29. marts 2015 | den store bunke |
Jeg kan slet ikke være i det, når ting bliver væk for mig. Når jeg ikke ved, hvor det ene eller det andet er blevet af, eller hvordan noget er gået til. Så driver jeg mine omgivelser til vanvid i min jagt på forklaringer. Det er sket en del gange på det seneste.
Der var nogle bøger, drengene ikke kunne finde. Jeg foreslog forskellige steder, de kunne lede, og selv om de allerede havde ledt der, kunne de da kigge igen, syntes jeg. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke på dem, at jeg ikke skulle sige mere. Så det gjorde jeg ikke. Et par dage senere fandt de bøgerne. (Et af de steder, jeg foreslog).
Så var der ingen boller i brødkassen, og jeg spurgte inkvisitorisk, hvem der havde spist den sidste uden at tage nye op af fryseren. Alle bedyrede deres uskyld, og jeg blev irriterende anklagende i min sandhedssøgen. Bagefter fandt jeg posen med bolle – ganske vist kun én, men dog en – i brødkassen omme bag rugbrødet. Så måtte jeg rundt og undskylde over for dem, jeg havde anklaget.
Nu er det min egen jakke, der er væk. Jeg kan simpelt hen ikke finde min korte, sorte skindjakke, som jeg ikke har haft på siden efteråret, og som jeg troede hang på knagen i gangen. Det gør den ikke, og den er ikke nogen af de andre steder, det har været relevant at kigge. Jeg har tænkt og tænkt på, hvor den kan være blevet af, hvor jeg kan have haft den med, hvor jeg kan have hængt og glemt den. Intet. Blankt. Tomt. Det ærgrer mig. Grænseløst. Fordi jeg skal have den med til Barcelona om halvanden uge, og fordi der må være en forklaring. Den må jo være et sted. Der er ikke rigtigt nogen, jeg kan anklage udover mig selv. Og jeg plejer altså bare at have styr på, hvor ting er.
Kom frit frem, jakke!
Til gengæld ledte jeg efter en ekstranøgle til kælderrummet og fandt i stedet det magnetiske bogmærke, jeg har savnet så længe. Hvorfor mon jeg har lagt det i æsken med ekstranøgler?
Måske skal jeg bare lede efter noget andet, og så finder jeg jakken?
Eller måske er det meningen, at jeg skal have en ny jakke.
27. marts 2015 | den store bunke |
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
26. marts 2015 | den store bunke |
Det var emnelinjen i mailen fra det flyselskab, der skal flyve os til Barcelona om to uger. Jeg holdt lige vejret. For da vi for tre år siden skulle til Rom på vores første kæresteferie, gik flyselskabet konkurs i ugerne op til. Vi fandt andre billetter, og alt løste sig til en skøn ferie, men det var da lidt akut bøvlet, lige da det skete. Så hvad skulle vi nu udsættes for, tænkte jeg.
Men det var bare, at flyet derned afgår fem minutter tidligere end i den oprindelige time schedule, ligesom vi ankommer fem minutter før til Barcelona. Jeg tænker, vi lever med det. Så er der også lidt længere tid at opleve i.
Vi har også fundet noget at bo i. Airbnb træder endnu en gang til. Vi skal bo i Ani og Danis taglejlighed i det gotiske kvarter tæt på det meste og med resten inden for rækkevidde. LOFT CON TERRAZA WIFI A 200M MAR, lover de i overskriften, og det skal nok passe. Wifi er godt, terrasse er godt, 200 meter til havet er godt, og lejligheden ser rigtig fin og hyggelig ud på billederne.
Så så man måske lige os spise morgenmad på tagterrassen her. Eller bælle cava om aftenen.
Vi har ikke fyldt andet end løse ideer i dagene. Hvis nogen af mine læsere kender til noget, som vi – en førstegangs- og en andengangsbesøgende – må og skal opleve i Barcelona, så fyr løs med forslag. Somme tider får man de fineste oplevelser, når nogle andre har trådt stierne først og vil dele ud af deres gyldne øjeblikke og anbefale deres hemmelige perler.
Tilbage har vi vel kun at glæde os.
25. marts 2015 | den store bunke |
I søndags havde vi et projekt. Men inden vi nåede til vejs ende med det, var vi nødt til at forberede noget andet, og undervejs skete der nogle uforudsete ting, som vi måtte håndtere, inden vi kunne gå videre med hovedplanen.
Kender I Sven Nordquists Pandekagekagen? Det er den historie, hvor Peddersen og Findus vil bage pandekager til en pandekagekage for at fejre Findus’ fødselsdag. Men melet er sluppet op, så det må de først hente hos købmanden. Men cyklen er punkteret, så den må de lappe først. Men skuret med lappegrejerne er låst, og de må først finde nøglen. Nøglen er på bunden af brønden, og de er nødt til at have fat i fiskestangen for at fiske den op. Men den er på loftet, og for at få fat i stigen, så de kan komme op og hente den, er de nødt til at skræmme Gustafssons tyr væk, den står nemlig og sover med hovedet på stigen, og for at gøre det er Findus nødt til rende rundt med et blomstret tørklæde bundet fast i halen.
Og SÅ kan de tage stigen, kravle op efter fiskestangen, fiske nøglen op fra brønden, låse skuret op, lappe cyklen og køre til købmanden efter mel, og SÅ kan de bage pandekager og lave pandekagekage og sidde i haven og høre Jussi Björling.
Jeg tænker altid på Pandekagekagen, når jeg er nødt til gøre noget, før jeg kan komme til det egentlige. Også i søndags.
