20. januar 2016 | At have have, Heldige mig |
Solen skinnede insisterende over sneglitrende marker, da jeg kørte hjem fra arbejde, og jeg kom sådan til at savne kolonihaven. Der er selvfølgelig langt fra et vinterfrosset Narnia til forårsdage med frøposer og flisejern og endnu længere til spinathøst og sommerhat.
Men kun i virkeligheden. I tanken er der ikke. Jeg kørte omkring haven i håb om at nå at fange lidt nedgående sol på sneklædte grene og trippe lidt rundt på en uberørt isknitrende plæne.
Jeg nåede det ikke helt. Solen var næsten forsvundet, da jeg svingede ind ved have 44, og et par harer havde allerede taget tripningen. Men det var godt at være der et par minutter, se til at alt var i orden og drømme lidt om forår og denne sæsons afgrøder.
Jeg tror, jeg vil sætte grønkål i år. Det kan endda blive stående til næste vinter og glæde mig, hvis jeg skulle blive grebet af akut havesavn en frostklar januardag i 2017.
24. november 2015 | den store bunke |
Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.
Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.
Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”
Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.
13. november 2015 | den store bunke |
I år rykker Viborgs skøjtebane fra søbredden til Hjultorvet, som er et af de centrale torve i byen. Absolut bynært i en tid, hvor det er moderne at være den slags. Det ligger halvtreds meter fra, hvor vi bor.
Vi gætter på, at det kommer til at rykke i den 12-årige, som er en ivrig skøjter, og hendes far har proklameret, at så tror han nok, de vil have skøjter selv “i stedet for de elendige udlejningsskøjter”. Jeg har ikke noget at udsætte på udlejningsskøjter. Jeg har ikke rigtigt noget at bygge en afvisning af dem på. I de 11 år, Viborg har haft en skøjtebane, har jeg skøjtet omkring nul gange. Måske en.
“Kan du overhovedet skøjte?”, blev jeg spurgt forleden.
Ja.
Det kan jeg da. Jeg kan løbe på rulleskøjter, så kan jeg vel også isskøjte. Jeg kan stå på langrendsski og i heldige øjeblikke også skøjte på dem, så kan jeg vel også stå på skøjter. Ligeud og uden for mange modkørende.
Engang spillede jeg ishockey. Eller, jeg befandt mig på en ishockeybane i Herning inde i noget ildelugtende beskyttelsesudstyr og med skøjter på fødderne. Det var i forbindelse med et firmaarrangement, og det mest frustrende var at være på vej i den ene retning og være kommet i god fart, og pucken så kom susende forbi i modsat retning, så man skulle have bøvl med at få vendt rundt og bevæge sig den anden vej, for så blot at opleve det samme en gang til. Jeg var ikke et lysende ishockeytalent, men det var i hvert fald ikke, fordi jeg ikke kunne løbe på skøjter.
Som børn løb vi på skøjter på Franks mark. Der var et vandhul, der om vinteren frøs til en knoldet isflade med siv og græs stikkende op i kanterne. Vi havde skøjter, der skulle spændes fast på vinterstøvlerne, og somme tider faldt de af, mens vi løb over isen. Men ellers gik det fint.
Mange år senere har jeg skøjtet på Brabrand Sø. Vi havde te og kager med, og det var hyggeligt.
Så selvfølgelig kan jeg. Hvis jeg får lyst.
Inde i mit hoved er jeg endda en både sikker og yndefuld skøjteløber.
Sikker landing efter en triple Lutz. Eller noget.
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
28. december 2014 | den store bunke |
Sådan en dag, hvor udsigten fra spisebordet er solrig og snerig. Hvor jeg stadig har pyjamas på klokken to om eftermiddagen. Hvor der er verdens bedste brød i ovnen. Hvor vi har støvsuget og gjort lidt rent. Hvor en af os rumsterer med værktøj og boremaskine i soveværelset. Hvor en af os har været ude og indløse julens flaskepant. Hvor en af os bladrer i dessertbøger for at nå frem til årets nytårsdessert. Hvor en af os lige er stået op og stadig har fjernsynsfodbold og sin rengøringspligt i badeværelset foran sig. Hvor vi stadig er langt nede i gear. Hvor vi måske senere skal have dagtøj på og gå en lille tur.
Sådan en dag er helt i orden med mig.
