20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
11. juni 2014 | At have have |
Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.
Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.
Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.
Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.
På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.