Vi skulle have nye havemøbler. Eller … vi skulle have havemøbler overhovedet. Og vi havde aftalt, at før vi dyngede terrassen til med en hel masse, ville vi vippe plankepladerne op og få fejet de foregående års blade og snask og alger væk nedenunder.
Men først drog vi til byggemarkedet og købte møblerne. Så langt gik det godt. Vi kunne dog ikke presse et to meter langt havebord og seks stole ind i bagagerummet på Mortens bil, viste det sig inde i byggemarkedets varegård, men heldigvis kunne vi låne en trailer. Hjem og læsse møblerne af. Tilbage og aflevere traileren. På vejen konstaterede vi, at trykket var faldet i venstre baghjul, så det måtte vi ind på en tankstation og tjekke. Det viste sig at være punkteret, sandsynligvis fordi der havde ligget brædder med søm i derovre i varegården, og det bandede vi over, mens vi kørte ud til Toyota, som heldigvis havde søndagsåbent. Spritnye biler har nemlig ikke noget reservehjul, men vi fik lov at låne et hjul med den fornødne luft i. Og værktøj til at skifte det med. Og Morten aftalte at komme derud næste dag og få skiftet til sommerdæk. Det er jo alligevel ved den tid.
Så kørte vi hjem. Og knoklede med de tunge, tunge terrasseplankeplader. Og kom kun halvt igennem, fordi nogle af dem var skruet sammen til dobbelt bredde og dobbelt vægt og dobbelt umulige at håndtere, og de kunne ikke skrues fra hinanden, fordi kærvene var skruet i smadder.
Og SÅ kunne vi hente de nye møbler op på terrassen og befri dem for beskyttelsespap og samle dem. Og SÅ kunne vi sidde og nyde solen… Men da var solen gået væk, og det var blevet frysende koldt, så vi gik ind. Men se lige, så fint det venter derude.
Følgefortællingen – fælgefortællingen – er denne: Næste morgen talte Morten i telefon med værkstedet, som havde konstateret tre tætsiddende huller i det punkterede dæk, og det kunne ikke betale sig at lappe det. Bestilling på et nyt dæk, altså. Da han kom ned til bilen, var venstre forhjul fladt. Endnu en punktering. Opkald til værkstedet: “Bestil to!”. Falck kom og pustede luft nok i hjulet til køreturen ud til værkstedet. Og herfra kørte det hele igen efter planen.
Og ovenover alting stråler jo Mo’er Sol, og når vi engang kan se den for al den regn nedenunder, kan vi sidde i nye havemøbler på en halvt rengjort terrasse og kigge ned i carporten på en bil med fire fine sommerdæk.
What’s not to like?
22. marts 2015 | den store bunke |
Bøger. Litteratur. Fortællinger. Jeg har altid læst meget, og næsten hele mit liv har jeg indtaget den daglige dosis, inden jeg lagde mig til at sove. Men så dykkede min læsekurve for nogle år siden. Der var kæreste, der var nye devices, der var omstrukturering i mine daglige vaner. Ofte skypede Morten og jeg sent om aftenen, hvis vi ikke var sammen, og det blev tit for sent til godnatlæsning, hvis jeg også skulle nå at få sovet. Jeg fik ikke læst ret meget, og det var jeg ked af.
Heldigvis findes så lydbøgerne. Jeg skulle bruge noget tid på at vænne mig til at lytte. I begyndelsen opfattede min hjerne igangsættelse af en bog som signal til at sende tankerne på langfart. Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om det, der blev læst op, og opdagede gang på gang, at jeg havde glemt at høre efter, så jeg måtte gå tilbage og høre det igen. Men på et eller andet udefineret tidspunkt vendte det, og nu er det nærmest omvendt, når jeg endelig tager en analog bog i hånden. Jeg kigger på bogstaverne og tænker på alt muligt andet.
Med lydbøger er man selvsagt i oplæserens vold. De rigtig gode kan højne læsefornøjelsen, mens en dårlig indlæser kan ødelægge oplevelsen fuldstændigt. Alle lydbogslyttere har favoritter, hvis navne vi bliver glade for at se – eller høre, når vi starter på en ny bog, ligesom der er indlæsere, som vi håber på at slippe for.
Jeg lytter på vejen til og fra arbejde, når jeg støvsuger, når jeg løber, og når jeg arbejder i haven. Sommetider også når jeg køber ind, hvis jeg ikke skal købe for svære ting.
Det er blevet til en hel del lydfiler, som jeg har taget ind, siden jeg begyndte at høre i stedet for at se. Nedenfor er en oversigt. Måske er der flere, som jeg har glemt. Der er ingen kronologi i opsætningen. Er der overhovedet en orden, er den snarest alfabetisk.
Hvilken eller hvilke var bedst, vil nogen måske spørge. Det er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. Knausgård, Knud den Store, Glasslottet, Forbandede yngel og En mand der hedder Ove er rigtig gode bud. Donna Tartt er en fantastisk forfatter, men Stillidsen var desværre en bog, som blev fuldstændig ødelagt af ham, der havde indlæst den. Der var så mange fejl, og jeg havde længe i tankerne, at jeg ville skrive om det, men jeg bliver så træt – og faktisk også ked af det – bare ved tanken, så nu har jeg bestemt mig for at lade det fare. Stillidsen havde på ingen måde fortjent så elendig en ambassadør, og jeg kan kun anbefale andre at læse papirbogen i stedet for.
Lige nu hører jeg Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen. Den er indlæst af Githa Lehrmann, og hun er god!
