Højt arbejde

Jeg gik i banken. Helt bogstaveligt gik, vandrede, spadserede. 3,5 kilometer hver vej. Fordi jeg har ferie og fordi jeg kunne få lidt motion samtidig.

På vejen kom jeg forbi sygehuset. Regionshospitalet, hvis jeg skal være mere nøjagtig. Det er højt og var ved at blive gjort rent, og det fik mig til at tænke på, hvor forskelligt folk arbejder. Mens mit arbejde går ud på at sidde ved en computer og skrive, er der andre, der hænger i en tynd tråd hele dagen.

Det var ikke vinduesvask i dag, men hele facaden der blev vasket af, kunne jeg læse på et skilt. Jeg gætter på, at ligesom vi andre altid skal sørge for at have rene underbukser på, til hvis vi skulle havne på sygehuset, skal sygehuset også være pænt og rent, til hvis der kommer gæster.

Hemmeligheder

Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.

I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.

Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.

Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.

Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.

Myrer!

Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.

“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.

Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.

Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.

I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.

Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!

Pletgrønt

I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.

Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.

Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.

Vin(d) og skæv – og væk

Den her har jeg lige taget afsked med og sendt i småt brændbart. Exit fars vinreol, og tak for opbevaring og utilpassethed.

Min far snedkererede mange ting. Meget gik godt og var fint, og noget var mere skævt-i-en-fart. Fællesnævneren var tit fyrretræ, lim og lak – og ganske meget af det hele. Jeg har en serveringsbakke med kanter og snittede håndtag, som kun vipper en lille smule, men til gengæld aldrig vil gå i stykker. Jeg har den mere, fordi min far lavede den til mig, end fordi den er pæn. Fyrretræ, lim og lak i overdrevne mængder. Og solid.

Af samme grund har jeg gemt vinreolen, som far lavede af træstykker og rundstokke og rigeligt af de førnævnte materialer. Den har aldrig været sådan virkelig god, det har den ikke. Vind og skæv på alle leder. Det er heller ikke alle hullerne, der helt har den fornødne diameter til en vinflaske. De kan selvfølgelig bare ligge ovenpå, men alligevel. Jeg har sikkert nævnt, at jeg kunne tænke mig en vinreol, og far har undersøgt, hvordan sådan en var skruet sammen, og kopieret ud af de materialer han havde liggende, herunder … ja, fyrretræ, lim og lak. Snedkereret med kærlighed og umage og slebet med uendelige baner sandpapir, og sådan er mange ting blevet lavet. Reoler, havebænke, barnestole, masser af praktiske træsager.

Nu er reolen borte. Jeg har flyttet den med mig i årevis og henvist den til usle placeringer i pulterkamre, kældre og værksteder. Den har ikke huset vin i årevis, men er gemt, fordi far jo …

Fra i dag er det slut, var den beslutning jeg tog under oprydningen. Jeg gemmer alligevel ikke vin. Jeg drikker det. Og jeg når ikke at have det så længe, at det kan betale sig at flytte det over i en vinreol. Tak til far for tanken og indsatsen.

Jeg gemmer bakken, det lover jeg.