Nå. Jeg ville egentlig have skrevet noget filosofisk over det faktum, at jeg lige er gået i gang med at lytte til sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp, hans store selvbiografiske roman, der strækker sig over 2500 sider. Jeg er igen blevet grebet af hans sprog og hans detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder, hans betragtninger om sig selv, børnene, familien og det helt nære blandet med store litterære referencer og så sig selv igen og hvad det er, der skaber et menneske, og mens jeg lytter, bliver mine tanker sendt ud på mine egne erindringsveje.
Så nu skal I slippe for mere. HVIS altså alt er sagt. For denne sjette bog er lang. Jeg har hørt små to timer, og der er stadig over 44 timer tilbage, så september er nok nærmest brugt op, inden jeg er igennem bogen. Medmindre jeg ud over den daglige kørsel beskæftiger mig i timevis med støvsugning, løb og havearbejde, for så går det nok lidt hurtigere.
Jeg holder for resten fast i min anbefaling af Knausgård. Læs da. Begynd med bind 1 og hold op, når du ikke orker ham mere.
Sikke en umanerligt veldisponeret fordeling af sol og regn i den her weekend. Lørdagssol og søndagsregn. Man kan også sige, at vi har været umanerligt gode til at disponere vores gøremål i forhold til vejret, og så lyder det lidt, som om det er os, der har været kloge og dygtige.
Hvilket vi også har.
I hvert fald dygtige.
Vi havde planer om at sætte alt ind på at få klippet hækken i kolonihaven lørdag. Helhjertet. All in for hæk. Og det gik godt med det. Blandt andet. Om morgenen kom jeg endda til at vågne så tidligt, at jeg fandt på at løbe en tur. 5,5 km tidligt morgenløb, kalder Endomondo det, og det lyder helt vildt overskudsagtigt. Der var også pænt.
Ved middagstid tog vi alle tre i haven. Lasse havde fået til opgave at flytte kolonihavens køleskab, en opgave, der involverede graveske, spade, sand, sten, spand og muskler. Køleskabet er en mælkejunge – hjemme på gården hed sådan én en transportspand, og vi tænkte vi var smarte, da vi gravede den ned inde i huset. Det har bare vist sig, at varmen i rummet (gennemsigtigt tag = meget varmt) trækker ned i metallet, og temperaturen nede i jungen kommer aldrig under 15 grader, og det er bare ikke godt nok til at holde sodavand og vin køligt. Den skulle i stedet omplantes til husets nordside, ungdommen blev sat i sving, og det gjorde han godt. Måske har han også lært nogle gode, brugbare tricks i processen.
Jungen er gravet op, og hullet skal dækkes igen.
Der skal graves et nyt hul et andet sted, og det skal også have en sirlig afdækning med sand og sten. Den efterfølgende opgave ligger på mig: at grundluge skvalderkål og snerler, så det vedbliver muligt at komme til ’brønden’ efter kolde drikke.
Hækken blev klippet, og se, det blev godt.
Årets kartoffelhøst er god og tilfredsstillende, en flamingotønde er fyldt halvt op med gyldne knolde, og der går et pænt stykke tid, inden vi behøver skrive kartofler på indkøbssedlen igen. Det er sådan noget, jeg godt kan lide.
Og så kom Ida og Sven Erik med kage, og vi drak kaffe og grillede bøffer og drak vin og tændte bål i den mexicanske stenovn og havde det prima til langt ud på aftenen.
Og i morges vågnede vi til regn og behøvede overhovedet ikke at være udenfor, for det havde hele tiden været meningen, at søndagen stod på indesysler. Jo, vi var lige ude i kolonihaven for at vaske op og hente en bil, men ellers passede vejret også i dag perfekt til det, vi skulle.
Der var flere, der fejrede internettets fødselsdag i går. Eller også var det world wide webs fødselsdag. Det er lidt uklart, hvis jubilæum det egentlig drejede sig om, ligesom det heller ikke var helt nemt at blive klog på, hvor mange år vi fejrede. Og om det faktisk var i går. Under alle omstændigheder var der en del mennesker på Facebook, som følte sig foranlediget til at gøre rede for, hvordan og hvornår de første gang stiftede bekendtskab med nettet.
