2. september 2016 | den store bunke |
Jeg spolede lige mentalt tilbage gennem de referater, jeg har hørt folk give om selskaber og komsammen’er, de har været til. Jeg er helt tilbage i barndommen, og jeg kan høre min mor berette om forsamlingshusfester og familiegilder. Og jo, det er ganske vist; den sekvens der er brugt med størst frekvens og derfor har sat sig fast i min erindring er Og så fik vi… En væsentlig del af oplevelsen har alle dage været kvaliteten af det kulinariske indtag og manglen på samme, og ingen genfortælling har kunnet være fuldkommen uden også at fortælle indgående om, hvad der var blevet serveret.
Sådan har det altid været. I hvert fald i min familie, og det har nærmest været betragtet som uhøfligt og udtryk for mangel på interesse, hvis man ikke efter at nogen havde været til fødselsdag eller andet selskabeligt stillede spørgsmålet Hvad fik I?
Jeg har beviser. Jeg har min mormors dagbog, som hun skrev i fra 1951 til 1968, når der skete noget særligt.
Saa godt som jeg husker, vil jeg her nedskrive Minder og Mærkedage for Tiden, som er gaaet for vore Børn og os selv. Sådan indledte hun bogen, og et hurtigt gennemløb fortæller, at mad også var vigtigt ved datidens gæstebud.
Og måske forklarer mormors notater også lidt, hvorfor jeg ikke er specielt begejstret for hønsekødsuppe med kød- og melboller. Det blev serveret ved ALLE selskabeligheder. ALLE. De voksne elskede det og evaluerede efterfølgende med kendermine, om suppen havde været virkelig god, havde manglet salt eller været for fed, men for mig blev klar suppe slået ihjel af alt for overdreven anvendelse.
Bare se her, hvad Rasmine Jensen blandt andet beretter.
Middagen var følgende: Suppe med smaa hjerteformede Boller, Høns med Snitter, Oksesteg med Gemyser og Karamelbudding.
(Bryllup i Norge, maj 1951)
Fredagen efter havde vi Familien til Suppe, Peberrodskød og Is med Jordbærsovs og Kaffe.
(juni 1951)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, Hønsepostejer, Frugt, derefter Steg med tilbehør, Is med Jordbærsovs og Kransekage. Ved 11 Tiden fik vi Kaffe med den traditionelle Bryllupskage, som var cirka 1 Meter paa begge Maader, og som Bruden skærer et Stykke af til hver enkelt, det hele foregik i Dansesalen, før Gæsterne tog hjem fik de skaaren Smørrebrød. Anden Dag var der lige saa mange Gæster til at spise, de fik dog ikke Suppe.
(Mine forældres bryllup, 1952)
Om Aftenen havde vi Familie og Venner til Suppe, Peberrodskød og Kaffe med Æblekage.
(Min mormors 60 års fødselsdag, 1953)
Til middagen fik vi: klar Suppe med Boller, Fisk i Maionæse med Snitter, derefter Oksefilet med udhulede Tomater med Flødepeberrod, Kartoffelstraa og Brunekartofler, Is med Brød og Kaffe med Smaakager og forskellige Vine, som det passede til Retterne.
(Bryllup, 1955)
Da vi kom hjem fik vi Kaffe og senere fin Middag med Suppe, Krustader, Steg og Ananasdessert.
(Barnedåb, 1957)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, derefter fik vi Laks, saa Steg garneret med alt muligt Tilbehør, Osteanretning, Is i Karamelrand og til det hele forskellige Vine.
(Guldbryllup, 1959)
Kl 6 fik vi Suppe med Rødvin, Peberrodskød, Is og andet Vin og Kaffe med Kager.
(Barnedåb, 1959 – Det var mig, der blev døbt!)
En ganske enkel Anretning til Aften: Skaller med Fiskeboller i Asparges, Flæskesteg, Frugt i Portionsanretning, derefter Kransekage til Kaffen.
(40 års bryllupsdag, 1960)
Spisesedlen var det helt store Sus – klar Suppe med Boller, derefter fik vi serveret hver en halv Hummer, dertil fik vi Champagne – Andesteg – Romfromage, forskellige Slags Vine, til sidst fik vi Kaffe inde i Stuerne med “Chlok”.
(80 års fødselsdag, 1961)
Vi begyndte Kl 12 med Suppe, Tarteletter, Steg og Dessert, Kaffe og Vine til.
(70 års fødselsdag, 1961)
14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
20. oktober 2015 | den store bunke |
Skal I lige følge med på en tur rundt i Budapest i vores kulinariske fodspor? Jeg lover, det bliver hurtigt. Måske kommer I selv til byen engang og vil gerne puffes i retning af gode oplevelser.
Kom, så går vi.
Morgenmaden.
Den første morgen insisterede Laura på, at vi skulle spise morgenmad på, hvad hun kaldte verdens bedste bagelsted. I sommer havde hun spist en fantastisk bagel med gedeost fra Budapest Bägel, Baross utca 4, og den oplevelse skulle jeg også have. Desværre havde de ikke gedeost den dag, men bagelen med parmaskinke var supergod. Og det var lunt nok til, at vi kunne sidde på bænken udenfor og spise. Det er nemlig mest et take away-sted.
