Og solen skinnede jo, uanset hvor jeg var

Flere gange i dag har jeg sagt til mig selv, at jeg er en stor klovn til at udnytte vejret. Mens solen skinnede så flot derude og bare kaldte på udendørsaktivitet – som for eksempel at høste og rydde op i kolonihaven – gik jeg rundt herhjemme og gjorde ting indenfor. Jeg svedte oven i købet, fordi solen bagte hedt ind af vinduerne.

Til gengæld – og dét er væsentligt – er jeg grundtilfreds med de ting, jeg fik gjort. De lyder virkelig kedelige, de punkter jeg vinklede af, men det skæmmer ikke tilfredsheden.

Hænge længe over morgenmad og avis (det stod nu ikke på listen) og nyde at der var en hel time ekstra at gøre det i på grund af skift til normaltid. Støvsuge hele huset, – solen afslører jo ALT. Vaske tre vaske. Bage 64 boller. Skære kødet fra en vildsvinebov og lave simremad. Tage bad (fordi hvis en drone kom flyvende og fotograferede mig oppefra, ville man ud fra billederne tro, jeg var Johnny Madsen!). Stille mange hyldemeter ubrugelig fortid ind i en reol.

Det sidste er næsten det bedste. En kæmpestor kasse med musik-cd’er og film-dvd’er, som ikke er blevet afspillet i årevis og med størst sandsynlighed aldrig mere bliver det, har længe stået i vejen foran reolen ovenpå. Jeg kan ikke sige, om kassetterne kommer til at stå i vejen i reolen, men de er ikke helt modne til udsmidning endnu, og vi har ikke et loft, vi kan stille kassen op på. OG: Jeg er altså virkelig, virkelig, virkelig tilfreds med at have fået den kasse tømt.

Mens solen skinnede.

 

Yndlingsmorgen med kaffe og avis

Solbeskinnet stue, nu med billeder på væggene – og støvsuget gulv!

Set og hørt

Flamsk vildsvinestuvning med udseendet imod sig og smagen med sig.

Facebook, din sladrehank …

Vi har længe haft alle de små og store billeder fra billedvæggen i Vestergade liggende og vente på, at nogen skulle nå frem til at sætte dem op. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har været længe om at få hængt billeder op i rækkehuset, men dét har vi faktisk fået gjort nu. Og tænk engang, vi havde vægge nok til dem alle sammen, det havde jeg slet ikke troet.

Så manglede vi bare de små billeder i portrætgalleriet, og det blev min tjans. Jeg lagde dem ud på gulvet for et par dage siden og fordelte dem, sådan som jeg ville have dem til at hænge. Og da Morten var taget af sted til et arrangement her i aften, bevæbnede jeg mig med værktøj og vaterpas … og mobilkamera. Jeg lagde et foto på Instagram og delte det videre på Facebook med teksten Er alene hjemme med 50 blå søm og 22 familiebilleder”.

Og så kunne Morten sidde dér til sit arrangement og tjekke Facebook og se allerede på overskriften, at jeg var i gang.

Auberginefarvet mad, men hvad?

Anstrengelserne har båret frugt. Helt bogstaveligt. Fire flotte – okay, indrømmet, ret små – auberginer er høstet fra kolonihaven. Ikke fra friland, men fra indenfor.

Det var et impulskøb i foråret, da jeg købte de andre udplantningsplanter. Tomat, agurk, peberfrugt, hokkaido, squash og så aubergineplanten, som jeg ikke havde nogen som helst erfaring med, men lyst til at prøve. Den er ikke robust nok til at stå ude, læste jeg mig til, så den fik plads under tag i våbenhuset (som fik sit navn efter denne forespørgsel), og der har den haft det fint og passet sit groarbejde i det stille.

Nu er den så færdig med al den avl, jeg kan regne med, og her er fire et flot resultat. Hokkaido gav for eksempel kun to, og peberfrugt tre.

Det er bare lige gået op for mig, at jeg aldrig har tænkt så langt som til efter høsten. Det har på intet tidspunkt strejfet mig at overveje, hvad vi skal bruge auberginerne til. Findes der andet end moussaka på den her tid af året, hvor man bare ikke gider gå ud i regnen og grille dem på havegrillen? Noget knaldlækkert, som vi ikke har tænkt på eller kender?

Kom ind, aubergineentusiaster! Fyr løs med jeres smagfulde erfaringer.

Bare inden vi gør kål på hele høsten på fredag.