Og uanset om i går nu var den rette dag til at hylde en institution, hvad enten det var den ene eller anden sammenkobling af data, så er det da en fin anledning til at smide nogle nostalgiske kabler bagud. Lad os nu bare sige, at det er lanceringen af softwaren bag www, der er vores 25 års jubilar – og det er endda ikke helt rigtigt alligevel, for www blev først gratis og dermed mere tilgængeligt for almindelige mennesker i 1993. Har jeg googlet mig til, og det er jo netop sådan noget som at google, vi kan takke www for.
Jeg arbejdede første gang på computer i 1990, da det reklamebureau, hvor jeg var rentegner (det var før, det hed dtp’er, og lang tid inden vi alle sammen kaldte os grafikere), trådte over tærsklen til fremtiden. Jeg sad ved en Macintosh IIx, som havde en harddisk med 40 Mb lagerplads. Ja, det var megabytes, giga var slet ikke opfundet endnu. Året efter var det præcis sådan en opsætning, jeg købte privat. En Macintosh IIx, skærm, tastatur OG en postscript-printer. Det hele kostede kun 60.000 kroner, fordi det havde været demomodel. Og jeg syntes ikke engang, det var urimeligt. Jo jo, vel var det mange penge, men sådan noget kostede jo, jeg tog et SU-lån og var egentlig bare lykkelig for mit lækre grej. Det så sådan ud. Med banebrydende grafisk brugergrænseflade og et 3,5-tommer diskdrev, som kunne læse de store disketter med 1,44 Mb diskplads!
Selve internettet ramte mig først i 1995 eller 1996. På min arbejdsplads – også et reklamebureau – begyndte nogle af vores kunder at have e-mail og kommunikere ad den vej, så det skulle vi også have. Mailadressen har sikkert været post-snabela-bureauetsnavn, og vi havde kun én. Den var installeret på den eneste computer, vi havde med internet på. Vi brugte det ikke rigtigt, og det var først, da kunder begyndte at ringe og undre sig over, at vi ikke reagerede på deres e-mails, at vi indførte, at Mogens fast skulle tjekke mails – en gang om ugen!
Det virker helt tosset set med nutidens øjne!
Senere fik vi personlige mailkonti med virkeligt lange og indviklede adresser fyldt med bindestreger, punktummer og underscore, og internetforbindelsen kørte via modem og telefonstik, hvilket betød, at vi ikke kunne bruge telefonen, mens vi var på nettet. Endnu senere lærte vi bogstavkombinationer som ADSL og ISDN at kende, og resten er historie.
Det er faktisk meget svært at forklare folk, der er født i halvfemserne, hvordan vi klarede os før internettet.
Tre-fire gange om året mødes jeg og to veninder på skift hos hinanden. Vi arbejdede på samme reklamebureau for år tilbage og er så tilpas paralleltossede i vores hoveder og tilgang tll verden, og vores indbyrdes kemi er så meget for god at lade gå til spilde, at vi efter flere års uregelmæssig kontakt har besluttet at ses noget oftere. Pyh, det blev en lang sætning. Og det gør vi så. Ses noget oftere. Tre-fire gange om året altså.
Vi giver værtindegaver. Gode kulturelle gaver har de to andre med til værtinden. Gode bøger og dejlig likør. Det er så fint alt sammen. Men så sidste gang vi mødtes, i juni hos mig, havde Hanne og Vivi tænkt nyt. Det er blevet en tradition, at når vi er hos mig, fortrækker vi til kolonihaven, hvor vi ikke generer hverken dem, jeg bor sammen med, eller vores bynaboer med vores kaglen og latter. Det var i hvert fald anden gang, det fandt sted på den måde, og så er det en tradition. Og traditioner skal vare i mange år, og derfor ville de denne gang give værtinden en gave, de selv kunne følge år efter år. Så de kom slæbende med to kæmpepotter med de flotteste blomstrende lupiner i mange farver. Som de godt lige ville have, jeg plantede ud i kolonihaven. Så de kan sidde der med deres kølige hvidvin og beundre dem sommer efter sommer.
