30. juni 2016 | den store bunke |
I aftes gik jeg i seng med denne udsigt. Her til morgen var den akkurat lige så fantastisk, bare lidt mere skyindhyllet. Det går over.
Vi er rejst til Norge. Til fjelde og fred og noget af det smukkeste natur, jeg kender. De næste dage opholder vi os i de her omgivelser. Det er i orden at være misundelig.
Det er min kusines hus. Hun var her i aftes, da vi kom, og det var dejligt lige at ses, inden hun drog hjemad. Huset er min tantes barndomhjem, og meget står autentisk, men der også moderniseret og bygget til. Da jeg var her første gang i 1999, var der stadig das i laden med stort hul til store numser og lille hul til små numser, og vi badede i en balje på køkkengulvet. Det gik fint. Siden har huset fået tilbygning med badeværelse, og denne gang er vi endda kommet til wi-fi og fortrinlig mobildækning.
Det her sted er spækket med historie og historier. Kastanjetræet i forgrunden af billedet kommer af en kastanje fra min morbrors – og min – barndoms gård på Nordfyn, hvor der står en mægtig kastanjeallé.
Autentisk. Jeg kommer altid til at tænke på fadebursmusen fra Dyrene i Hakkebakkeskoven. Her opbevares ikke mad, men der skal nok være mus.
Her dufter af jasmin. Meget.
Selv om vi er på ferie, er der et par arbejdsrelaterede ting, der skal ordnes. Tænk at være på arbejde med den udsigt. I nattøj.
Om lidt pakker vi ranselen og går på fjeldtur. Med KvikkLunsj i rygsækken, for det er forbudt at gå uden “Hele Norges Tursjokolade”.
28. juni 2016 | den store bunke |
Ah, hvor godt! Jeg har taget hul på tre ugers sommerferie, som jeg allerede har fyldt meget forskelligartede ting i. Derfor er dette indlæg blevet en tosset blanding af spredte billeder og samlende ord. Ellers kan det hele ikke rummes.
Vi tog til madfestival hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegård ved Horsens Fjord i lørdags og mødtes med gode venner. Der var folkemiddag i laden om aftenen med hjemmelavet økologisk mad, hvor vi sad på halmballer omkring kabeltromler. Det var rart og dejligt. Det bedste var at opleve mennesker med en passion, mennesker som gør det, de brænder for, og som stabler sådan et arrangement på benene for at dele det med andre. Læs mere om gården og folkene her.
Så har vi været i haven. Klippet hæk, så den ligner naboernes i pænhed, luget køkkenhaven og kørt forfærdeligt forfaldne havemøbler og andre effekter væk. Og nydt. Jeg fortalte om det her.
I går aftes var vi sammen med Sir Paul i en stuvende fyldt Boxen i Herning. Det var godt nok stort. Helt i toppen af mine koncertoplevelser. Han kom på kryds og tværs i tid og genre i sit kæmpestore katalog og gav os den ene klassiker efter den anden i et forrygende sceneshow. Fra smukke ballader til intens rock. På billedet nedenfor spiller han Blackbird og gav garanteret mere end én blandt publikum blanke øjne. Selv blev jeg tavs og grebet af øjeblikkets storhed, da han satte sig ved pianoet og spillede Let It Be. Selveste Paul McCartney… lige der … spillede Let It Be … i virkeligheden … halvtreds meter fra mig. Tænk.
I dag har jeg fedtet rundt og købt ind og gravet kartofler op og pakket fjeldgrej og kørt min bil til servicetjek.
Fjeldgrej er, fordi jeg skal vise Morten det mest fantastiske norske lille sted, jeg kender. Min norske familie har et hus i Telemark ved den lange sø Nisser, der strækker sig fra Treungen i syd til Vrådal i nord. Der er udsigt og fjeld, sø, å og alt det smukkeste, Norge har. Jeg har holdt ferie der tre gange før, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at komme igen. Vi skal bade i åen, der strømmer ned over fjeldet, vandre op på fjeldet og skue ud over søen, og så skal vi frem for alt være sammen og geare helt ned. Vi er så mygge- og knotklar.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?
27. juni 2016 | At have have |
Mors georginer blomstrer i min have nu. Hun vil ikke have besværet med dem længere, så i efteråret fik jeg tre knolde, omhyggeligt mærket, så jeg kunne tage hensyn til farve og højde, når jeg satte dem i jorden. Jeg har gemt mærkesedlerne, så jeg kan videreføre omhuen til efteråret.
Aiiij, de sorte fingre!
Aiiij, det bed! Fredløs, bregner og skvalderkål har rottet sig sammen og overtaget bedherredømmet.
Snerler. Vinder. Altid.
25. juni 2016 | den store bunke |
Det er lørdag formiddag. Jeg arbejder på at tømme hovedet for alt det, jeg har skullet have overblik over i den forløbne uge. Studentertraktementer, hvide nystrøgne skjorter, snøfteri over dimissionstaler, basisbagage til student der springer til Roskilde Festival, generel morbekymringsomsorg for student der springer direkte fra fest til bus mod Roskilde.
“… har skullet have overblik over…”??
Ret beset er det nok mest mig, der synes, jeg har skullet. Studenten har ikke haft det store behov for overblik. Han var kun lidt presset i går eftermiddags efter dimissionen, da han både skulle nå at aflevere bøger, pakke til festival, printe festivalbilletten og frem for alt tanke søvn, inden han tog til den sidste studenterfest, der varede lige til i morges klokken 05, hvor han kort rundede hjemmet for at bytte studenterhuen ud med den sportstaske, han havde stillet frem, og derefter hoppede på festivalbussen sammen med kammeraterne.
