Lyseslukker

Jeg er den, der altid husker at slukke lyset. Den, der lægger alt på plads og ved, hvor alting er. Jeg er også bedst til at pakke opvaskemaskinen. Sådan har jeg rigtig mange gode egenskaber. Jeg er også god til at rende efter de andre, som ikke er så dygtige, og fortælle, at nu har de IGEN glemt at slukke lyset på badeværelset. Det manglede da bare. Det er jo spild af strøm, penge, verdens ressourcer, I ved.

’De’ er mest Morten. Han er meget dygtig til at efterlade tændte lamper på sin vej videre, og det husker jeg altid at kommentere.

I går eftermiddags frydede det ham derfor at sætte en trumf ind om badeværelset, “hvor DU ikke havde slukket lyset, da du tog af sted i morges!!”… Jeg kunne næsten ikke tro det, men jeg havde omvendt heller ingen gode modargumenter, og det var svært at påstå, at det sikkert havde været ham selv.

Han mente, at vi nu var kvit, og at vi i hvert fald ikke behøvede at påtale de små ubetydelige glemsomheder hver gang. “Hmm”, sagde jeg.

Men det er faktisk lidt mærkeligt: Lige før skulle jeg ud på badeværelset, og tænk, så var lyset tændt. Og jeg er endda alene hjemme … underligt!

Måske ER vi kvit.

Billedet foroven er en juledekoration, lyskæde i troldegrene. Den skal vi ikke huske at slukke, den må gerne være tændt døgnet rundt i december. Det er ikke en forglemmelse. Bare så vi lige har dét på plads.

Pænest i mørke

Det var åbenbart årets største julefrokostaften i går. Hæmninger er kastet bort, sul og alkohol taget ind, folk har pyntet sig og strålet om kap med tusind julelys – og er blevet godt pyntet.

Jeg gætter bare, jeg var ikke derude. Men måske er der tømmermænd i arbejde rundt omkring i dag, og mange har det måske ligesom vores olivenjuletræ, som jeg kastede et dagslysblik på og konstaterede: Det ER altså flottest, når det er mørkt.

Nå, jeg har travlt, – der venter en julefrokost i aften. Lad os tales ved i morgen, om det samme gælder mig: Jeg var pænest i mørke.

Kom jul, kom sne, kom gaver, bare helst ikke sne

Det skete i de dage, at vi fik pyntet til jul. Nej, det passer ikke. Ikke DE dage. I dag.

Jeg er ikke sådan voldsom julet. For mig må der gerne findes julepyntfri områder, og jeg lægger gerne hjem til sådan et. Men dels er jeg måske blevet lidt blød i det, dels har jeg altid delt hus med anderledes tænkende.

Så mit hjem har lige præcis aldrig været julepyntfrit.

Og i aften kom de store kasser med julepynt ned fra det høje, og vi har pyntet både med dit og mit og gammelt og nyt. Her i forstæderne har ’vi’ lyskæder i vores forhaver, har vi bemærket, så det er der også i troldhasselen foran enderækkehuset i år.

Indenfor havde jeg forestillet mig en stjernevrimmel i hele vinduesrækken. Det var der ikke stjerner nok til i nogen af de store kasser med julepynt, så de seneste aftener har vi flettet stjerner i strimmelvis. Det har vi nemlig begge to både tålmodighed og færdighed til. Og det er blevet rigtig fint, er det. Det ligner både Mælkevejen og dalende snefnug.

Kom bare an, jul.

Ud i det grå

I dag var det sådan et vejr, som er værst, hvis man sidder inde og kigger ud på det. Man skutter sig og glæder sig over ikke at skulle ud i det. Hvis man ER ude, er det ikke så slemt. Specielt ikke hvis man er stædig, ved- og ordholdende.

Det hemmelige eventyr førte os til Mols. Morten holdt på sin hemmelighed, lige til vi kørte ind på endestationens parkeringsplads. Jeg gættede hele vejen. Retningen fra Viborg gav selvfølgelig et hint, men det kunne også have været en falsk ledetråd, så vi efter halvanden times kørsel endte et sted i vores eget nabolag.

Men Femmøller var det. Vi lod os forkæle på Molskroens Strandhotel, inden vi i formiddags satte ud – med en blæret madpakke fra hotellet i rygsækken – for at gå i Mols Bjerge. Det regnede, ja. Hele dagen, ja. Men vi havde ordentligt tøj og gode ben, og det var værre at sidde og kigge ud end at være ude i det. Det var en rigtig dejlig tur med frokost og kaffe midtvejs i ly for vind og vejr.

12 kilometer gik vi, og der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge fortjener et gensyn. En anden gang går vi alle Mols-stiens tyve kilometer i godt vejr, så vi også kan nyde den udsigt, vi ikke fik øje på i dag, fordi skyerne lå helt lavt.

En tekstforfatters udfordring: “Find på et slogan. Du har fire ord.”

Hvad mon?

“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”

“Ja! Men JEG ved ikke hvor”

“- og det er nok bedst sådan ;-)”

Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.

Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.

Det er vi åbenbart nu.

I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.

Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?

Antikorrektur

En blogger, jeg følger, funderede over dengang, mobiltelefonernes såkaldte intelligente ordbøger konsekvent ændrede Knus til Knud eller Lovs, ok til øl, Dorthe til fortid og far til får, når vi skrev sms’er på de gamle taster, der favnede tre eller fire forskellige karakterer.

Til de helt unge (hvis jeg har den slags læsere…): ABC lå i én tast – 1-tallet, DEF i den næste  – 2-tallet osv., og så tastede man hurtigt det nødvendige antal gange indtil man nåede det ønskede bogstav. Og langsomt tog beskeden form. Medmindre man altså slog den intelligente ordbog til. Så var det nok at trykke én gang på de rigtige taster, og efterhånden som man nåede frem gennem ordets bogstaver, gættede systemet på, hvad man nok ville skrive. Det virkede tit som desperate gæt.

Bemeldte blogger skrev også om nogle af de sære beskeder, vi nåede at få sendt af sted, inden vi opdagede, at Autokorrektur var trampet tværs igennem ordene og havde forplumret budskabet. Hendes læsere bidrager med tilsvarende eksempler i kommentarsporet, og i nogle tilfælde har autokorrekturen sat varige spor på den måde, at de siden bevidst og konsekvent har afsluttet sms’erne med et kækt Knud.

Tilsvarende har jeg og en veninde i mange år indledt vores mails – ikke med Kære, men med <løtr. Det er dét, man skriver, hvis man får sat sine hænder forskudt én tast mod højre på tastaturet og går i gang med at blindtaste. Det gjorde jeg engang, og det var så sjovt, at vi ganske enkelt tog det til os og lod det være vores startsignatur. De har virkelig løbet frem og tilbage ude i cyberspace med mange <løtr Hanne og <løtr Birgitte-mails gennem årene.

Det var bare lille det, jeg kom til at tænke på.

Billedet har ingen relation til noget, udover at himlen så sådan ud i det øjeblik, jeg tænkte.