29. marts 2016 | den store bunke |
I morgen kommer mødregruppen på besøg. Det betyder blandt andet, at jeg skal beværte. Med vin og snacks, kaffe og kage. Kage, hmm… Kan du huske, om det var til mødregruppen eller læseklubben, jeg bagte den der æblekage med mandellåg?, spurgte jeg Morten. Njarj, sagde han, for han ville ikke være sådan en, der bare har styr på den slags. Og i hvert fald ikke sådan en, der kom til at huske forkert. Men du har sikkert skrevet om det på bloggen.
Og det har jeg nemlig. På den måde er bloggen et godt opslagsværk. For godt et år siden bagte jeg to æblekager med mandellåg. Til mødregruppen og til mine roomies. Og i et lidt ældre indlæg kan jeg se, at de også engang har fået muffins.
Men så går det jo ikke med den æblekage. Ikke to gange i træk. Den er ellers både nem og god. Og jeg har stadig marcipan fra dengang i november, hvor mødregruppen besøgte en fraflyttet medmor i Haderslev og ved samme lejlighed kørte til grænsekioskerne, fordi det er en slags lige i nærheden, og jeg forkøbte mig i mandler og marcipan.
Nå, jeg stikker internettet en stribe søgeord, for eksempel “nem kage med marcipan”, så kvitterer det nok med noget, som andre har været begejstret for.
Og ganske rigtigt. Nu er det bare at skrive en indkøbsseddel og stikke noget i ovnen i morgen, når mødrene til de 22-årige stikker hovederne sammen.
28. marts 2016 | den store bunke |
I mange uger har vi haft påskeferie i Stockholm som et forventningsfyldt fikspunkt langt ude i fremtiden. Og nu er vi pludselig på den anden side af den. Men det var godt, mens det var. Både forventningen og selve ferien.
Allerede for lang tid siden flashede jeg et facadebillede af huset i Vikingagatan i Vasastan, hvor vi havde booket en airbnb-lejlighed, og funderede over, hvor sjovt det var at kunne sidde i Viborg og kigge op og ned ad gaden med Googles streetview. Det var så bare ikke det hus. Af en eller anden grund optræder der et forkert husnummer et sted i hjemmesidens data. På den baggrund var forvirringen helt forståelig, da jeg skrev til værten, at “Vi står nedenfor nu”, og han glanede ud af vinduet og svarede “Jag ser er inte…”. Det løste sig, vi trak trolleyerne ned for enden af gaden, og lige her er det.
En fin lejlighed i et godt, centralt kvarter med mange hyggelige restauranter, ikke langt fra hvor Laura bor. Vi havde ikke lagt faste planer hjemmefra, men der var foreslået Vasamuseet, Fotografiska Museet og en sejltur, og så ellers at gå rundt og indsnuse svensk hovedstad. Og det var faktisk præcis det, vi gjorde. Det hele, bortset fra byvandringer, var noget Laura heller ikke havde udforsket endnu, så på den måde indtog vi nyt land sammen.
Vasamuseet var godt lavet med gode udstillinger, og jeg kan klart anbefale det, hvis man er til den slags. Historien er kort, at kong Gustav II Adolf i 1625 igangsatte bygningen af fire skibe, heraf Vasa, som var tænkt som det mægtigste krigsskib, verden havde set, så Sverige retmæssigt kunne hyldes som en overmægtig søfartsnation. Kongen hyrede den tids mest anerkendte hollandske skibsbygger og befalede, hvilke mål skibene skulle have. Og det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at få flikket de skuder sammen. I foråret 1628 drog Vasa ud på sin jomfrurejse – og nåede 1300 meter ud i havneudløbet, inden en svag kastevind væltede skibet om på siden, og det sank. Skibet var for højt og for smalt og havde ikke ballast nok om bord, og det er ikke helt ved siden af at kalde det en eklatant søfartsfiasko. Godt 300 år senere blev skibet bjærget og kan nu ses på museet. Det rigtige – store – og i lille bemalet model.
Fotografiska Museet var også en god oplevelse. Fine udstillinger, masser af tankevækkende fotografier og en rigtig fin café og restaurant på toppen, som også er et besøg værd.
Det er næsten 30 år siden, jeg var i Stockholm sidst, og jeg kunne ikke huske ret meget fra dengang. Egentlig bare at det er en smuk by, og det fik jeg bekræftet. Som man kalder Rom for Den gyldne by, kan man kalde Stockholm for den gule by, for næsten alle huse og bygninger har en nuance af gul, beige og lysebrun. Det ser knaldgodt ud. Her er ældsten og yngsten i solskin og solbriller på Riksbron lige ved Riksdagshuset. De er glade, fordi de snart skal ud og sejle, og fordi de kan være sammen om at drille deres mor.
