31. marts 2019 | At have have |
Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.
Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.
Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.
Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.
Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.
Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.
Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.
Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.
Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.
Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.
Og NU: sofa!
25. marts 2019 | den store bunke |
Læg mærke til, hvor stor forskel der på ’Har kasseret’ og ’Er kasseret’. Det er heldigvis det første, der er tale om her. Den aktive variant. Og det er tøj, jeg har kasseret.
Jeg har ryddet ud i lidt af den dødvægt, jeg er flyttet rundt med i flere år. Tøj der sådan set er godt nok og alligevel for umoderne, for småt, forkert. Tøj med historier og håb. Fortællinger om hvordan det havnede hos mig, og håb om at jeg måske engang kommer i det igen.
Det gør jeg ikke, og nu er det væk.
En hel sæk fyldte jeg, da jeg raskt, målrettet og hårdhjertet swipede tøj til venstre, hvis jeg må bruge sådan et moderne billede om noget så umoderne som mine skuffers indhold.
I morges lagde jeg sækken ind i min lille bil, hvor den fyldte det meste af bagsædet, og efter arbejde kørte jeg omkring genbrugspladsen og dumpede den i rette container. Væk er den.
Jeg er spændt på de næste dage, uger og måske måneder. Selv om det meste er tøj, jeg ikke har brugt i uendelige tider, skal det nok passe, at jeg pludselig savner noget af det og pløjer skuffer og skabe igennem i jagten på noget, som jeg ikke kan huske, jeg har smidt ud. For det plejer jo at være der. Det har nærmest altid været der.
Jeg er ikke så god til at skille mig af med noget. Garderoben er slanket, men det ligger lidt tungt med lettelsen.
Foto: Mariehøne på tærsklen til forår. Det er sæson for at lufte ud og skabe gennemtræk. Også i garderoben.
20. marts 2019 | den store bunke |
Jeg (gen)fandt Lars Saabye Christensen, da jeg ledte efter den næste bog at lytte til. Det er længe siden, jeg har læst noget af ham, og beskrivelsen af Byens Spor var så tilpas interessant, at jeg sprang til.
Det var et godt valg. Første bogs 12 timer var hurtigt slugt, og nu er jeg allerede i gang med Byens Spor 2. Lars Saabye Christensens sprog er fint og poetisk, og fortællestilen er elegant. Af den slags, som sætter fantasien i gang, så man selv føler og forestiller sig det, som sætningerne beskriver uden at gøre det direkte. Rammerne skitseres, og så er man der selv og mærker handlingen og det, der rører sig i bogens personer. Karakterskildringerne er varme og gennemførte, man føler det samme, som de gør, og forstår, hvorfor de handler som de gør. Bogen er et vidunderligt tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, og jeg kan kun anbefale den.
Skulle man overhovedet aldrig have læst noget af Lars Saabye Christensen, hvilket er en fejl, der hurtigst muligt må rettes, vil jeg også anbefale den 722 sider lange (31 timer) slægtsfortælling Halvbroderen, som gjorde et stort indtryk på mig. Og Maskeblomstfamilien, der er knapt så lang og starter med fire korte sætninger: “Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Så er man i gang.
Men altså, Byens Spor var et knippelgodt valg. Jeg tror, der skal komme et bind 3 også. Det er Bent Otto Hansen, der indlæser. Han er også et godt valg.
18. marts 2019 | den store bunke |
Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.
Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletå ikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.
Søudsigt og sol i øjnene gør glad.
En smertefri tå gør dobbelt glad.
17. marts 2019 | den store bunke |
Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.
Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.
Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.
Nu må jeg hellere få nattøj på igen.
