19. juni 2021 | At have have |
Der er et stykke med granitskærver i min forhave. Det er eksploderet med ukrudt i år, meget mere end de foregående år. På sådan en svedigt varm og lummer dag uden andre planer er det såmænd en udmærket beskæftigelse at sætte mig derude på en plastikkasse med en lydbog i ørerne og luge løs – igen. Det får formentlig aldrig ende. Det stykke, som jeg lugede i sidste uge, pibler igen.
Imens tænker jeg på min haveglade mor, der altid, altid, altid havde succes med – og tid til – at tage den slags i opløbet. Hun gik aldrig tur i sin have uden at have øje for at bøje sig ned og trække små ukrudtsspirer op, som havde sneget sig frem siden hendes seneste tur med skuffejernet. Hun holdt haven ren, hun gjorde den ikke ren.
Jeg tænker også på min far, som for længe siden ville have tilbudt at gå en tur med roundupsprøjten.
9. maj 2020 | At have have |
Man kan ikke se det på billedet, og da jeg fotograferede, holdt forældrefuglene sig endda helt ude af fokus. De sidder ellers tit på toppen af lågen med myrer eller insekter i næbbet og venter på, at makkeren kommer ud af hullet, så der er plads til at flyve næste ret ind.
For der er unger i kassen. Vi kan høre det, når mutter eller fatter viser sig i døråbningen med godbidder. Så galper de op derinde og råber “Mig! Mig! Mig! Mig!”, og de sidste dage har de fået betydeligt mere volumen. For bare få dage siden hørtes de kun som en ubetydelig summen derinde, som atmosfæriske forstyrrelser i et radiosignal. Men nu! Vi er faktisk lidt glade for, at vi har soveværelse i den anden ende af huset.
Skovspurve er det. Og de voksne fugle har travlt. Fra tidlig morgen til sen aften flyver de i pendulfart mellem æbletræet, hækken og redekassen for at mætte de sultne rollinger, som vi kan høre, men ikke se. Vi ved ikke, hvor mange der er, hvor store de er, hvor grimme de er, hvor lang tid det tager at opfostre et kuld og sende dem ud på egne vinger.
Men fugleforældrene gør ALT hvad de kan. Og der er rig lejlighed til at blive klog på fugleliv for tiden.
Det er ret hyggeligt.
26. april 2020 | At have have |
Jeg har gået og holdt mig i skindet siden påske, konstateret rim på græsset om morgenen, studeret meteorologiske forudsigelser. Jeg har sagt til mig selv igen og igen, at det var for tidligt at plante ud i drivhuset. Formanet mig om, at det jo ikke haster. At jorden ikke er varm nok. At der skal være tocifrede grader. Og jeg har holdt mig.
Siden skærtorsdag har vores nye, flotte mobile drivhus (fra Urban Greenhouse, hvis du er interesseret) stået klar på terrassen, og næsten lige så længe har der også været kapillærkasser og plantesække i det. Solen har skinnet og skinnet, og jeg har endda haft shorts på i haven flere gange.
Men det har været koldt om natten. Nogle nætter frostgrader. Og der er ingen grund til hastværk. Vel? Og jeg har holdt mig tilbage.
Lige til i dag. I dag turde jeg godt. Jeg kørte i plantecenter og fortabte mig. Og nu har jeg plantet tre forskellige tomatsorter og en forsigtig agurk – jeg regner med at supplere med endnu en type agurk senere, når vejret nok alligevel bliver lidt varmere. Jeg har også plantet krydderurter: rosmarin, oregano, salvie og timian. Og mynte, hvis vi nu skal have mojitos en dag.
Jeg er virkelig glad for dagens indsats og nyder at kigge ud i drivhuset – lige inde fra stuen.
12. april 2020 | At have have |
- Det er påskedag i en påske, der er meget lidt påskeagtig, bortset fra en masse fridage i træk.
- Jeg holder kaffepause i et graveprojekt.
- Nu hvor vi har solgt kolonihaven, er jeg nemlig kommet i tanker om, at vi mangler et sted til georginerne, som snart skal i jorden. I et af bedene i rækkehushaven er (var) der et ret stort område med lavendel, som jeg egentlig ikke er ret glad for, efter at jeg engang på en ferie i Provence købte en lille flakon lavendeldråber, som lækkede det meste af sit indhold ud i min rygsæk.
- Nu er lavendlerne væk, jorden er gravet igennem for rødder og skvalderkål, og der er sort jord i et tilstrækkeligt areal til de fem georginesorter, vi aktuelt har.
- På billedet ses en række af vores havedarlings. Lad os tage dem fra højre side.
- I stenbedet ovre ved hækken står mit lille oliventræ i en krukke. Det har stadig nogenlunde samme størrelse som da jeg fik det for snart fem år siden, måske er det endda mindre. Men i det mindste er det i live.
- På muren har vi redekassen, som min bror har lavet, og som der straks blev rift om, da vi havde sat den op. Imidlertid blev det ikke de fine blåmejser, der vandt lejemålet, selv om de byggede ihærdigt i flere dage. De blev jaget på porten af et magtfuldt skovspurvepar, der fortsat bygger og huserer. Af gode grunde aner vi ikke, hvordan der ser ud indendørs – om reden er færdig, og om der er æg. Jeg er blank på fugles formeringsmønster, men det antal æg, som hunnen lægger, kan jo umuligt være inde i hende på én gang. Jeg har set adfærd, der kunne tyde på, at parret brygger et æg om dagen, og så kan det være, hunnen stikker ind og klemmer det ud bagefter. Eller hvad véd jeg.
- Så har vi en helt ny darling, som også er en konsekvens af salg af kolonihave. Vi har anskaffet et mobilt drivhus, et Urban Greenhouse. Det er virkelig flot, smart og på hjul, og jeg fortæller helt sikkert mere om det i løbet af sæsonen. Det er lige tidligt nok at plante i det, synes jeg. Jeg vil godt være mere sikker på tocifrede varmegrader. Men vi skal have tomater og agurker.
- Foran det ses vores brændekløver. Den er det jo overhovedet ikke sæson for nu, men den er en fin og praktisk hjælper, når der lige skal kløves en pind eller fem til optænding i brændeovnen. Vi har en mukkert stående lige inden for terrassedøren. Billedet viser ikke, hvordan kløveren fungerer, og det nemmeste er bare at google Kindling Cracker.
- Den sidste darling er mig selv. Frisørtrængende, usædvanligt solpræget for årstiden og med alderssvarende løs hals og hage fra denne vinkel, kan jeg se. Men påsketilfreds og haveglad.
5. april 2020 | At have have, den store bunke |
Man opdager det på flere måder.
Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.
Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.
Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.
Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.
Det er crumble før bagning!
Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.
Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.
28. marts 2020 | At have have, den store bunke |
Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.
Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.
Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?
Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.
Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.
