Sidste stik

Jeg har fået min anden dose Pfizer-vaccine i dag. Overskriften kunne også have været Andet stik stak. Men det ville ikke have været rigtigt, for det gjorde det ikke. Faktisk mærkede jeg stort set ikke stikket, det var en meget dygtig injektør, og det gik lynhurtigt. Og da jeg satte mig i vente-på-bivirkninger-salen bagefter, prikkede en bekendt, der viste sig at sidde lige bagved, mig på skulderen – det gjorde heller ikke ondt, selv om det var den nyligt bestukne side. Til gengæld gik det påbudte kvarter hurtigt med behagelig snak, og så kunne jeg køre hjem.

Jeg har det godt. Min arm er ikke faldet af. Skulderen er begyndt at blive øm, ligesom ved første stik, og måske bliver det værre. Men så går det over. Intet tyder indtil videre på influenzasymptomer, som jeg har hørt, at nogle får.

Og mentalt føles det mest af alt godt.

I mellemtiden i forstæderne

Der er et stykke med granitskærver i min forhave. Det er eksploderet med ukrudt i år, meget mere end de foregående år. På sådan en svedigt varm og lummer dag uden andre planer er det såmænd en udmærket beskæftigelse at sætte mig derude på en plastikkasse med en lydbog i ørerne og luge løs – igen. Det får formentlig aldrig ende. Det stykke, som jeg lugede i sidste uge, pibler igen.

Imens tænker jeg på min haveglade mor, der altid, altid, altid havde succes med – og tid til – at tage den slags i opløbet. Hun gik aldrig tur i sin have uden at have øje for at bøje sig ned og trække små ukrudtsspirer op, som havde sneget sig frem siden hendes seneste tur med skuffejernet. Hun holdt haven ren, hun gjorde den ikke ren.

Jeg tænker også på min far, som for længe siden ville have tilbudt at gå en tur med roundupsprøjten.

Ligeglad med sommerbiler og herrebiler

“Jeg tog sommerbilen i dag, den har kaleche, og airconditionen i den anden er begyndt ikke at virke så godt”, sagde en kollega forleden ved frokosten, da snakken faldt på sommervarmen, som vi glædede os til at få fri til.

Næste dag sagde jeg til hende, at hun da ikke havde nævnt, at ’sommerbilen’ var en Porsche. Jeg havde godt set, at der holdt sådan en på parkeringspladsen, da jeg mødte om morgenen, men havde samtidig tænkt, at jeg ikke gad spørge nogen, hvis det var, for jeg er faktisk ret ligeglad med biler. Det var der så andre, der havde spekuleret på, og nogen vidste præcis, hvem der kørte i den. Da jeg nævnte det for min kollega, trak hun på skuldrene og sagde: “Men det er fordi, jeg er ligeglad med det. Ja, det er en Porsche. Den er hvid.”

Og det er præcis sådan, jeg også har det med biler. Jeg købte selv en ny bil i efteråret, og kort tid efter var der en kollega, der sagde til mig i kantinen: “Det er da godt nok en herrebil, du har fået dig!”. Jeg er tit ankommet til arbejdspladsen samtidig med ham og har bakket min lille Aygo ind ved siden af hans store stationcar – af et mærke, som jeg ikke kan gøre rede for. Den er hvid. Og nu havde han tydeligvis bemærket, at jeg kom i noget andet.

Og hvorfor har jeg købt sådan en herrebil, når jeg er ligeglad med biler? Tjoo, primært fordi jeg kunne. Jeg arvede nogle penge samtidig med, at jeg blev alene på matriklen. Den store bil med anhængertræk og større bagagerum flyttede, og min lille bil havde begrænset person- og lastkapacitet i de ganske vist sjældne situationer, hvor jeg havde brug for det. Ikke engang en cykel kunne jeg fragte. Så jeg orienterede mig på bilmarkedet og var egentlig ikke så længe om at beslutte mig. Og gjorde det udelukkende ud fra mavefornemmelsen og uden at prøvekøre andre end den, jeg endte med. Det måtte gerne være noget hybrid, for at jeg kunne møde omverdenens klimablikke, men jeg gad ikke rode med at skulle installere en lader i carporten. Toyota ville godt tage Aygoen i bytte. Og den skulle være rød. Farven var faktisk det eneste, jeg aktivt valgte og insisterede på. Alt det andet var mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt tage med, hvis den har dét.

Jeg kan så sige, at jeg virkelig nyder det, hver gang jeg sætter mig ind i min bil. Køreglæden opvejer i den grad alt det ligeglade. Men jeg kunne have været lige så glad i enhver anden moderne bil. Nu blev det bare den her.

Og ja, det er min bil på billedet. Og ja, den er beskidt. Det er jeg sådan set også ret ligeglad med.

Pip i konstruktionen

Jeg kan høre en spæd pippen bag sternbrædderne, og det er faktisk en lettelse. Så er det nemlig ikke mig, der har fået pip.

Bag vinduet her er kontoret, hvor jeg har hjemmearbejdet siden før jul. I løbet af foråret har jeg siddet derinde og ind i mellem syntes, at jeg kunne høre lyde og skraben fra hjørnet oppe ved loftet, og jeg har tænkt lidt på, om der mon var flyttet mus eller mår ind. Og om det var noget, jeg skulle gøre noget ved. Men jeg har simpelt hen ikke kunnet se nogen huller i mur, tag eller træværk. Og så har jeg gjort det ved det, at jeg har ignoreret det.

I de sidste dage har jeg i kanten af mit synsfelt fornemmet hurtige fugle udenfor, som jeg knapt når at se, fordi de er væk, før jeg når at dreje hovedet. I sekunderne efter de hurtige vingeslag er der udløst et værre pipperi deroppe, stærkere og højere for hver dag.

En fuglerede, altså! Nu med udklækkede unger, der bliver mere og mere sultne og højlydte og lyder, som om de bor lige over mit hoved. Det gør de jo også, bare med indgang udefra. Jeg tror, det er mejser, for ingen andre kan komme ind af en sprække, der er så lille. Jeg kan ikke engang helt få øje på, hvor indflyvningen er. Jeg kan heller ikke nå at se forældrefuglene længe nok til, at jeg kan være helt sikker på arten. Men mejser er sindssygt hurtige, så det er nok dem.

De må gerne være der. Jeg ved ikke, om det er godt for huset, men det er godt og trygt for den nye fuglegeneration, og så er det fint med mig. I det mindste er de i sikkerhed for rovfugle og andre blodtørstige væsener.

Det er lidt hyggeligt, indtil de flyver fra reden inden så længe. Og hvis mejseparret mener, de vil nå et kuld mere og bygge lidt til først, ved jeg i det mindste, hvem der støjer deroppe.