Det giver varmen to gange

Når man har fået læsset en større bunke træ af i sin indkørsel og knokler med brændekløver og trillebør, favnfulde af træ og pindebrænde i en vakkelvorn stabel, der allerhelst bare vil vælte hurtigst muligt, er der altid en tøhø-sjov nabo eller forbipasserende, der lader bemærkningen falde om, at “det giver varmen to gange, ha ha!”

Der er vi ikke kommet til. Altså bortset fra delen med den vakkelvorne brændestabel. Men vi har ikke fået leveret hverken en bunke kløveklar brænde eller brandfarlige bemærkninger.

Imidlertid er det rigtigt, at brændet giver varmen to gange. Faktisk mange gange.

Jeg syntes, her var lidt råkoldt i aften og tændte op. Og jeg kan konstatere, at det, jeg går mest kold på, er mine optændingsteknikker. De er sørme rustne. Jeg render konstant mellem sofaen og ovnen for at regulere spjæld og træk i skorstenen, fordi ilden hele tiden enten bulderbrænder eller er ved at gå ud. Bulderbrænder det, skal jeg alligevel rejse mig alt for tit for at lægge mere brænde på, og går det ud … ja, så varmer det jo ikke. Men jeg kan snildt holde varmen på grund af al den fysiske aktivitet. Mange gange. Også fordi glasruden efterhånden er sodet så meget til af den uregelmæssige brænding, at jeg reelt ikke kan se fra sofaen, om der stadig er flammer derinde. Så, husker jeg, er det noget med at skure glasset med sammenkrøllet avispapir. Altså når ruden er blevet kold.

Det er sandelig godt, der er et helt vinterhalvår at øve mig i.

Bemærk i øvrigt brændekassen. Den kommer fra Mortens barndomshjem, og efter at have huset legetøj og været skrammelskrummel har den nu generhvervet sin oprindelige funktion som brændekasse.

I mit hjem havde vi også en brændekasse. Den var et levn fra dengang, man havde et sort støbejernskomfur, som var brændefyret (og varmt! Jeg kan ikke huske det, men jeg har stadig ar i min ene håndflade fra dengang, jeg som toårig satte en flad hånd på siden af komfuret). Mor brugte senere brændekassen som høkasse. Den var fyldt med aviser og gamle dynebetræk, der formede en rede til en gryde, så grøden kunne koge færdig og kartoflerne holde sig varme. Den var malet lyseblå og ikke nær så stor og flot som den trækasse, som nu står derovre og strutter med brænde, der bare venter på at give varme.

Og nu skal jeg over og regulere luft- og brændeindtaget IGEN …!

De gamle grækere og de unge danskere

Jeg havde ikke ventet, at jeg skulle bombarderes med græske navne fra min gymnasietid, da jeg søndag sammen med to af børnene kørte til Fyn for at besøge min mor.

Mens det er lydbøger, jeg selv lytter til, er ældstebarnet en flittig podcast-lytter, så da der på grund af efterårsferien ikke var Musikquizzen på P3 til turen, bad vi hende bestemme noget, vi kunne høre undervejs. Det har hun nemlig været rigtig god til tidligere.

Det blev Gamle Grækere. Anders Olling og Hans Erik Havsteen, der er journalist og historiestuderende, genfortæller i ti afsnit Oldtiden fra Homer til Alexander den Store. Få første afsnit her. De to har tidligere lavet en podcastserie, der hedder Kongerækken, hvor de har genfortalt Danmarkshistorien med afsæt i samtlige danske regenter, og en kortere serie om Reformationen. De snakker og pingponger, mens de gennemgår historien, og det er både underholdende og berigende. Det kan findes gennem Podcast-appen – i hvert fald på iPhone.

Demosthenes, Solon, Dareios, Xerxes, Kambyses, Kyros, Kroisos, Sokrates, Aristoteles, slagene ved Marathon, Thermopylæ og Salamis, Det peloponnesiske forbund, bystaterne Athen og Sparta, Folkeforsamlingen, Perikles, Alkibiades, Herodot og Hesiod … luften i den lille Aygo var tyk af græske navne, jeg som klassisksproglig student fra en knapt så fjern oldtid havde hørt de fleste af og huskede, men jeg ville ikke længere have kunnet placere dem særligt præcist i tid og sted og i forhold til hinanden. De to gutter fra Kongerækken gjorde historien folkelig og forståelig, og for mig var det gyldne timer og gyldent genhør på vej til og fra Nordfyn.

At børnene har lyst til at høre om gamle grækere, storpolitik, filosofi, forskellige styreformer og demokratiets fødsel ud over det, de har haft i oldtidskundskab i gymnasiet, både forundrer og gør mig stolt. Nysgerrighed er en dyd.

Her er de nysgerrige på nyopstillede sanseinstrumenter ved plejeboligerne i min mors hood.