27. marts 2018 | At have have |
Igen i dag var det havens dag. Det er fem år siden, vi overtog kolonihaven, og således er Haven Sæson 6 netop gået i gang. Dermed er det meste efterhånden blevet rutine, vi ved hvad vi skal, og der er ingen overraskelser. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Det er tværtimod godt, trygt og dejligt gammelkendt. Og det bedste: Der kommer mad ud af det.
Hvad der heller ikke er nogen overraskelse i, er at jeg hvert efterår ikke får gravet køkkenhaven inden vinteren. Således også denne gang. Det betyder – igen, at jeg må grave om foråret, inden jeg kan så. Det øverste grønne lag skal lige vendes ned i jorden, så det i det mindste ser ud, som om der er bar, sort jord.
I år lader foråret og såtiden vente på sig, og jeg har ikke købt så meget som ét frø eller én læggekartoffel. Men jeg har påskeferie, så det var oplagt at starte gravemaskinen. Som er mig og min havespade. Fiskars Classic. Helt analog fræsning.
Det regnede ikke i Viborg i dag, og jeg orkede at grave et okay stykke, mens jeg lyttede til Anne B. Ragdes Liebhaverne og ind i mellem varmede mig ved medbragt termokaffe. For det var altså koldt, og da tæerne på min venstre fod var blevet til is, kørte jeg hjem.
Om tre uger har jeg ferie igen, og så er det nok varmere og mere gravevenligt og såbart. Der når jeg resten. Nok.
I denne påskeferie bliver der ikke mere kolonihavearbejde. I morgen rejser jeg til København og besøger ældstebarnet. Det bliver noget helt andet og lige så dejligt.
26. marts 2018 | At have have |
Århh, det er jo ikke til at vide, hvornår der kommer sådan en dag igen, og om den dag så lige falder sammen med, at jeg har fri.
I dag lykkedes det, og kolonihavesæsonen er vel så officielt skudt i gang med et skud sol og let lune. Der faldt også hagl, og det faldt så lige sammen med, at jeg fik øje på to års visne blade i hjørnet under bænken på en stump overdækket terrasse. Dem kunne jeg bruge hagltiden til at få fejet ud. Og så faldt haglene også sammen med, at jeg havde termokaffe og madpakke. Så kunne jeg sidde i tørvejr og få gjort kål på dét.
Senere gjorde jeg kål på nogle af grønkålsstokkene, som var færdige med at bære. Det har harerne nok hjulpet til med. Det er sikkert også harerne, der har smidt en øldåse og lille snapseflaske fra sig i køkkenhaven efter en nattefest.
Det viste sig, at der stadig stod halvanden række pastinakker og gemte sig under jorden. Over jorden kunne de næsten ikke ses. Jeg tog nogle af dem med hjem og bestemte, at vi skal have godt med pastinak til aftensmad i morgen. De har virkelig været store og flotte i år, pastinakkerne. Eller sidste år.
Jeg har pillet sidste års visne pinde af stauderne og samlet nedfaldne birkegrene sammen. Jeg har fyldt containeren med vinterens vissenhed, fejet fliser, tænkt tanker, lyttet bog og lagt planer.
Jeg kunne mærke, at det nok skal blive forår engang. Krokus ved det også.
Da jeg kom hjem, lagde jeg vattæpper i havestolene, lavede kaffe og lagde æg (af chokoloade i en skål!) og bød Morten ud i det sidste hjørne med sol på terrassen. Det var en lille fin stund.
En Instagram-ven skrev en hyldest til skiftet til sommertid; at det er ligesom at få penge tilbage i SKAT, når det lige pludelig og måske lidt uventet er længere lyst, højere til himlen, fuglene synger, og det hele emmer af nye muligheder. Jeg er helt enig.
Jeg er spændt på i morgen. Min tanke var, at jeg kunne grave køkkenhaven, som jeg ikke nåede i efteråret, men vejret har ikke helt tilkendegivet, om det er med eller mod mig.
I dag var vi i hvert fald på samme side.
25. marts 2018 | den store bunke |
Selskabsskoene ligger, hvor de blev trådt ud af, da vi kom hjem fra fest i aftes. I dag er hviledag for festaber og selskabspapegøjer, fødder og fodtøj.
