20. august 2019 | At have have, Heldige mig |
August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.
Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.
Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.
Heldige mig.
27. oktober 2018 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har plukket de sidste blomster fra haven, inden frosten angiveligt slår dem ihjel i nat og endda har en ekstra time til at gøre det i.
Sikke en flot dag, det har været på mine breddegrader, og sikke meget jeg har ordnet. Gjort badeværelser rene, stablet brænde, forsøgt at holde varmen i kolonihaven ved at rode med noget ukrudt – eller snarere mod noget ukrudt.
Og nu har jeg været i bad og fået pænt tøj på, og i aften skal vi til gospelkoncert.
Så kort kan en fin oktoberdag beskrives.
21. december 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har juleferie. I 12 dage. Tolv. Det bliver knageme dejligt. Næsten to uger at fylde alt muligt i. Mest jul, selvfølgelig, og en masse spontan afslapning. Samvær med familien. De store børn hjemme på juleferie. Visitter her og der. I morgen lægger vi ud med at bage flere småkager, for fedtebrødene er på uforklarlig (i hvert fald uforklaret – og benægtet) vis forsvundet fra dåsen. Så er der noget gløgg, der vil drikkes, og det første julebarn ankommer.
Det er velsignet at kunne holde fri i så mange dage og ikke have en lang liste med ting, der skal gøres. Vi skal lige have købt mad ind til julehjemmedagene, men jeg er færdig med at pakke julegaver ind. Så vidt jeg ved.
Heldige mig.
Sangen Twelve days of Christmas handler om de tolv dage fra juledag til Helligtrekonger, men i min personlige kalender er de rykket lidt. Og de starter NU.
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
16. februar 2017 | Heldige mig, Køkkenskriverier |
Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!
Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.
Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.
Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.
28. december 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Måske er det blevet en tradition, at jeg får noget med bogstaver i julegave. Jeg er i hvert fald den helt rigtige modtager så. Jeg elsker bogstaver. Både typografi og anvendelse. Både hvordan bogstaver ser ud, og hvad de kan bruges til.
Sidste jul fik jeg et typodarium. Det er næsten nået til det sidste blad og har været mig en fornøjelse hele året. Denne jul fik jeg ørehængere. Nej, der var hverken tale om fængende musik eller medrivende lydbog, men derimod øreringe lavet af taster fra gamle skrivemaskiner. Der medfølger endda et billede af, hvilken skrivemaskinemodel tasterne kommer fra. Jeg kan godt lide at få historien med, og jeg glæder mig meget til at hænge med ørerne og Erika 8-B’erne og skiftetasterne.
Det er FanTASTsmykker på Bornholm, som har specialiseret sig i at lave unikasmykker af gamle skrivemaskinetaster sat på sølv. Og det er Morten, som har fundet og kontaktet dem og ladet dem fremstille sådan en fin særlighed til mig.
Er de ikke fine? Er jeg ikke bare heldig?
