30. november 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.
Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.
I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.
Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.
Jeg synes altså, det er smart fundet på!
29. november 2015 | den store bunke |
Det er ikke helt rigtigt. Man kan bare se tv, hvor journalisterne er stillet ud i stormen for at berette om nedfaldne træer og lukkede broer, mens deres våde hår og pelskraver pisker omkring deres ansigter. Det blæser. Jeg kan bare kigge ud på gaden, hvor julebelysningen gynger begejstret. Det blæser. Jeg kan kaste et blik ud gennem terrassedøren og se, at en havestol har benyttet lejligheden og et friskt vindstød til at tage en tur rundt på terrassen. Den er god nok. Det blæser.
Så er det godt at være inde og løse søndagskryds, mens jægersmanden går i køkkenet og koger fasansuppe.
Man skal altid skrive med noget, som kan viskes ud, siger min mor. Hun har ret.
28. november 2015 | den store bunke |
Så gik jeg da heldigvis glip af Black Friday- og Open By Night-infernoet – og forresten også skøjtebaneåbning og juletræstænding på torvet, fordi jeg havde travlt med gyldne øjeblikke.
Jeg var på adventsgaveturne til de to store hjemmefraflyttede børn i Aarhus. En pose med fire guldpakker til hver af dem. Og en lille pose med to bagerkager til hvert sted. På den måde fik jeg kaffe, kage og snak først hos Laura, og dernæst kaffe, kage og snak hos Niels. Dobbelt godt tænkt af mig.
Niels foreslog et spil Scrabble, og jeg sagde ja tak. Det er længe siden jeg har spillet krydsordspil, som ikke var Wordfeud på en tablet. Ældstesøn er en god modstander, som godt gider gøre sig umage i pointjagten og finde de bedste steder at lægge sine bogstavbrikker.
På vejen hjem kørte jeg for tredje dag i træk med slukket lydbog og jodlede i stedet løs på Sneflokke kommer vrimlende. Det er verdens sjoveste melodi at digte på, og tre dages rimeri har lønnet sig. Min sang er færdig og printet og klar til afsyngelse i morgen sammen med to tossede damer. Jeg glæder mig virkelig til at se de guldkorn, vi tilsammen har fået dynget op.
Adventskransen er også rørt sammen. Jeg kom nemt om ved det. Vi går minimalistisk i år.
25. november 2015 | den store bunke, Heldige mig |
På lørdag skal jeg mødes med to meget- og hurtigtsnakkende, højtråbende, tossede, vidunderlige kvinder. Engang var vi kolleger; siden skiltes vores professionelle veje, men vi er evigt og for altid ligeværdige kolleger i vid, vanvid og rablerier. Det går ikke stille for sig, når vi ses, hvilket vi har gjort alt for sjældent. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der er alkohol, smøger og ligefrem tale i rigelige mængder. Sidste gang var jeg værtinde. Vi tilbragte en augustlørdag i kolonihaven, og det var SÅ sjovt, og jeg var SÅ mærket dagen efter. Derfor besluttede jeg allerede dengang at lade bilen blive hjemme og tage toget til Aarhus, når vi skulle til julestue. På lørdag, altså.
Der er blevet udstukket en opgave til alle. Vi skal komme med en julesang på hver sin melodi, og den skal handle om vores lille klub. Jeg har store forventninger. Billedet øverst er en lillebitte bid af min kladde. Mere vil jeg ikke røbe, og sandsynligvis bliver det den eneste krumme, der bliver kastet ud i det offentlige rum. Medmindre det ender med at være offentlighedsegnet, og det tvivler jeg på, det gør. Til gengæld er jeg sikker på, vi får det overskægt og er trætte på søndag. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig for vildt?
Sådan så det ud på Instagram i sommer, da vi fremsatte en offentlig erklæring.
24. november 2015 | den store bunke |
Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.
Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.
Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”
Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.