28. marts 2020 | At have have, den store bunke |
Jeg har på ingen måde bevæget mig så meget i dag, at det på nogen måde kunne retfærdiggøre indtagelse af sådan en gang kagetapas fra Søster Lagkage. Jeg har slet ikke haft et kalorieunderskud i den størrelsesorden, som en tredjedel af disse her dækker.
Men de var hjemtaget, og vi bryder os ikke om madspild hjemme hos os. og vi havde faktisk også glædet os til dem. Så da én havde ryddet op i og støvsuget sin bil, én havde skrevet på en studieopgave, og én havde beskåret roser i rækkehushaven, samledes vi til kaffe og kagetapas. De var gode, kagerne – og det er min samvittighed faktisk også.
Men … rækkehushaven…? Hvorfor skriver hun ikke om kolonihaven? Burde hun ikke være i fuld gang med at forberede sæsonen og grave og drikke kolonihavekaffe og den slags?
Det er fordi vi HAR SOLGT den. Jeg pippede lidt om her, at det var den vej, det gik. Det var nemt at komme af med den. Den ligger godt, og haveforeningen havde nogle på venteliste, som gerne ville købe. Overdragelse i torsdags. Så nu er den på andre hænder, og vores kolonihaveæra er afsluttet. Det bedste er, at det overhovedet ikke føles trist. Og derfor koncentrerer jeg mig nu lidt mere om den have, vi har herhjemme. Det skal nok blive godt. Vi har også købt et drivhus på hjul. Det bliver leveret til påske, og så skal jeg såmænd nok få dyrket både tomater og agurker og hvad vi ellers finder på. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om senere.
Men altså: Juhuu! For kager og for salg. Og de to ting har i øvrigt intet med hinanden at gøre.
26. februar 2020 | At have have |
Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.
Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.
Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.
Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.
Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.
Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.
Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.
Og så skal man jo ikke.
Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.
Så derfor.
Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.
Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.
11. november 2019 | At have have, den store bunke, Køkkenskriverier |
Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.
Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.
Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.
Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.
8. juli 2019 | At have have |
I kolonihaven er der grænser for vækst. Det står ikke knaldgodt derude i år, synes jeg. Harerne spiser min kål og efterlader afgnavede bladribber i grønkål og broccoli, og det er sikkert også dem, der har kappet en af squashplanterne. Der er kommet én bønnespire, og pastinakkerne er slet ikke kommet op. Duerne har spist ribsene, og jordbærrene så jeg aldrig noget til. Hindbær og taybær giver ikke rigtigt noget. Tomat- og agurkeplanter er i misvækst, og jeg forventer mig ikke noget af dem.
Men noget er der da, som gror. Der er blomster, græsplænen er ved at springe i lupinskov, og salaterne står fint. Det samme gør løg, og jeg har spist nye kartofler med hvidløgsmayonnaise på rugbrød til aften og følt mig rig.
Hjemme i rækkehushaven har jeg spottet og foreviget små grønne oaser af liv, som øjet kan hvile på, og sjælen glædes over. De kommer her. Lad os glæde os sammen og enes om, at jeg trods alt har fingre med et grønt skær.
2. juni 2019 | den store bunke |
Det har været både en uendelig lang ferie og en ferie der er gået virkelig hurtigt, filosoferede jeg i morges, og i morgen er det allerede mandag, og hvad har vi egentlig lavet?
Men! Når jeg tæller op, har vi alligevel mange flueben at sætte. Dette er sket:
- Tapetseret. Jeg kunne stadig! Og det blev helt, som det skulle være.
- Malet den tapetserede væg. To gange.
- Rettet tapetkanter af på en anden væg og fuget, hvor der trængte.
- Spartlet og klatmalet i entreen.
- Sendt den lånte campingvogn tilbage til ejerne.
- På bukkejagt. To gange.
- Malet en mdf-plade, der skal blive vores nye sengegavl. Fire gange. Fordi vi først malede grimt med pensel og reddede med rulle.
- Konstrueret og sat kasser om nye rør og etableret reolvæg i værkstedet
- Bagt 48 koldthævede boller.
- Gået lang tur med veninde og hund.
- Cyklet til Open by night og spist street food. Hvor Mortens cykel var stjålet, da vi kom ud. Indsæt selv eder og forbandelser.
- Grundet ovenstående: Gået hjem, anmeldt tyveri til politi og forsikring. Skumlet.
- Besøgt min mor.
- Sat sommerdæk på begge biler. Pustet luft i og efterstrammet bolte.
- Gjort rent i to badeværelser, støvsuget i alle rum der har gulv, dampmoppet alle mopbare gulve.
- Højtryksrenset halvdelen af terrassen, skræmt flisepest væk.
- Ryddet redskaber og grej væk, så tømrer har frit spil i morgen til at demontere brændeovn og lægge nyt trægulv.
- Luget i kolonihaven og stukket kanter af på græsplænen derude.
Hvor meget blev det? 3 hele fluer? Om lidt kan jeg også sætte et ben ved ’Været i bad’, og jeg har sikkert glemt noget, så der er sandsynligvis en hel flue mere.
• Har for resten også afleveret pantflasker. Hvor man kan få denne melding. Tænk at have tænkt på at kode den sætning ind i sin flaskeautomat!
Solhat der ikke har taget hat på endnu.
Ribs. Inden duerne véd, der er dessert om lidt.
Så var der ikke mere Kristi Himmelfartsferie.
