Blæsten kan man ikke få at se #3

Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.

Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.

Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.

Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.

Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.

Jeg er heldigvis god til at gemme

Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.

Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.

Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.

 

Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.

Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.

Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.

 

Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.

 

Jeg er heldigvis god til at gemme.

Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Tændt fra start

Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.

Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.

Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.

Ha!

Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.

Skifter du til hjemmetøj, når du kommer fra arbejde?

Denne interessante snak havde jeg med kollegerne sidst på eftermiddagen, et kvarters tid før fyraften. Udover at vi nok alle sammen følte, at ugens første arbejdsdag strammede lidt til på det tidspunkt og vi godt ville hjem nu, kan jeg faktisk ikke huske, hvordan vi kom ind på det emne. Det er i hvert ikke blandt de ting, vi ellers ved om hinanden.

Men skifter vi så tøj, når vi kommer hjem? Det spændte lige fra “Ja, det gør jeg da. Lige så snart jeg kommer hjem. Det har jeg altid gjort, helt fra vi var børn og kom hjem fra skole og skiftede tøj. Det har jeg bare altid været vant til!” til “Hvad?! Hvorfor gør I dét? Jeg skifter da aldrig ..!” Én glæder sig nærmest hele dagen til blødt tøj og hyggelige hjemmesko, og en anden tager straks housecoat på, når han kommer hjem og ikke har sociale planer for aftenen. Mens én synes, hun altid har så behageligt tøj på, at hun ikke behøver at skifte.

Konklusionen var, at rigtig mange os ville lukke op iført joggingbukser og løse trøjer, hvis vi kom uanmeldt og ringede på hos hinanden en hverdagsaften eller en søndag formiddag. Det er på en måde en mærkelig ting at vide om sine kolleger…

Og jeg selv? Ja, jeg kan også sagtens finde på at skrælle arbejdshammen af og kravle i noget, der egner sig bedre til at krybe sammen i sofaen. Så ved I dét.