30. september 2018 | At have have, den store bunke |
Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.
Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.
Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.
Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.
Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.
Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.
Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.
Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.
De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.
Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.
Udflytning pågår.
22. september 2018 | Køkkenskriverier |
I dag fik jeg leverpostejmadder til aften.
I går fik jeg crostini med gedeost og løgmarmelade efterfulgt af en treretters gourmetmenu, hvor forretten bestod ravioli med tigerrejer på dampet torsk med persillecreme, grøn olie, æble og urter, hovedretten var krondyrfilet med presset kartoffel, rødbedesky, syltet løg, selleristuvning og jordskokkechips, og til sidst en dessert af pærekompot på frosne bunde af lys chokolademoussebunde med lime, små marengstoppe, mørk mousse og krystalliseret hvid chokolade.
Så trænger vi vist til et punktum.
Det smagte svimlende lækkert. Og det bedste og sjoveste er, at jeg selv var med til at lave det. Vi var i kokkeskole ved afdelingens sommerarrangement i firmaet. I selvsamme firma har vi en køkkenchef, der laver verdensklassemad, som vi nyder godt af hver eneste dag, og han driver desuden et cateringfirma, hvor han laver udsøgt til mad til fester og arrangementer. Og tilbyder kokkeskole.
Det var supersjovt – en lærerig, anderledes og hyggelig måde at være sammen med kollegerne på. Kokken havde tilrettelagt en treretters menu og sørget for råvarerne, og så blev vi delt op i tre hold, der skulle stå for henholdsvis forret, hovedret og dessert. I tre timer var der tryk på i køkkenet, hvor der blev arbejdet intenst ved alle stationer. Vi snittede og hakkede, piskede og blendede, sprøjtede, æltede og bagte, brasede og kogte, sukkede og jublede. Kokken anviste, vurderede og rådgav hele vejen som den absolut nødvendige livline, når vi tvivlede og ikke forstod opskriften, og han roste når vi gjorde det godt.
Det viste sig, at vi alle sammen – sammen – havde gjort det eminent godt. I fællesskab frembragte vi en gourmetmiddag, som er noget af det bedste jeg har smagt. Selvfølgelig smukt anrettet og indtaget ved et veldækket, hvidduget bord i godt selskab.
Jeg var på dessertholdet – jeg elsker dessert. Mine marengs var næsten helt ens, og jeg fik ros (“… når jeg tænker på de første marengstoppe, Birgitte lavede, og frem til hvad det endte med!”, var sådan cirka som kokkens ord faldt …).
Nå, men alle burde prøve at gå i kokkeskole hos Lars. Firmaet hedder UNIQ Cooking. Husk det til næste gang, I skal have unik mad til en fest eller leder efter noget til et anderledes firmaarrangement. Jeg får ikke noget for at anbefale ham. Jeg har allerede fået en unik oplevelse.
Velbekomme!
20. september 2018 | Udpluk |
- Yngsten flytter hjemmefra om kort tid, og jeg har muligvis forkøbt mig i håndklæder til ham. Hvis han ikke sætter foden ned, vil hans første eget hjem være udstyret med en fire gange så høj håndklædestabel, som jeg selv startede med i sin tid. Er muligvis nødt til at købe ham et skab også.
- Jeg har også hentet et par kasser frem med det, der er tilbage af grej som børnene måske vil overtage når de flytter hjemmefra. Jeg har bare kastet et kort blik ned i dem og konstateret, at der blandt andet er mulighed for at overtage en elkedel, otte steakknive, Mortens aflagte pas (?!?) og en hulske. Det er selvfølgelig en start, men ellers tager vi den store tur på søndag og laver en liste over, hvad der mangler i hans startsæt. Mit initiativ, ikke den fraflyttendes.
