Vi er de formørkede julenaboer

Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.

Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.

I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.

Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.

Les Tuileries d’Affiac, 1984

Et tilfældigt sammentræf sendte mig her i aften 35 år tilbage i tiden.

Morten er i gang med en arbejdsopgave, der blandt andet består i at køre rundt i Jylland og lave videointerviews med en række projektledere indenfor et specifikt område. Han fortalte om dagens oplevelser og de kommende dages aftaler. På mandag skal han mødes med en biologfyr, som jeg i sommeren 1984 tilbragte et par dage med i et hus i Sydfrankrig. Denne er nært beslægtet med en kendt, dansk musiker, og netop det faktum var årsagen til, at Morten og jeg sporede os ind på forbindelsen. Verden er sommetider virkelig lille.

Det var ikke bare mig og biologen, der var på ferie i Frankrig. Faktisk kendte jeg ham slet ikke i forvejen. Omstændighederne var, at vi var 10 unge fra Århus (det var dengang det blev stavet med bolle-å) og København, der havde lejet et stort, gammelt skrummel af et hus i Sydfrankrig, omkring 25 km nordøst for Carcassonne, som jeg husker det. Vi var studerende, i 20’erne, og jeg kan ikke huske præcis, hvem der egentlig havde fået dét der hus op under neglene, men det var noget med nogen, der kendte nogen, der kendte de danskere, der ejede det og var i gang med at sætte det i stand. I hvert fald var det kæmpestort, langt ude på landet og rørende billigt at leje. 6000 kroner for tre uger. Fordelt på ti mennesker, hva’beha’r! Det var også billigt i 1984. Læg dertil en interrailbillet og vores cykler, som vi sendte i forvejen som rejsegods og transporterede os rundt på i tre lange, dovne augustuger. Den ferie havde alt! Skønne rejsefæller, en fast base som udgangspunkt for ture ud, fælles måltider, leg og brætspil, byfest og masser af vin.

Vi havde alle sammen givet adressen til vores andre venner og opfordret dem til at komme forbi, hvis de kom på de kanter. Det var der faktisk en 10-11 stykker, der gjorde i løbet af de tre uger. Vi havde ekstra madrasser, tallerkener og vin nok og altid plads til gæster. Den senere biolog var en af dem, der kom forbi på sin interrailtur sammen med kæresten og blev hængende et par dage. Vi kaldte ham Musen, fordi hans kæreste kaldte ham det, og det er sådan, jeg i dag vil kunne få mine rejsefæller til at huske ham. Han hedder selvfølgelig noget andet, nemlig det navn, der nu – helt mærkeligt – står noteret i min og Mortens fælleskalender.

Jeg har aldrig mødt ham siden, men jeg har billeder af ham i mit fotoalbum fra dengang. Og nu har Morten også set fotos af ham forud for deres møde på mandag. Han skal dog nok ikke forvente det samme Playmobil-hår og sorte firserskæg som Musen bar i 80’erne.

Jeg er jo heller ikke længere den sprøde 25-årige med brunt hår og batikfarvet militærskjorte, der havde en fest med rejsekammeraterne i nattoget til Paris.

De efterlod os alt

I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.

Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.

Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.

Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.

Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.

Læs den, synes jeg.

På hovedet langt og længe væk

Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.

Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.

Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.

Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.

Gisp

Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?

Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.

Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.

Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.

I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.

Det var lige før, jeg groede en lille glorie.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.

Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.

Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .

Jeg tog med.

Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?