31. marts 2017 | den store bunke |
Jeg var i supermarkedet for at købe bobler og cola til at skåle i, når vi om lidt overtager nøglerne til vores nye hus.
“Har du ild?”, spurgte kassedamen. Eller det var, hvad jeg hørte. I virkeligheden spurgte hun efter ID. “Fordi du køber alkolhol”, forklarede hun og nikkede i retning af de to flasker Cava, der stod på båndet.
“Jeg har et kørekort”, sagde jeg og fandt mit kørekort frem. “HOLD da op, findes den type endnu?”, udbrød hun næsten vantro. Bare fordi jeg har et kort, der senest er fornyet i 1993 og er en stor foldet model, men dog lamineret. Og så fik vi en lang snak om kørekorttyper og fornyelser og hvor sjældent, man har fat i kørekortet for at vise det frem. Sød og glad var hun. Jeg forsøgte også at læse på mit kort, hvor længe det var gyldigt, men var tydeligvis kommet af sted uden læsebriller. Så grinede vi lidt ad dét, inden vi ønskede hinanden god weekend.
Bagefter tænkte jeg på, hvorfor hun egentlig ville se ID…
ALT ved mig signalerede, at jeg var rigeligt gammel nok til at købe alkohol.
Fik I for resten fat i, at det er i dag, vi får nøgler til vores nye hus?
26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
24. marts 2017 | den store bunke |
Det er ti år siden, jeg fik mit første digitalkamera. Så var det slut med få fremkaldt film og sirligt sætte billeder i album. Sådan noget fik jeg nemlig gjort. Men billeder fra de seneste ti år ligger på forskellige drev i den orden og kronologi, som kameraoverførslerne har foretaget af sig selv, og i de første år systematiserede jeg også filerne i emnemapper. Det sidste har jeg forsømt i de senere år, så nu er det eneste system kronologien.
Under en digital oprydning for nylig stødte jeg på de gamle filer igen. For ti år siden var børnene altså små. Der sker store forandringer med menneskers fysiske fremtoning, fra de er 10, 13 og 15 år, til de er ti år ældre. Også med deres stemmer, kan man høre på de videooptagelser, der er i mapperne. Naturligvis især drengenes stemmer.
I mit eget tilfælde er der også sket forandringer i udseendet, selv om det ikke netop skyldes overgangen fra barn/teenager til voksen. Jeg er klar over det, og min datter slog det fast i går, da vi sammen kiggede i de tidligste mapper: “Der så du godt ud, mor! Du var sådan tynd…!”. Ja ja, det er ti år og ti kilo siden. Jeg er blevet rundere og mageligere. Kageform frem for springform, kan man måske kalde det.
Hun skyndte sig at trøste mig: “Det er godt, du skal til at cykle igen”.
21. marts 2017 | den store bunke |
Bare ordet. Det virker jo helt vildt voksent.
Men siden Morten og jeg nu har købt hus sammen – uden for ægteskab, men inden for mere end toårigt bofællesskab (den klumsede formulering er bare for at få et ordspil med -skab), har kloge mennesker af den slags, der hele tiden sender os noget, vi skal skrive under på, sagt til os, at vi skal se at få lavet et testamente.
Mest for hinandens skyld, men også fordi vi har særbørn – det hedder det! – og ikke lige mange af dem.
Vi vil gerne sikre hinanden bedst muligt i tilfælde af, at den ene pludselig stempler definitivt ud; sikre at arvingerne i første omgang kun skal have tvangsarv – det hedder det! – så den tilbageværende kan sætte sig ned og blive siddende i huset. Og vi vil sikre, at boet siden fordeles retfærdigt, når den sidste af os takker af.
Det er på mange måder sært at sidde hos advokaten og jonglere med ord som livsarving, begunstigelse og længstlevende og gennemgå muligheder og faldgruber og alle de scenarier, man skal huske at tage stilling til, når den grundlæggende tanke er, at den ene af os er død. Af en eller anden grund blev snakken sådan, at alle eksemplerne gik på, at det var mig, der var strittet af, men det var jo bare et eksempel. Morten havde lidt sværere ved at holde fast i, at det jo bare var et eksempel, da advokaten bad os overveje en passus om særeje, når nu Morten efter min sortie slår sig sammen med Connie med the big boobies, og skal hun så kunne rende med det hele, når de bagefter bliver skilt? Han har ikke planer med Connie. Men vi blev alligevel enige om særeje for længstlevende.
Det er ikke kun os selv og den nære fremtid, vi skal tænke på. Vi skal også beslutte, hvordan vi undgår, at arven bare går ud til kreditorerne, hvis et af vores børn i fjernere fremtid slår sig sammen med og senere bliver skilt fra en gældsat skodægtefælle. Vi håber jo, at ingen af dem kommer i den situation, men det er med et testamente som med en hvilken som helst forsikring: Vi håber, vi ikke får brug for den, men den er god at have, hvis nu. Og nu har vi lavet et usynligt skjold om vores børn, så skodægtefællerne bare kan komme an med al deres gæld og få en lang næse.
Og vi har sikret hinanden så godt, vi kan.
Voksent eller ej. Jeg har det helt utroligt godt med, at der snart ligger sådan et af begge parter underskrevet stykke papir på notarialkontoret – det hedder det!
19. marts 2017 | den store bunke |
Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.
Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.
Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.
Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.
Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.
Kald mig bare forandringsparat.
