Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.
Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.
Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.
Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.
Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!
I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.
Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.
Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.
Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.
De mere velopdragne Hamlet.
Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.
I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.
Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.
Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.
Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.
Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.
Dette her er en løbetrøje. Det kan den i hvert fald bruges til. Det er den faktisk allerede blevet brugt til. Min søde kæreste købte den med hjem til mig fra sin skiferie i Norge, og jeg er både fin og glad i den. Ikke hurtig. Fin og glad.
En af dens gode egenskaber er, at den er af uld. Fineste merinould, og det betyder, at den vil holde mig varm, når jeg om lidt lader den være mit inderste af mange lag og tager ud i kolonihaven og ligner en, der er ved at gøre haven forårsklar. Det er noget med at beskære noget hindbærbusk, som nok skulle have været beskåret i efteråret, og fjerne nogle visne staudetoppe og se, om der gemmer sig noget forår nedenunder. Det er også noget med at drikke kaffe (note to self: husk at tage vand med, thi der er næppe åbnet for den centrale hane endnu) og skridte matriklen af og tænke innovative tanker om kommende afgrøder og vurdere, om der skal være kartofler her eller der, mens jeg tygger på et halmstrå. Eller en vissen staudetop.
Jeg kiggede lige til de allerallersidste rester af sidste års høst. Kartoflerne har tilsyneladende fulgt et og andet instinkt. De bittesmå gnallinger, som kun egnede sig til at blive til brunekartofler og derfor aldrig blev brugt, fordi ingen orkede hverken at skrælle eller pille, har fået storhedsvanvid og vil være avlskartofler! De vil i jorden? Men så siger vi måske dét. De kan få et ydermandat og komme i en siderække, når jeg engang skal lægge kartofler, så kan de få lov at bevise deres værd.
Der er jo tid nok til at beslutte, om der skal være kartofler her eller der, for temperaturen er endnu ikke til underjordiske gerninger, men i en ulden norsk undertrøje kan man udholde at skridte matriklen af både på kryds og tværs, mens der fostres overjordisk kloge tanker i øverste etage.