30. juli 2015 | den store bunke |
Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.
Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?
Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.
Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.
Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.
Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.
Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.
16. juli 2015 | den store bunke |
Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.
Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.
I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.
I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.
Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.
Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.
Så var der ikke mere.
22. marts 2015 | den store bunke |
Bøger. Litteratur. Fortællinger. Jeg har altid læst meget, og næsten hele mit liv har jeg indtaget den daglige dosis, inden jeg lagde mig til at sove. Men så dykkede min læsekurve for nogle år siden. Der var kæreste, der var nye devices, der var omstrukturering i mine daglige vaner. Ofte skypede Morten og jeg sent om aftenen, hvis vi ikke var sammen, og det blev tit for sent til godnatlæsning, hvis jeg også skulle nå at få sovet. Jeg fik ikke læst ret meget, og det var jeg ked af.
Heldigvis findes så lydbøgerne. Jeg skulle bruge noget tid på at vænne mig til at lytte. I begyndelsen opfattede min hjerne igangsættelse af en bog som signal til at sende tankerne på langfart. Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig om det, der blev læst op, og opdagede gang på gang, at jeg havde glemt at høre efter, så jeg måtte gå tilbage og høre det igen. Men på et eller andet udefineret tidspunkt vendte det, og nu er det nærmest omvendt, når jeg endelig tager en analog bog i hånden. Jeg kigger på bogstaverne og tænker på alt muligt andet.
Med lydbøger er man selvsagt i oplæserens vold. De rigtig gode kan højne læsefornøjelsen, mens en dårlig indlæser kan ødelægge oplevelsen fuldstændigt. Alle lydbogslyttere har favoritter, hvis navne vi bliver glade for at se – eller høre, når vi starter på en ny bog, ligesom der er indlæsere, som vi håber på at slippe for.
Jeg lytter på vejen til og fra arbejde, når jeg støvsuger, når jeg løber, og når jeg arbejder i haven. Sommetider også når jeg køber ind, hvis jeg ikke skal købe for svære ting.
Det er blevet til en hel del lydfiler, som jeg har taget ind, siden jeg begyndte at høre i stedet for at se. Nedenfor er en oversigt. Måske er der flere, som jeg har glemt. Der er ingen kronologi i opsætningen. Er der overhovedet en orden, er den snarest alfabetisk.
Hvilken eller hvilke var bedst, vil nogen måske spørge. Det er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. Knausgård, Knud den Store, Glasslottet, Forbandede yngel og En mand der hedder Ove er rigtig gode bud. Donna Tartt er en fantastisk forfatter, men Stillidsen var desværre en bog, som blev fuldstændig ødelagt af ham, der havde indlæst den. Der var så mange fejl, og jeg havde længe i tankerne, at jeg ville skrive om det, men jeg bliver så træt – og faktisk også ked af det – bare ved tanken, så nu har jeg bestemt mig for at lade det fare. Stillidsen havde på ingen måde fortjent så elendig en ambassadør, og jeg kan kun anbefale andre at læse papirbogen i stedet for.
Lige nu hører jeg Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen. Den er indlæst af Githa Lehrmann, og hun er god!
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
26. januar 2015 | den store bunke |
- Jeg lytter krimi. Kidnapperne brugte en hvid Toyota Carina. Jeg følte mig næsten skyldig, da jeg hørte det. Måske solgte Toyota Hvide T videre til lyssky personer, da jeg købte ny bil? Måske fik den ikke den fredelige alderdom, den havde fortjent?
- I dag skete det! Jeg syntes, det var lysere i morges, da jeg kørte på arbejde.
- På arbejde sidder jeg over for Nikolaj. Tilsammen udgør vi Sproghjørnet. Kollegerne er skuffede de dage, vi ikke kommenterer noget sprogligt i radioen, diskuterer udtale eller betydning af ord, vi opsnapper, eller vurderer konstruktioner i de tekster, vi arbejder med. Som regel er vi enige. Også om at vi har ret i de fleste af vores iagttagelser. I dag behandlede vi udtale af tombola og tunnel.
- Er kommet til at tilbringe aftenen i en sær bunke posedametøj. Meget strik, meget stræk, meget blødt. Hver for sig rigtig fine stykker tøj. Sammen topkikset. Men det var det, jeg fik taget på, da jeg havde været i bad efter løbeturen. “Jeg er gift, og jeg er hjemme”, sagde en, jeg kender, engang som undskyldning for at gå rundt i en svedig undertrøje. Er jeg gået i den fælde? Selv om jeg ikke er gift, og selv om jeg faktisk er ren. Undskyld, under alle omstændigheder!
