4. august 2019 | den store bunke |
Spørgsmålet blev stillet af Laura i formiddags, inden jeg kørte hende til bussen til København. Det var et relevant spørgsmål, idet det er min sidste dag, inden arbejde og hverdag venter i morgen, og der så ikke er ekstra fridage i sigte før om mange efterårsmåneder.
Jeg har haft tre dejlige ferieuger. Hvor jeg har lavet meget lidt mad. Ikke forstået sådan, at jeg har spist meget lidt mad, men det har mest været fremstillet af andre. På restauranter, hos venner eller færdigkøbt. Sådan kan man også evaluere en ferie. På graden af køkkenarbejde.
Eller på valutaer. Holland, Danmark og Sverige. Euro, kroner og kronor. Specielt ved den sidste nød vi godt af den fordelagtige – set med danske øjne – kurs. Selv dyre middage afspejles på kontoudtoget som moderate. Det kan vi også godt lide ved Sverige.
Men hvad skal jeg så i dag? Morten er kørt ud et ærinde, og når han kommer hjem, har han en vigtig opgave med at følge Formel 1 fra klokken 15, så jeg bestemmer helt selv.
Min vigtigste opgave bliver at lave ingenting, har jeg bestemt. Ikke presse mig selv med noget som helst pligtpanik. Jeg vil nyde ferien til sidste sekund. Jeg vil sidde i haven i skyggen under æbletræet med lydbog i ørerne og stirre på, at græsset gror. Allerhøjst vil jeg tage ud i kolonihaven og sidde i en anden skygge og følge med i noget andet vækst, eventuelt squashplantens.
Så kan det være, at jeg også skal finde på noget aftensmad på et tidspunkt. Det laver jo kun sig selv, hvis jeg beder en anden om at gøre køkkenarbejdet.
Det fintænker jeg lige.
10. juli 2019 | den store bunke |
Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.
I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.
Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.
Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.
Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.
25. februar 2019 | At have have, den store bunke |
Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.
Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.
Men ellers fik vi
- aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
- bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
- bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
- støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.
Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…
Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!
En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.
Jeg kunne lide alt ved den søndag.
21. juli 2018 | den store bunke |
Det er ikke alle, der ved, hvad en Tycho Brahes dag er. Vi læste op på den danske astronom, da vi var i Prag i sidste uge, og begrebet var nyt for de unge, vi havde med. Og det var endda netop på en Tycho Brahe-dag, vi gjorde det. Den 17. juli er en af 32 dage, som den gode Thyge angiveligt beregnede sig frem til skulle være særligt ulykkebringende. Men det er nu noget vås, er nutidens videnskabelige enige om. Der skete os da heller ikke noget som helst uheldigt i tirsdags. I dag, den 21., er også en af de ’forvorpne’ dage, og den går også helt godt indtil videre.
Tycho Brahe blev et emne på vores ferie, fordi han er begravet i Prag. I Tynkirken ved den store plads i den gamle bydel. Det er kirken med dobbelttårnene med masser af små spir med guldkugler – som ser lidt mørk og uhyggelig ud med spotlight på om natten. Indgangen ligger inde bag nogle restauranter og er lidt svær at finde. Det var også svært at finde graven, selv om det er en forholdsvis lille kirke, fordi vi ikke helt vidste hvad vi kiggede efter. Men da vi først fik øjnene åbnet ordentligt, var der både stenplade med temmelig store guldbogstaver, et relief af Thyge og endda et Dannebrog. Det var et fint lille, småhemmeligt indslag i storbyfamilieferien.
Jeg har to regler for byferie: 1. Man skal sejle, hvis man kan. 2. Man skal finde et højt sted, hvorfra man kan se ud over byen. Så det var hvad vi gjorde.
Prag er en dejlig by. Der er simpelt hen så mange fantastiske bygninger fra dengang, man gad gøre noget ud af det med spir og guld, snirkler og krummelurer, basunengle, fantasifuld ornamentik, og de er vedligeholdt i de fineste pastelfarver.
Byen har meget andet end de kendte turistslugere som slottet, katedralen og Karlsbroen. Tychos kirke, for eksempel. Og synagogen der er bygget efter maurisk inspiration og sprudler af glade cirkusfarver.
Der er også Nationalmuseet, kunstudstillinger, U Fleků – Europas ældste bryggeri og værtshus, som har ligget der siden 1499 og har middelalderatmosfære og én slags øl. Og slentreture langs floden, hvor man bare holder øjnene åbne og nysgerrige. Er man heldig, kan man endda få øje på et par sumpbævere, der svømmer i floden.
En af de fineste stjernestunder var den sidste aften, hvor vi købte vin og pizza og satte os på en bakke i Riegrovy sady-parken i Vinohrady, hvor vi boede, lige øst for banegården, og så solnedgang. Det var min fødselsdag, og bedre afslutning på dagen og ferien kunne jeg ikke have fået.
Vi er rigtig glade og tilfredse, selv om nogle af os har taget vores tossede ansigter på.
10. juli 2018 | den store bunke |
Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.
Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.
Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.
26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…
Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.
Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.
