Når jeg under støvsugningen tænker, at der da egentlig ikke trænger voldsomt, og det går op for mig, at tanken udspringer af, at der ikke hænger støvguirlander under loftet, og der ikke er vindheksestore nullerbolde i mit umiddelbare synsfelt, støvsuger jeg måske generelt for sjældent.
16 år. Yngsten var hjemme med sin skoletaske efter fredagsjulecafé på gymnasiet. Han meddelte dagens videre forløb: “Altså, nu tager vi ud til Rasmus fra klassen, han bor ude i nærheden af vores gamle dyrlæge, og så tager vi på Student House og bagefter hjem til Christian, og han bor tæt på far, så jeg sover hos far i nat”.
19 år. Mellemsten har sabbatår og arbejder i både kiosk og boghandel og i aften helt til klokken 22, fordi der er open by night.
21 år. Ældsten er flyttet hjemmefra og kan befinde sig hvor som helst i Aarhus i aften.
Det er børneweekend, og jeg synes ikke, det er så længe siden, fredag aftenerne var anderledes. Spaghetti, cola, slik, Disneysjov og overblik over flokken.
54 år. Gamlen laver dej til vaniljekranse og tror på, at nogen vil være med til at bage i morgen. Og glædes over, at ungerne kan flyve.
Vi boede i Rigaer Strasse i Friedrichshain. Det er tidligere DDR-område, og det ses tydeligt på byggeriet. Høje karreer, gamle arbejderboliger. Vores lejlighed lå i den grimmeste ejendom i gaden, men det kunne vi jo kun se, når vi var udenfor. Indefra så vi over på huse, som var udsmykket på de måder, man nu har til rådighed for at gøre husene til beboernes egne, og som man også bruger i eksempelvis Prenzlauer Berg: Maling, plakater og graffiti. Alt i nå-højde var klistret til og malet på, gerne i mange lag. Jeg kan lide det, men jeg skulle lige lære at sortere synsindtrykkene. Alt hvad der havde en flade, havde fået klistermærker på, selv inde i lamperne i lysreguleringerne.
Her er porten ind til vores ejendom. I Friedrichshain er det ikke kun børnene, der leger med perler. Jeg ved ikke, hvad ham her er for en fætter, men han var muret godt fast.
Har jeg ret i, at Rülps betyder bøvs eller gylp? Han ser også lidt besoffen ud. Det er heller ikke den perlefarve, Hama sædvanligvis selv anbefaler som hudfarve.
The beautiful one has come
Det skulle være betydningen af den ægyptiske dronning Nefertites navn. Og i sandhed var det så et velvalgt navn, hun bar. Se denne graciøse hals, se disse fine træk, se disse smukke øjne. Holdningen. Skønheden. Det klassiske. Og tænk så på, at busten er skabt for 3.300 år siden. For næsten treethalvt tusind år siden sad Thutmose i sit værksted og mejslede og sleb sin dronnings træk ud af en kalkstensblok og vidste, at her var tale om uovertruffen skønhed. Som holder i vor tid også. Sådan ville jeg gerne se ud.
Vi har været rundt i nogle blindveje, når det drejer sig om, hvad der er smukt. Prøv fx at google billeder af Marie Antoinette. Nej, vel? Den skønhed, man har lagt i portrætter af hende, holder ikke mere.
Men Nefertite… hun er smuk.
Busten står på Neues Museum i Berlin sammen med en hel del andet ægyptisk hejs, som Ægypten egentlig gerne vil have tilbage igen.
Jeg har set hende to gange. Hun er det værd.
Det er en tradition, at løbeskoene skal i med i bagagen på pigetur. Jeg har sat Endomondospor i både Rom og Bruxelles. Og selv om der i weekenden kun var afmålt plads i tagboksen til personligt stuff, fordi vi var seks i bilen, havde alle løbegear med.
Det var ikke første gang, jeg løb i Berlin. I foråret 2012 løb Morten og jeg halvmaraton. Men det var første gang, jeg (vi) var i så dårlig form. Jeg (vi) har sådan set ikke fået løbet siden august. Det er ikke vigtigt for mig (os) i øjeblikket. Men jeg kan ikke komme af med mit løberry, og jeg har én gang for alle bestemt, at jeg ikke vil bruge energi på at ærgre mig over dét, jeg ikke gør, men i stedet glæde mig over det, jeg faktisk gør. Og jeg løb med de andre i lørdags. Min forberedelse bestod i, at jeg havde ladet mit løbeur op. Og at det var lykkedes mig at huske, hvad man bruger af tøj, når man løber.
Målet var Grosser Bunkerberg, som var en af tre centrale forsvarsposter under anden verdenskrig. “Der er ikke ret langt”, blev der sagt, da vi stak ruten ud på bykortet. “Jeg skal løbe max fem kilometer!”, sagde en af de andre. Der viste sig at være over ni frem og tilbage, og jeg (og Morten) kastede håndklædet ved 7,7 og gik resten af vejen. Der var jo ingen grund til at smadre min krop og spolere resten af dagen.
Det gik okay. Men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var i form. Jeg kunne mærke det meget. Det er sådan set også fair nok, at det er dem, der holder træningen ved lige, der bliver belønnet. For nogle år siden udtalte jeg her, at jeg gerne ville blive ved at være lige så god, som jeg var på det tidspunkt. Det vil jeg stadig gerne. Det bliver jeg sikkert også igen. Men jeg ærgrer mig ikke. Jeg var ude i lørdags. Det var fedt. Og det var først om mandagen, jeg humpede rundt med ømme baglår.
Halvmaratonruten (og maraton, går jeg ud fra) i Berlin er flad, og der bliver sat mange rekorder der. Men vil man løbe bakketure, er Grosser Bunkerberg i Volkspark Friedrichshain et rigtig godt sted. Klar, parat, start.
