31. maj 2014 | At have have, den store bunke |
I går kom jeg til at knække havevanderen. Den gode cirkelvander, som kunne nå et stort område trods et relativt lavt vandtryk. Vi har også en, der vipper frem og tilbage, men der er ikke pres nok på vandet, og den skal derfor flyttes mange gange for at nå hele haven.
Det blev spredt vanding i går.

I dag drog jeg på cirkelvanderfærd. I det først besøgte byggemarked havde de ikke den model, jeg var ude efter. I havecenteret, som var næste stop, havde de dyre sager. 249 kroner for den rigtige model. Jeg syntes, det var lige i overkanten af, hvad jeg gad bruge på en vander, og overvejede længe, om vi alligevel ikke bare kunne klare os med vippevanderen. Men den blev jo underkendt allerede sidste år. Jeg kiggede videre. Jeg behøver ikke mærkevarer, og det kunne være, de havde noget billigere. Det havde de ikke. De havde noget dyrere. Et andet mærke med tilsvarende egenskaber til 310, og pludselig blev den første, der var tres kroner billigere, helt attraktiv, og jeg tog den med til kassen.
Ha!, sagde jeg indeni og blev enig med mig selv om, at det er sådan, man får folk til acceptere en høj pris: Man skal bare vise dem noget, der er endnu dyrere, så glider det første ned.
Nu mangler jeg bare at få presset denne positive tilgang ned over den parkeringsbøde på 650 kroner, jeg kom ud til, fordi jeg ikke havde set, at man skulle stille parkeringsskive.
Måske er vinklen nødt til at være, at det i det mindste var godt, at jeg købte en vander, så jeg ikke fik en bøde for ingenting.
Den første, som siger at vanderen så kostede mig 900 kroner, kan få en kur med en vinkelsliber.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.

Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
24. maj 2014 | den store bunke |
Fryseren var rendt tør for madpakkeboller, og jeg havde sat mig for at bage i dag. Det meste af denne weekend tilbringer vi på Mortens adresse, men han var rendt tør for bageingredienser.
Så jeg gik hjem og havde en date med min Ballerup. Og indså, at det ville blive en dag hakket i småbidder, hvis jeg skulle tilbage til min egen matrikel senere på dagen for at sætte på plade og endnu senere sætte i ovn.
Så jeg pakkede dejen i pose og tog den med. Meget sær ting at gå gennem byen med en pose dej.

Jeg fyldte Mortens ovn med bageplader og fik fine boller ud af det.

Men hans fryser var rendt tør for plads, og da vi senere skulle ud at løbe, gik vi først gennem byen med to poser boller for at gå op og putte dem i min fryser på vejen. Sær bagage for en person i løbetøj.

Jeg glæder mig, til vi flytter sammen.
21. maj 2014 | den store bunke |

Toyota-nyt, Toyota-gammelt.
Jeg er begyndt at tilbringe en del tid på vejene. Hvide T er kommet i daglig vigør på sine gamle dage. De rolige dage i parkeringskælderen er ovre, og jeg har fået langt mere tid til at lytte til bøger, mens jeg transporterer mig.
Det kan jo aldrig blive en god forretning at være bilejer, det ved alle, men i håbet om at komme det nærmere drømmer jeg om en smækker ny bil, der kører godt med langt på literen. Måske er min gamle bil foruden alle sine andre kvaliteter tankelæser og har strammet sig an for ikke at blive erstattet af en yngre model.
Den seneste uges notater og udregninger viser, at den kører 15,3 km på literen. Det er da ikke så dårligt af sådan en sveske fra 1995.
20. maj 2014 | den store bunke |
Så sad jeg der i en frokostpause med en flok nye mennesker, der var fulde af imødekommende nysgerrighed og gerne ville vide, hvad jeg er for en.
“Er det så gymnastik, eller er det badminton, du beskæftiger dig med i din fritid?”
Jamen, det må da være, fordi det bare lyser ud af mig, at jeg motionerer på én eller anden måde, at han ikke spurgte, om det var porcelænsmaling eller slægtsforskning, jeg kastede mig over, når jeg kom hjem.
Hvor er det ærgerligt, at han ikke spurgte, om jeg eventuelt havde løbet fire halvmaraton.