Jeg er godt tilpas med, at skoene holdt til hele aftenen. Eller rettere sagt, at mine fødder holdt til at have skoene på hele aftenen. Det er fortrinligt. Fortrinligt, fik I den?
Sagen er den, at mine italienske stiletter, købt i Rom for flere år siden, fra starten var et halvt nummer for små (butikken havde ikke modellen det halve nummer større, og så må man lide), og af den grund har stiletfester tit været lidt plagsomme for mine fødder. Tit har det været noget med ’okay, nu er der gået tre timer af denne her fest, og I har alle sammen set mine flotte sko, ikke? … så skifter jeg!’
Men mirakuløst er mine fødder åbenbart blevet mindre, og nu kan jeg spare skifteskoene.
Det er en ret rar tanke på denne dag, hvor vi hviler fødderne og resten af os. Det vildeste der skal ske i dag er, at bilen skal hentes inde i byen, brænde skal hentes ind fra brændeskuret, ugens nullermænd skal hentes ind i støvsugeren, og sommertid og søvn skal indhentes.
Og jeg har påskeferie.
Alt er godt.
22. marts 2018 | den store bunke |
Vi er alene hjemme for tiden. Jeg definerer “vi”: Det drejer sig om selveste husejerne, herren og fruen i huset, Morten og mig. Vi der har købt og ejer (sammen med banken) retten til at være her. Og det er vi så. Selv.
Det sker ikke ret tit, at vi er ladt alene tilbage i så lang tid. I halvanden uge. Yngsten er i Thailand, og alleryngsten er hos sin mor og kommer først igen, når påskehelligdagene sætter ind.
Det er helt underligt om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, at ingen står op, og ingen kommer hjem fra natarbejde. At der kun skal laves aftensmad til to. At vi også selv skal lave mad om onsdagen, som ellers er yngstens maddag. At vi kan larme så tosset vi vil og helt lade være med at være hjemme, hvis det er det vi vil.
Globetrotteren er fløjet til Thailand i et par uger for at besøge sin kæreste, der sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien i nogle måneder. Jeg har set billeder derudefra. Landet, solen og gensynet klæder ham, og han ser glad ud.
På trods af, at her er mere tomt end sædvanligt, går det nu også godt herhjemme. Og det er jo en forsmag på, hvordan det bliver, når alle arvingerne flytter hjemmefra for good. Så skal vi selv fylde rammerne ud, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan.
Nå. Men. Bagsiden af medaljen: Globetrotterens fravær betyder også, at badeværelsesrengøringen hænger på mig i to uger. Det plejer han at ordne om torsdagen. Det nåede jeg så ikke i dag.
Ærgerligt.
17. marts 2018 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Jeg har fået en kulturindsprøjtning i aften. Indledningsvist med vegansk take away og videre til en teaterforestilling i byens smukke teater. “Inden jeg fylder 67”, fremragende spillet af Pia Rosenbaum og i øvrigt både sjovt, alvorligt og berigende.
Nu sidder jeg hjemme i mit køkken med et glas vin, mens min mastodontiske køkkenven, den uforlignelige Ballerup Master Mixer rører en omgang bolledej. Jeg har nemlig taget de sidste boller ud af fryseren. Således kan jeg ikke komme i seng, før jeg har sikret familiens fremtidige overlevelse, for dejen skal røres mindst et kvarter på højeste hastighed for at danne de eftertragtede glutentråde, og det er dette kvarter, jeg nu sidder og fordriver med de ord, der lige drysser ud i tastaturet.
Og det eneste nyere foto, jeg kan finde i kamerarullen til at illustrere ventetiden, er aftensmaden fra i går, som ikke engang var vegansk. Den var dog vegetarisk og faktisk ret interessant. Den indeholdt lutter nyt; jeg nævner i flæng små spidskålspandekager, stegt tofu og syltet kinaradise, og intet af det havde jeg prøvet før. Men det smagte godt, og vi blev mætte.
Og NU er min æggegule ven færdig med sit arbejde. Så kan dejen stå og hæve hele natten og være klar til at blive formet, når jeg står op i morgen.
Tak for i dag.
