Sædvanlig sovehøjde er tilbage

Vi har fået ny seng. Købt, selvfølgelig. Det var et godt tilbud. Et knaldtilbud, som jeg begejstret fortalte kollegerne forleden – og straks efter kom i tvivl, om det var et helt passende ord at bruge, når det drejede sig om en seng.

Men altså. Den blev leveret i dag, og den er nu samlet og redt og indbydende. Selv når den er samlet, er den bred, og det tager helt sikkert lidt tid at vænne os til de nye dimensioner.

Der er flere forhold, vi skal vænne os til i starten.

At gå til højre i stedet for venstre, når vi kommer op af trappen, for efter en måned rykker vi nu tilbage til soveværelset, hvor den ene væg er genopbygget, og alle er nymalede.

At tilbringe natten i ældrehøjde, for efter i en måned at have sovet på boksmadras på gulvet, er der nu igen ben på sengen. Det kan man godt sætte pris på i vores alder.

Det hele tilsammen betyder, at jeg egentlig undrer mig over, at jeg ikke allerede er gået i seng.

Der var hæftet en seddel på bunden af sengen. Den fortæller, hvornår boksmadrassen er bygget og af hvem, går jeg ud fra. Men ALT ved den seddel giver anledning til flere spørgsmål. Især det sidste navn kalder på en uddybende fortælling. Jeg kan sagtens selv finde på en historie – jeg elsker, at vores seng er tømret sammen af Lenin.

En Ballerup mere

Hov. Midt i al vores påskehalløj med at flytte indbo ud og hive gulve op købte jeg en Ballerup Master Mixer mere.

Jeg blev kontaktet af en bekendt, der var ved at rydde op i sin fars hus, fordi det var solgt og skulle tømmes. Der var en gammel Ballerup, de skulle af med, og han spurgte, om det var noget for mig. Min Ballerup-kærlighed er rygtedes.

Jeg har længe tænkt, at det kunne være fint med en ny røreskål, fordi den gamle var lidt skæv efter et styrt engang i 60’erne, og en ny dejrulle, fordi ovennævnte uheld har slidt ujævnt på gummiringen på den gamle. Men ligefrem en HEL maskine og dobbelt af alt det andet?

Den korte fortælling blev, at bekendten og jeg enedes om en god pris mod straks-afhentning. Jeg slap det hjemlige værktøj, hentede tvillingen og installerede den direkte i containeren sammen med de andre møbler.

I kampens hede og den sidste måneds håndværkerrod har jeg næsten glemt, at jeg har den, og jeg har ikke fået testet andet end røreskålen. Kabinettet på nyanskaffelsen er cremehvidt og har en revne, konstaterede jeg, da jeg stillede den ind i containeren, men ellers har jeg ikke undersøgt hverken den eller dens tilbehør. Der er det hele med, så det ud til, men jeg har det jo i forvejen. Det ender nok med, at jeg plukker nænsomt i det og skiller mig af med resten. Og glæder mig over en mere blank og mere uskæv røreskål. Den seneste portion bolledej blev rørt i den. Den passer til den æggegule darling, og jeg tror egentlig, jeg beholder begge skåle. Sådan to otteliters røreskåle fylder jo ikke alverden, vel?

Den cremehvide fætter står ude i containeren og bliver først fundet, når stuen er færdig, og containeren engang skal tømmes.

Det var en fin påskehandel.

En ret vi ikke må glemme

Her taler jeg hverken om ligeret, brugsret eller stemmeret.

Snarere livret.

Vi havde rester til aftensmaden i dag, lidt vildtragout tilovers fra forleden, og jeg var lige inde for at købe to-tre småting, vi manglede for at gøre den til en fuldendt andendagsoplevelse. Da jeg trådte ind i supermarkedets kølige grøntsagsafdeling, fik jeg øje på en kurv med mangoer, og så fik jeg akut lyst til ceviche. Engang var den jævnligt på menukortet, fordi det var den eksotiske livret for flere af mine børn. De er flyttet hjemmefra nu, og det er da alt for længe siden, jeg har lavet ceviche, gik det op for mig.

Det besluttede jeg mig på stedet for at gøre i morgen og fyldte kurven med de ingredienser, jeg kunne huske, der skulle bruges. Masser af citrusfrugter, mango, tomater, frisk koriander og laks. Avocado var udsolgt, så det må jeg ud efter i morgen, og det passer fint med, at jeg også skal bruge (viste opskriften, da jeg kom hjem) rødløg og rød peber.

Jeg glæder mig allerede til i morgen. Og hvis I lige pludselig også trænger til flot, farverig og virkelig velsmagende søndagsmad, finder i inspiration og opskrift lige her.

Kold hvidvin passer forrygende til. Det kom også i kurven i dag.