Anden dag gik vi hen på Csiga Cafe, Vásár utca 2. Det var lørdag, og de lokale mødtes til halvsen brunch. Der var god stemning og et rart miljø. Lækre omeletter og friskpresset juice.
Sidste morgenmad spiste vi på Spinoza i Dob utca 15 i det jødiske kvarter, hvor vi boede. Billigt, hyggeligt, godt. Scrambled egg til mig, french toast til min ledsager.
Frokosten.
Lækkerlækker hummus og falaffel spiste vi på Hummus Bar, som findes flere steder i byen, denne her var på Wesselényi utca 14 i det jødiske kvarter.
Kagerne.
Den første dag kom vi til at spise kage til aftensmad. Det var fordi vi havde spist hummus og falaffel så sent på eftermiddagen, at vi ikke nåede at blive rigtigt sultne igen. Kun en lillebitte smule lækkersultne. Og så gik vi lige forbi Veryberry i Zrínyi utca 12. Og så gik vi tilbage og gik ind. Jeg fik et stykke Dobostorta, som enhver ungarsk kageudbyder har på kortet. Den er opfundet af en østrigsk konditor, Josef Dobos, og består af ni ekstra tynde lagkagelag lagt sammen med chokoladesmørcreme og en hård karamelglasur på toppen. Jeg kan ikke huske, hvad Laura fik, kun at det vist var lyserødt.
Man skal også huske at gå på et af de gamle berømte konditorier. Vi nappede Gerbeaud, Vörösmarty tér 7-8. Flotte lysekroner, draperede gardiner og spektakulære kager. Vi valgte en Emil Gerbeaud’s Legacy og en Royal Chocolate. De kostede begge en god ’halvtreller’, så man skal være både nærig og kalorieforskrækket for ikke at unde sig selv den oplevelse. Ellers kan man bare nappe et stort glas hjemmelavet limonade til for lige at pifte det op med noget sundt.
Aftensmaden.
Laura og Simon var på Véndiák Étterem på Egyetem tér 5 i sommer, og hun syntes, at hun og jeg skulle spise der. Det var en god ide. Dejlig and.
Og så var der clou’et. Det som vi hjemmefra havde været stensikre på, at vi ville gøre. Spise på en Michelinrestaurant. Der er tre restauranter i Budapest, som har opnået en Michelinstjerne. Onyx er den fineste og dyreste, Costes er den midt i mellem og den første som fik en stjerne, og Borkonyha er den afslappede og den billigste af dem. Adressen er Sas utca 3, og det var den vi valgte. Laura ringede onsdag aften og bestilte bord til lørdag, altså bare tre dage før. Klokken 18 skulle vi være der, og 19.45 skulle vi være ude igen. Men det gik fint med tiden, vi lod bare tjenerskabet styre, at vi nåede det hele. Og det var ganske enkelt supergodt. Der var a la carte, og så var der dagens retter på tavlen: to forretter, en suppe og fire hovedretter. Vi valgte begge to perlehøne med linser til forret og kanin med græskar til hovedret, og så lod vi tjeneren vælge den rigtige henholdsvis hvid- og rødvin til begge retter, et glas til hver. Til desserten valgte vi forskelligt, og der er kun ét at sige om det hele: Det. Smagte. Fantastisk. Og så kostede det bare 388 kroner for hver af os. Alt inklusiv. Så det siger sig selv, det er forbudt at lade være med at spise sådan et sted, hvis man er i Budapest.
Men ellers er der ingen tvang. Og nu er turen slut. Velbekomme.
Nåjo. Download den app, der hedder Budapest. Den fungerer offline med kort og beskrivelser af snart sagt alt. Den brugte vi virkelig meget.
19. september 2014 | Køkkenskriverier |
Havde jeg været madblogger, ville jeg selvfølgelig have givet en liste med rødbeder på femogtyve måder. Men jeg har heldigvis ikke låst mig fast på at redde andres husholdninger. Jeg uddeler bare glade amatørforslag baseret på egne små køkkensucceser. Sådan en havde jeg i går. Yngste drengebarn og jeg var enige om at spise lidt for meget, fordi det både smagte og pyntede.
Jeg gjorde det, at jeg skar 600 g rødbeder i grove tern og vendte dem i hvidløgsolie, honning, saften af en halv citron, salt og peber i den mængde, som jeg nu syntes, og bagte dem i ovnen ved 200° i 30 minutter. Imens ristede jeg et par spiseskefulde græskarkerner på panden med lidt ekstra salt. Da rødbederne var bagt, hældte jeg dem i et fad, smuldrede ca. 100 g god feta over, dryssede med græskarkernerne og grofthakket frisk koriander og strintede saften fra en halv citron over. Vi fik fiskefrikadeller til. Det kunne man godt.
Nå jo, der er en rødbedemåde mere. Morten lavede en rigtig god rødbedesuppe tidligere på ugen, men jeg har ingen anelse om, hvordan han gjorde, bortset fra at det var noget med rødbede, porre, ingefær, bouillon og en blender. Det var den dag, jeg lærte, at jeg skal skrue blenderen bedre sammen, når jeg har vasket den.
