Jeg vil godt snart ha’ lys, tak. Okay, så vender vi lampen om nitten dage.
Jeg synes godt nok, de her mørke decemberdage trækker hårdt på brændstofniveauet. Jeg begynder at se dagslys lige, når jeg næsten er nået frem til min arbejdsplads, og så forsvinder det igen på hjemvejen. Det er sådan set hyggeligt at sidde i bilen i morgenmørket, følge trafikken og lytte bøger, og ligeså om eftermiddagen. Lige nu er det Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, og den kan kun anbefales af mit varmeste hjerte. Den er grum, grim, rørende, klog og sørgelig. Det er lykkedes mig at gøre mine nødvendige køreture til nogle berigende timer.
Men jeg når ikke ret meget, når dagene er korte og jeg kommer træt hjem. Og så alligevel. Hvad har jeg nået i dag, for eksempel? Egentlig en del, når jeg nu tæller op.
Jeg løb en tur på fire kilometer. Lavede aftensmad. Spiste den og snakkede med resten af husstanden. Vaskede en vask og hængte den op. Skrev et brev færdigt, et rigtigt papirbrev der skal sendes i en konvolut. Lagde vasketøj sammen. Bestilte EU-sygesikringskort. Så nyheder. Vimsede rundt og fandt småting. Lavede en søndagsaftale med min datter. Spillede nogle baner Candy Crush. Orienterede mig på de sociale medier. Lagde tøj frem til i morgen. Sørgede for, at totallet er helt væk på kalenderlyset.
Nu er der udsolgt for i dag.
Og om under tre uger er det vintersolhverv, og så begynder lyset lige så langsomt at komme tilbage. Tak for det.
