22. januar 2015 | den store bunke |
Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.
Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.
Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.
Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.
Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.
Jeg kan kun sige: Læs den!
2. december 2014 | den store bunke |
Jeg synes godt nok, de her mørke decemberdage trækker hårdt på brændstofniveauet. Jeg begynder at se dagslys lige, når jeg næsten er nået frem til min arbejdsplads, og så forsvinder det igen på hjemvejen. Det er sådan set hyggeligt at sidde i bilen i morgenmørket, følge trafikken og lytte bøger, og ligeså om eftermiddagen. Lige nu er det Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, og den kan kun anbefales af mit varmeste hjerte. Den er grum, grim, rørende, klog og sørgelig. Det er lykkedes mig at gøre mine nødvendige køreture til nogle berigende timer.
Men jeg når ikke ret meget, når dagene er korte og jeg kommer træt hjem. Og så alligevel. Hvad har jeg nået i dag, for eksempel? Egentlig en del, når jeg nu tæller op.
Jeg løb en tur på fire kilometer. Lavede aftensmad. Spiste den og snakkede med resten af husstanden. Vaskede en vask og hængte den op. Skrev et brev færdigt, et rigtigt papirbrev der skal sendes i en konvolut. Lagde vasketøj sammen. Bestilte EU-sygesikringskort. Så nyheder. Vimsede rundt og fandt småting. Lavede en søndagsaftale med min datter. Spillede nogle baner Candy Crush. Orienterede mig på de sociale medier. Lagde tøj frem til i morgen. Sørgede for, at totallet er helt væk på kalenderlyset.
Nu er der udsolgt for i dag.
Og om under tre uger er det vintersolhverv, og så begynder lyset lige så langsomt at komme tilbage. Tak for det.
26. november 2014 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
• dette syn, mens jeg sidder og hviler efter en løbetur. Onsdag er juniorkokkens maddag, og jeg rånyder, at han efterhånden er så dreven, at han både finder på, køber ind og udfører, uden at jeg behøver at være til stede, hverken mentalt eller fysisk.
• at tage løbetøj på, sætte en lydbog i ørerne og begive mig ud i mørket, hvor ingen kan kende mig. En lille tur uden andre ambitioner end at få mig rørt og alligevel lang nok til, at musklerne bliver ømme. I dag var det fire kilometer.
• når alt vasketøjet er tørt og ligger i stabler klar til at lægge på plads.
• bevidstheden om, at Lille Hviden fik sine nye vinterdæk på i weekenden, så jeg nu bare kan sige “Ja”, når jeg bliver spurgt, om jeg har skiftet til vinterdæk. Jeg efterspændte boltene i går og kunne rokke én ud af seksten. Og så var det jo ikke spildt at finde den krydsnøgle frem, som jeg har kørt rundt med i min gamle bil altid.
• at der er blevet lagt et dameblad til mig, så jeg kan slå hjernen fra og læse om Alt det, redaktørerne synes, jeg skal interessere mig for i denne uge.
• hvad juniorkokken tryllede frem
2. november 2014 | den store bunke |
I mine forældres have stod et valnøddetræ, som gav mange nødder. Far og mor sankede dem sammen og opbevarede dem i kartoffelnet eller gamle nylonstrømper. Tørt og ventileret. Jeg har fået mange af dem med hjem i tidens løb.
“Vil I ikke have nogle valnødder?”, kan jeg høre far sige.
Det er fem år siden, min far kunne gå ud og sanke nødder, og det er snart fire år siden, huset blev solgt. Jeg har stadig valnødder fra træet i haven. Og de dur. Skallerne er som konservesdåser, kernerne ligger derinde og holder sig friske og saftige i årevis.
Jeg knækker en portion af og til, og med to gange bagning af stenalderbrød i løbet af de sidste uger svinder beholdningen stærkt. I dag var det tid til en omgang knækning.
Her er min nøddeknækkerstation.
Jeg havde bygget rede i et hjørne af køkkenet med tekruset inden for rækkevidde og en ny lydbog i ørerne, og det var rasende hyggeligt, var det.
Det var i øvrigt lige den time på eftermiddagen, hvor lejligheden husede fire mennesker med headset på. Jeg sad i nøddeknækkerhjørnet, en gik og støvsugede med rygsæk på (fordi der ingen lommer var i tøjet til mobiltelefon) og popmusik i ørerne, en stod og skar kød af rådyrhalse og havde noget lyd i ørerne, og den sidste var tilsluttet en fodboldkamp et sted på internettet.
Men det var bare lige den time. Vi snakker også med hinanden. Unplugged.
26. oktober 2014 | den store bunke |
I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.
Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.
Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.
Såee, sæt i gang.
