“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.
“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.
“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.
Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.
Så det blev planen.
’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!
For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.
Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.
Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!
Facebooks Denne dag greb mig igen i dag. Jeg ville bare ønske, jeg kunne huske, hvad det var for en fest, jeg skulle til for ni år siden. De praktiske ting er jeg ligeglad med. Jeg har sikkert lagt tøj sammen.
Nå ja! For otte år siden havde jeg lige holdt stor 50 års fødselsdag og fået Claus’ brugte cd-afspiller til bilen i gave. Jeg var glad! Der sad stadig en Sort Sol-cd i afspilleren … jeg var dobbelt glad.
Senere på dagen holdt jeg brat op med at være glad, da jeg (fordi jeg rodede lidt med den nye bilradio) kørte op i en forankørende bil med trækkrog. Fronten på Hvide T blev ødelagt og kølerhjelmen blev bukket op i et stort A. Det kostede forsikringen tæt på tredive tusind kroner, men det fedeste var, at de ikke dømte den totalskadet. Og at jeg var uskadt, bil og fører foran var uskadte, og det samme var cd-afspilleren.
Gad vide, hvad det var for en film? Har de tre spillet sammen i andet end Evigt solskin i et pletfrit sind? Var den feel bad?
Dét her … er faktisk VIRKELIG uhyggeligt!
Jaha! Det bliver også et alsidigt efterår på Paletten her seks år senere. Så ses vi dér!
Det blev Hvide T faktisk aldrig fantastisk nok til.
2012 var et rigtig godt koncertår! Jeg skal til at tage mig lidt sammen, hvis 2017 skal nå de samme højder, og i hvert fald begynde at gøre plads i 2018-kalenderen.
Her kan vi konstatere det, som alle ved: at solen skinnede mere i gamle dage. For to år siden.
Og at jordbærstiklingerne var større.
Det var alt for denne dag. Gad egentlig nok vide, om min Fantastiske Toyota, aka Toyota Carina stationcar årgang 85, aka Hvide T, som jeg skilte mig af med for tre år siden, stadig lever derude et sted. I ét stykke eller i enkeltdele transplanteret ud i mange forskellige trængende Toyotaer. Man ved aldrig.
Hvis man er sådan en, der har fået de lidt negative talegaver, kan man sige, at jeg har brugt en del af weekenden på at flytte unyttige ting rundt mellem små kasser.
Hvis man derimod er en, der gerne prøver at trække et lidt gladere spor efter sig, kan man sige, at jeg har været dygtig og ryddet op i kontorkasserne.
Men nu! Nu har jeg haft det HELE ude på gulvet og haft alting i hænderne og vurderet det stykke for stykke. Jeg har lagt hovedet på skrå og smidt ud og undret mig og været nostalgisk og barsk i min sortering.
Ud med lommeregneren fra Tiger – alle har jo kalkulator i telefonen.
Faster Ellens tunge forstørrelsesglas – nej, det gemmer vi. Sammen med tre andre små lupper. Vi ved ikke hvorfor.
En tillykke-medalje fra min 40 års fødselsdag og en kenyansk pengeseddel gemmer vi sammen med Georg Jensen-piben, som jeg fik af en kæreste i 1983.
En stabel ellipseskabeloner og måleværktøj til satsstørrelser – ud med dem, firserne vil ikke engang have dem tilbage.
Ud med de indtørrede rørpenne fra Rotring og de dyre kalligrafipenne, som jeg ventede mig noget stort og smukt af engang. Mens jeg ventede, sandede de til i indtørret tusch.
Men markerpennene skriver stadig i fede spritstinkende strøg her 30 år efter, så dem gemmer vi. Til et eller andet.
Fem millioner forskelligfarvede post-its kan man altid bruge.
Ligesom lilla silkepapir og guldstjernestrimler.
Det tog virkelig lang tid at få det hele spredt ud. Det gik endnu langsommere at få det samlet sammen igen i nye kassekonstellationer.
