Costa Rica-karantæne

Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.

Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.

I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.

Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.

Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.

De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.

Sidste dag inden Normal 2.0

I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.

Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.

Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.

Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.

Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.

Vi ses, i morgen.

5 seneste på kamerarullen

Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.

Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.

Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.

Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.

Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.

Så var der ikke flere billeder.

Tilbage til Bramslev Bakker

Så opdager man et nyt sted, som er smukt, og så siger man til hinanden, at HER må man komme tilbage en anden gang.

Og det gør man bare aldrig.

Og så alligevel.

I dag havde vi aftalt med vores gode venner at tage til Mariager Fjord og gå i Bramslev Bakker med hund, kaffe og madpakke. Vi må ikke mødes med dem indenfor, men udenfor er der masser af plads til at holde afstand, så det var på med støvler og rygsæk og af sted mod Hobro.

Vi gik Panoramaruten. Det var den tur, som Morten og jeg vandrede i silende regn i november sidste år. Ikke fordi vi er særligt glade for at gå i regnvejr, men fordi turen var kommet til os som gave, hånd i hånd med en overnatning på Bramslevgaard. Og det regnede altså den weekend, vi havde booket. Det er altid værre at tænke på end at være i, ved vi, og det blev skam en fin tur, men også en meget våd og mudret tur. Jeg fortalte om den her. Teksten slutter med den evigt håbefulde sætning “… vi kommer tilbage, Bramslev Bakker”.

Det kom vi så i dag. Det var en HELT anden tur, og ikke bare fordi vi gik den modsatte vej rundt. Men vejret!! Jeg er pæonrød i ansigtet af sol og vind i skønne timer, der havde det hele. Godt selskab, masser af snak, dejlige pauser med madpakke og kaffetår.

Og fantastisk vejr! Bare til sammenligning er her to billeder taget fra nøjagtigt samme sted.

Godt selskab.

Det ER forår!

Man opdager det på flere måder.

Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.

Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.

Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.

Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.

Det er crumble før bagning!

Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.

Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.

Er du en sovseperson eller et marinademenneske?

Dette – måske – modsætningsforhold blev vendt over aftensmaden. Af og til er det de særeste emner, vi kommer omkring.

Jeg havde købt en færdig sovs til de frikadeller, jeg lavede til aften. En rødvinssauce. Som reelt bare er en brun sovs. Man kan selvfølgelig pifte den op, men det havde jeg ikke gjort. Og så faldt snakken på, at vi egentlig ikke har spist ret meget sovs i de år, hvor jeg boede alene med børnene. Mest fordi jeg ikke kan lave sovs. Den bliver fuld af klumper og smager bare af mel. I det hele taget er jeg ikke ret god til traditionel dansk mad, – at lave sovs, at koge kartofler uden at koge dem ud, at stege sprød flæskesteg. Jeg får det hele lavet til bleg gummimad. Og så må man jo sno sig og kokkerere noget andet.

Lasse – yngsten som bor hjemme igen, mens verden er lukket ned – udtrykte tilfredshed med, at han oftere har fået marinader og ikke blev opfostret til at ville have sovs og kartofler til alting. På spørgsmålet om være en sovseperson eller et marinademenneske, svarede Morten det første … lidt tøvende, fordi han nok mere er en sauceperson.

Men det er supergodt at være forskellige typer under samme tag, for det betyder, at vi faktisk spiser ret varieret, med både sovs, såås og marinade.

I dag fik vi frikadeller, ris, sovs, bagte gulerødder og en salat med soltørrede tomater, blåbær og granatæblekerner. Lavet af et marinademenneske.