Syltede, grønne tomater

Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.

Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.

Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.

Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.

Saksen?

Mig i kolonihaven med stor tænkeboble hængende over hovedet, mens jeg gik undrende fra containeren tilbage til broccolien og salatbedet, hvor jeg kom fra:

“Hvor er saksen? Jeg havde da en saks med ud, hvor kan jeg have lagt dén??!”

Så kom jeg til at kigge nærmere på min hånd, og tænkeboblen brast.

Udgivet i At have have - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Du er fuld af fis, have!

Når jeg tager ud i kolonihaven, ved jeg aldrig, hvad jeg får lavet, før jeg har lavet det. Jeg kan have planlagt, at jeg vil gøre noget specifikt, men når jeg tager derfra, er jeg tit kommet til noget helt andet – og er ikke engang begyndt på det, jeg kom derud for. Fordi jeg lige får ideer, når jeg går der.

Sådan gik det til dels også i dag.

I går var batteriet til plæneklipperen dødt, så der tog jeg løg op i stedet for at slå græs, og havde batteriet med hjemme til opladning. Derfor var planen plænen i dag. Og sådan blev det.

Derefter havde jeg flere overvejelser. Grave løgstykket igennem og sætte jordbærstiklinger? Luge grundigt? Grave kartofler op?

Så kom jeg til at tænke på tagrenderne. Hvornår havde jeg egentlig sidst renset dem? Og hvordan så de mon ud efter al den regn? Fyldt med birkeblade og snask?

Frem med stige og gummihandsker og i gang. På forsiden af huset var det ret nemt, bare snasket, og jeg kunne uden besvær grave renderne fri og spule igennem. Fint.

På bagsiden af huset er der lidt mere ufremkommeligt, og der har indtil for få uger siden stået et gammelt tjørnehegn, som nu er fjernet. Det har taget alt lys og luft fra huset og især har det drysset ned i tagrenden, som var decideret fyldt med jord, fordi det er mange år siden nogen har renset den. Jeg har i hvert fald aldrig været der.

Det var sådan set bare at manøvrere stigen på plads og vippe jorden ud over kanten med gummihandskebeklædte klør fem. Værre var det med nedløbsrøret. Der sad en prop, som jeg ikke kunne spule ud med haveslangen. Jeg endte med at afmontere hele røret, skille det ad og vippe en meter jordcylinder ud. Nu fungerer det.

Jeg følte mig både dygtig og ansvarlig.

I morgen gør jeg noget andet. Eller tredje.

Yndlingsgul

August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.

Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.

Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.

Heldige mig.

Pletgrønt

I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.

Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.

Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.

Sådan har jeg det egentlig også

Nå, de holdt ikke så længe, lupinerne. I dag hænger de med hovederne, og det er vi fælles om. Jeg har groet noget ondt i halsen, snue og hovedpine, som i løbet af dagen er taget til. Det ligner til forveksling nogle symptomer, Morten døjede med i sidste uge. Og dét holdt lige pludselig op, og så var han frisk igen. Jeg håber, det er akkurat det samme program, jeg er røget i, for så er jeg frisk i morgen. Det er jeg nok, og jeg kan sikkert hjælpe helbredelsen på vej ved at foretage mig absolut ingenting i aften. Det var nu egentlig de samme planer, jeg havde i forvejen, og dem fastholder jeg så.

Det er i hvert fald pænt af lupinerne at sympatihænge. Nu kan vi skrante sammen i aften, og i morgen ryger de ud. Det gør jeg ikke.