“Var det ikke meningen, du ville minimere antallet af kasser??”, spurgte Morten, da jeg var så godt som færdig med at sortere.
JO!
Jeg har smidt indholdet fra mindst halvanden kasse ud. Der er kun seks kasser nu!
Noget af det, der tog lang tid bagefter, var at se alle foto-cd’erne igennem og flytte billeder, mens vi stadig har en computer med cd-drev i huset. Der var meget forunderlighed og nostalgi at blive ramt af der. Også sære ting. For eksempel det her billede fra en studietur til Ungarn i 1983. Jeg er hende med pagen, piben og temmelig blå smækbukser. “Pipázik – hun ryger pibe..!”, sagde de omkringstående ungarere ved Balatonsøen vantro til hinanden – de havde aldrig kendt mage. Jeg kan godt forstå dem, det var egentlig noget værre noget. Det var ikke engang Georg Jensen-piben, den fik jeg først senere.
Nå. Jeg har beskåret kontorkassebeholdningen med 25 procent. Jeg synes, jeg har gjort det godt.
Hør efter, her kommer et køkkentip. Det gør der ikke så tit fra min side, så det er bare med at spidse ører, når der endelig er et.
Jeg viser dig, hvordan du får skorpen på dit hjemmebagte brød lige så sprød, blank og lækker som skorpen på bagerbrød.
Det handler om at efterligne bagerens dampovn, – det er nemlig dampen, der gør skorpen sprød og blank og krummen blød. Selv har jeg plejet at stå med en vandforstøver og sprøjte koldt vand ind på bollerne i den varme ovn, når pladen blev sat ind, og gerne en gang mere under bagningen. Men det kan gøres meget nemmere med granitskærver ligesom i en sauna.
Ja, granitskærver. Dem du måske har liggende i forhøjede bede i forhaven for at undgå et grønt tæppe af ukrudt.
Det er selvfølgelig ikke mig selv, der har fundet på det. Jeg faldt over en video, som viste hvordan. Den kan jeg ikke finde igen, så jeg forklarer det bare. I hvert fald gik jeg udenfor mit hus og samlede knust granit op, skyllede det godt og lagde det i en alufoliebakke. Det skal kun gøres én gang, for siden genbruges det bare.
Stil alubakken med granit i bunden af ovnen, tænd ovnen på for eksempel 200 °C varmluft og lad granitten blive godt gennemvarm, lad den gerne stå en halv times tid efter at ovnen har opnået den ønskede temperatur.
Så sætter du pladen med brød eller boller ind, hælder en deciliter vand ned over granitten og skynder dig at lukke ovnlågen. Du kan høre, hvordan det syder, og se dampen brede sig derinde. Det ser sådan her ud, når jeg filmer med den ene hånd og gør alt det andet med den anden:
Resten gør du, som du plejer. Det er sikkert noget med at bage bollerne et kvarters tid og tage dem ud og stille dem til afkøling på en rist. Men når du skærer dem over og smager på dem, tror jeg, du bliver gladere, end du plejer.
Held og lykke.
Hvis du ikke har granitskærver, kan du jo spørge mig, om jeg ikke giver en pose og en sprød bolle.
Store arealer bliver tit omregnet til ’så og så mange fodboldbaner’. Muligvis findes der mennesker, for hvis hjerner det giver mening, men det er ikke en sammenligning, der egentlig bidrager ret meget til min forståelse. Måske kan jeg bedre forstå arealer i mål. Længde gange bredde. Den slags.
Forleden så jeg imidlertid en endnu mærkeligere omregning. Jeg besøgte Strandingsmuseet i Thorsminde. Et virkelig godt museum, i øvrigt. Informativt, interaktivt, flot, lærerigt. Det beskæftiger sig i sagens natur med skibe, og på en af tavlerne stod der om et moderne containerskib, at ’Det kan laste 46.000 tons dødvægt, svarende til 106.000.000 par gummisko’.
