Det ER forår!

Man opdager det på flere måder.

Én måde er at se sig omkring ude i naturen. Indrømmet, det er ikke hver dag, jeg kommer derud. Der HAR været dage, hvor telefonens skridttæller har vist, at jeg kun har gået 187 skridt på et helt døgn. Blandt andet fordi jeg ikke har gået med min telefon på mig, og det har jeg ikke af den enkle årsag, at jeg ikke er gået ret langt væk fra, hvor den lå.

Men jeg har lige købt nye vandrestøvler, og de skal gås til. Derfor har skridttælleren både i går og i dag vist langt højere tal – og jeg har set træerne vise grønt.

Det var alt for varmt at have jakke på. Næsten også for varmt at gå med den om livet.

Ud fra dette billede kunne man nemt komme til at tænke, at jeg endda havde været ude og trave i strandsand. Men det kunne ikke være mere forkert.

Det er crumble før bagning!

Vi havde rabarber i fryseren, opdagede Lasse og lod forstå, at så var der rabarbercrumble på ønskesedlen.

Og det er et andet tegn på forår, at man kan indtage eftermiddagskaffen på terrassen.

Er du en sovseperson eller et marinademenneske?

Dette – måske – modsætningsforhold blev vendt over aftensmaden. Af og til er det de særeste emner, vi kommer omkring.

Jeg havde købt en færdig sovs til de frikadeller, jeg lavede til aften. En rødvinssauce. Som reelt bare er en brun sovs. Man kan selvfølgelig pifte den op, men det havde jeg ikke gjort. Og så faldt snakken på, at vi egentlig ikke har spist ret meget sovs i de år, hvor jeg boede alene med børnene. Mest fordi jeg ikke kan lave sovs. Den bliver fuld af klumper og smager bare af mel. I det hele taget er jeg ikke ret god til traditionel dansk mad, – at lave sovs, at koge kartofler uden at koge dem ud, at stege sprød flæskesteg. Jeg får det hele lavet til bleg gummimad. Og så må man jo sno sig og kokkerere noget andet.

Lasse – yngsten som bor hjemme igen, mens verden er lukket ned – udtrykte tilfredshed med, at han oftere har fået marinader og ikke blev opfostret til at ville have sovs og kartofler til alting. På spørgsmålet om være en sovseperson eller et marinademenneske, svarede Morten det første … lidt tøvende, fordi han nok mere er en sauceperson.

Men det er supergodt at være forskellige typer under samme tag, for det betyder, at vi faktisk spiser ret varieret, med både sovs, såås og marinade.

I dag fik vi frikadeller, ris, sovs, bagte gulerødder og en salat med soltørrede tomater, blåbær og granatæblekerner. Lavet af et marinademenneske.

Om at komme for sent på arbejde, selv om man bor midt i det

I morges havde jeg bøvl med at få etableret min vpn-forbindelse til firmaet, så jeg sad ikke klar med hvæsset tastatur lige på det sædvanlige starttidspunkt.

Det var vores eget wi-fi, der trængte til en genstart. Slukke, tælle til noget, tænde igen og vente til nettet havde fundet sig selv, logge ind igen – og så kørte det. Men der gik jo lidt tid med det.

Hvis jeg var mødt ind på min fysiske arbejdsplads til tiden og havde haft teknisk besvær med at komme på firmaets servere, ville ingen have karakteriseret det som for sent fremmøde. Nu sad jeg hjemme med de samme udfordringer og følte, at jeg kom for sent. Det er egentlig uretfærdigt.

Heldigvis er der ingen, der holder øje med mig.

Det tror jeg da ikke … måske skal jeg sætte plaster på kameraerne og tage en sølvpapirshat på for en sikkerheds skyld.

En helt almindelig mandag med noget uventet

Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.

I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.

Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.

Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.

Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.

De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.

Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.

Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.

Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.

DET ER JO IKKE NORMALT!

Vi har solgt kolonihaven!

Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.

Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.

Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?

Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.

Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.

Dagene flyder lidt sammen

Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.

Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.

Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.

Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.

Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.

Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.

Min påklædning er udpræget afslappet.

Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.

Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.

Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.

Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.

Se bare hvor søde de er.

Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.

Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.

Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.

Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!