Han har ikke meget med. Sovepose, et tyndt liggeunderlag (som jeg købte i går, mens han afleverede bøger), tandbørste og kontaktlinser, minimalt med tøj (her har han lyttet til jævnaldrendes erfaringer, ikke til mig), mobiltelefon. Og det er vel egentlig dét. Ikke engang moderlige formaninger er han tanket fuld af. Jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at begrænse mig.
Jeg har sovet uroligt i nat. Dels fordi der er Snapsting i Viborg, byfest med masser af musik og folk og larm i gaden, men i særdeleshed fordi jeg ikke har kunnet give helt slip på tanker om yngsten. Kom han nu af sted, tænk hvis han faldt i søvn et sted og ikke nåede bussen og alt muligt andet, jeg kunne finde på at tænke. Men tidligt i morges var tasken væk, og hans nøglebundt lå tilbage, som vi havde aftalt. Han er sammen med kammeraterne, de passer på hinanden, og det skal nok gå.
Efter en hektisk uge er det lidt tomt. Jeg har sommerferie. Der er ikke noget jeg skal have overblik over og huske.
Nåååååh jo. Morten og jeg skal til Norge. Og det er da ikke gjort med bare at pakke vandrestøvler og fjeldtøj i bilen. Vi skal da have mad med. Det ville da være dumt ikke at forberede bare nogle af dagene. For eksempel skal vi da ikke betale 400 kr. for en agurk, når de hænger i kolonihaven lige til at plukke. Og salat. Og … og …
Jeg må hellere gå i gang med at få noget overblik.
23. juni 2016 | den store bunke |
Vi har en student. Det gik godt i tirsdags. Dansk økonomi var en blandet landhandel, sagde censor og mente vistnok eksaminandens præstation snarere end selve den danske økonomi. Eller jeg tror, det var det, hun mente – jeg hæftede mig bare ved, at knægten var godt tilfreds med karakteren og med at få huen sat på plads og formodentlig også de velmente familiekram.
At blive student er også:
- At blive fejret af sine nærmeste – og få roser og gaver.
- At tage til fest om aftenen – udenbys, så mor må køre en.
- At spise middag med lærerne på gymnasiet, gå i byen og komme så sent hjem, at man når at sige godnat/godmorgen til den første, der står op – den dag man skal ud på studenterkørsel.
- At rende tør for hvide skjorter.
I dag kører de rundt til alle klassekammeraterne i en pyntet lastbil, som jeg ikke så, fordi vi bor i gågaden, hvor man ikke må køre. Men de var her.
Vi havde overvejet, hvad man byder en flok ristede studenter, der rejser fra det ene traktement til det andet hele dagen og i virkeligheden ikke trænger til så meget. En omgang cheeseburgere, dåseøl og –cola og en stabel juicebrikker, var vi blevet enige om. Vi var tredje stop på ruten, klokken halv tolv ville de ankomme, havde vi fået trukket ud af studenten. Og det var han sikker på, insisterede han, da jeg satte ham af ved startstedet i formiddags.
Vi havde bestilt 30 cheeseburgere hos McDonalds til afhentning 11.15 sharp, for klassen havde kun 20 minutters ophold hvert sted, men burgerne skulle også gerne være lidt varme, når studenterne kom. Morten kørte af sted klokken 11…. og ti minutter senere hørte jeg råben, latter, snak og truthorn nede fra gaden, buldren på trapperne – og så ringede dørklokken, og studenterne myldrede ind i lejligheden og ud på terrassen, hvor det heldigvis var tørvejr. “Er der et toilet?”, kvækkede en pige, som tydeligvis havde mistet stemmen for lang tids hujen siden, og så forsvandt to af pigerne ind på badeværelset. En af drengene var hårdt ramt efter flere dages fest og ville hellere have et par Panodil og mente, at hvis han tiggede et par Panodiler hvert sted, kom han nok igennem dagen. Eller også gjorde han ikke. Han så i hvert fald ikke ud til at være bagud med alkoholindtag.
Men de kom jo altså tyve minutter for tidligt ifølge det aftalte, og jeg havde slet ikke nået at stille drikkevarer frem fra køleskabet, og Morten var ikke kommet tilbage med burgerne. Jeg bar dåser og brikker ud og kastede det hele på terrassebordet, præcist så skødesløst som nok i virkeligheden var den allerbedste måde – og Morten kom drønede ind i gården og kastede bilen fra sig ureglementeret tæt på gadedøren og løb op ad trapperne med tre poser varme cheeseburgere, som fremkaldte en kollektiv begejstringsbrummen blandt de unge, og at dømme efter hvor få der var tilbage, da de kort tid efter drog videre, var det det helt rigtige valg, vi havde truffet.
Nu mangler vi dimissionen i morgen med taler, overrækkelse af eksamensbeviser, rektorhåndtryk, musik og hvad der ellers hører til sådan en ceremoni. Og SÅ er der sommerferie. Al studenterhalløjet i denne uge har været så fint og godt, men det er altså også lidt hårdt, også for forældrene.
I aften slapper jeg af. Jeg ved ikke, hvornår studenten kommer hjem, eller hvilken tilstand han er i. Men jeg har vasket de hvide skjorter, så han kan hældes i sådan en, inden han skal skrues i huen og trykke rektor i hånden i morgen.
Og så skal han have pakket til Roskilde Festival, som han tager af sted til lørdag morgen. Godt han er ung og ubekymret.
(Jeg har vasket tøj).
Opdateret: Han er hjemme i god behold og hæderlig tilstand, træt og tilfreds efter en rigtig god dag.
