Lupinus

Jeg gik igennem køkkenet og nød synet af de lupiner, jeg tog med hjem fra kolonihaven i går og satte i en vase i forsøget på dog at pynte en smule på vores miserable gemakker, der er under renovation.

Og så spekulerede jeg på – fordi jeg er mig – hvorfor stauden egentlig hedder lupin. Om det har noget med ulve at gøre. Lupus er jo det latinske ord for ulv. Jeg googlede det straks – også fordi jeg er mig, og wikipedia siger ’Lupin (Lupinus tidligere også kaldet ulvebønne) er en planteslægt af blablabla…’

Det er jeg tilfreds med, selv om jeg stadig ikke kan gennemskue ulvereferencen. Og lupinerne er pæne, selv om nogle synes, de er ukrudt, fordi de breder sig så let og sår sig selv alle vegne.

Et nyt ord og en evig erfaring

Retholt. Dette ord er netop kommet ind i mit ordforråd, hvor det har lagt sig ved siden af andre specialudtryk (som eksempelvis lambdasonde og tandstang, der begge er bildele). Et retholt er ’en lige stang af træ eller metal som har rektangulært tværsnit og helt plane sider, og som bruges til at kontrollere at fx en murs overflade er jævn’, og det kommer fra tysk Richtholz, sidste led med betydningen ‘træ’. Vi skal bruge sådan et til at skære gammelt tapet helt lige af, når vi snart skal nytapetsere en enkelt væg.

Lang vej hjem. Da jeg kørte hjem fra arbejde, passerede jeg en lille familie. En kvinde trak en cykel med et lille barn i cykelstolen, og ved siden af gik et større barn, måske 3-4 år. Hans ansigt, så jeg i det splitøjeblik inden jeg var forbi, var fortrukket af gråd og modvilje. Min fuldstændigt reflektoriske og øjeblikkelige konklusion efter at have opfostret tre børn var: Uanset hvor kort en strækning de skulle tilbagelægge, ville den blive uendeligt lang og kræve stor pædagogisk tålmodighed.

Billedet forestiller ikke noget relevant. Det er bare lægter.

Fat det, cykeltyv!

Der lå en cykel i kanten af stien. Eller resterne af en cykel. Bare et stel, faktisk. Uden hverken hjul eller sadel. Måske var den intakt, da den landede mellem de visne blade, og så er der måske skrællet mere af den med tiden. Jeg ved det ikke, måske ved ingen det. Måske ved den, der smed den fra sig, ikke, at den ligger der endnu, og måske er vedkommende også fløjtende ligeglad.

Den har i hvert fald nok ligget der et stykke tid. Nogen har måske passeret den dagligt og er blevet mere og mere harm. Gal på det bestjålne medmenneskes vegne og vred på alverdens kriminelle uden respekt for andres ejendom.

Der var fastgjort en harmdirrende, tydelig og målrettet besked på resterne af cyklen.

To konklusioner er sikre: De, der læser meddelelsen, er alle os med god samvittighed, som deler den retfærdige forargelse. Og: Den, der faktisk smed cyklen, kommer næppe forbi igen og læser det orange skilt.

Og tre: Ingen tør rydde op og gå hen ad stien med resterne. Og blive set med dén besked?

Og fire: Hvis du er en bloglæsende cykeltyv, så fat at du er rådden!

Og fem: Hvis du er den, der mangler din cykel, så kan jeg fortælle dig, hvor i landet liget ligger.

Ligesom Gun-Britt

Hos frisøren. Frisør C klipper i mit hår, frisør A fejer gulvet for nogle andres hår og kaster et blik i spejlet hen på mig.

Frisør A: Det er en rigtig flot farve, dit hår har! (MIT hår!)

Frisør C: Ja, dét er det!

Frisør A: Der er lidt Gun-Britt over det.

Mig: Tak! Jeg ville også godt have hendes hårtykkelse.

Frisør C: Århh, det er slet ikke sikkert, det er så tykt, som man tror. Hun kan sikkert nogle tricks.

Jeg synes godt, frisør As anden replik tåler gentagelse: Der er lidt Gun-Britt over det.

Jeg er en sucker for hårkomplimenter. Jeg har stadig traumer over dengang, frisør C kaldte mit hår ’pjevset’.

Der er kun mysli til én …

Nytårsaften kom der sandheder frem.

Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?

For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.

Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.

Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.

Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”

Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.

Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.

Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.

 

Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.

Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.