30. april 2013 | den store bunke |
Jeg løb en tur i dag! Det er ikke noget, jeg har prioriteret særlig højt på det seneste.
“På det seneste”….? Det sidste år, faktisk. 1. april 2012 løb jeg halvmaraton i Berlin og var i rimeligt god form. Derefter lod jeg mig distrahere af alt muligt andet og rendte måske også ind i en mindre motivationsskade. Det har imidlertid vist sig, at jeg stadig har et løberomdømme. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan det går med mit løb, og det virker altid, som om den spørgende har rustet sig til at få beretninger om den ene bedrift efter den anden kastet i ansigtet. Så trøster jeg dem og siger, at det slet ikke er sådan fat.
Men so what? Det er længe siden, jeg holdt op med at ærgre mig over alle de gange, jeg ikke kommer ud. I stedet glæder jeg mig over, NÅR jeg kommer af sted. Og det gjorde jeg i dag.
Det var så længe siden, at jeg næsten ikke kunne huske, hvad man skal have på, og slet ikke hvor langt jeg var kommet i den lydbog, jeg hørte på, sidst jeg løb.
Kristi Himmelfartsdag skal jeg løbe Kalkmineløb, ti kilometer i kuperet terræn (Efter devisen: Er der en knold, skal man OVER den – aldrig uden om), og det er rart nok at vide, at jeg kan, også selv om jeg har hele dagen til det.
Og jeg kan! Det gik langsomt, men det gik godt. Jeg havde Langs Smertegrænsen i ørerne. Skrevet af Thomas Clemen og læst op af Bent Otto Hansen, som har den kedelige vane at holde lidt for irriterende lange pauser midt i sætninger. Ellers virker bogen lovende, og måske kan jeg anbefale den. Engang om længe. Jeg hører nemlig kun bog, når jeg løber eller støvsuger.
Mine fine syv kilometer i dag bragte april måneds statistik op på den svimlende distance af næsten 24 tilbagelagte kilometre. En KLAR fremgang i forhold til 17 i marts.
Wuhu, jeg har vinger.
28. april 2013 | At have have |
Efter en ualmindeligt ugidelig og drivende doven Store Bededag drog vi i kolonihaven i weekenden. I løbet af ugen har vi fjernet sten og fliser og venter nu på, at nogen kommer og skræller det øverste lag jord af, fræser og efterlader os med et jomfrueligt fundament for frø og løg og knolde og buske og blomster og … og….
Vi kan altså intet andet end at skue ud over jorderne i øjeblikket, så vi trak indenfor og ryddede ud i udhus og indhus. Og undrede os mange gange over, hvad man dog har fundet på at gemme.
Men allerførst kørte vi ud og foretog vores første fælles investering ever.
Det blev et lokum! Vi kunne simpelt hen ikke få det gamle til at virke.
Jo, der er faktisk en brugervejledning til sådan et.
Det første værelse er færdigt!
Og så slæbte vi ud, sorterede, vurderede, gjorde rent, samlede i bunker, overvejede, fejede, ordnede, undredes, flyttede, grinede, snakkede, savede en dør til, hentede trailer, hilste på Ejner i nabohaven, slæbte mere og undredes igen.
Vi har noteret ting, vi kommer til at mangle og snarest vil få anskaffet. Og så er der ting, vi ALDRIG kommer til at gå ned på.
Jeg sorterer pinde. Vi har lange grønne pinde, vi har korte træpinde med orange ender, vi har bambuspinde, vi har buede metalpinde i forskellige udgaver.
Vi kommer aldrig til at mangle pinde! Og sikke da en fed tønde, ikke?!
Vi kommer heller aldrig til at mangle handsker. Vi har til de hænder, der vil tage ordentligt fat, til dem, der gerne vil promenere blomstrede – mange farver og sorter – fingre med dupper, til dem, der foretrækker noget blødt eller noget med skind, og til dem, der ikke vil være våde. Vi gemte 12-13 par, mest fordi de nu var der, og smed 10-11 par ud. Og der blev ved med at dukke nye op.
Den første, der køber en rulle poser, bliver skudt!
Småt brændbart, urent jern, glas, deponi, papir, vi har det hele. Cyklen fejler ikke andet end at have mistet pusten, så den beholdt vi. Senere fandt vi også nøglen. Og endnu senere én mere.
Første tur til genbrugspladsen.
