Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.
I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.
Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.
Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.
Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.
De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.
Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.
Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.
Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.
Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.
Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.
Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?
Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.
Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.
Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.
Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.
Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.
Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.
Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.
Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.
Min påklædning er udpræget afslappet.
Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.
Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.
Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.
Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.
Se bare hvor søde de er.
Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.
Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.
Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.
Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!
I den her tid, hvor jeg arbejder hjemme, er det vigtigt at holde arbejde og fritid helt adskilt, så der skabes en tydelig forskel. Jeg har nærmest ikke været inde i det rum, hvor min arbejdscomputer står, siden fredag klokken halv fire.
I går og i dag har vejret oven i købet været urimeligt fint og solrigt, og hvor er det så en gave at have en have at kunne gå ud i. Både for at understrege den omtalte forskel mellem hverdag og weekend og for at få noget frisk luft i kontrollerede omgivelser (læs: med en filtret hæk omkring).
4-5 timer både lørdag og søndag har jeg opholdt mig i haven med trillebør og sakse i forskellige kalibre, og jeg har næsten ikke kunnet komme ind af døren igen for bare glorie. Al efeu er klippet ud af hækken og ud fra en del af hegnet, og jeg har fjernet de visne pinde fra næsten alle stauder. Så må jeg se om de kan tåle det, der er jo stadig nattefrost. Jeg mangler stadig at klippe roserne ned, men det er muligvis stadig for tidligt. Nattefrost, jo. Og før jeg har klippet dem ned, kan jeg ikke komme til at fjerne mere vildtvoksende efeu fra hegnet.
Jeg har også husket at holde kaffepauser med passende mellemrum, som man jo skal.
Og vi har hængt en fuglekasse op. Det er min afdøde bror, der har udtænkt og bygget den til sine havefugle for nogle år siden. Nu er taget nymalet, kassen er hængt op hos os, og jeg håber nogle fugle opdager den og flytter ind.
Kompostbunken er gået i overload af al min flid, og genbrugspladsen er lukket. Men vi har et komposthjørne at samle vores pinde og slyngler i, og mon ikke det falder lidt sammen med tiden.
Vi arbejder sammen hjemme hver for sig. Det gør mange for tiden, og man indretter sig som man bedst kan og efter de forhold man har.
Her går det faktisk godt, og vi er på grund af omstændighederne endda flere på matriklen, end vi plejer. Tre af vores unge er hjemsendt fra efterskole, højskole og universitet og er rykket ind hos os. Det er både uvant og rigtig hyggeligt at være fem omkring bordet til aftensmad, at der pusles rundt omkring på begge husets etager, at opvaskemaskinen kører dagligt, at maden forsvinder fra køleskabet om natten, at der er liv i huset. Og alle er raske.
Jeg savner de kolleger jeg plejer at sidde sammen med på arbejdspladsen, og mine hjemmefæller savner deres. Vi ville selvfølgelig alle sammen hellere have gjort, som vi plejede, og lavet det, vi havde planlagt og regnede med. Men det kan ingen. Så nu gør vi sådan.
”Vis mig din arbejdsplads” har jeg set opfordringer til på de sociale medier. Her er vores. I dagtimerne er vi tre hjemme i huset og to på Mortens kontor. Det fungerer fint. Det er Ny Normal.
