7. februar 2022 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg gik rundt ovenpå og lagde tøj på plads, da jeg fik et FaceTime-opkald. Telefonen lå nedenunder, og jeg skyndte mig ned, men opkaldet var allerede afbrudt.
Jeg genkendte nummeret som min kollegas og sendte hende en sms: Facetimefejlopkald? Hun svarede kort efter: Det var Otto.
Aha. Otto er et år gammel og er sikkert kommet i tanker om, at han ikke kan tale, og så har han alligevel ikke villet udsætte mig for ottosk.
Eller også er hans mor kommet.
Jeg må høre hende i morgen, hvad han kan have haft på hjerte.
8. juli 2020 | Hørt og set i forbifarten |
“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.
Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.
Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.
For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.
At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:
Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.
Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.
Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!
9. september 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.
“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.
Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.
“Åh, vi må have misset det…”
“Men er du ikke derude?”
“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”
Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.
Samtidig gik noget op for ham:
“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”
Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.
Nu funderer jeg over to ting:
- Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
- Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?
27. maj 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg gik igennem køkkenet og nød synet af de lupiner, jeg tog med hjem fra kolonihaven i går og satte i en vase i forsøget på dog at pynte en smule på vores miserable gemakker, der er under renovation.
Og så spekulerede jeg på – fordi jeg er mig – hvorfor stauden egentlig hedder lupin. Om det har noget med ulve at gøre. Lupus er jo det latinske ord for ulv. Jeg googlede det straks – også fordi jeg er mig, og wikipedia siger ’Lupin (Lupinus tidligere også kaldet ulvebønne) er en planteslægt af blablabla…’
Det er jeg tilfreds med, selv om jeg stadig ikke kan gennemskue ulvereferencen. Og lupinerne er pæne, selv om nogle synes, de er ukrudt, fordi de breder sig så let og sår sig selv alle vegne.
24. maj 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Retholt. Dette ord er netop kommet ind i mit ordforråd, hvor det har lagt sig ved siden af andre specialudtryk (som eksempelvis lambdasonde og tandstang, der begge er bildele). Et retholt er ’en lige stang af træ eller metal som har rektangulært tværsnit og helt plane sider, og som bruges til at kontrollere at fx en murs overflade er jævn’, og det kommer fra tysk Richtholz, sidste led med betydningen ‘træ’. Vi skal bruge sådan et til at skære gammelt tapet helt lige af, når vi snart skal nytapetsere en enkelt væg.
Lang vej hjem. Da jeg kørte hjem fra arbejde, passerede jeg en lille familie. En kvinde trak en cykel med et lille barn i cykelstolen, og ved siden af gik et større barn, måske 3-4 år. Hans ansigt, så jeg i det splitøjeblik inden jeg var forbi, var fortrukket af gråd og modvilje. Min fuldstændigt reflektoriske og øjeblikkelige konklusion efter at have opfostret tre børn var: Uanset hvor kort en strækning de skulle tilbagelægge, ville den blive uendeligt lang og kræve stor pædagogisk tålmodighed.
Billedet forestiller ikke noget relevant. Det er bare lægter.
25. november 2018 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Der lå en cykel i kanten af stien. Eller resterne af en cykel. Bare et stel, faktisk. Uden hverken hjul eller sadel. Måske var den intakt, da den landede mellem de visne blade, og så er der måske skrællet mere af den med tiden. Jeg ved det ikke, måske ved ingen det. Måske ved den, der smed den fra sig, ikke, at den ligger der endnu, og måske er vedkommende også fløjtende ligeglad.
Den har i hvert fald nok ligget der et stykke tid. Nogen har måske passeret den dagligt og er blevet mere og mere harm. Gal på det bestjålne medmenneskes vegne og vred på alverdens kriminelle uden respekt for andres ejendom.
Der var fastgjort en harmdirrende, tydelig og målrettet besked på resterne af cyklen.
To konklusioner er sikre: De, der læser meddelelsen, er alle os med god samvittighed, som deler den retfærdige forargelse. Og: Den, der faktisk smed cyklen, kommer næppe forbi igen og læser det orange skilt.
Og tre: Ingen tør rydde op og gå hen ad stien med resterne. Og blive set med dén besked?
Og fire: Hvis du er en bloglæsende cykeltyv, så fat at du er rådden!
Og fem: Hvis du er den, der mangler din cykel, så kan jeg fortælle dig, hvor i landet liget ligger.
