Status på alt. På det meste. På en hel del.

Politik: Har passeret gennem adskillige valgkredse i dag på min vej Viborg-Søndersø-Viborg. De har fået valgplakaterne hængt op alle steder, hvis nogen var i tvivl om dét. Der var dog en enkelt og ensom bilist med trailer i gang med at hænge en plakat op i en lygtepæl lidt uden for Morud. Han har nok skullet noget de andre dage. Eller været alene om at vedligeholde et stort område. Jeg nåede at tænke, at det måske var cirkusplakater, for andre steder i landet kan man nemlig konstatere, at valgene er ramlet sammen med cirkussæsonen. Men det var en person og ikke en elefant, der var billede af på plakaten; jeg nåede dog ikke at se hvem. Og det er konklusionen på dagens landefart gennem kredsene: Samme partier, samme layout, forskellige ansigter – men man når ikke at afkode budskaberne, når man kører hurtigt forbi i sin Aygo. Medmindre de ser helt alternative ud (og her mener jeg ikke partiet) eller har åndssvage navne. Alligevel hævder man, at valgplakater virker og nytter, men mest i forhold til at bestemme sig for en kandidat i den partifarve, man på forhånd bekender sig til. De hjælper jo så ikke mig, når jeg ikke når at læse dem. Eller de hænger på Fyn.

Ældresektoren: Der var ikke meget maskinkraft i min mor i dag. Det er desværre ved at være standardbilledet. Hun har i mange år skrevet dagbog om stort og småt fra andedammen i Mayland-kalendre, én side pr. dag. Engang – og det er egentlig ikke så længe siden – havde hun besvær med at få den side til at slå til, men efterhånden begrænser hendes dagbogsnotater sig til, hvordan natten er gået, og hvem der har ringet. Nattesøvnens karakterer går fra ’for lidt søvn’ til ’en nogenlunde nat’, som er det bedste, der er at opnå. I dag stod der ’ikke meget søvn’, og det kunne godt mærkes på almentilstanden. Det er forstemmende, og det gør mig ked af det, at den sidste tid af et langt og godt liv bliver en prøvelse, der skal holdes ud og stås igennem. Men jeg var der, og det er det bedste og eneste, jeg kan gøre udover de daglige telefonsamtaler.

Dyreriget: Vi har plejehund i dag. Ham går det godt med. Han sover fint.

Jægeriet: Bukkejagten er gået ind. Det betyder, at min jægersmand står op midt om natten og tilbringer en del af sin tid i forskellige tårne i skoven iført riffel, høreværn og et årvågent blik. Endnu har han ikke løsnet skud, men det kommer nok, og vi ved, at der er plads i fryseren. Og morgenerne er fine, forlyder det.

Watergate: Vi er ved at male soveværelsesvægge, og når det er gjort, og lugten har forføjet sig, kan vi rykke ind i soveværelset igen. Gulvet i stuen er rettet op og tørrer videre. Der er støbt slidlag i entreen og gjort klar til at lægge fliser. Men. Lige under den ene side af radiatoren er cementen ikke tørret, fordi radiatoren åbenbart er blevet læk! Det er så dumt, at jeg ikke gider skrive mere om de åndssvage rør nu.

Kolonihaven: Kartoflerne er begyndt at vise grønne blade over jorden, og løgene spirer. Det samme gør salater og georginer. Den ene af tre nyplantede agurkeplanter i kapillærkasserne er gået ud, men så mange agurker spiser vi nok alligevel ikke. En af de næste dage vil jeg så rødbeder og plante kål.

Billedet øverst: Er åbenlyst ikke fra i dag, hvor det har regnet hele dagen. Det er fra i går morges, og i morgen bliver det ligesådan. Ja.

Mærkedag

I dag er en mærkedag.

Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.

Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.

Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!

Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.

Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.

Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.

Min spejlingsteori

Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.

Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.

I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”

Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.

Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.

Venstre, vel at mærke.

Karma kom

Min krop er gået i stykker. Overdreven havegravning har gjort mig til en gammel kone. Det er mærkeligt, jeg ikke også er blevet hvidhåret hen over natten. Nej vent … det ER jeg.

Jeg mærkede karma i nat, da jeg skulle vende mig, vågnede og tænkte: Hvordan kommer jeg i gang med dét? Alt, hvad jeg gjorde for at rotere min krop om sin egen akse, gjorde ondt. Det gentog sig tre-fire gange mere i løbet af natten, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har ligget på alle mine fire sider. Højre først, venstre, på maven, venstre igen, en kort overgang på ryggen, fordi der var for langt hele vejen rundt til højre, hvor jeg sluttede af, fordi det i den position ville være nemmest at slukke alarmen, som snart ville vække mig. Jeg ved det, fordi hver eneste bevægelse i løbet af natten var nødt til at være nøje gennemtænkt og orkestreret, for at det gjorde mindst ondt. Normalt sover jeg bare. Jeg lukker øjnene, og så er det morgen. Sådan gør plagede gravekoner altså ikke.

Og ligesom når badmintonsæsonen gik i gang, da jeg var ung, er det altid værst på andendagen.

Jeg kom igennem dagen, mens jeg sad så stille som muligt på min stol på mit arbejde og skrev forsigtige ord sammen. I løbet af dagen grundede jeg over, om en fornyet omgang gravning i eftermiddag, mens vejret stadig var godt, ville have en løsnende eller strammende effekt på mine forpinte balde- og armmuskler. Man ved aldrig, og jeg havde for en sikkerheds skyld taget en pose havetøj med.

Det skader jo ikke at forsøge, satsede jeg på og styrede mod kolonihaven efter fyraften, hvor jeg greb spaden og vendte yderligere nogle kvadratmeter jord. Det gjorde godt nok nas.

Jeg vil faktisk ikke afvise, at det HAR skadet at forsøge. Nu er jeg i sofaen igen. I blødt tøj og i én stilling, som jeg ikke behøver at ændre på, før jeg skal i seng.

Tiden indtil da vil jeg bruge på at planlægge, hvordan jeg griber det an, når jeg skal have mig vendt i nat.

Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!