30. september 2016 | den store bunke |
I mandags voksede der noget snak frem mellem et par af mine kolleger, og de fik kørt hinanden op og ud ad en tosset vej. Det resulterede i en allemail med titlen Hatte/parykdag på fredag. Vi skulle alle sammen komme på arbejde i dag med hat eller paryk på, stod der. Og kunstige tænder, hvis vi gerne ville.
Og så er der det helt fantastiske ved samtlige mine kolleger, at hvis nogen siger “Tag hat på!”, så tænker de “Vi tager hat på”. Og så er det det, alle gør. I virkeligheden er jeg selv nok den, der hælder mest til “Aaarhh, hold nu op med det hattefis!”. Men jeg forberedte mig og lånte Lasses New England Patriots-hjelm, som vi gav ham i julegave for et par år siden. Vi laver NFL Magasinet på bureauet, og det var derfor en særlig relevant hovedbeklædning at tage på på arbejde. Og ret upraktisk. Kaffedrikning er svær. Mad er svært. Telefoni er svært.
Det blev en sjov dag, og vi har grinet meget – ad og med hinanden – i dag. De fleste havde noget på hovedet, og nogle havde ekstra med, så der også var noget til dem, der havde glemt det. Starten af dagen gik bogstaveligt op i hat og briller, for vi skulle selvfølgelig have taget et billede til firmaets Facebookside, og it-supporteren, som netop var i huset for at servicere noget netværk, blev udstyret med kamera, mens vi alle sammen myldrede ud til først den ene mur, hvor vi havde alt for meget sol lige i ansigterne, hvorefter vi myldrede over til en anden mur, hvor it-Torben så ikke kunne komme til at fotografere for parkerede biler, hvorefter vi endte med at posere foran et plankeværk med solen i den rigtige vinkel.
Vi havde alligevel været for tidligt ude med kameraet, for det viste sig, at ikke alle var kommet endnu, og det var faktisk ærgerligt, for Carsten mødte op i sombrero og poncho, og vi overvejede at koste Torben og os alle sammen ud én gang til, men det orkede ingen rigtigt alligevel. Vi skulle jo sådan set også bruge arbejdsdagen på at arbejde.
Men så kom Carsten heldigvis anstigende på tegnestuen med en bakke med Tequila, salt og citron, og så tog vi lige et Tequilashot der i formiddags, og så blev han også fotograferet.
Nu kan I jo ikke vide, hvordan vi ser ud til hverdag, men jeg kan love jer, at det ikke er sådan her.
29. september 2016 | den store bunke |
Sommetider vil jeg gerne lige smide et friskskrevet indlæg på bloggen. Sommetider kan jeg så ikke lige stampe et emne op af jorden, som jeg kan få rørt sammen til noget brugbart. Sommetider kommer jeg i tanker om noget, jeg vil skrive om, men er ikke i en situation, hvor jeg kan gøre det straks. Så gemmer jeg det til bedre tider ved at skrive stikord i en note på min telefon. Jeg har fire aktive noter med overskrifterne: Huske at, Blogge om, Bøger og Ønskeseddel, hvor jeg løbende tilføjer og sletter.
Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:
Fastnettelefoner (Jeg har ingen ide om, hvad min ide var. Ingen)
Spørg en voksen (Heller ingen erindring om, hvorfor det var et godt emne)
Skolefotos (Ditto)
Delebørn (Nogen skrev noget begavet om det, og jeg tænkte, at det kunne jeg også. Det har jeg så ikke fået gjort)
Gammelt fodboldbillede (har jeg egentlig ikke skrevet om dét engang? Jo, her. Så har det jo ingen berettigelse i idebanken. Ud)
Beyoncé-koncert (Som jeg var til engang. I Gigantium i Aalborg. I 2007, mener jeg. Til gengæld kan jeg ikke huske, hvorfor jeg ville fortælle det)
Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Det kan faktisk blive godt. Det må gerne blive på listen og modne lidt mere)
Ellers er det jo stort set en ubrugelig note, jeg går og bærer rundt på. Jeg tror, jeg bevarer overskriften og sletter resten. Så bliver der også luft og plads til nye blændende ideer. Bare vent og se!
28. september 2016 | den store bunke |
Man kan ikke trække sin hvide bil gennem 8500 sommerkilometer med endeløse insektmassakrer og tro, det så kan klares med en enkelt tilbagelænet tur i vaskehallen.
Jeg må hellere få det lært.
Sidste år den 16. august kort efter hjemkomst fra bilferie til Amsterdam var jeg sjov på Facebook: “Man må godt stadig have bil, selv om man efter en uge ikke har vasket for 1650 kilometer feriedøde insekter af, ikke?”. Det vidste jeg selvfølgelig godt, at man gerne må. Dårlig bilhygiejne giver hverken klip i kørekort eller nummerplader. Og ikke så længe efter var jeg i bilvaskehal.
I år kan jeg godt være mere i tvivl, om jeg må beholde bestallingen. Det er to måneder og otte et halvt tusind kilometer siden, vi var på bilferie til Strasbourg. To måneder! Og fire blodige millioner kvaste insekter på bilfronten. Jeg har ikke gidet vaske bil.
I dag tog jeg en rask beslutning. Spontan kan man vel ikke kalde den efter mere end to måneder. Men rask. Jeg kørte i vaskehal. Gav forskærme, kølerhjelm og omegn en hurtig (det var koldt, og det blæste!) håndvask med sæbevand, inden jeg kørte ind og satte børsterne i gang.
Den blev da overhovedet ikke ren, Lille Hviden. Lille Skiden. Den ser ud, som om den har udslæt i ansigtet. Pigmentforandringer og skjolder. Det er en ommer.
Jeg må gøre et lidt grundigere forarbejde. Nedsænke den i insektfjerner. Det fandtes ikke i det bilvaskeri, jeg besøgte i dag. En af dagene kører jeg til en lidt mere velassorteret vaskehal, triller lidt afsides, bevæbnet med et par dunke insektfjerner, fælgrens og godt med sæbevand og knofedt og slutter af med en super-duper-guld-platin-over-og-undervognsvask-med-ekstra-voks-og-plejepolering. For jeg er sådan en, der passer godt på min bil.
Det er jeg altså.
27. september 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.
Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.
Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.
Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.
Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.
Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.
Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.
26. september 2016 | den store bunke |
Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.
Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.
Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.
Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to familier med et par små piger på halvandet og to år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.
Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.
Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.