- Jægersmanden er taget på bukkejagt i Sverige med et kobbel kammerater, og den endnu ikke hjemmefraflyttede har også udenbys aftaler de næste dage. Sikke jeg skal brede og kede mig! Det bliver også fedt. Og lidt tomt. Men fedt.
- Når jægersmanden ikke er hjemme, spiser Lasse og jeg hokkaido. I dag skar jeg græskarret (med skræl, men uden kerner) i skiver, omviklede hver skive med en kvist frisk timian og en halv skive bacon, kværnede salt og peber over, plaskede olivenolie over med rund hånd og bagte hokkaidofritterne i 35 minutter ved 200 grader varmluft. Spis aioli til. Det er kongemad! Super tilbehør til … alt, tror jeg.
- Vi har alle sammen noget, de andre spiser i ens fravær. Når Morten ikke er hjemme, spiser vi for eksempel hokkaido. Vi får oftere tærte, når Lasse ikke spiser med, og når Astrid ikke er her, vælter vi os i grøntsager. Jeg ved ikke, hvad de andre spiser, når jeg ikke er hjemme. De skulle egentlig benytte lejligheden til at spise rosenkål og bananer.
- Jeg er allerede helt spændt på, hvad jeg selv skal have at spise, nu når jeg er alene hjemme til aftensmad.
- Solsikkerne har ikke noget at gøre med noget af ovenstående. De har bare stået og været pæne, siden Morten havde dem med hjem i sidste uge.
19. september 2018 | At have have |
Sommetider passer alting helt perfekt sammen.
Som når der kommer en heftig byge, mens jeg sidder indenfor på arbejde og kigger ud af vinduet, og det så når at blive tørvejr og endda solskin, da jeg rammer kolonihaven efter fyraften og klæder om til medbragt arbejdstøj for at male bagvæggen på havehuset anden gang.
Som når der lige akkurat er maling nok tilbage i spanden til hele væggen og ikke til så meget som én planke mere.
Som når jeg bagefter lige går en runde i haven og både får tomater, salat, en lille squash og lidt broccoli med hjem i cykelkurven sammen med en buket af de lyserøde georginer.
Sommetider er noget også liiige ved at blive sært.
Som når jeg i frokostpausen på arbejde fortæller om mit projekt med at få malet væggen færdig, og min unge kollega interesseret spørger “Hvad har du af beklædning?” – og det viser sig, at han ikke spørger om, hvad jeg har på, når jeg maler, men hvad væggen er bygget af.
16. september 2018 | At have have |
Når vi gør noget, gør vi det godt. Også når vi pudser glorie.
Engang midt i juli gik jeg om bagved kolonihavehuset og konstaterede fremskredent forfald. Derom kommer jeg ikke så tit, og derfor havde jeg ikke opdaget, hvor galt det var fat. De nederste brædder var rådnende, og ét var decideret faldet af.
Det eneste, der skete ved selve opdagelsen, var, at vi indså, det nok var i år, der skulle gøres noget ved det. Men først skulle vi holde ferie, så skulle vi noget andet, og så skulle vi lave udregninger og skaffe træ. Og hente det og gøre noget lidt mere andet først og have tid og den slags småting.
Men nu har vi været dygtige. Én weekend pillede Morten de gamle brædder ned og startede på opbygningen. Så regnede det, og så skulle vi noget andet, blandt andet på rigtigt arbejde og den slags småting.
I går fortsatte vi de gode takter. Jeg malede plankerne nedefra, mens Morten monterede de sidste foroven. Siden er der også kommet tagrende, og det er godt nok blevet en fin bagside. Ham der har haven bagved vores er garanteret toplykkelig for den nye, smukke udsigt.
Nu mangler vi bare at gøre hushjørnet færdigt og køre affaldet væk. Vi skal for resten også have sat en omgang maling mere til vægs. Vi skal bare lige noget andet først.
Derfor kan vi jo godt pudse glorien. Det kan man ikke gøre for tit. Sådan en skal også vedligeholdes.
