Laver du mad i dag, så gør jeg i morgen

… sagde jeg i går.

I aftes blev der så stillet lækkersmækkert lam foran mig, og alle ved jo, at lam forpligter. Ja? Eller?

I hvert fald var det min kokketur i dag, og jeg googlede ’Hvad skal vi spise’. Og der ved Arla altid lige hvad.

I dag sagde Arla, at vi skulle spise grønt. Overhovedet ingen tvivl om dét. Meget grønt! Det hed Grønkålswrap med krammekål, og kælekålen var endda også af den grønne type. Så jeg kørte forbi min frosthvide kolonihave og plukkede grønkål nok og forsøgte at grave i den frosne jord. Jeg kan afsløre, at minustemperaturer ikke gør noget gavnligt for optagning af pastinakker, og at det heller ikke er smart at have glemt sine handsker hjemme.

Men op kom rødderne, og mine kolde fingre fik varmen igen langt senere.

Det tog faktisk op mod et par timer at blende, røre, skrælle, snitte, presse, bage, stege og rulle, så ret nem hverdagsmad var det sådan set ikke. Og vi har da heller aldrig fået noget, der ligner. Kål og abrikos, pærer og pastinak, skyr og sennep pakket ind i grønne pandekager.

Det var både anderledes, pænt, velsmagende og mættende. Jeg er faktisk mæt endnu. Smagene fungerede rigtig godt, som de siger i Bagedysten. Altså, når de mener det.

I morgen spiser vi ude, i overmorgen kommer posten med FiskeFredagsfisk, så det varer lidt, inden jeg spiller Arlaroulette igen og lander på grøn.

Hare, hår, håb

Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.

Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.

På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?

Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.

Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.

Eller altså …. vente og se, hvordan det går.

Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.

Har vi hare?

haremad

Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.

Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.

Haven i oktober – om at tage sin egen medicin

Der var skøn oktobersol i dag, og jeg havde aftalt med hjemmemarkedet, at jeg kørte direkte i kolonihaven efter arbejde. Jeg ville så gerne udnytte lyset og tiden til at få gjort endnu et stykke arbejde der.

Der er store stykker tom køkkenhave at luge og grave i, og der er afgrøder at høste, og der er græs at slå på. Bare for at nævne noget af det. Jeg blogger for en anlægsgartner, som gerne vil have dynamik på sin hjemmeside, og for mit eget vedkommende synes jeg, det er rart at have en professionel at læne mig op ad i mit amatørhavearbejde. Jens fra AB Kirketoft er glad, og jeg er glad. Og nu fik han lidt reklame her fra mit hjørne.

Nå, men senest skrev jeg om, hvad der er godt at gøre i haven i oktober, hvad der skal ordnes og gøres færdigt. Det kan læses her. Men jeg skrev, blev jeg klogere på mange ting selv, og det gav selvfølgelig anledning til at kigge kritisk på min egen have og tage min egen medicin.

Så her er ting, jeg har gjort i oktober, og i særdeleshed ting, jeg ikke har gjort. Endnu.

havenioktober

#1. Græsset er klippet i 4 centimeters højde (du læste blogindlægget på kirketoft.dk, ikke? Så du ved, hvad jeg snakker om), og de visne blade er samlet op af plæneklipperens opsamler. Jeg har også pirket lidt i mosset, men vores løvrive er ikke aggressiv nok. Eller også skal jeg bare beslutte, at lidt mos i plænen ikke gør noget.

#2. Georginerne, som jeg arvede fra min mor, er ved at være færdige med deres første sæson i Jylland, og nu skal de snart tages op og overvintre indendørs sammen med deres mærkesedler, så jeg ved, hvilken der er lyserød, hvid og rød, når de skal i jorden igen til foråret.

#3. Jeg mangler stadig at høste en tredjedel af spinaten. Det har været et godt spinatår.

#4. Grønkålen bliver stående, for det er grønkåls natur at stå ude i klingende frost og stadig være god, sund og anvendelig.

#5. Rødbederne skal tages op. Det ligner et godt rødbedeår, men jeg kan ikke vide, hvor langt de går ned i jorden, før jeg kan se enden på dem.

#6. Skal graves.

#7. Skal GRAVES.

#8. Her er to blåbærbuske af forskellig sort, som man anbefaler. De har givet to (2) blåbær. Det var ikke et godt blåbærår.

#9. Skal måske luges.

#10. HAR gravet.

Den i midten er mig. Det var alt herfra.

Glædelig juli

Der kan være dage, hvor jeg synes, at hele haven gror til for mig, så snart jeg vender ryggen til et øjeblik, og at ukrudtet overtager haveherredømmet og giver mig et grønt væg-til-væg tæppe, som jeg overhovedet ikke havde bedt om. Hvor jeg ikke kan se et eneste stykke bar, sort jord mellem det, der skulle forestille at være kønne rækker med høstklare grøntsager. Hvor jeg synes, jeg slet ikke er voksen nok til bestyre en have.

Men så er der også de dage, hvor gartnerglæden løber over, og jeg opdager, at jeg alligevel har avlet spektakulære spiselige bunker. Mad, ganske enkelt. Forråd til efterår og vinter. At der mellem alt det frodige og ustyrlige ukrudt er vokset lige så frodige og ustyrlige grøntsager frem.

Nu er der for eksempel udstedt forbud herhjemme mod at købe løg. INGEN i husstanden må sætte penge i løg, før lagrene er tømt. Jeg har lige høstet.

Se bare: Rødløg og bananløg. Nok til masser af luft i maven hele vinteren.

Hoest_1

En hel kasse zittauerløg. Det er ikke kassen, der er lille. Det er løgene, der er store.

Hoest_2

Mere på vej. Rødbederne står flot. Jeg har kun høstet én. Den gav jeg min veninde i fødselsdagsgave. Og der er grønkål til vinteren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med det, for jeg bryder mig hverken om grønkålsuppe eller grønlangkål. Måske tvinger jeg hele familien til at indtage grønkålsmoothies, er der ikke noget med, at dét er sundt?

Hoest_3

Og DEM her! Dem forventer jeg mig meget af. Sidste år avlede vi kun en enkelt hokkaido på størrelse med en knytnæve, så i år plantede jeg alle de otte planter, der var spiret frem hjemme i vindueskarmen. Det kunne jo være, de gik til, når de kom på friland. Det gjorde de ikke, og alle sammen bærer frugt. Nogle herhjemme ser allerede skræmte ud ved tanken om SÅ meget græskarsuppe. Men man kan jo bage dem og alt muligt. Det bliver godt.

Hoest_4

Vi skulle også være nogenlunde sikre på spinatlasagner og … ja, andre retter med spinat. Jeg foretrækker new zealandsk spinat, fordi det ikke går i stok, og man kan derfor plukke af det hele sommeren. Og det bliver bare ved og ved at gro og sætte blade, indtil man høster det hen på efteråret. I baggrunden skimter man et par mere af de orange tingester til hokkaidoretterne.

Hoest_5

Georginerne, som jeg fik af min mor, fordi hun ikke ville have besværet med dem mere, har klaret klimaskiftet fra Nordfyn til Midtjylland godt. De står i fuldt flor nu og er så flotte.

Georginer_1Georginer_2

Og til sidst er den rigtig gode nyhed, at efter at vi fik en ny, lækker, batteridrevet plæneklipper, som vi og ikke mindst græsplænen er meget begejstrede for, behøver den gamle håndskubber slet ikke at føle sig forladt og ensom. Se bare, den er kommet i et herligt nyt slæng af slyngler.

Slyngler