Status på alt. På det meste. På en hel del.

Politik: Har passeret gennem adskillige valgkredse i dag på min vej Viborg-Søndersø-Viborg. De har fået valgplakaterne hængt op alle steder, hvis nogen var i tvivl om dét. Der var dog en enkelt og ensom bilist med trailer i gang med at hænge en plakat op i en lygtepæl lidt uden for Morud. Han har nok skullet noget de andre dage. Eller været alene om at vedligeholde et stort område. Jeg nåede at tænke, at det måske var cirkusplakater, for andre steder i landet kan man nemlig konstatere, at valgene er ramlet sammen med cirkussæsonen. Men det var en person og ikke en elefant, der var billede af på plakaten; jeg nåede dog ikke at se hvem. Og det er konklusionen på dagens landefart gennem kredsene: Samme partier, samme layout, forskellige ansigter – men man når ikke at afkode budskaberne, når man kører hurtigt forbi i sin Aygo. Medmindre de ser helt alternative ud (og her mener jeg ikke partiet) eller har åndssvage navne. Alligevel hævder man, at valgplakater virker og nytter, men mest i forhold til at bestemme sig for en kandidat i den partifarve, man på forhånd bekender sig til. De hjælper jo så ikke mig, når jeg ikke når at læse dem. Eller de hænger på Fyn.

Ældresektoren: Der var ikke meget maskinkraft i min mor i dag. Det er desværre ved at være standardbilledet. Hun har i mange år skrevet dagbog om stort og småt fra andedammen i Mayland-kalendre, én side pr. dag. Engang – og det er egentlig ikke så længe siden – havde hun besvær med at få den side til at slå til, men efterhånden begrænser hendes dagbogsnotater sig til, hvordan natten er gået, og hvem der har ringet. Nattesøvnens karakterer går fra ’for lidt søvn’ til ’en nogenlunde nat’, som er det bedste, der er at opnå. I dag stod der ’ikke meget søvn’, og det kunne godt mærkes på almentilstanden. Det er forstemmende, og det gør mig ked af det, at den sidste tid af et langt og godt liv bliver en prøvelse, der skal holdes ud og stås igennem. Men jeg var der, og det er det bedste og eneste, jeg kan gøre udover de daglige telefonsamtaler.

Dyreriget: Vi har plejehund i dag. Ham går det godt med. Han sover fint.

Jægeriet: Bukkejagten er gået ind. Det betyder, at min jægersmand står op midt om natten og tilbringer en del af sin tid i forskellige tårne i skoven iført riffel, høreværn og et årvågent blik. Endnu har han ikke løsnet skud, men det kommer nok, og vi ved, at der er plads i fryseren. Og morgenerne er fine, forlyder det.

Watergate: Vi er ved at male soveværelsesvægge, og når det er gjort, og lugten har forføjet sig, kan vi rykke ind i soveværelset igen. Gulvet i stuen er rettet op og tørrer videre. Der er støbt slidlag i entreen og gjort klar til at lægge fliser. Men. Lige under den ene side af radiatoren er cementen ikke tørret, fordi radiatoren åbenbart er blevet læk! Det er så dumt, at jeg ikke gider skrive mere om de åndssvage rør nu.

Kolonihaven: Kartoflerne er begyndt at vise grønne blade over jorden, og løgene spirer. Det samme gør salater og georginer. Den ene af tre nyplantede agurkeplanter i kapillærkasserne er gået ud, men så mange agurker spiser vi nok alligevel ikke. En af de næste dage vil jeg så rødbeder og plante kål.

Billedet øverst: Er åbenlyst ikke fra i dag, hvor det har regnet hele dagen. Det er fra i går morges, og i morgen bliver det ligesådan. Ja.

Vær ren inderst og yderst

Jeg har booket en tid til eftersyn af min bil. Mest fordi de (værkstedet) anbefaler et tjek for hver 15 tusind kørte kilometer, så vi (jeg) er sikre på, at den kan det, den skal kunne, og har ordentlig væskebalance og den slags.

Så i går vaskede jeg den. Det sker måske hvert andet år, jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg kørte den i vaskehal sidst. Jeg støvsugede den også. Det sker ellers heller aldrig –  eller jo, det sker ret præcist samtidig med det andet.

At gøre bilen ren, inden den skal på værksted, svarer vel til at skifte undertøj, inden man skal til undersøgelse på sygehuset. Ligesom lægerne formodentlig er ret ligeglade med den ydre fremtoning, ser mekanikerne nok også mere på færdighed end forfængelighed.

Det eneste, de måske løfter et øjenbryn over, er, at jeg ikke har fået givet den sommersko på endnu. Og at der skulle være skiftet olie på den i august. Sidste år.