26. november 2014 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
• dette syn, mens jeg sidder og hviler efter en løbetur. Onsdag er juniorkokkens maddag, og jeg rånyder, at han efterhånden er så dreven, at han både finder på, køber ind og udfører, uden at jeg behøver at være til stede, hverken mentalt eller fysisk.
• at tage løbetøj på, sætte en lydbog i ørerne og begive mig ud i mørket, hvor ingen kan kende mig. En lille tur uden andre ambitioner end at få mig rørt og alligevel lang nok til, at musklerne bliver ømme. I dag var det fire kilometer.
• når alt vasketøjet er tørt og ligger i stabler klar til at lægge på plads.
• bevidstheden om, at Lille Hviden fik sine nye vinterdæk på i weekenden, så jeg nu bare kan sige “Ja”, når jeg bliver spurgt, om jeg har skiftet til vinterdæk. Jeg efterspændte boltene i går og kunne rokke én ud af seksten. Og så var det jo ikke spildt at finde den krydsnøgle frem, som jeg har kørt rundt med i min gamle bil altid.
• at der er blevet lagt et dameblad til mig, så jeg kan slå hjernen fra og læse om Alt det, redaktørerne synes, jeg skal interessere mig for i denne uge.
• hvad juniorkokken tryllede frem
15. juni 2014 | At have have |
Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.
Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.
Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.
Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.
Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.
1. juni 2014 | At have have, den store bunke |
Fjernsynet kører med festforestilling og fejring i anledning af Prinsgemalens 80 års fødselsdag. Jeg er ikke kommet videre derfra. Er faktisk stadig lidt paf over, hvor høj Maria Rørby Rønn egentlig er. I rød kjole og på et par høje stiletter ragede hun så højt op over Dronningen og Prinsgemalen, som ikke er små mennesker, at jeg uvilkårlig kom til at tænke på halvkæmpen Madame Maxime, forstanderinden fra den franske troldmandsskole Beauxbaton fra Harry Potter.
Men nu er underholdningen i gang, og den gør jo ingen skade, så det får lov at køre, indtil der kommer nogle nyheder, der kan opdatere mig på verdens gang de sidste dage. Jeg har ikke holdt øje.
I dag har jeg stenet. Chillet. Slappet af. Var til 50 års fødselsdagsfest i går og er en lille smule træt i dag. Har lidt ondt i halsen. Passer på mig selv inden en ny uge. Var et par timer i haven. Den nye vander var ikke nem at få til at fungere. Faktisk kunne vi overhovedet ikke få den til at køre hele vejen rundt. Det er helt urimeligt, at to forholdsvist begavede mennesker skal slås hjem af en cirkelvander, der kun vil cirkelvande partielt.
Vi opgav nu ikke uden koncentreret googling.
Derefter blev vippevanderen taget til nåde et kort stykke tid, ingen udgangen blev en kombination af det sunde stykke fra den gamle vander, som jeg ødelagde, og et sundt stykke fra den nye vander. Dermed kan hele køkkenhaven igen vandes i én omgang, og imens skal vi huske at nyde lige så meget, som vi yder. Astrid har et helt naturligt talent for at nyde.
