Rigspolitimesteren, altså! Igen!

Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.

Det gjorde jeg senest i april.

Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.

Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.

Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.

Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.

Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.

Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.

På plads på ARoS

I februar mødtes jeg med et kunstmenneske på ARoS for at give et billede til museet. Min bror havde haft maleriet hængende på sin væg i årtier og havde angivet på bagsiden, at det efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det ønske efterkom vi, og på ARoS, som byens kunstmuseum i mellemtiden er kommet til at hedde, var de begejstrede over donationen. De har flere skilderier af kunstneren, Peder Holm, og et mere ville skabe en fin symmetri i samlingen. Ved overdragelsen aftalte vi, at min brors navn ville komme til at stå på infoskiltet ved maleriet.

Forårets nedlukning af alting har forhindret os i at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Til gengæld har de jo så haft rigelig tid til at få det hængt op og printe et passende kort.

Nu har vi været der. Og alting er som det skal være. ’Aarhus set fra nord’ hænger sammen med sine fæller, og det ser ganske enkelt rigtig fint ud. Motivet på de to til venstre er byen set fra syd, og de to til højre fra nord. Eriks billede er det øverste til højre – endda i den originale ramme, og jeg stod simpelt hen og blev så glad over at se det, over at maleriet er kommet derhen, hvor han ønskede. Det ville han også have været.

Det hænger på ARoS’ øverste etage i guldaldersamlingen, som ikke længere hedder guldalder, men Human Nature. Når du kommer ind i udstillingen, går du til venstre, så langt du kan komme, og så hænger de fire små perler helt inde i hjørnet. Og hvis du strenger øjnene an, kan du også læse skiltet.

Birk til bryg i Thy

“Vi skal med folk fra Thisted Bryghus på tur i klitplantagen i morgen og plukke birkeblade til deres bryg. Har du lyst til at komme med?”, skrev min veninde fredag aften.

Det lød så tilpas mærkeligt, at jeg ikke behøvede at betænke mig ret længe, inden jeg slog til.

Meget tidligt næste morgen kørte jeg nordvestpå, spændt på hvad dagen bragte, om der lå gode historier gemt i Thy.

Det gjorde der, og det blev en rigtig dejlig dag. Omkring 25 frivillige og folk fra bryghuset mødtes til morgenkaffe på Thisted Bryghus og drog derefter ud på “et hemmeligt sted” i plantagen, hvor der skulle plukkes 125 kg birkeblade til den kommende produktion af specialøllene Cold Hawaii og Thagaard, der brygges helt uden humle, men med naturens lokale råvarer.

Det var bagende varmt, men let at finde skygge i skoven under arbejdet. Vi fordelte os rundt omkring, og når spanden var fyldt, blev høsten vejet og fyldt i sække. En godt stampet spand rummer 2-3 kg, hvis nogen skulle spørge. Svaret på et andet muligt påtrængende spørgsmål er, at birketræerne ikke tager skade.

Der var vand og øl ad libitum til arbejdet, og forbavsende hurtigt – i løbet af et par timer – var kvoten faktisk plukket. Så var der smørrebrød, mere vand, mere øl og røverhistorier i en endnu større mængde ved et langt frokostbord under skyggende parasoller, inden vi kørte tilbage til bryghuset.

Her blev de 25 sække sænket i hver sin plastikspand med 40 % sprit, hvor de skal trække i nogle måneder og afgive saft og kraft, inden de anvendes i produktionen. Af den portion birkeblade, vi plukkede i går, bliver der jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-tusind flasker øl, som er færdige sent på efteråret.

Thagaard ser sådan ud. Smagen er frisk og dejlig helt uden bitterhed, og jeg kan lide den. De kalder den en kvindeøl, og det er sikkert rigtigt. Det er fraværet af humle, der gør det.

Og fra november glæder jeg mig til de øl, jeg nu synes jeg har en lille part i.

Costa Rica-karantæne

Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.

Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.

I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.

Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.

Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.

De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.

Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.

5 seneste på kamerarullen

Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.

Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.

Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.

Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.

Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.

Så var der ikke flere billeder.