Byens spor. En anbefaling #5

Jeg (gen)fandt Lars Saabye Christensen, da jeg ledte efter den næste bog at lytte til. Det er længe siden, jeg har læst noget af ham, og beskrivelsen af Byens Spor var så tilpas interessant, at jeg sprang til.

Det var et godt valg. Første bogs 12 timer var hurtigt slugt, og nu er jeg allerede i gang med Byens Spor 2. Lars Saabye Christensens sprog er fint og poetisk, og fortællestilen er elegant. Af den slags, som sætter fantasien i gang, så man selv føler og forestiller sig det, som sætningerne beskriver uden at gøre det direkte. Rammerne skitseres, og så er man der selv og mærker handlingen og det, der rører sig i bogens personer. Karakterskildringerne er varme og gennemførte, man føler det samme, som de gør, og forstår, hvorfor de handler som de gør. Bogen er et vidunderligt tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, og jeg kan kun anbefale den.

Skulle man overhovedet aldrig have læst noget af Lars Saabye Christensen, hvilket er en fejl, der hurtigst muligt må rettes, vil jeg også anbefale den 722 sider lange (31 timer) slægtsfortælling Halvbroderen, som gjorde et stort indtryk på mig. Og Maskeblomstfamilien, der er knapt så lang og starter med fire korte sætninger: “Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Så er man i gang.

Men altså, Byens Spor var et knippelgodt valg. Jeg tror, der skal komme et bind 3 også. Det er Bent Otto Hansen, der indlæser. Han er også et godt valg.

Sol og sø

Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.

Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletå ikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.

Søudsigt og sol i øjnene gør glad.

En smertefri tå gør dobbelt glad.

Indeliv og mus forbi #2

Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.

Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.

Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.

Nu må jeg hellere få nattøj på igen.

London var

 

  • Denne her fantastiske udsigt fra vores hotelværelse. Vi boede på hotellets rooftop, fordi jeg øjensynligt havde smidt et par hundrede kroner mere i puljen, da jeg i sin tid bookede overnatningen. Den organiske grønne form til venstre i billedet er British Museum med Norman Fosters imponerende glastag. Nedenunder har man følelsen af at være både ude og inde på én gang. Det ved jeg, fordi jeg har været der tidligere; denne gang var vi ikke derinde.
  • Pubber og caféer, udforskning af kendte og ukendte strøg, holden i hånd, skyer, sol, blæsevejr.
  • Motown, musicalen om pladeselskabet af samme navn, de tilknyttede kunstnere, en masse store hits og historien op gennem 60’erne og 70’erne, en historie jeg slet ikke kendte.
  • En spontan kirkekoncert i St Martin-in-the-Fields. Vi gik forbi og så på et opslag, at Händels Messias ville blive opført næste aften. På stedet besluttede vi, at dét ville vi, og det var et godt valg. Det var smukt og stemningsfuldt.
  • Takeaway på hotelværelset – med den dér skyline lige udenfor.
  • Moderne kunst på Tate Modern – noget var imponerende, noget til at forstå, noget bare til at undres over. Som for eksempel bordmodellen af en old-algiersk by – lavet af couscous..?! Og så er der også på Tate en imponerende udsigt næsten hele vejen rundt fra 10. etage.
  • Over 50.000 skridt, svarende til mere end 35 km, hvilket ikke harmonerede med mit eklatant forkerte valg af fodtøj. Jeg havde ét par støvler med, som lynhurtigt grundlagde vabler på hele tre tæer. Jeg nægtede at være en pivskid – “Jeg skal bare lige i gang!”, og derfor sidder jeg nu med især en bullen lilletå, der trives dårligt i alle mine andre sko. Det bliver ikke til mange skridt de næste dage.
  • Tre dejlige dage væk hjemmefra, hvor alt klappede og gik præcis, som det skulle, med kærestetid, nærvær og udsyn.

Spildplads og madspild

Vi har det ene, og det er godt, for det får vi måske brug for senere – og det andet har vi stoppet.

Spildpladsen befinder sig indtil videre i en kuffert, og det er selvfølgelig helt forkert at kalde det spild. Det er bare opsparet plads, til hvis vi nu skulle finde på at KØBE noget, når vi inden længe indtager London. Vi deler en kuffert. Det kan vi godt. Og jeg har forsøgt at huske og tage ved lære af, hvor lidt jeg plejer at bruge af alt, hvad jeg plejer at tage med for en sikkerheds skyld – og har kun lagt en minimal bunke frem. Morten har ikke lagt noget frem endnu. Altså, jeg tror da, der bliver ved at være god plads i den store sorte. Jeg glæder mig uanset hvad.

Det andet, det med madspildet, som vi altså ikke praktiserer, betyder blot at vi er i gang med at spise op. Nu har jeg i hele to dage lavet fortrinlige måltider af ingredienser, der bare lå og døsede i køleskabet, helt uden at købe ekstra ind. Var det ikke dygtigt?

Så der er faktisk god plads i BÅDE køleskab og kuffert. På en eller anden måde er dét vel dobbelt godt. Masser at glæde sig over og til.