31. oktober 2019 | den store bunke |
Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.
Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.
Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.
Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.
Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.
Det skal nok gå.
Det går tit godt.
Det gør jeg også.
27. oktober 2019 | den store bunke |
“Skal du så til at blogge igen?”, spurgte yngsten i tirsdags, da vi kørte hjem efter en på alle måder god og smuk begravelsesdag. Det var hans mormor, min mor, vi havde begravet, og stemningen i bilen var mat, men ellers god med vemod og lettelse i en fint afstemt blanding.
Min mor var 93 og mæt af dage. Siden syn og hørelse for alvor begyndte at svigte hende for et lille års tid siden, og hun ikke længere kunne udfylde sin tid med sine yndlingsbeskæftigelser, at læse avis og FamilieJournal, løse krydsogtværs og se nyheder i tv, har hun været først frustreret og siden resigneret, og det er gået støt ned ad bakke med livsglæde og livslyst. Tirsdag den 15. oktober midt på aftenen trak hun vejret for sidste gang. Jeg sad hos hende, da hun døde. Jeg ved ikke, om hun var klar over det – hun sov det sidste døgn, men det betyder alverden for mig.
Jeg har været afklaret længe. Det var bedst, at hun fik fred. Det er selvfølgelig sørgeligt, vemodigt og ubegribeligt på mange planer at sige farvel, men ikke tragisk. Der er meget, der skal bearbejdes og falde på plads nu – minder og erindringsbilleder. Vi kan ikke spørge hende om mere, hun har givet alt videre, og vi må forvalte arven, som vi hver især bedst kan. For mig ligger det hele godt. Jeg har gjort mit bedste. Der er intet, jeg ville have gjort eller sagt anderledes, og det er virkelig et privilegium at leve videre med.
Tilbage til min søns spørgsmål. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det, for bloggens grundregel har altid været, at jeg skriver og deler af lyst og ikke af pligt. Har jeg noget på hjerte, skriver jeg, og har jeg ikke, kommer der intet nyt. Men i tilbageblikket kan jeg selvfølgelig se, at energien har været trukket et andet sted hen. Jeg var sidst aktiv på domænet her midt i september – om noget så neutralt som at skære cherrytomater på en smart måde. Siden da har jeg haft flere og flere køreture til Fyn, en del af mit fokus har hele tiden været på mor, og alt, hvad vi har planlagt, har været underlagt det vilkår, at telefonen kunne ringe, jeg kunne blive kaldt derover, og verden kunne blive vendt op og ned. Jeg mærker, at der er løst op nu. Telefonen behøver ikke være i nærheden og på lyd. Jeg kan glæde mig til noget. Jeg kan se fremad.
Samtidig er det også en tid, hvor jeg ser tilbage. I går tømte vi mors lejlighed på plejehjemmet, og jeg er vendt hjem med et par kasser med fotos, dagbøger og forskelligt arvegods, som jeg skal bruge tid og energi på at dvæle ved i den kommende tid.
Det haster ikke. Alt kommer i den rækkefølge, der falder bedst. Også lysten til at fortælle og dele. I sidste uge vidste jeg med mig selv, at jeg ikke kom til at skrive på bloggen, før jeg havde formuleret min mindetale til begravelsen og et takkekort til personalet på plejehjemmet, for mine allerbedste ord skulle reserveres til de to.
Og både talen og takken er givet videre nu.