31. august 2015 | den store bunke |
Fra nu af vil jeg øve mig i at begrænse brugen af ordet ikke. I stedet for vil jeg give udtryk for ikke’s modsætning. Lyder det kryptisk?
“Vi har ikke fået kigget på den VHS-afspiller”, sagde jeg i eftermiddags, da jeg fik øje på posen med den aflagte maskine, vi kringlede os, fordi vi havde nogle gamle videobånd liggende, vi gerne ville se indholdet af. Sommetider siger vi også “Jeg har ikke fået løbet” eller “Jeg fik ikke ringet til mor”. Eller “Jeg kan ikke lide rosenkål”. Og så hænger det bare der og er helt negativt, og man føler, man er bagud på alle områder.
Jeg vil ikke fokusere på alt det negative… se, der var den igen!
Jeg vil vinkle det 180 grader og for eksempel sige: “Skulle vi tage og tilslutte den der VHS-afspiller og se udsendelsen fra dengang, du var i fjernsynet og vandt ting, eller fra dengang, vi testede gryder i Rabatten? Hvad med på onsdag?”. Eller “Jeg har løbet to gange i august, det var dejligt, jeg var af sted!” og “Jeg må ringe til mor i dag, vil du huske mig på det?”. Og … “Du må godt få mine rosenkål, så kan jeg tage din broccoli”. Fokusere positivt og åbnende.
Det er rigtig svært. Men man kan øve sig og blive god til det.
Da børnene var små, sagde jeg altid til dem, når vi spiste aftensmad, og de mukkede over menuen, at hvis de ikke havde noget godt at sige om maden, skulle de lade være med at sige noget. De skulle vænne sig til at fremhæve de ting, de godt kunne lide, i stedet for at pege på dem, de ikke brød sig om. Og hånden på hjertet; der var da aldrig fuldstændig dødsensstille under måltiderne.
Engang omgikkes jeg en del journaliststuderende, og en sideviden som er hængt ved i mit hoved stammer fra dengang de lærte om overskrifter; hvad der var brugbare formuleringer, hvad der fængede og holdt fast, og hvad der bare lod læserne drive videre til næste artikel. “Ingen rotter på Esbjerg Havn” var et eksempel på en ikke-overskrift. “Nå”, ville læseren bare tænke, “der er ingen historie her, alt er godt, jeg behøver ikke læse mere”.
På samme måde er der kun nedlukning i ikke. Jeg vil øve mig i at vende det om og åbne for mulighederne.
Jeg har skrevet ikke og ingen femten gange i denne tekst. Sytten med de to i den forrige sætning. Og det kunne have været mange flere, hvis jeg ikke havde gjort mig umage med at finde andre formuleringer undervejs. Atten.
Fra nu af bliver det kun bedre.
Er der egentlig nogen, der har læst hertil … trods overskriften?
30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
29. august 2015 | den store bunke |
Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.
Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.
Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.
Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.
Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.
Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.
Sikke en åbning på den festuge.
Sikke en gave.
Tak.
25. august 2015 | den store bunke |
I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.
Morten tog dette fine billede.
Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.
I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.
Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.
Den hænger lige over vores gadedør.
Dér stod jeg, da dét vindstød kom.
24. august 2015 | den store bunke |
Der er begivenheder så epokegørende og omvæltende, at man for altid efter kan huske præcist, hvor man var og hvad man lavede, da de fandt sted. Hævder i hvert fald de, der selv kan huske, hvor de var.
Måske har det også noget med interessefelter at gøre.
En af den slags kollektive verdenserindringer er den novemberdag i 1963, da John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede den dag. Det kan muligvis skyldes, at jeg bare var fire år.
Til gengæld kan jeg huske, hvor jeg var den nat i juli 1969, da Apollo 11 landede på månen og Neil Armstrong svævehoppede ud på dens overflade. Der var jeg nemlig faldet i søvn på vores gule sofa og vågnede til et fjernsyn med sne og susen, efter at jeg ellers havde tilkæmpet mig tilladelse til at blive oppe hele natten for at se månelandingen.
Jeg kan også huske, at jeg blev vækket klokken seks om morgenen den 28. februar 1986, da min svigerinde ringede fra Stockholm, hvor hun boede, og fortalte, at Olof Palme var blevet skudt.
Og hele dagens forløb den 11. september 2001 står lysende klart for mig. Hvordan vi på min arbejdsplads hørte i radioen om først ét fly, der var ramlet ind i et af tårnene i World Trade Center, og så et mere, og det grusomme omfang af begivenhederne langsomt gik op for os.
Men jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det kan jeg ellers forstå, at (vi) alle kan. Det bliver i hvert fald serveret som vores allesammens fælles erindring i disse dage, hvor vi venter på en filmpremiere.
Men hør lige, det er jo bare noget fodbold. Jeg var faktisk i gang med at gro et barn. Hvis jeg tænker mig rigtig godt om og tæller datoer, var det muligvis den dag, jeg havde sidste arbejdsdag og gik på barsel. Muligvis var vi allerede taget ud til det sommerhus i Nørre Vorupør, vi havde lånt i to uger. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at den vordende far, som er journalist, har ladet finalen gå fra sig. Vi må have set det i et fjernsyn et sted. Jeg er bare ikke i stand til at genkalde mig tid og sted så præcist, at jeg kan prale med det og være med i huskeflokken.
Lykkeligt uvidende om, at jeg burde have smurt hukommelsen noget bedre, fiskede jeg makreller i Vorupør i dagene efter, og 23 dage senere kom denne sveske til verden. Hun er sådan set det vigtigste fra sommeren 92.
