Udpluk #26

 

  • Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
  • Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
  • Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
  • Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
  • Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
  • I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
  • Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
  • Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?

Syltede, grønne tomater

Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.

Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.

Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.

Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.

Efterladte ord

Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.

Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.

For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.

Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.

Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.

Panoramaregn

Det er en tradition.

Hvert efterår kombinerer vi et kroophold med en vandretur i silende regn.

Nå ja, vi har gjort det to gange. Men det ser ud til at være en tradition. Hotelovernatning OG regn. Vi har prøvet forskellige tidspunkter. Sidste år var det i starten af december, i år i starten af november. Uanset tidspunkt – det regner. Og uanset regnvejr – det er fedt.

Sidste år gik vi i Mols Bjerge. I år gik vi i Bramslev Bakker. Bjerge og bakker. Balle og Bjærge.

Nå, grunden til, at det blev lige dér denne gang, er, at min tresårs fødselsdag – og lidt Mortens seksoghalvtredsårs ditto – udløste en rigtig fin gave fra Mortens familie, et panoramaophold på Bramslevgaard, der ligger fem kilometer øst for Hobro på nordsiden af Mariager Fjord. I området finder man også Danmarks første certificerede vandrerute, Panoramaruten på 10 km, og planen var at udforske den enten før eller efter overnatningen. Vi havde booket her i weekenden. Som tiden nærmede sig, og meteorologernes regnfulde forudsigelser tog form, vurderede vi, at søndagsvejret ville blive bedre end lørdagsvejret (… snydt!!), så vi tjekkede ind på Bramslevgaard hen på lørdag eftermiddag og gik direkte om bord i kaffe og kager.

Der var skønt, middagen var dejlig og servicen i top. Ren afslapning, hyggelig stemning, super morgenmad. Søndag formiddag tjekkede vi ud, mætte og veltilpasse, klar til lang gåtur.

Det regnede. Men alle ved, at det er værre at tænke på end at være i, og vi har jo ordentligt udstyr. Så med tilkøbt madpakke og primus i rygsækken drog vi ud i regnen.

Det var en smuk tur gennem istidens overdrevslandskab – det hedder det –, kuperet og varieret og med udsigt ud over Mariager Fjord, der langt ude fortabte sig i regndisen. Vi gik mellem græssende kvæg og får og mødte ikke mange andre. Vi fandt ikke noget overdækket sted undervejs at sætte os med primussen og koge kaffevand, men vi stod i ly i et masteskur i lystbådehavnen i Hobro og spiste madpakkerne. Det var også hyggeligt.

Turen er helt sikkert endnu mere fantastisk i lidt flottere vejr. I hvert fald kommer man nok knapt så våd og mudret hjem, som vi gjorde. Jeg gled på den smattede sti på sidste del af ruten, så jeg var helt nede med kinden i mudderet. Men det ER en fabelagtig tur, som både kan anbefales og tåler et gensyn. En genganger? I hvert fald, vi kommer tilbage, Bramslev Bakker!