24. juli 2020 | den store bunke |
Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.
Det gjorde jeg senest i april.
Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.
Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.
Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.
Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.
Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.
Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.
20. juli 2020 | den store bunke |
I februar mødtes jeg med et kunstmenneske på ARoS for at give et billede til museet. Min bror havde haft maleriet hængende på sin væg i årtier og havde angivet på bagsiden, at det efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det ønske efterkom vi, og på ARoS, som byens kunstmuseum i mellemtiden er kommet til at hedde, var de begejstrede over donationen. De har flere skilderier af kunstneren, Peder Holm, og et mere ville skabe en fin symmetri i samlingen. Ved overdragelsen aftalte vi, at min brors navn ville komme til at stå på infoskiltet ved maleriet.
Forårets nedlukning af alting har forhindret os i at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Til gengæld har de jo så haft rigelig tid til at få det hængt op og printe et passende kort.
Nu har vi været der. Og alting er som det skal være. ’Aarhus set fra nord’ hænger sammen med sine fæller, og det ser ganske enkelt rigtig fint ud. Motivet på de to til venstre er byen set fra syd, og de to til højre fra nord. Eriks billede er det øverste til højre – endda i den originale ramme, og jeg stod simpelt hen og blev så glad over at se det, over at maleriet er kommet derhen, hvor han ønskede. Det ville han også have været.
Det hænger på ARoS’ øverste etage i guldaldersamlingen, som ikke længere hedder guldalder, men Human Nature. Når du kommer ind i udstillingen, går du til venstre, så langt du kan komme, og så hænger de fire små perler helt inde i hjørnet. Og hvis du strenger øjnene an, kan du også læse skiltet.
8. juli 2020 | Hørt og set i forbifarten |
“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.
Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.
Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.
For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.
At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:
Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.
Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.
Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!
