29. maj 2019 | den store bunke |
Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.
Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.
Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.
Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.
Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.
Nu får vi se.
Bagefter kan vi gøre sådan:
28. maj 2019 | At have have |
Nå, de holdt ikke så længe, lupinerne. I dag hænger de med hovederne, og det er vi fælles om. Jeg har groet noget ondt i halsen, snue og hovedpine, som i løbet af dagen er taget til. Det ligner til forveksling nogle symptomer, Morten døjede med i sidste uge. Og dét holdt lige pludselig op, og så var han frisk igen. Jeg håber, det er akkurat det samme program, jeg er røget i, for så er jeg frisk i morgen. Det er jeg nok, og jeg kan sikkert hjælpe helbredelsen på vej ved at foretage mig absolut ingenting i aften. Det var nu egentlig de samme planer, jeg havde i forvejen, og dem fastholder jeg så.
Det er i hvert fald pænt af lupinerne at sympatihænge. Nu kan vi skrante sammen i aften, og i morgen ryger de ud. Det gør jeg ikke.
27. maj 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg gik igennem køkkenet og nød synet af de lupiner, jeg tog med hjem fra kolonihaven i går og satte i en vase i forsøget på dog at pynte en smule på vores miserable gemakker, der er under renovation.
Og så spekulerede jeg på – fordi jeg er mig – hvorfor stauden egentlig hedder lupin. Om det har noget med ulve at gøre. Lupus er jo det latinske ord for ulv. Jeg googlede det straks – også fordi jeg er mig, og wikipedia siger ’Lupin (Lupinus tidligere også kaldet ulvebønne) er en planteslægt af blablabla…’
Det er jeg tilfreds med, selv om jeg stadig ikke kan gennemskue ulvereferencen. Og lupinerne er pæne, selv om nogle synes, de er ukrudt, fordi de breder sig så let og sår sig selv alle vegne.
26. maj 2019 | At have have |
På denne søndag må der gerne falde et haveindlæg. Faktisk er det svært for jer at undgå sådan et fra min side i dag. Det står selvfølgelig frit for alle at lade være med at læse det. Valget er jeres.
Ligesom det har været på alle landets valgsteder i dag. Jeg har stemt på Danmarks største valgsted, hvor vi denne gang var 23.743 stemmeberettigede, og 64,8 % af os* har gjort det. Altså, jeg har jo ikke forsøgt at stemme selve Viborg Stadionhal ind i Europa-Parlamentet, men det var der, det foregik. Jeg er tilfreds med mit kryds. Jeg har taget kandidattest, fire forskellige endda, og har hver gang været mest enig med kandidater, jeg IKKE ville stemme på, og har derfor stemt noget andet. Dét er også at stemme med hjertet.
Bagefter lod jeg Morten om at spartle vægge, mens jeg smed et par stykker tarte flambée fra i aftes i rygsækken og kørte i kolonihaven.
Dér er jeg også tilfreds, må jeg sige. Finere end lige nu bliver den have aldrig. Og igen er målestokken er min egen. Haven vinder ingen præmier for hverken æstetik eller sirlighed, men MIT havehjerte er glad. Stem med hjertet, ikke!
Jeg har gravet det allersidste lille manglende stykke og luget det allerførste, hvor ukrudtet pibler igen. Jeg har rykket spandevis af knæhøjt skvalderkål og andet skrammel op fra bede, kanter og under hækken. Så har jeg plantet en bakke sukkermajs og den eneste tilbageværende hokkaidoplante.
Her er det på sin plads at opgøre mine tidlige tab: Den anden indkøbte hokkaido er død i sin potte, inden den nåede at komme ud i jorden. Én agurkeplante valgte at dø, så snart den kom i mine hænder, og hang med alt fra det øjeblik den blev anbragt i plantesækken. En anden agurkeplante er begyndt at efterligne den, så måske var jeg lige hurtig nok med plantning af sarte planter i år. Derfor overvejer jeg at anskaffe en ny af hver og håbe, høsten står mål med startudgifterne.
Men lige nu er der pæææhnt derude! Se, løg og kartofler i sort jord!
* gennemsnitsstemmeprocent for alle kommunens 17 valgsteder.
24. maj 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Retholt. Dette ord er netop kommet ind i mit ordforråd, hvor det har lagt sig ved siden af andre specialudtryk (som eksempelvis lambdasonde og tandstang, der begge er bildele). Et retholt er ’en lige stang af træ eller metal som har rektangulært tværsnit og helt plane sider, og som bruges til at kontrollere at fx en murs overflade er jævn’, og det kommer fra tysk Richtholz, sidste led med betydningen ‘træ’. Vi skal bruge sådan et til at skære gammelt tapet helt lige af, når vi snart skal nytapetsere en enkelt væg.
Lang vej hjem. Da jeg kørte hjem fra arbejde, passerede jeg en lille familie. En kvinde trak en cykel med et lille barn i cykelstolen, og ved siden af gik et større barn, måske 3-4 år. Hans ansigt, så jeg i det splitøjeblik inden jeg var forbi, var fortrukket af gråd og modvilje. Min fuldstændigt reflektoriske og øjeblikkelige konklusion efter at have opfostret tre børn var: Uanset hvor kort en strækning de skulle tilbagelægge, ville den blive uendeligt lang og kræve stor pædagogisk tålmodighed.
Billedet forestiller ikke noget relevant. Det er bare lægter.
