29. januar 2018 | den store bunke |
Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.
To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.
Nå.
Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.
Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.
Fin.
25. januar 2018 | den store bunke, Over aftensmaden |
Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.
Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg
- Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
- Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
- Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
- Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
- Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
- Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
- Indset, at jeg skal op om seks timer.
24. januar 2018 | den store bunke |
U Thant var et poetisk eventyrnavn, da jeg var barn. Han var FN’s generalsekretær fra 1961 til 1971. Og sommetider kommer jeg i tanker om ham og det, som navnet minder mig om. Noget med barndomsglimt og Pressens Radioavis i transistorradioen og TV-Aktuelt om aftenen.
FN har altid haft generalsekretærer med fantastiske navne; tænk bare på Boutros Boutros-Ghali og Kofi Annan. Ban Ki-Moon er heller ikke tosset.
Men U der… Thant var faktisk hans eneste navn. U er bare en høflighed, ligesom hr. eller Mister.
Fedt! Og nemt.
23. januar 2018 | den store bunke |
Jeg har en god flok feriedage, jeg skal have brugt inden første maj, hvor et nyt ferieår starter. Det er sådan set bare at plotte dem ind i kalenderen og få disponeringen godkendt hos chefen.
Og bestille nogle rejser. Har jeg lyst til. De brænder lidt, de feriedage. Det trækker i mig efter at tage kæresten i hånden og daske på et par små forårsferier. Prag, Rom, London. Kiel, Vesterhavet, Marrakech, Barcelona, et eller andet.
Også selv om vi tager til Bruxelles på fredag og til Utah i slutningen af maj. Vil gerne have mere.
Længslen kommer af, at der for første gang i adskillige år faktisk er en lillebitte smule luft både i feriekalender og budget til faktisk at kunne gøre det.
Troede jeg, indtil de ringede fra vandværket og gjorde opmærksom på, at vores vandforbrug siden april er 100 kubikmeter over normalen for en familie som vores i et hus som vores. Vi måtte hellere få det undersøgt, sagde de. Så det gjorde vi, og vvs’eren siger, der er en læk et sted mellem køkken og badeværelse, hvor det varme vand siver ud og ned. Helt præcist hvor skal noget der hedder ’en sporhund’ hjælpe med. Hunden er ikke en firbenet, men noget med røg, der sendes ind i systemet og afslører … noget. Det er jeg ikke så bekymret for. Jeg er mere spændt på, hvad det viser. Hvor lækken er, og hvor meget det betyder, at der skal brækkes op af gulve og interiør.
Og.
Hvad det koster.
Vi håber, det er noget forsikringen dækker, men det kan da godt være, jeg lige skal klappe rejsehesten lidt og i stedet fylde spændende indhold i fridage på hjemmeadressen. Eller i kolonihaven, hvor jeg for resten ikke fik gravet køkkenhaven, inden det blev vinter.
Det skal bare lige vendes, så det falder rigtigt.
Sommetider er kunsten at gøre dét, man får, til det, man gerne vil have.
Nu fik jeg afløb.
21. januar 2018 | den store bunke |
Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.
Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.
Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra
Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.
Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.
Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.
Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.
Der er både pænt og vådt omkring Viborg.
Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.
Da havde skindluen også gjort det godt.
