26. juli 2018 | den store bunke |
Det her billede er det første i mine forældres og dermed familiens fotoalbum. Mine nygifte forældre, der skåler med hinanden til deres bryllupsfest, og farfar ved siden af. Vi ved ikke, hvad der er gået forud, men nogen har helt sikkert sagt noget sjovt. Og se lige deres glade blikke! Sikke en lovende start på et langt, godt samliv, der varede næsten tres år.
Festen blev holdt i et telt på gårdspladsen i min mors barndomshjem, der senere også blev vores barndomshjem. Det var koldt, siger min mor. Det er klart – de blev gift 6. marts…
Og hvad serverer man så at drikke til sådan et bryllup på landet i 1952? I hvert fald sodavand, sikkert fra Albani, og så selvfølgelig kandevis af hjemmebrygget øl.
Her er vi i 1969. Billedet er taget ved min mosters og onkels sølvbryllupsfest og forestiller mig og min kusine Anette i vores fineste strutskørter og dåbskors. Jeg er ni år, har hårbånd og fletninger (børne-TV-serien “Lenette og hendes grimme hund” havde været sendt i fjernsynet forinden, og pigen Lenette havde de sejeste fletninger, sideskilning og hårbånd – århh, at kunne ligne hende..!) og mit allerstørste smil på. Anette smiler på ingen af de billeder, der blev taget ved den fest. Ikke at hun var sur, hun var bare syv og genert og manglede nogle fortænder.
Året efter, i 1970, havde min mormor og morfar guldbryllup og holdt naturligvis en stor fest i forsamlingshuset med familie, venner og naboer, sådan som alle familiens mærkedage blev fejret, med omkring 70 gæster ved tre lange borde og et hovedbord, hvor værtsparret sad i midten. Her er jeg og min kusine Jane i tidens smarte spinlonkjoler. Vi er 10 og 12, og ved bordet bag os går en sangskjuler rundt, som min mor og jeg havde brugt oceaner af tid på at konstruere. Den forestillede mormors og morfars hus med kvist og valmede gavle og det hele. Sangskjuleren var lige så vigtig som selve sangen dengang.
24. juli 2018 | den store bunke |
Det var vaaaaarmt i nat. Det er jeg ikke den eneste, der synes, jeg plejer bare godt at kunne sove fra det. Jeg er velsignet med et prima sovehjerte og vågner sjældent om natten. Ja, jeg kan da godt slukke lyset og ligge og tænke “jegkanikkesove-jegkanikkesove-jegfalderaldrigisøvn”… i cirka tyve sekunder, og det næste der sker er, at min alarm vækker mig, og jeg skal op. Jeg vågner ikke af almindelige dagligdags lyde i huset, og jeg har engang sovet fra et jordskælv.
Jeg er meget taknemmelig for det.
Det gik bare ikke sådan i nat. Jeg vågnede klokken halv fire, da Morten forlod soveværelset, fordi han ikke kunne sove for varmen. Det var ikke hans skyld – nattelisteri plejer ikke at forstyrre mig.. Da jeg lidt senere gik ud for at se, hvor han var, fandt jeg ham lysvågen på sofaen nede i stuen i gang med at tjekke flybilletter (til et koldere sted, tænker jeg). Jeg gik op igen, blot for at være vågen i to timer. TO timer, mand! Jeg spillede Candy Crush, opdaterede mig på verden og tænkte kloge tanker. Først fra kvart i seks sov jeg igen et par timer.
Det var virkelig sært, og intet tyder på, at det bliver køligere næste nat. Forhåbentlig har jeg opsparet underskud (kan man egentlig dét?) nok til, at jeg kan sove.
Ellers må jeg slutte mig til Morten, der allerede har proklameret, at han vil sove på gulvet i stuen foran den åbne terrassedør.
21. juli 2018 | den store bunke |
Det er ikke alle, der ved, hvad en Tycho Brahes dag er. Vi læste op på den danske astronom, da vi var i Prag i sidste uge, og begrebet var nyt for de unge, vi havde med. Og det var endda netop på en Tycho Brahe-dag, vi gjorde det. Den 17. juli er en af 32 dage, som den gode Thyge angiveligt beregnede sig frem til skulle være særligt ulykkebringende. Men det er nu noget vås, er nutidens videnskabelige enige om. Der skete os da heller ikke noget som helst uheldigt i tirsdags. I dag, den 21., er også en af de ’forvorpne’ dage, og den går også helt godt indtil videre.
Tycho Brahe blev et emne på vores ferie, fordi han er begravet i Prag. I Tynkirken ved den store plads i den gamle bydel. Det er kirken med dobbelttårnene med masser af små spir med guldkugler – som ser lidt mørk og uhyggelig ud med spotlight på om natten. Indgangen ligger inde bag nogle restauranter og er lidt svær at finde. Det var også svært at finde graven, selv om det er en forholdsvis lille kirke, fordi vi ikke helt vidste hvad vi kiggede efter. Men da vi først fik øjnene åbnet ordentligt, var der både stenplade med temmelig store guldbogstaver, et relief af Thyge og endda et Dannebrog. Det var et fint lille, småhemmeligt indslag i storbyfamilieferien.
Jeg har to regler for byferie: 1. Man skal sejle, hvis man kan. 2. Man skal finde et højt sted, hvorfra man kan se ud over byen. Så det var hvad vi gjorde.
Prag er en dejlig by. Der er simpelt hen så mange fantastiske bygninger fra dengang, man gad gøre noget ud af det med spir og guld, snirkler og krummelurer, basunengle, fantasifuld ornamentik, og de er vedligeholdt i de fineste pastelfarver.
Byen har meget andet end de kendte turistslugere som slottet, katedralen og Karlsbroen. Tychos kirke, for eksempel. Og synagogen der er bygget efter maurisk inspiration og sprudler af glade cirkusfarver.
Der er også Nationalmuseet, kunstudstillinger, U Fleků – Europas ældste bryggeri og værtshus, som har ligget der siden 1499 og har middelalderatmosfære og én slags øl. Og slentreture langs floden, hvor man bare holder øjnene åbne og nysgerrige. Er man heldig, kan man endda få øje på et par sumpbævere, der svømmer i floden.
En af de fineste stjernestunder var den sidste aften, hvor vi købte vin og pizza og satte os på en bakke i Riegrovy sady-parken i Vinohrady, hvor vi boede, lige øst for banegården, og så solnedgang. Det var min fødselsdag, og bedre afslutning på dagen og ferien kunne jeg ikke have fået.
Vi er rigtig glade og tilfredse, selv om nogle af os har taget vores tossede ansigter på.
11. juli 2018 | At have have, Køkkenskriverier |
Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.
Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.
Sååeeh …
Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.
10. juli 2018 | den store bunke |
Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.
Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.
Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.
26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…
Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.
Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.
