18. januar 2018 | den store bunke |
“New Kid on the Blog”…! For fem år siden spillede jeg ord med navnet på et amerikansk boyband fra slutfirserne-starthalvfemserne og fandt det første mod til at servere mig selv for eventuelle læsere gennem Facebook.
Der var ikke nogen særlig anledning til at breake lige den dag midt i januar. Det var ikke engang hverken det første eller det andet indlæg, jeg skrev, og ikke om noget særligt. Det var det her, og det handlede om at løbe og lytte. Det første gjorde jeg jævnligt dengang, det sidste var nyt. Det sidste gør jeg stadig, det første er mere eller mindre taget af programmet til fordel for andre beskæftigelser. Sådan er tilværelsen så dynamisk.
Men bloggen består, stadig med sit oprindelige navn trods flere adresseændringer siden starten. Faktisk bor Grevinden nu på sin tredje fysiske adresse. Og så passer det hele jo.
En slags tillykke til mig!
25. februar 2017 | den store bunke |
Det her er fire kilometer, hvoraf jeg halvdelen af tiden var på afveje. Faktisk havde jeg seriøst mistet orienteringen. Inde i mit hoved var der en klar forestilling om, hvad jeg skulle, men jeg kan se på oversigten her, at den på ingen måde stemte overens med virkeligheden.
Området hedder Neckelmanns Plantage og ligger nord for Viborg. Af og til kører jeg derud for at løbe en tur, især i de perioder, hvor jeg er i ekstremt dårlig form og ikke så gerne vil ses af bekendte, som stadig tror, at jeg er letfodet og fit. Min plan er, at jeg lige kan løbe mig lidt i form ude i skoven, inden jeg viser mig i bynære og befærdede områder. Det er aldrig rigtigt sådan, det går i længden. Jeg når aldrig rigtigt ind til byen. Til gengæld starter jeg tit.
Plantagen er ikke ret stor. Der er to vandre-/løberuter på 1,9 og 3,6 km, og det var den korte af dem, jeg begav mig ud på i dag. Da jeg var næsten rundt og kunne se parkeringspladsen og min bil, besluttede jeg, fordi det egentlig gik helt godt, og to kilometer var lige i underkanten, at tilføje en lille tur rundt på den anden side af den brede skovvej, bare lige lidt ind ad en sti og til højre og en gang mere til højre for at ramme skovvejen igen og følge den tilbage til bilen.
Som det ses af gps-oversigten fra mit løbeur gik det ikke sådan. Det vil sige, jeg ramte faktisk skovvejen og kunne snildt have løbet den hjem derfra. Tilsyneladende gik det bare aldrig op for mig, at jeg befandt mig, hvor jeg havde planlagt. I stedet fik jeg drejet en gang for meget til højre og forvildede mig langt mod nord. På et tidspunkt – oppe i hjørnet – anede jeg faktisk ikke, hvor jeg var. Det var godt, jeg til sidst kom ud til en asfalteret vej, som jeg kendte.
Heldigvis var det, inden det begyndte at regne.
Men er vi enige om, at det er bedst, jeg aldrig begynder at løbe orienteringsløb?
10. august 2016 | den store bunke |
I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.
I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.
Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.
Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.
Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.
Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.
For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.
Trøjer fra 2013, 2014 og 2015
31. maj 2016 | den store bunke |
Overmod – og overtrædelse af færdselsreglerne – betaler sig ikke. På min løbetur her til aften krydsede jeg Ringvejen. Ja okay, det var sådan lidt uortodokst skråt over vejen mellem to lyskryds, men jeg havde selvfølgelig sikret mig, at der ikke var biler i nogen af retningerne, og vi ved jo alle sammen – i hvert fald vi løbere, at kan vi undgå at stå og vente ved en lyskurv og bare lade løbeuret og benene rende uden pauser, så vi får den helt præcise kilometertid til Endomondo og de sociale medier, så foretrækker vi da det.
Så faldt jeg. Klask, knæet og hånden i asfalten lige, da jeg havde krydset midterrabatten. Jeg nåede at kigge ned og se noget helt tyndt lyst snoreagtigt ved foden og tænke, at snørebåndet måske var gået op. Knæklask, altså, og hurtigt op igen, dels fordi jeg jo ikke kunne ligge der midt på kørebanen og sunde mig, dels på grund af hvis-jeg-skynder-mig-at-lade-som-ingenting-var-der-nok-ikke-nogen-der-så-det-fænomenet. I sikkerhed på fortovet konstaterede jeg, at begge snørebånd var bundet rigtig fint, og der var heller ikke noget at se ude ved midterrabatten, der kunne have fældet mig.
Så jeg tror simpelt hen, at kosmos var efter mig, fordi jeg brød færdselsloven. Eller vejdirektoratet eller færdselspolitiet eller nogle andre, der har mandat til at sende fangarme op fra asfalten og slå dem om lovbryderiske løbeankler.
Nu har jeg hul på knæet. Så kan jeg måske lære at følge reglerne. Eller at løfte fødderne.
26. maj 2016 | Udpluk |
• Over én eneste aftensmad nåede vi at tale om skriftlig studentereksamen før og nu, kuglepenne, lynlåse, velcro, tryklåse, cellofan, post-it sedler og et bredt spektrum af andre tilfældige opfindelser. Der gik en hel time med “Vidste I godt, at…”
• Jeg har fået fingre i figner. Jeg har snakket om den i næsten et år, og endelig kom Ficus Røsnæs til salg. Den skulle være mere hårdfør til vores klima end andre sorter, og jeg har store forventninger. Indtil videre kan den ikke kaldes et træ, ikke engang en busk. En figenplante.
• Apropos haven. Jeg vendte ryggen til den sidste weekend, fordi jeg var i Berlin, og straks har den kvitteret med en tårnhøj plæne og alt det ukrudt, den kunne finde på. Der er meldt krig.
• Berlin der. “Har du været i Berlin i weekenden?”, spurgte chefen interesseret og imødekommende i mandags. Et par sætninger senere skruede han sit vantro ansigt på: “Har du været i Berlin for at LØBE?!?” Øh ja. Og for at hygge og lave yoga og ose og spise og drikke og shoppe. Det hele gik godt. Jeg gennemførte i hvert fald det hele.
• Min rekord i tarteletspisning er 10. Det var i omkring 4. klasse til Birthes fødselsdag. Ti tarteletter, alligevel. Det er lidt svinsk.
• Det sidste har ikke noget at gøre med noget. Jeg kan ikke lige huske, hvorfor jeg kom til at tænke på tarteletter. Nu kan jeg højst spise tre. Da jeg gik i 4. klasse, kunne jeg også klatre i tovene helt op og røre loftet i gymnastiksalen. Det kan jeg heller ikke mere.
• Sådan ændrer ting sig med alderen. Min mor synes for eksempel ikke, det går så godt med at løse krydsord for tiden. Men det er, fordi de er ved at grave fjernvarmerør ned i vejen udenfor, siger hun. Så kommer krydsordevnerne nok tilbage, når de er færdige med at grave, tænker jeg.
• I morgen skal jeg se En mand der hedder Ove i biografen. Det har jeg lige så store forventninger til som til figentræet.
