væk, hvis man var hamburger. Rådhuset med sine 647 rum. Speicherstadt med kanaler og tidevand. Det tyske mesterskab i 3×3 street basketball, der fandt sted på Spielbudenplatz lige over for hotellet, det smalle grå hus i midten af billedet.

Heldigvis har jeg stadig ferie, og i denne uge gør jeg dagene lige så vidunderlige. Nu er kjoler og travesko blot udskiftet med arbejdstøj og udtværet jord, mens jeg sørger for, at endnu flere kvadratmeter køkkenhavejord bliver synligt mellem rækker af lovende afgrøder. Jeg må af sted…