31. juli 2019 | den store bunke |
Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.
I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.
Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.
Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.
Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.
Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.
Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.
23. juli 2019 | den store bunke |
Så er jeg den, der er fyldt tres. Det er der mange glæder ved, for eksempel har mit forsikringsselskab meddelt, at vores indboforsikring i den anledning er udvidet med både rabat og flere fordele, hvilket jo også kommer min langt yngre kæreste til gode. Der er altså kun godt at sige om at kysse på én på tres. Min bank har endda givet en flaske vin – det tænker jeg også kommer flere end mig selv til gode.
Det ser altså ud til, at det ’officielle’ Danmark synes, det er en vældig stor ting at fylde voksenrundt. Mere end jeg nok egentlig selv lægger i tallet. Jeg har aldrig været specielt aldersfikseret og har altid hvilet ret godt lige der, hvor jeg var, og det er det samme denne gang. Jeg går mindre op i det, end omgivelserne gør.
Jeg ville alligevel gerne markere rundingen og havde inviteret hele min flok med til Amsterdam – min kæreste, vores fire børn og et svigerbarn. Vi byttede bil med vores venner, så der var plads til os alle syv i samme karet, og indlogerede os i et lejlighedskompleks tæt på botanisk have, i behagelig gåafstand til det hele.
Bilen – og her kommer et godt tip – kørte vi ud i et Park and ride-anlæg i udkanten af byen. Ved scanning af metrobilletten, når man henter bilen igen, koster det 1 euro for hele perioden. Ja, én! Fremragende koncept der ansporer til at bruge den kollektive trafik og holder bilerne ude af centrum.
Jeg nød at have os alle samlet i dejlige dage i træk, det sker ikke så tit. Og så er Amsterdam en vidunderlig by med en rummelig og afslappet befolkning, der giver plads til alle. I ingen anden by i verden leves der så meget efter Kardemommeloven som her (“Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrig kan man gøre, hvad man vil!” – Thorbjørn Egner: Folk og røvere i Kardemomme by)
I de fire dage, vi var der, var vi både sammen og i mindre grupper, som hver især nu havde lyst til. Der var frit spil til shopping, cafésidning og museumsbesøg. Vi praktiserede selv Kardemommeloven. Nogle af os havde været i Amsterdam før, andre var der for første gang, og vi lagde ud med en kanalrundfart, det er sådan en god måde at få et indtryk af en by. Derudover krydsede jeg Rembrandts hus og Amsterdam Museum af ved dette besøg, foruden en hel del cafeer og almindelig slentring. Jeg er ikke shoppetypen.
Fredag var fødselsdag. Dobbelt fødselsdag endda. Laura fyldte 27, og jeg 60. Morgenmad, gaver, bytur, aftensmad på HappyHappyJoyJoy East (det er asiatisk og får min varmeste anbefaling). Både mor og datter nød dagen, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte denne måde at gøre fødselsdag i år.
Fødselsdagsduoen. Hende til højre bærer en mindeværdig 33 års fødselsdag med sig.
Man skal have lange arme for at få alle syv med på ét billede. Jeg har det næsten, og dette billede er næsten godt.
Dejlige, blomstrende Amsterdam.
15. juli 2019 | den store bunke |
Jeg gik i banken. Helt bogstaveligt gik, vandrede, spadserede. 3,5 kilometer hver vej. Fordi jeg har ferie og fordi jeg kunne få lidt motion samtidig.
På vejen kom jeg forbi sygehuset. Regionshospitalet, hvis jeg skal være mere nøjagtig. Det er højt og var ved at blive gjort rent, og det fik mig til at tænke på, hvor forskelligt folk arbejder. Mens mit arbejde går ud på at sidde ved en computer og skrive, er der andre, der hænger i en tynd tråd hele dagen.
Det var ikke vinduesvask i dag, men hele facaden der blev vasket af, kunne jeg læse på et skilt. Jeg gætter på, at ligesom vi andre altid skal sørge for at have rene underbukser på, til hvis vi skulle havne på sygehuset, skal sygehuset også være pænt og rent, til hvis der kommer gæster.
10. juli 2019 | den store bunke |
Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.
I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.
Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.
Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.
Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.
9. juli 2019 | den store bunke |
Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.
“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.
Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.
Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.
I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.
Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!