Det var en presbold.
Mest fordi det bed, hvor de ville skulle plantes, så sådan ud:
Og sådan har det set ud siden Haven Sæson I, hvor vi for første gang sagde til hinanden, at “det rydder vi hen over sommeren”. Det er tre år siden, og vi har sagt det samme hvert eneste forår. “I år skal vi også have ryddet det bed!”. Det er bare ikke blevet. Hver gang er sommeren løbet fra os i samme takt, som fredløs, gyldenris og skvalderkål er skudt i vejret og har taget både magten og pippet fra os. Der skulle skrælles ikke bare planterne af, men også de øverste ti centimeter jord, så alle rødder fra især skvalderkål også blev fjernet. Og det hele skulle samtidig køres væk, – en operation, som kræver både rigtig meget overskud, mange kræfter og en trailer – på én gang. Det havde vi ganske enkelt ikke fået til at gå op.
Derfor var de fine lupiner en presser. Havens andre bede ser nemlig ud på samme måde. Der var ikke en ledig plet sort jord uden et uigennemtrængeligt netværk af rødder at plante i. Men jeg havde jo også min højt besugne figenbusk, min Ficus Røsnæs, som jeg købte i juni, og som gerne skulle plantes i år og ikke overvintre i en sølle plastikpotte.
Vi allierede os derfor med et par raske gartnersvende, som på ingen tid fjernede alt det overjordiske og en god del af det underjordiske og tog det med sig. Årh, det var godt nok en lettelse! Tak til Lasse og Simon fra AB Kirketoft, som jeg gerne vil reklamere for.
Siden har jeg brugt mange timer på at endevende og finkæmme jorden i femten centimeters dybde og fjerne mange spande rødder og udløbere og underjordisk vildnis. Jeg fandt også en moderne køkkenmødding i den fjerneste ende. En plastikpose fuld af øldåser, plastikbægre, plastikbestik, kapsler og andet uforgængeligt. Nogen har simpelt hen begravet en havefest! Blå Royal var det, hvis der er nogen vidner derude, som har set noget.
Og så har jeg omhyggeligt stukket de hundreder af blomsterløg, som jeg også gravede op, ned i jorden igen (“Har du nu gemt tulipanløgene?”, spurgte min mor både interesseret og inkvisitorisk i telefonen, og jeg kunne nikke artigt og sige “Ja, selvfølgelig!”) uden overhovedet at skele til, om de ville blive til tulipaner, påskeliljer, pinseliljer, vintergækker eller hyacinter. Blomsterløg! Ned med dem!
Nu ser det sådan ud. Bart, men lovende. Figner til venstre, lupiner til højre. Løgblomster over det hele. Og med tiden hortensiaer, og måske skal mors georginer i det bed næste år. Nu, hvor der er plads.
Se, Vivi og Hanne! Planterne er i jorden, og jeg har så godt som allerede hældt vinen op og sat stolene frem, så I kan sidde og se lupinerne og græsset gro.
Men tænk da lige, hvis jeg havde forlangt at følge de flasker chili-chokolade-likør, som jeg har givet jer i værtindegave!
Der er en del af kolonihavehuset, vi mangler ord for. Det allerførste rum, man kommer ind i, når man har låst døren op, ved vi ikke, hvad vi skal kalde. Det er hverken redskabsrum eller overdækket terrasse eller drivhus, men mere lidt af det hele. Findes der et ord, der dækker. Eller kan vi finde på en helt ny benævnelse? Måske har mine læsere løsningen. Følg med en tur rundt og berig os med gode forslag til det navnløse værelse.
Jeg skal med det samme undskylde, at jeg har panoreret lidt hurtigt. Det kan måske godt gøre rundtosset. Jeg er faktisk selv lidt svimmel efter at have siddet med redigeringen af filmen …