Hov? Nej, hvor godt! Én af os var kommet til at lægge kartofler til spiring hjemme i sit køkkenskab… Lad os da se, om de kommer op igen, når vi lægger dem i jorden. Hvis det bliver mig, der står for den del, lægger jeg dem. Det gør vi på Fyn. Hvis det bliver Morten, sætter ham dem. Det gør de i Jylland. Hvor vi er. Men vi kan godt blive enige om at hyppe dem.
Flasker der har stået meget længe i et køkkenskab og ventet på at blive fundet. Smukt og skulpturelt. Vi var nu mere interesserede i, om der var pant på dem.
I køkkenet var der en overflod af ukurant service, som der jo skal være. Tre slags kaffekopper med flere under- end overkopper og 12 forskellige tallerkener. Blandt andet.
Men hey! Der er ingen vinglas! Og alt det hvidvin, der skal drikkes i den have! Men hey! Jeg har alt for mange vinglas hjemme. Problem solved.
Oh my God… en hel SKUFFE fuld af gummihandsker!
Og vores duge vil aldrig blæse væk. Vi har 18 dugeklemmer
Og vi vil aldrig mangle knager. Eller ruderens.
Og hvis nogen mangler håndmalede husnumre og bor i nummer 10 eller 01, så har vi også dét. Eller nej, de røg vist i småt brændbart.
Det har været nogle skønne dage, og hvor jeg glæder mig til at så og plante og lægge kartofler.
Kald lige dét en knaldhytte én gang til!
26. april 2013 | den store bunke |
I dag kommer til at tage lang tid. Hele dagen, hvis jeg skal fortsætte samme tempo som indtil nu. Drikke kaffe, læse hele avisen, undersøge om noget skal støvsuges – og måske gøre det. Tage kontaktlinser på, lægge tøj sammen, overveje at runde haven (solen skinner, jeg synes ellers, man havde lovet mig regn).
Aaaah, at have en verden af tid på en fredagsfridag uden planer!
Og når forretningerne engang åbner igen, skal jeg måske overveje at købe nye bukser.
25. april 2013 | den store bunke |
“Jeg vil da også gerne have én at hoppe med på stranden!“, sagde en af de andre gæster til mig til den fest, jeg var til i lørdags. Vi talte om mænd og om gerne at ville have en kæreste og om de kompromiser, man sommetider tror, man er nødt til at indgå for at få eller beholde en mand.
Først forstod jeg ikke det der med at hoppe. Så kom jeg i tanker om det: Efter velkommenkaffen kørte det meste af selskabet i nogle biler ned til havet for at gå tur langs stranden. Morten kravlede ud fra bagsædet, og for at få gang i kroppen efter køreturen hoppede han rundt og svingede de lange arme og ben. Og så hoppede jeg med. En lille spontan og ukoordineret dans i fælles forståelse og pjank.
Andet var det ikke. Men hun så det, og så det som noget fint.
Hvor er jeg glad for at være en af dem, der hoppede!
24. april 2013 | den store bunke |
Da jeg tog hjemmefra i lørdags, sørgede jeg for at have kameraet i tasken. Derfor kan jeg nu dokumentere tre dage med fødselsdag i Sdr. Nissum, konfirmation i Roskilde og yngstebarnets fødselsdag med følgende billeder:
17 fra kanten af Vesterhavet, heraf ni, hvor Morten og jeg forsøger at fotografere os selv, uden at ramme en eneste gang
en kage
to gaver og et flag
tre billeder af en gedde, fem af en odder og tre af en stork
Og ikke flere.
Århh, der var dejligt og soligt og alt dét
For korte arme til sådan nogle store hoveder.
Lidt efter midnat er vi nok kommet til at snakke om at tage billeder af sin mad og lægge ud på nettet. Gætter jeg på. Jeg har i hvert fald taget det her billede. Det var en god kage, forekommer det mig.
Den 15-årige fyldte 16, og som hver gang, der er fødselsdag i familien, kom flaget på bordet. Det fik min far lavet af patronhylstre, da han var soldat i Aarhus. Jeg ved ikke hvorfor. “Trk 84 Sørensen, 9. A. A. 3. Batt. 1937”, står der. Jeg ved heller ikke, om trk er en rang og hvilken. Det andet er noget med artilleri og batteri.
Udflugt til AQUA i Silkeborg. Gedden er et monster. Jeg kan godt forstå, at Findus var dødsensskræmt i en af Peddersenhistorierne. Den 16-årige synes, den er sej. “Mosens tiger”, synes han.
Odder der bider sig i skulderen.
Stork der ser så storkeagtig ud, som den kan.
Så var der ikke flere billeder. Undskyld, Roskilde.
