Effektivt vejarbejde

Aldrig så snart min krop var blevet nogenlunde sig selv efter sidste uges pilates, udfordrede jeg den igen ved at sætte helt andre muskelgrupper i spil.

Vi lagde kabler ned på vejen, naboerne og jeg. Eller vi lagde dem faktisk ned under vejen. Vi var blevet enige om, at fremtiden kræver at få ført strøm over til vores carporte og skure. For fleres vedkommende er det ikke engang fremtiden, der kræver det, men i høj grad nutiden. De har købt elbiler. Det betyder ladestandere. Det betyder, at der skal være tilgængelig strøm i umiddelbar nærhed af bilerne.

Vores asfalt er desuden slidt og trænger til udskiftning. Det vil vi også gerne have ordnet i nær fremtid. Og vi synes alle sammen, at det vil være smart at få lagt de kabler ned, inden vi får asfalteret, også vi der ikke lige står og mangler strøm derovre. Det er fremtidssikring af vores huse, synes vi.

Derfor havde vi aftalt vejdag i lørdags. Tage sten og fliser op, skære asfalt, grave render (uden om andre vigtige kabler og kloakdæksler), trække kabler i rør, lægge kabelrør ned, dække til, stampe jord, lægge sten og fliser på plads igen. Det var dagens opgaver, kun afbrudt af korte pauser for at grille pølser og drikke kaffe. Umiddelbart lyder det let, når det remses op, men jeg skal lige love for, at det var hårdt arbejde. Normalt løfter jeg ikke noget, der er ret meget tungere end min kaffekop, men seks-syv timers intenst fysisk arbejde medførte, at jeg lørdag aften knapt kunne løfte en kop.

Men vi blev færdige, gjorde vi. Vi fik hjælp af et par potente maskiner til at skære asfalten og grave renderne i vejen, og det var altså godt planlagt, ellers havde det været endnu hårdere og taget flere dage.

Det var trods sliddet en hyggelig dag med brilliant naboteamwork. Og nu er det gjort!

Nu er jeg klar, både til ny asfalt og til at jeg faktisk får brug for den strøm.

Og min krop virker igen.

Nu knager den krop

For pokker da! En times fysio pilates på en krop, der egentlig er i rimelig stand, men præget af års ikke-træning, dét kan mærkes. Av.

Jeg har købt et klippekort til et træningscenter, fordi fornuften fortæller mig, at det er smart at vedligeholde sit hylster. Det skal holde i mange år endnu, og selv med naturligt godt bindevæv og gode gener kommer formen nok ikke af sig selv. Der er for mange årringe i stammen.

Klippekort, fordi jeg så lige så godt kan bruge det. Pengene er allerede spenderet.

Fysio pilates indebærer måtte, håndvægte, foamroll og kommandoer som ’stræææk’, ’bøj’, ’rul hvirvel for hvirvel’, ’høj planke’, ’lav planke’, ’løft overkroppen’, ’hooooold den dér!’, ikke ret meget med ’hvile’ eller ’pause’, og har forsynet mig med hundredevis af nye muskler og sener, som helt sikkert ikke fandtes i min krop før, og i morgen vil jeg kunne mærke dem alle sammen – og i overmorgen er det endnu værre.

“Er de for lette?”, spurgte instruktøren undervejs og mente de håndvægte, jeg havde valgt. “Nhhej!”, gispelo jeg og havde lige overvejet, om jeg skulle have valgt nogle lettere.

Jeg var ikke den eneste, der syntes, det var hårdt, kunne jeg høre. Der var støn, sved, sitrende muskler, knagende knogler og knæ, der knækkede, jævnt over hele salen. Men bagefter var alle glade, og et sted skal man jo starte.

I dag: av, i morgen avav, i overmorgen avavav, og SÅ bliver det godt. Og næste gang bedre.