Syltede, grønne tomater

Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.

Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.

Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.

Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.

Pletgrønt

I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.

Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.

Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.

Ben fra mange fluer

Det har været både en uendelig lang ferie og en ferie der er gået virkelig hurtigt, filosoferede jeg i morges, og i morgen er det allerede mandag, og hvad har vi egentlig lavet?

Men! Når jeg tæller op, har vi alligevel mange flueben at sætte. Dette er sket:

  • Tapetseret. Jeg kunne stadig! Og det blev helt, som det skulle være.
  • Malet den tapetserede væg. To gange.
  • Rettet tapetkanter af på en anden væg og fuget, hvor der trængte.
  • Spartlet og klatmalet i entreen.
  • Sendt den lånte campingvogn tilbage til ejerne.
  • På bukkejagt. To gange.
  • Malet en mdf-plade, der skal blive vores nye sengegavl. Fire gange. Fordi vi først malede grimt med pensel og reddede med rulle.
  • Konstrueret og sat kasser om nye rør og etableret reolvæg i værkstedet
  • Bagt 48 koldthævede boller.
  • Gået lang tur med veninde og hund.
  • Cyklet til Open by night og spist street food. Hvor Mortens cykel var stjålet, da vi kom ud. Indsæt selv eder og forbandelser.
  • Grundet ovenstående: Gået hjem, anmeldt tyveri til politi og forsikring. Skumlet.
  • Besøgt min mor.
  • Sat sommerdæk på begge biler. Pustet luft i og efterstrammet bolte.
  • Gjort rent i to badeværelser, støvsuget i alle rum der har gulv, dampmoppet alle mopbare gulve.
  • Højtryksrenset halvdelen af terrassen, skræmt flisepest væk.
  • Ryddet redskaber og grej væk, så tømrer har frit spil i morgen til at demontere brændeovn og lægge nyt trægulv.
  • Luget i kolonihaven og stukket kanter af på græsplænen derude.

Hvor meget blev det? 3 hele fluer? Om lidt kan jeg også sætte et ben ved ’Været i bad’, og jeg har sikkert glemt noget, så der er sandsynligvis en hel flue mere.

• Har for resten også afleveret pantflasker. Hvor man kan få denne melding. Tænk at have tænkt på at kode den sætning ind i sin flaskeautomat!

Solhat der ikke har taget hat på endnu.

Ribs. Inden duerne véd, der er dessert om lidt.

Så var der ikke mere Kristi Himmelfartsferie.

Status på alt. På det meste. På en hel del.

Politik: Har passeret gennem adskillige valgkredse i dag på min vej Viborg-Søndersø-Viborg. De har fået valgplakaterne hængt op alle steder, hvis nogen var i tvivl om dét. Der var dog en enkelt og ensom bilist med trailer i gang med at hænge en plakat op i en lygtepæl lidt uden for Morud. Han har nok skullet noget de andre dage. Eller været alene om at vedligeholde et stort område. Jeg nåede at tænke, at det måske var cirkusplakater, for andre steder i landet kan man nemlig konstatere, at valgene er ramlet sammen med cirkussæsonen. Men det var en person og ikke en elefant, der var billede af på plakaten; jeg nåede dog ikke at se hvem. Og det er konklusionen på dagens landefart gennem kredsene: Samme partier, samme layout, forskellige ansigter – men man når ikke at afkode budskaberne, når man kører hurtigt forbi i sin Aygo. Medmindre de ser helt alternative ud (og her mener jeg ikke partiet) eller har åndssvage navne. Alligevel hævder man, at valgplakater virker og nytter, men mest i forhold til at bestemme sig for en kandidat i den partifarve, man på forhånd bekender sig til. De hjælper jo så ikke mig, når jeg ikke når at læse dem. Eller de hænger på Fyn.

Ældresektoren: Der var ikke meget maskinkraft i min mor i dag. Det er desværre ved at være standardbilledet. Hun har i mange år skrevet dagbog om stort og småt fra andedammen i Mayland-kalendre, én side pr. dag. Engang – og det er egentlig ikke så længe siden – havde hun besvær med at få den side til at slå til, men efterhånden begrænser hendes dagbogsnotater sig til, hvordan natten er gået, og hvem der har ringet. Nattesøvnens karakterer går fra ’for lidt søvn’ til ’en nogenlunde nat’, som er det bedste, der er at opnå. I dag stod der ’ikke meget søvn’, og det kunne godt mærkes på almentilstanden. Det er forstemmende, og det gør mig ked af det, at den sidste tid af et langt og godt liv bliver en prøvelse, der skal holdes ud og stås igennem. Men jeg var der, og det er det bedste og eneste, jeg kan gøre udover de daglige telefonsamtaler.

Dyreriget: Vi har plejehund i dag. Ham går det godt med. Han sover fint.

Jægeriet: Bukkejagten er gået ind. Det betyder, at min jægersmand står op midt om natten og tilbringer en del af sin tid i forskellige tårne i skoven iført riffel, høreværn og et årvågent blik. Endnu har han ikke løsnet skud, men det kommer nok, og vi ved, at der er plads i fryseren. Og morgenerne er fine, forlyder det.

Watergate: Vi er ved at male soveværelsesvægge, og når det er gjort, og lugten har forføjet sig, kan vi rykke ind i soveværelset igen. Gulvet i stuen er rettet op og tørrer videre. Der er støbt slidlag i entreen og gjort klar til at lægge fliser. Men. Lige under den ene side af radiatoren er cementen ikke tørret, fordi radiatoren åbenbart er blevet læk! Det er så dumt, at jeg ikke gider skrive mere om de åndssvage rør nu.

Kolonihaven: Kartoflerne er begyndt at vise grønne blade over jorden, og løgene spirer. Det samme gør salater og georginer. Den ene af tre nyplantede agurkeplanter i kapillærkasserne er gået ud, men så mange agurker spiser vi nok alligevel ikke. En af de næste dage vil jeg så rødbeder og plante kål.

Billedet øverst: Er åbenlyst ikke fra i dag, hvor det har regnet hele dagen. Det er fra i går morges, og i morgen bliver det ligesådan. Ja.

Mærkedag

I dag er en mærkedag.

Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.

Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.

Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!

Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.

Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.

Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.