Vi bookede os ind på en tretimers skærgårdssejltur, og det var godt givet ud på den vejrmæssigt bedste af dagene. Solskin, solskin, vand, vand, øer, øer. Vi sad i læ på dækket på agterstavnen på udturen og nød solen og dagen. Der er over 30.000 øer i den Stockholmske skærgård, nogle er store og beboede, andre er bare små skær, og nogle er bare små skær OG beboede. Det er et fedt område, og det var en fed tur. På hjemvejen var det køligere, og et par af os trak ned i båden og fik en kop kaffe. Det var også et fedt sted med mange, mange lag fernis og maling på alle overflader.
Det var godt at se og mærke, at Laura befinder sig godt i sin by, og jeg er tilpas med, at det var lige den, hun valgte at tilbringe sit udenlandssemester i. Og vi kan sagtens finde på at komme igen på egen hånd.
Tak for denne gang, Stockholm, du var et godt bekendtskab!
22. marts 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.
Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?
Mig: Nej, det er byferie.
Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?
Mig (glad): Ja. Har du været der?
Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.
Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.
Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.
Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.
Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.
Mig: Er det for nylig?
Bankdame: Nej. Det er ni år siden.
Akavet øjeblik.
Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?
22. marts 2016 | den store bunke |
Det er en sær dag. Jeg har gået mange skridt og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. Jeg har været i afventeposition hele dagen. Jeg venter på en netværkstekniker, som med udbyderens vanlige sans for præcision har meldt sin ankomst mellem klokken 8 og 16. Klokken er nu 15.44, og han skulle angiveligt være her inden for ti minutter, men det vidste jeg først for fem minutter siden. Derfor har jeg holdt mig hjemme hele dagen. Vejret er strålende udenfor, og jeg kunne sådan set bare have sat mig ud på terrassen i tæpper og tilstrækkeligt tøj.
Men så er det også blevet den der helt forkerte dag i Bruxelles, og jeg har haft fjernsynet tændt det meste af dagen med reportager og udtalelser fra katastrofestederne i en lind strøm ledsaget af sympatitilkendegivelser fra alverden. Og jeg kan ikke rigtigt samle mig om noget som helst af det, jeg havde tænkt at bruge indedagen til, udover at rode med vasketøj og overveje, hvilke afgrøder jeg skal have i haven i år, og hvilke frø jeg derfor skal have købt ind.
Vores trådløse netværk var forsvundet, da vi stod op i går, og i øjeblikket er vi på tålt ophold hos optikeren i stueetagen, hvis netværk vi bedst fanger i døråbningen mellem stuen og køkkenet. Det er sådan set en tålelig løsning, men helt godt er det ikke.
Kom nu, tekniker!
Jeg har vasket i bund, jeg har bestemt hvad der skal gro i haven, jeg vil godt snart videre.
…
Hep, nu ringede han på. Der er håb for netværket.
18. marts 2016 | den store bunke |
Det spørgsmål stillede vi hinanden midt i 1970erne for at få et fingerpeg om, hvilken bås vi skulle sætte hinanden i. Begge bands var britisk glamrock med karakteristiske frisurer, vanvittige glitterkostumer og høje popstøvler, men Slade var lidt vildere end Sweet, der spillede mere pop.
Muligheden for at kunne lide begge orkestre sådan cirka lige godt eksisterede ikke. Det var enten det ene eller det andet. Jeg var til Sweet. Jeg kunne deres sange udenad og havde en overgang omtrent samme frisure som forsangeren Brian Connolly. Det var pænt dengang.
Og Sweet og Slade var dengang.
Troede jeg.
Nu har jeg lige læst i den lokale avis, at Sweet og Slade spiller her i Viborg i slutningen af marts næste år. Sammen! Det er helt uhørt. Det er Sweet eller Slade. Ikke og. Er det mon fordi der er faldet nogle af dem fra, så de kun tilsammen er nok til at være et band. Det er 40 år siden, jo. Fyrre år siden de toppede. Jeg vidste ikke engang, at de stadig eksisterede.
Og hvordan skal de så spille, når de skal spille sammen? Hvem skal synge for på Far Far Away og Wig-Wam Bam? Eller er det stadig to orkestre med hver sit repertoire? Man finder vel kun ud af det ved at løse billet.
Men der ved jeg altså ikke rigtigt. De ringer nok også snart fra 70erne og beder dem komme hjem og få håret touperet.
